Mao og byggeri af daemning i Kina

Mao gik i krig mod naturen

Skovfældning, opdæmmede floder og udryddelse af fuglene – under formand Mao skulle naturen underordne sig kommunismens krav. Målet var at industrialisere Kina på rekordtid. Resultatet blev en katastrofe.

Skovfældning, opdæmmede floder og udryddelse af fuglene – under formand Mao skulle naturen underordne sig kommunismens krav. Målet var at industrialisere Kina på rekordtid. Resultatet blev en katastrofe.

Keystone-France/Getty Images & Heritage-Images/The Print Collector/akg-images

Oppe på den 50 m høje dæmning kæmper de kinesiske arbejdere for livet. Deres eget og millioner af andres er på spil. Det er den 8. august 1975, og i Kinas Henan-provins raser den værste tropiske storm nogensinde. Regndråberne falder så tungt, at fugle bliver slået til jorden.

De massive mængder regnvand løber ud i Ru-floden og samles bag den mægtige Banqiao-dæmning. Ved midnat flyder vandet over dæmningen.

“Det lød, som om himlen kollapsede, og jorden revnede”. Overlevende om lyden, da Banqiao-dæmningen brast.

I den kulsorte nat forsøger arbejderne desperat at forstærke dæmningen med sandsække. Lidt over kl. 1.00 stilner regnen omsider af, og stjerner titter frem på nattehimlen.

Men skaden er sket. Presset fra vandmasserne får dæmningen til at give op.

“Det lød, som om himlen kollapsede, og jorden revnede”, fortalte en overlevende.

Op imod 700 mio. m3 vand – svarende til ca. 280.000 olympiske svømmebassiner – bliver med ét sluppet løs. En 10 m høj og visse steder 11 km bred flodbølge vælter ned gennem floddalen for foden af dæmningen.

Tsunamien kværner afsted med 50 km/t. og udsletter sin første by, landsbyen Daowencheng med samtlige dens 9.600 indbyggere. Herefter følger by efter by på en strækning af 50 km.

Dæmningsbruddet i Henan-provinsen og de efterfølgende epidemier ender med at koste op imod en kvart million menneskeliv.

Banqiao-daemningen efter brud i 1975

Den 50 m høje Banqiao-dæmning var bygget i begyndelsen af 1950’erne med sovjetisk hjælp, men den og mange andre brød sammen, da en tropisk storm ramte området.

© OZY

I 1970’erne blev Banqiao-katastrofen forklaret med den voldsomme tropiske storm. Så enkel er årsagen dog ikke.

Katastrofen var først og fremmest et resultat af, at Kinas leder, Mao Zedong, efter sin magtovertagelse i 1949 erklærede krig mod naturen.

“Mennesket skal erobre naturen”, lød hans slogan.

Konsekvensen af Maos politik blev en række af historiens værste menneskeskabte katastrofer, der lagde hele regioner øde og indirekte kom til at koste op imod 55 mio. menneskeliv.

Mao ville lyn-industrialisere Kina

Den ulykkesramte Banqiao-dæmning var blot én af utallige, som blev bygget overalt i Kina i begyndelsen af 1950’erne. Dæmningerne skulle skabe store vandreservoirer til overrisling af markerne, forhindre oversvømmelser og frigive landbrugsjord. Desuden kunne de bruges til produktion af elektricitet.

Formand Mao så derfor dæmningerne som rygraden i udviklingen af Kina, der efter mere end 20 års krig var sakket håbløst bagud i forhold til den industrialiserede verden. Dæmningerne var en del af en langt større plan, som skulle modernisere Kina i lyntempo.

Store plakater viste kineserne en fremtid, hvor mennesket noed godt af at have erobret naturen på Maos ordre.

Propaganda-plakater viste kineserne, hvordan de ved at tæmme naturen kunne opnå en gylden tidsalder med masser af fødevarer og storindustri.

© mccool/Imageselect

På det tidspunkt havde landet en befolkning på 550 mio. indbyggere, hvoraf størstedelen levede med fattigdom og hungersnød. Under en tiendedel af Kinas jord kunne opdyrkes, og den industrielle sektor var lille og uudviklet.

Mao besluttede derfor, at både landbrug og industri skulle udbygges massivt – og på samme tid. I den proces kunne der ikke tages hensyn til naturen. Jorden, floderne, bjergene og dyrene skulle tilpasse sig menneskenes behov.

