Mangel gav nye idéer
Rationeringen under 2. verdenskrig hæmmede modeindustrien, men stimulerede kreativiteten hos almindelige mennesker, som syede deres gamle tøj om. Da freden kom, var der et opdæmmet behov for at unde sig selv noget nyt. Samtidig blev moden mere nostalgisk.
Kvinder malede benene, så det skulle se ud, som om de havde nylonstrømper på.
I september 1940 indledte tyskerne en bombeoffensiv mod London og andre engelske byer. Den såkaldte blitz foregik til maj året efter og krævede omkring 40 000 civile dødsofre. Gentagne gange hver nat blev byboerne vækket af luftalarmen og måtte skynde sig i beskyttelsesrummet. Mange englændere, som efterfølgende har fortalt om de frygtfulde minder fra blitzens tid, forbinder dem med en bestemt beklædningsgenstand.
»Siren suit» i blitzens London
Dragten kaldtes et ”siren suit” og bestod af en heldækkende overall, som hurtigt kunne trækkes over pyjamassen når alarmen lød. For varmens skyld var den ofte i uld, og den kunne hurtigt lukkes med en lynlås på forsiden.
Af og til var overallen forsynet med en opknappelig ”luge” bagtil, så man også kunne slippe for at klæde sig af for at forrette sin nødtørft i de overbefolkede beskyttelsesrum. I mange familier havde fruen i huset selv syet de praktiske dragter, men de kunne også købes i de fleste varehuse. Winston Churchill lod sig gerne fotografere i den nålestribede variant, han anvendte til daglig. Den stilbevidste premierminister siges også at have bestilt et lidt mere elegant ”siren suit” i sort fløjl, som han bar under mere formelle middage.
Rationering påvirkede modeindustrien
Krigsudbruddet i 1939 medførte et afbræk i modeindustriens daglige liv, da de f leste producenter gik over til at producere krigsmateriel. Der var brug for ulden til uniformer, læderet til marchstøvlerne og silken til faldskærmene.
Stofmanglen førte også til, at den civile befolkning blev tvunget til at lappe og lave deres eget tøj. I mange lande indførtes streng rationering på de fleste varer. Opfindsomhed blev en dyd, og en del behændige damer begyndte at fremstille egne hatte, sko og tilbehør af uventede materialer som fiskeskind, kork og papmaché.
Churchill i sit nålestribede "siren suit."
»Utility Clothing» i Storbritannien
I sin selvbiografi beskriver den franske forfatter Simone de Beauvoir tilværelsen i krigsårene: ”Det indebar faktisk en betydelig anstrengelse ikke helt at forfalde. For at reparere sko måtte man have rationeringskort. Jeg nøjedes med træsko som netop var kommet på markedet (…) På grund af strømafbrydelser arbejdede frisørerneuregelmæssigt – en vandondulering blev et spørgsmål om liv og død. Derfor blev turbanerne moderne, de erstattede hat og frisure.”
I England skabtes The Utility Clothing Scheme, hvor staten ansatte kendte designere til at tegne praktisk og enkelt – men alligevel smagfuldt – tøj, som kunne fremstilles med så lidt brug af tid og materiale som muligt. For damerne bestod klædedragten normalt af en tweeddragt med figursyet blazer og en temmelig stram nederdel, der stoppede ved knæet.
Malede strømper på benene
Strømpebukser var næsten umulige at få – bortset fra til overpris på det sorte marked – hvorfor mange kvinder blev tvunget til at gå med bare ben i sommerhalvåret. For alligevel at give det et strejf afpåklædning, sminkede nogle deres ben. Ved hjælp af en eyeliner kunne man male en streg bag på benene for at imitere søm, som altid fandtes på bagsiden af datidens tynde strømper.
Fra 1941, da USA gik ind i krigen, blev det almindeligt at amerikanske soldater forsynede europæiske kvinder med de eftertragtede nylonstrømper, som var en ny, revolutionerende opfindelse. Mens mange mænd, og også en del forskellige militære funktioner i de krigsførende lande, drog teenagepiger og modne husmødre ud på arbejdsmarkedet for at overtage produktionen. De kvinder, som arbejdede i industrien og landbruget, klædte sig ligesom deres mandlige kollegaer i grove bukser eller overalls og bar ofte håret kort eller opsat under et beskyttende
Utility Clothes var praktisk og smagfuldt tøj designet af kendte designere og bestod af spå lidt materiale som muligt.
