Mensur var en ærefuld sport
“Silentium!” En myndig ung mand med hue og skråbånd sender et bydende blik rundt i det tætpakkede, røgfyldte lokale. En skarp lugt af sved, barbersprit og øl stiger op fra forsamlingen af unge mænd.
I lokalets midte sidder to studenter tavse på hver sin stol. Deres øjne er dækket af en metalbrille, halsen af et bredt metalstykke, og deres højrearme er viklet ind til dobbelt størrelse med kraftige læderstykker.
“Op”, brøler duellederen med huen. De to duellanter stiller sig med venstre arm på ryggen en lille meter fra hinanden. Fra hver sin side træder deres sekundanter hurtigt hen til dem og hæver deres sabler.“Parat”, råber de.
Med en rutineret bevægelse peger sekundanterne våbnene mod gulvet og træder tilbage. De to modstandere – paukanterne – hæver hver sin arm, så våbnene er på højde med modstanderens hoved. Rummet er stille.
“Fægt”, råber duellederen, og stålet hvisler gennem luften. Lynhurtige slag og pareringer bølger frem og tilbage i hovedhøjde. Ingen af duellanterne bevæger sig ud af stedet. Så går et hug ind.
“Holdt”, gjalder det, og begge duellanter sænker deres våben. Mørkerødt blod siler ned ad den enes kind. En kontrollant springer til for at undersøge, om såret har en acceptabel længde.
“Over en tomme”, råber han. Et tilfredsstillende snit er blevet anbragt, og fægtekampen er dermed slut.
Den blødende duellant bliver ført bort af en hvidklædt medicinstuderende. Den sårede student er mindst lige så tilfreds som sin modpart, for mensur, som den særlige fægteform hedder, har ingen vinder eller taber.
Den strengt regulerede kamp på kårder er hverken en konkurrence eller en sport.
Den har siden 1700-tallet tjent et ganske særligt formål: at demonstrere karakterstyrke og udholdenhed hos udøveren – og at sikre duellanterne et såkaldt schmiss, et ansigtsar, som er det ypperligste symbol på maskulinitet.