Planen med navnet “Det Store Spring Fremad” blev lanceret i 1958 med det mål at mangedoble produktionen af industri- og fødevarer. Hele befolkningen blev mobiliseret til opgaven.

I landbrugsområderne blev jorden kollektiviseret og 26.000 såkaldte folkekommuner oprettet. De bestod gerne af 10 landsbyer, som først og fremmest fik ansvar for at producere fødevarer nok til, at et stort antal bønder kunne frigøres til at opbygge Kinas industri.

Omstillingen krævede voldsomme indgreb i Kinas natur, for intet måtte stå i vejen for fremskridtet.

Enorme skovarealer blev lagt øde

Allerede under Kinas kejserstyre var svimlende 290 mio. hektar med skov forsvundet – et landområde svarende til 66 gange Danmarks areal. Blot 5 pct. af landet var dækket af træer.

Da Mao kom til magten, var Kina derfor et af de lande i verden med mindst skov pr. indbygger. Alligevel havde det store land i begyndelsen af 1950’erne stadig områder med relativt uberørt skov. Det ændrede sig drastisk med Maos nye politik.

I jagten på mere landbrugsjord til at indfri regimets produktionskrav blev store skovområder fældet under parolen “skoven tilhører folket”. Veritable hære af kinesiske bønder, arbejdere og intellektuelle væltede ud på landet for at nedhugge træer på bjergskråninger og i vådområder, der ofte viste sig ubrugelige som landbrugsjord.

Skovrydning i Kina paa ordre fra Mao.

I forsøget på at udvikle Kinas landbrug blev enorme landområder ryddet og omlagt til marker.

© Universal History Archive/UIG/Bridgeman Images

Endnu mere ødelæggende for skovene var Maos drøm om, at Kina skulle overgå industrinationernes produktion af stål. I 1957 var Kinas stålproduktion på blot 5 mio. tons – et tal, som Mao på blot fire år ville have op på 100 mio. tons. Dermed ville Kina overgå Sovjetunionen og USA.

Samtlige folkekommuner blev derfor pålagt at opføre højovne til jernudvinding og stålproduktion. De ca. 600.000 ovne krævede brændsel i massive mængder, og da mange regioner manglede kul, stod skovene igen for skud. Et astronomisk antal træer blev fældet for at fodre de primitive højovne, der var bygget af ler og tegl.

Det er umuligt at sætte eksakte tal på jern- og stålproduktionen under “Det Store Spring Fremad”. Folkekommuner, som ikke kunne indfri regimets produktionsmål, risikerede straf, så derfor indberettede de overdrevne produktionstal. Mange omsmeltede i desperation brugbare landbrugs- og køkkenredskaber i højovnene for at få tallene til at stemme.

Resultatet blev råjern af en elendig kvalitet, fordi højovnenes temperatur var langt lavere end påkrævet. Men det var naturen, som led mest.

For at naa Maos maal for jernproduktion omsmeltede Kinas folkekommuner alt fra gryder og pander til landbrugsredskaber.

For at nå Maos mål for jernproduktion omsmeltede kineserne også køkkenredskaber.

© akg-Images/Pictures from history

Med skovene forsvandt også dyrene

Rydningen af Kinas frodige skovområder til landbrug og jernproduktion fik katastrofale konsekvenser. I nogle dele af landet førte skovningen til sandstorme. Ørkenen bredte sig og gjorde såvel ny som gammel landbrugsjord uanvendelig.

Andre steder gik det ud over Kinas ældgamle urskove. Her efterlod skovningen bakke- og bjergskråninger uden træernes beskyttende rodnet, som holdt på den frugtbare jord.

I regntiden blev jordlagene skyllet ud i floder og søer, som mudrede til. Resultatet var ødelagte levesteder for dyr, fisk og mennesker.

Andre skovområder blev brændt ned for at skabe dyrkbare områder. Rydningen gik ud over de dyr, der levede i skovene. Bestandene blev reduceret og en række sjældne dyrearter, fx den vilde elefant og stumpnæseaben, truet af udryddelse.

Maos angreb paa naturen gik haardt ud over Kinas elefanter.

Ødelæggelsen af Kinas skove gik bl.a. ud over landets bestand af elefanter. I 1976 var der således kun ca. 150 vilde elefanter tilbage i hele Kina.

