Mensur: Et ar i ansigtet gav prestige

Mensur, som var bloddryppende dueller med kårder, blev i 1700-tallet sat i system på tyske universiteter. Et ar i ansigtet fra den knivskarpe klinge blev det fornemste udtryk for mandighed.

Mensur, som var bloddryppende dueller med kårder, blev i 1700-tallet sat i system på tyske universiteter. Et ar i ansigtet fra den knivskarpe klinge blev det fornemste udtryk for mandighed.

Martial Arts New York

Mensur var en ærefuld sport

"Silentium!” En myndig ung mand med hue og skråbånd sender et bydende blik rundt i det tætpakkede, røgfyldte lokale. En skarp lugt af sved, barbersprit og øl stiger op fra forsamlingen af unge mænd.

I lokalets midte sidder to studenter tavse på hver sin stol. Deres øjne er dækket af en metalbrille, halsen af et bredt metalstykke, og deres højrearme er viklet ind til dobbelt størrelse med kraftige læderstykker.

“Op”, brøler duellederen med huen. De to duellanter stiller sig med venstre arm på ryggen en lille meter fra hinanden. Fra hver sin side træder deres sekundanter hurtigt hen til dem og hæver deres sabler.“Parat”, råber de.

Med en rutineret bevægelse peger sekundanterne våbnene mod gulvet og træder tilbage. De to modstandere – paukanterne – hæver hver sin arm, så våbnene er på højde med modstanderens hoved. Rummet er stille.

“Fægt”, råber duellederen, og stålet hvisler gennem luften. Lynhurtige slag og pareringer bølger frem og tilbage i hovedhøjde. Ingen af duellanterne bevæger sig ud af stedet. Så går et hug ind.

“Holdt”, gjalder det, og begge duellanter sænker deres våben. Mørkerødt blod siler ned ad den enes kind. En kontrollant springer til for at undersøge, om såret har en acceptabel længde.

“Over en tomme”, råber han. Et tilfredsstillende snit er blevet anbragt, og fægtekampen er dermed slut.

Den blødende duellant bliver ført bort af en hvidklædt medicinstuderende. Den sårede student er mindst lige så tilfreds som sin modpart, for mensur, som den særlige fægteform hedder, har ingen vinder eller taber.

Den strengt regulerede kamp på kårder er hverken en konkurrence eller en sport.

Den har siden 1700-tallet tjent et ganske særligt formål: at demonstrere karakterstyrke og udholdenhed hos udøveren – og at sikre duellanterne et såkaldt schmiss, et ansigtsar, som er det ypperligste symbol på maskulinitet.

Duellanterne bar huer og bånd i deres universitets farve.

© Universität Göttingen

Mensur er inspireret af middelalderlige dueller

Den bloddryppende scene bygger på en mensur ved universitetet i Tübingen, Sydtyskland, i 1903.

Mensur – også kendt som “akademisk fægtning”– havde udviklet sig fra den middelalderlige duel, hvor de adelige riddere dystede i tvekamp for at afgøre alle slags stridigheder.

Med tiden blev kampen oftere og oftere et spørgsmål om ære. Havde en adelsmand fornærmet en anden adelsmand, bød dennes krænkede ære ham at kræve oprejsning – satisfaktion.

Lod den krænkede fornærmelsen gå upåagtet hen, stemplede han sig som en æreløs kujon.

Ofte var anledningen en strid over en kvinde, hvilket gav duellen et særligt romantisk skær. Men de vilde dueller på kårde eller pistol fortsatte ofte til døden og blev derfor forbudt i store dele af Europa og Rusland.

Alligevel florerede de overalt, og i Tyskland fulgte de allerede i 1500-tallet med ind på de højere læreanstalter.

For her studerede adelens sønner, som var vokset op med æresbegrebet, og borgerskabets mest stræbsomme sønner, som hurtigt overtog fægteglæden og æresbegrebet fra deres adelige kammerater.

De studerende huggede løs

Studenter tilhørte en særlig socialklasse: De sang, fægtede og smykkede sig med deres universitets farver. Små våben hørte med til påklædningen, og med tiden udviklede de tyske studenter deres egne dueller og fægtevåben.

Fra Frankrig kom kården, som bedre end en sabel kunne opvise smidig og elegant fægtekunst, der kunne dupere tilskuerne.

Men i en traditionel fægtekamp døde alt for mange unge mænd af punkterede lunger, fx når kårdens spids perforerede brystkassen. De tyske studenter fandt løsningen: mensurfægtning.