Chanel og nazisterne
Da Tyskland besatte modebranchens hovedstad Paris i sommeren 1940, var en del modeskabere allerede gået i eksil i USA. De modehuse som var åbne under krigen, kunne fortsætte med at skabe elegante kreationer, som dog var forbeholdt naziofficerernes og Vichyregimets fruer og elskerinder.
En af de kendte designers var Coco Chanel, som omgikkes nazitoppens folk som Göring og Goebbels. Hun f lyttede ind på hotel Ritz, hvor hun boede med en 13 år yngre tysk elsker. Efter krigen måtte Chanel udstå hård kritik for sit samvær med tyskerne, og hun tilbragte længere tid i eksil i Schweiz, inden hun kunne genoptage sit arbejde i Paris.
Miniaturemode i »Theatre de la mode»
De parisiske modehuse var hurtige til at genovertage sin position så snart krigen gik mod sin slutning. Den 24. juli 1944 marcherede de allieredes tropper, anført af Charles de Gaulle, ind i Paris, og tyskerne blev tvunget på flugt.
Mens krigen fortsat rasede i det øvrige Europa, slog en række designere sig sammen og skabte udstillingen ”Theatre de la mode,” en modeshow i miniformat. Eftersom det fortsat rådede mangel på materiale, syede man ikke fuldstændige modeller. I stedet blev der fremstillet 60 centimeter høje mannequindukker af metaltråd, med hoveder i gips, som blev klædt i minivarianter af modehusenes seneste kreationer.
Efter krigens afslutning var folk sultne efter smukt tøj. Den franske modeudstilling, som åbnede i marts 1945, blev besøgt af over 100 000 personer og fik senere også succes i USA.
Diors design "The New Look" fra 1947 forandrede moden totalt med de bløde skuldre og den vide nederdel.
»New Look» kiggede tilbage
De første efterkrigskollektioner adskilte sig ikke ret meget fra 1930’ernes mode. Det var først i 1947, at en nybegynder i branchen kom til at forandre moden totalt. Designeren hed Christian Dior, og entusiastiske modeskribenter gav hans stil navnet ”The New Look.” Navnet til trods var Diors dametøj i virkeligheden en tilbagevenden til 1800-tallets forestilling om kvindelighed. Lange vide kjoler kombineret med hvepsetalje, blødt skrånende skuldre og tætsiddende overdele, som fremhævede brysterne.
Samtidig med at ruinerne efter krigen blev ryddet bort, ville man gerne glemme den vanskelige tid man netop havde gennemgået. Kvinderne ”behøvede” ikke længere arbejde, men kunne gå tilbage til at være feminine væsner, hvis klæder signalerede en indolent og glamourøs tilværelse.
Vide kjoler sløsede med stoffet
”Den nye stil” indebar ikke blot en tilbagegang til korsetter og stive underkjoler. De vide lange kjoler krævede også store mængder stof. Sløseriet vakte til en start en hel del kritik, da der fortsat var fattigdom og megen stofmangel i en del år efter krigsafslutningen. Trods kritikken slog den nygamle feminine stil igennem.
Diors luksustøj dukkede også op i konfektionssyede varianter, som takket være nye syntetiske materialer kunne fremstilles til en overkommelig pris. Det Europa som i 1945 lå i ruiner, kom sig forbavsende hurtigt, bl.a. takket være amerikanernes Marshall-hjælp. USA gik ud af krigen med en økonomisk overlegenhed, og kom i de følgende årtier til at få større indf lydelse, også på moden.
Réards bikini var den første, der viste navlen.
Fakta: Bikinien kom i 1946
Todelte badedragter er kendt siden antikken, men det var i 1946 at amerikaneren Louis Réard markedsførte en model, som han kaldte en "bikini". Navnet var hentet fra Bikini atollen i Stillehavet, hvor USA samme år gennemførte en atomprøvesprængning. Réard påstod han valgte navnet, fordi han anså badedragten som "yderst eksplosiv."