© Shutterstock

Ingen ved, hvor stor en del af Kinas skove der blev fældet. I dag er det bedste bud ca. 10 pct. Men i enkelte amter forsvandt op mod 80 pct. af skovarealerne – og alle dyr i dem.

Den udvikling stoppede ikke Mao, som i stedet udså sig en ny fjende: Fuglene.

Massedrab på Kinas spurve

I 1958-1959 erklærede det kinesiske kommunistparti krig mod “Kinas fire plager”.

Rotter, fluer og myg spredte sygdom og skulle derfor decimeres. Samtidig så Mao en chance for at nå sine ambitiøse fødevaremål ved at gå efter en ny fjende: Spurven.

Ifølge Mao åd spurvene store mængder af det korn og den ris, som Kinas bønder producerede. En massekampagne imod de små fugle blev derfor indledt.

Ifølge en erindringsbog om livet under “Det Store Spring Fremad” fik alle indbyggere helt ned til femårsalderen ordre til at deltage:

“De skulle gå udenfor med deres grydelåg, wokker og vandfade, slå på dem med skeer eller værktøj og lave så meget larm som muligt. Alle småfugle skulle udryddes i Kina, lød ordren”.

“Hele skolen gik ud for at dræbe spurve”. Anonym skoleelev fra provinsen Sichuan.

Ifølge forfatteren flaksede fuglene fra sted til sted på grund af larmen. Til sidst blev spurvene så udmattede, at de bogstavelig talt faldt døde ned fra himlen.

“Hele skolen gik ud for at dræbe spurve. Vi lavede stiger, så vi kunne slå deres reder ned, og vi slog på gongonger om aftenen, når de kom hjem for at hvile. Det varede mange år, før det gik op for os, at spurve er gode fugle. Dengang vidste vi kun, at de spiste korn”, huskede en skoleelev i provinsen Sichuan.

Antallet af døde spurve blev målt og vejet. Spurve blev trukket på snore og hængt op i landsbyerne.

Hvor mange spurve der blev slået ihjel, ved ingen. De tilgængelige tal varierer fra nogle hundrede millioner til op mod en milliard. Jagten var en succes, men resultatet blev en katastrofe.

Ud over korn åd spurvene nemlig også insekter, som nu fik gode kår. Uden en naturlig fjende kastede skadedyrene sig grådigt over korn og ris med det resultat, at udbyttet faldt dramatisk og udløste hungersnød.

Efterfølgende måtte Kina i desperation importere ca. 200.000 spurve fra Sovjetunionen og Canada i et forsøg på at rette op på bestanden.

Folkekommune, Mao, faellesspisning

I Kinas folkekommuner arbejdede og spiste alle sammen – hvis der altså var mad nok.

© akg-images/Pictures from history

Kritik blev stoppet

Det hastigt voksende behov for fødevarer tvang de kinesiske planlæggere til at pine langt mere ud af den eksisterende landbrugsjord. Folkekommunerne blev derfor opfordret til at udbygge overrislingsanlæg, så markerne kunne tilplantes langt tættere.

På rekordtid skød dæmninger, vandreservoirer og overrislingsanlæg op i alle dele af Kina. Byggerierne gik så hurtigt, at kvaliteten var tvivlsom. Ofte førte det til, at landbrugsarealer blev oversvømmet og ødelagt. Og efter lidt over et årti kollapsede hundreder af dæmninger, heriblandt Banqiao, og katastroferne fortsatte. Ifølge Kinas ministerium for vandressourcer brød 3.515 vandreservoirer og dæmninger sammen mellem 1951 og 2011. De fleste fra Maos tid.

Mao lod tusinder af daeminger opfoere i Kina.

Overalt i Kina blev enorme dæmninger opført uden hensyntagen til de dyrehabitater, som derved blev udslettet.

© Keystone-France/Getty Images

For at sikre en større høst forlangte Mao tillige, at den enkelte mark skulle udnyttes bedre – flere planter på samme areal. Resultatet var givet på forhånd: Planter kan ikke udvikle sig, hvis de står for tæt.

I et forsøg på at redde høsten anvendte bønderne store mængder kunstgødning. Lige lidt hjalp det. Planterne gik til, og høsten slog fejl. Samtidig blev søer og floder ødelagt pga. gødskningen. Resultatet viste sig i form af omfattende fiskedød.

