En tur til lægen var ingen fornøjelse i 1700-tallet. Videnskabens kendskab til menneskekroppen og dens sygdomme var endnu sparsomt, og behandlingsmulighederne tilsvarende begrænsede og usikre.
Men én ting kunne patienten næsten altid regne med: Før eller senere kom krukken på lægens hylde frem. Dens smukke farver og fine dekorationer afslørede intet om indholdet.
Men når lægen fjernede låget, kom de til syne – de fingerlange, ormelignende igler, som lægen snart ville anbringe på patientens krop, så de kunne mæske sig i blod.
Men iglerne var ikke det eneste kryb, som lægen anvendte. Også maddiker – fluelarver – indgik i det uappetitlige arsenal, som i århundrederne før penicillinens opfindelse var med til at værne patienterne mod infektioner, sygdom og død.
En metalkasse med lufthuller gjorde det let for lægen at medbringe igler, når han tog på sygebesøg.
Igler skulle kurere alt
Igler blev anvendt til medicinsk behandling allerede i oldtidens Egypten.
Den såkaldte Papyrus Ebers fra ca. 1500 f.Kr. anbefaler påsætning af igler til behandling af bl.a. hovedpine, hudsygdomme og betændelsestilstande.
I middelalderen og renæssancen blev iglerne anvendt mod stort set enhver form for dårligdom, herunder psykiske lidelser.
“Det ville være for trættende at opremse alle de melankolske og sindssyge mennesker, som er blevet kureret ved påsætning af igler”, skrev den engelske læge Thomas Muffet i 1500-tallet.
Selv ikke 1800-tallets medicinske fremskridt og øgede kendskab til menneskekroppen gjorde det af med iglernes popularitet.
“Åreladning er et middel, som, såfremt det bliver brugt klogt, næppe kan overvurderes”, skrev den engelske læge Henry Clutterbuck i 1838.
Også i 1500-tallet kunne den specielle behandlingsmetode med igler vække undren. Denne tegning stammer fra den franske humorist Pierre Boaistuaus historie om en konge, der var så overvægtig, at han lod sit fedt blive suget ud af igler.
De blodsugende dyr blev leveret til læger og hospitaler af iglesamlere, fattige landboer, som tjente en ekstra skilling ved at opsamle igler i lavvandede søer og vådområder.
Men den enorme efterspørgsel gjorde, at bestanden af igler i England snart blev så godt som udryddet. I stedet måtte briterne importere fra bl.a. Frankrig.
Hele 7 mio. igler blev det til i 1863 for London alene.
Maddiker rensede sår
Iglerne var særlig effektive ved sårbehandling. Deres sugen forbedrede blodcirkulationen og bidrog derved til helingsprocessen.
Men også maddiker blev anvendt til sårpleje af bl.a. mayaerne. Det sydamerikanske folk dyppede bandager i blod fra kvæg og lagde dem derefter ud i solen. Når bandagerne vrimlede med maddiker, brugte mayaerne dem til at forbinde betændte sår med.
Maddikerne åd det betændte kød og forhindrede derved infektionen i at brede sig med koldbrand og død til følge.
Under Den Amerikanske Borgerkrig fik læger særligt øjnene op for maddikernes nytteværdi.
Det nye kraftige artilleri efterlod soldaterne med frygtelige kødsår, og mangel på forbindinger gjorde, at læsionerne ofte blev forsømt og hurtigt endte med at være fyldt med maddiker. Det viste sig at være held i uheld.
“På en enkelt dag kunne de (maddikerne, red.) rense såret meget bedre end noget andet middel, vi havde til rådighed. Jeg er sikker på, at vi reddede liv, undgik blodforgiftninger og sikrede hurtig helbredelse”, skrev John Forney Zacharias, feltlæge i sydstatshæren.
Da artilleriets ødelæggende virkning nåede Europa under 1. verdenskrig, tog lægerne også her maddiker i brug.
Den amerikanske militærlæge William S. Baer videreførte metoden med stor succes. Efter krigen blev han ansat som ortopædkirurg ved det prestigefyldte Johns Hopkins University i Baltimore, og i 1930’erne og 1940’erne gik metoden sin sejrsgang på de amerikanske hospitaler.
Læger foretog i alt 60.000 amputationer i løbet af den fire år lange Amerikanske Borgerkrig.
Antibiotika ændrede alt
I 1944 kom penicillin imidlertid på markedet. Infektioner kunne nu kureres hurtigt og effektivt med piller, pulver og salver.
“Heldigvis hører behandling med maddiker fortiden til. (...) Det er en form for terapi, som ingen vil begræde tabet af”, erklærede lægen Milton Wainwright lettet i 1988.
Men den omfattende brug af antibiotika viste sig at have en bagside. Flere og flere bakterier udvikler modstandskraft mod stoffet. Derfor har igler og maddiker nu igen fundet plads i lægernes medicinskab.
“Fluelarver bruges ofte som en sidste udvej ved særlig vanskelige sår. Det er mere skånsomt end kirurgi”, siger Klaus Kirketerp-Møller, overlæge ved Videncenter for Sårheling på Bispebjerg Hospital, til HISTORIE.
Hospitaler, der benytter maddiker, opbevarer dem sterilt, indtil de bliver lagt på bandagen, som lægges over patientens sår.
Hospitalet har anvendt larveterapi siden 2012. Larverne opdrættes på virksomheden BioMonde i Tyskland og bliver sendt i poser, der sikrer, at de er sterile, når de når patienten.
Patienterne på Bispebjerg er positivt indstillede over for behandlingen, siger Klaus Kirketerp-Møller. Han oplevede dog modvilje, da han introducerede terapien på et andet hospital. Det skyldtes, at metoden var uvant for det øvrige personale, der derfor udviste skepsis.
En spørgeskemaundersøgelse fra 2017 i det britiske magasin Nursing Times viste desuden, at mange sygeplejersker valgte larverne fra, fordi de anså dem for at være “klamme”.
Mange patienter har også svært ved at blive overbevist om behandlingen, men BioMonde vurderer alligevel, at deres larver bidrager til mellem 25.000 og 30.000 sårbehandlinger i Europa årligt.