De fægtende står her stille, og i stedet for en kårde fægter de med en korbschläger – en krydsning mellem kården og sablen med stump spids.

I 1550 ansatte universitetet i Jena som det første en fægtelærer, og snart var fægtning en del af den akademiske verden ligesom dans og ridning. Men hverken dans eller ridning besad en tiendedel af mensurens liv og død-intensitet.

En anonym ung mand fra Göttingen beskrev i sin dagbog, hvordan hans tunge klistrede fast, og angstens sved løb af ham under en mensur.

Først da han opdagede modstanderens tilstand, fik han modet tilbage: “Hans kræfter syntes at svækkes, og på hans blege ansigt spredte røde plamager sig.

Tilsyneladende holdt han op med at trække vejret under hver omgang, to-tre sekunder ad gangen. Ilten forlod ham ganske enkelt.

Alt dette trængte sig med ét ind i min bevidsthed, og smerteligt håbede jeg på hans snarlige besvimelse”.

Hvad mensur nådesløst afslørede, var, om den studerende besad den rette mandige karakter.

Den fægtendes ansigt skulle vise besindighed, mod og retfærdighed – ikke vildskab eller ukontrollabel blodtørst og mindst af alt angst. Den paukant, der trak hovedet til sig eller blinkede, var en kneifer – en fej kujon.

Æren var vigtigere end alt, og også de borgerlige studenter forstod at insistere på den.

Da Tysklands store 1800-talsdigter Heinrich Heine, som var jøde, i sin tid på Göttingen Universitet måtte ud i en mensur efter en antijødisk kommentar fra en medstuderende, var hans forlæggers ord til yndlingsdigteren:

“Hellere død end vanæret!”

Mensur var et must i broderskaberne

Mensurfægtningen var sat i system under de enkelte universiteters studenterbroderskaber. Ethvert respektabelt broderskab havde et korps med tilhørende pauklæge, paukprotokol og lokaler til dueller og træning.

I 1809 led mensuren dog et kortvarigt tilbageslag, da den tyske forbundsstat forbød både broderskaber og fægtekampe.

Forbuddet skyldtes en frygt for, at liberale og nationalistiske tendenser i broderskaberne kunne være med til at blæse til oprør mod monarkiet, som var under politisk pres.

Men på trods af forbuddet og hyppige razziaer mod duellerne fandt de studerende snart måder at fortsætte blodsudgydelserne på.

Når studenterne mødtes uden for byen til dueller, sørgede de for udkigsposter, så de kunne nå at afbryde kampen, inden det lokale politi kom. Herefter ville de forklare sig med, at de blot var på “udflugt i det grønne”.

Korpsstudenter risikerede at blive bortvist fra deres universitet af rektor, men det krævede, at universitetsmyndighederne kendte til fægtekampene.

Det gjorde de sjældent: De fleste universiteter valgte at lukke øjnene for de ulovlige dueller.

Mensur blev sat i system

Da enhver fægtekamp drejede sig om ære, måtte en acceptabel fornærmelse gå forud, inden de studerende kunne fægte mod hinanden.

Men ikke enhver fjoget hån var gangbar som fægteanledning. Det duede fx ikke at træde nogen over foden eller skændes om, hvem der først skulle betjenes på den lokale beverding.

Derimod var en lussing en værdig anledning, og påstande om dårlig begavelse var den sikre vej til fægtelokalet.

“Dumme fyr”, var standardfornærmelsen, og sammenligninger med et æsel var også effektive. Dernæst skulle fornærmelsen – og den følgende udfordring til duel – godkendes af den regionale æreskomité.

I mange tilfælde gav kravet om fornærmelser imidlertid problemer, for ifølge reglerne i broderskaberne skulle alle medlemmer fægte mindst to mensurer pr. semester.

Men de mere stilfærdige studerende havde ikke så let ved at tiltrække sig fornærmelser, og i 1850 begyndte broderskaberne derfor ganske enkelt at parre passende fægtere med hinanden i den såkaldte bestimmungs-mensur – aftalte dueller.

Hver søndag var der efter de nye regler mensur fra kl. seks morgen til sen aften i et lokale i byens udkant.

Listerne, som angav, hvem der skulle kæmpe mod hvem, løste problemet med fornærmelser og udfordringer – men ikke med angsten. Store mængder cognac og tobak måtte afstive nerverne hos de skrækslagne unge mænd.

Efter endt dåd faldt belønningen prompte: Mænd, som kunne fremvise et frisk fægtesår i offentligheden, vakte opsigt og gjorde kvinder bløde i knæene – intet virkede så mandigt som schmisset.