I propagandaen hørte folket intet om problemerne. Her blev der offentliggjort astronomiske tal for høstudbyttet. Afstanden fra regimets glansbillede til virkeligheden var fortvivlende.

Almindelige kinesere oplevede sult, hungersnød og ikke mindst ødelæggelse af naturen. Ved et møde i Kinas Kommunistiske Parti i sommeren 1959 lød den første forsigtige kritik af den førte politik.

Kinas forsvarsminister påpegede i et privat brev til Mao de store omkostninger ved “Det Store Spring Fremad”. Brevet blev fremlagt ved mødet og sat til debat. Mao fejede kritikken af bordet, og forsvarsministeren blev fjernet fra sin post.

Under Mao steg Kinas befolkningstal dramatisk.

Mao belønnede familier med mange børn. Først senere indførtes etbarnspolitikken. Kina har i dag 1,4 mia. borgere.

© Shutterstock

Kinas befolkningstal eksploderede

Gennem årene har Kina forsøgt at styre befolkningstallet gennem befolkningskampagner. Målet vekslede mellem at begrænse og øge antallet. For Mao var en stor befolkning et mål i sig selv.

I Kina fik langt de fleste familier traditionelt mange børn, simpelthen fordi børnene var forældrenes garant for en tryg alderdom. Men efter revolutionen i 1949 voksede befolkningstallet så kraftigt, at kommunistpartiet frygtede, at Kina ikke kunne brødføde befolkningen.

Det blev derfor besluttet, at befolkningstilvæksten skulle dæmpes. Resultatet blev en kampagne, hvor familierne blev opfordret til at anvende prævention. Inden reguleringen for alvor slog igennem, blev den dog afblæst af Mao, der under mottoet “jo flere, jo bedre, jo kortere vej til kommunismen” opfordrede familierne til at få mange børn.

Familierne blev belønnet, hvis de fik mere end fire børn. Befolkningstallet i Kina voksede derfor kraftigt. Allerede i 1954 rundede landet 600 mio. mennesker. Fire år efter var der tæt på 650 mio. kinesere. I 1964 rundede befolkningstallet 700 mio., og ved indgangen til 1970’erne var der mere end 800 mio. kinesere.

Efter Deng Xiaopings magtovertagelse i 1978 blev det besluttet, at befolkningstilvæksten i Kina for alvor skulle dæmpes. Svaret var etbarnspolitikken.

En menneskeskabt katastrofe

For hovedparten af den kinesiske befolkning i by og på land var perioden frem mod og under “Det Store Spring Fremad” frygtelig. Overgreb fra myndighederne samt hårdt arbejde i kombination med sult slog utallige ihjel. Taberne var først og fremmest de ældre og børnene.

Dansk-kineseren Xianfeng Wang beskriver sine oplevelser under “Det Store Spring Fremad” med ordene: “Jeg forstod ikke, hvad lidelser var, før den store hungersnød, som spredte sig over Kina og ramte hele befolkningen (...) sulten plagede os dag ud og dag ind”.

Eksperter vurderer, at op imod 55 mio. kinesere mistede livet som følge af Maos fejlkalkuler.

Maos politik kostede op imod 55 mio. kinesere livet.

“Det Store Spring Fremad” kostede ikke kun naturen dyrt. Millioner af kinesere døde samtidig af sult, fordi høsten fejlede.

© akg-Images/Pictures from history

De mange katastrofer betød, at Mao rent politisk blev kørt ud på et sidespor. Han bevarede formelt sine poster og titlen som formand, mens den pragmatiske Deng Xiaoping blev sat til at rette op på forholdene. Mao genvandt først sin magt under Kulturrevolutionen, der indledtes i 1966.

Heller ikke Deng bekymrede sig om naturen. Derfor fortsatte den kinesiske naturkatastrofe med at udvikle sig. Fra begyndelsen af 1970’erne blev det tydeligt, at industrien skabte enorme smogproblemer. Ligeledes førte urenset spildevand fra husholdninger og industri til, at søer og floder blev forurenet med utallige giftstoffer. Mange steder forsvandt alt dyreliv i de misfarvede søer.

I 1970’erne dukkede de første diskussioner i den kinesiske ledelse op om naturens tilstand. Bekymringen over miljøet førte til, at et indledende arbejde om en miljølov blev sat i gang. Men først efter Maos død i 1976 blev Kinas første egentlige miljøministerium etableret.