Mensur hjalp karrieren

Mensurens intensitet forenede unge mænd i livslange venskaber.

Når broderskabernes fægtebrødre senere i livet blev advokater, læger eller dommere, havde de allerede gode forbindelser med sig fra studietiden.

Et schmiss i ansigtet på en fremmed røbede desuden et slægtskab, allerede inden de første høflighedsfraser var blevet udvekslet.

Så karrierefremmende var schmisset, at nogle af dem, som aldrig havde haft mod til eller mulighed for at få et ved en duel, fabrikerede et selv.

Et falsk schmiss kunne efter sigende gøres ekstra flot ved at få en læge til at sy et hestehår ind under huden.

Mensur blev forbudt efter 1. verdenskrig

I 1871 blev de tyske stater samlet i Det Tyske Rige under kejser Vilhelm, en gloende mensurtilhænger. Han besøgte sit gamle universitet i Bonn og erklærede synligt bevæget:

“Jeg håber, at så længe der findes tyske korpsstuderende, vil deres ånd, mod og styrke blive holdt i hævd, og at de altid frejdigt vil svinge schlägeren!”

Vilhelm mente, at korpset prægede hvert medlem for livet ved at “stålsætte hans styrke og kurage”.

Duellen, mente han, var blevet misforstået; det var det moderne modstykke til middelalderens turneringer, som “indskærpede den sjælestyrke, som verden uden for universiteterne krævede”.

Kejseren var sikker på, at det var blandt duellanterne, hans fremtidige generaler og hærførere skulle findes.

Desværre for kejser Vilhelm led hans arrede generaler i 1918 et forsmædeligt nederlag i 1. verdenskrig.

Efter krigen blev Tyskland et demokrati, og politikerne forbød mensuren. Men som altid prellede forbuddene af, og de blodige dueller fortsatte.

Under Hitlers naziregime blev også studenterbroderskaberne forbudt. Selvom de helt fra gammel tid var lukkede for jøder og udlændinge – og insisterede på “tysk blod” – havde naziregimet kun plads til ét broderskab: partiet.

Dog overlevede mensurfægtning nazismen gennem en særlig “Æresordning for tyske studenter” fra 1937.

Efter krigen blomstrede studenter-broderskaberne og mensuren atter op og trives fortsat den dag i dag. For ­schmisset var stadig det hele værd.

Blodet flød, når tyske studerende viste deres mandighed i fægtekampe.

© AKG Images

Obligatorisk udstyr til mensur

Panser: I 1760’erne begyndte kårder med skarpe klinger og en stump spids at vinde frem i mensuren. De nedsatte risikoen for dødsfald som følge af fx en punkteret lunge.

Brille: I 1857 opfandt pauklægen Friedrich Immisch en beskyttelsesbrille af metal, som snart blev obligatorisk.

Brillen var effektiv, men forhindrede ikke et dødsfald i Göttingen i 1933, hvor et kårdehug gik gennem næseryggen under brillen og ind i hjernen på en paukant, som dermed blev mensurens sidste dødsoffer.

I 1945 blev brillen udstyret med en næseskinne.

Kendte fik mensur-ar for livet

Nogle af historiens mest kendte skikkelser udkæmpede mensurdueller. Marx, kommunismens fader, var blandt dem, som svingede klingen.

Socialismens grundlægger, Karl Marx (1818-1883), bar et ar over venstre øje fra en duel udkæmpet under sin studietid i Bonn, hvor han læste jura.

Den store tyske komponist Richard Wagner (1813-1883) var en ivrig udøver af mensur under studietiden i Leipzig, hvor han var medlem af broderskabet Saxon.

Den tyske topnazist Ernst Kaltenbrunner (1903-1946), kendt for sin ekstreme brutalitet, havde flere frygtindgydende ar på kinden fra mensurdueller.'

Filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900) fægtede for korpset Franconia i Bonn, hvor han læste teologi. Efter blot et semester forlod han studiet.

Den danske astronom Tycho Brahe (1546-1601) mistede næsetippen i en duel på Rostock Universitet. Årsagen var et skænderi over en formel.

Det tyske riges jerngeneral Otto von Bismarck (1815-1898) var en glødende fægter på Göttingen Universitet, hvor han ikke ofrede megen tid på studierne.

Den berømte autokonstruktør Ferdinand Porsche (1875-1951) studerede i Wien og duellerede for sit broderskab, Bruna Sudetia.