I sig selv har den lille, bleggrønne endollarseddel ikke den store værdi. Lappen, der er vævet af linned og bomuld, rækker dårligt til en kop kaffe. Til gengæld er den spækket med symboler og finurligheder:
Hvorfor er der en pyramide på bagsiden af sedlen? Hvorfor mangler pyramidens top? Hvad betyder øjet i trekanten over pyramiden? Og gemmer en edderkop sig ved siden af det store ettal på forsiden af sedlen?
Symbolerne på USA’s endollarseddel er, lige siden sedlen i sin nuværende form i 1957 første gang rullede gennem trykpressen, nøje blevet gransket, og mange fortolkninger er blevet fremsat.
Gudstro og visdom, frihedens triumf eller storkapitalens sammensværgelse med det formål at indtage verdensherredømmet er blot nogle af de tydninger, sedlen har været genstand for.
Aftaler blev indgået med symbol
Ligesom det gælder rosen, den franske lilje og andre symboler afhænger det sete af øjnene, der ser. Ofte opdager kun de sande indviede den skjulte mening – et karaktertræk, der gør symboler tiltrækkende for medlemmer af hemmelige selskaber og en kilde til mistænksomhed for alle andre.
Mennesker har formentlig brugt symboler, lige så længe de har kunnet udtrykke sig. Hulemalerier er fx symboler, der repræsenterer de ting, tegningen forestiller. Selve ordet “symbol” blev imidlertid først til i oldtidens Grækenland.
Når to personer indgik en aftale, brugte man her at rive en genstand over i to dele, hvorefter parterne fik hver sin del. Når aftalen skulle indfries, kunne man bevise sine rettigheder ved at præsentere sin del, som passede perfekt med modpartens.
Delene kaldtes symbolon, af symballein, “at kaste sammen”. Herfra opstod ordet symbol, da de to dele var et symbol på aftalen mellem de to parter.
Ligesom i oldtidens Grækenland har mennesker gennem historien anvendt symboler til at skabe genkendelse og fællesskab. Fx bruger apotekere verden over en slangefigur, et symbol på Æskulap, den græske gud for lægevidenskab, til at markere forretningen – et symbol, som kan genkendes af alle uanset sprog og kultur.
Folk med samme tro og politiske tilhørsforhold finder hinanden ved at afkode symboler som hammer og segl, kors, halvmåne og davidsstjerne.
Fælles for symbolerne er, at de er velkendte – mange møder vi jævnligt i hverdagen eller gadebilledet – men samtidig hemmelighedsfulde. Ofte har symboler en meget lang historie bag sig, og deres oprindelige betydning kan være gået tabt.
Den kan også være skiftet undervejs, nogle gange til det stik modsatte, fx hvis symbolerne er blevet brugt ved begivenheder, der har sat sig uudslettelige spor.
Særligt kors bragte held
Hagekorset – et kors, hvis fire ben er bøjet i en ret vinkel – hører til historiens mest kraftfulde symboler. Når vi møder det i gadebilledet – tegnet findes på talrige pompøse og nyklassicistiske bygninger, fx Philadelphia Museum of Art og Library of Congress i Washington i USA og Carlsberg-bryggeriet i København – får forbindelsen til nazismen os til at føle os ilde berørte. Sådan har det ikke altid været.
Oprindeligt var hagekorset et symbol på solen, held og glæde. Dets historie går helt tilbage til yngre stenalder, viser arkæologiske fund fra det sydlige Europa. I Indien har arkæologer fundet segl med hagekors lavet i årene mellem 3300 og 1300 f.Kr.
Symbolets oprindelige navn, svastika, er sanskrit og en sammensætning af “su”, “god”, og “asti”, “at være”. Men tegnet kendes fra hele verden med undtagelse af dele af Afrika og Mesopotamien. I middelalderen overtog den kristne kirke symbolet.
Adolf Hitler, der i sin selvbiografi, “Mein Kampf”, gør et stort nummer ud af at fortælle, at han selv tegnede hagekorset i den form, det fik som nazistisk symbol, har sandsynligvis næsten dagligt set symbolet, da han som dreng en overgang gik i skole i Lambach-klostret i Østrig. Her prydede symbolet bygningens mure.
Også Sankt Sofia-kirken i Kyjiv og basilikaen Sankt Ambrosius i Milano er dekoreret med hagekors. Forklaringen på, at Hitler valgte hagekorset som symbol, ligger tilbage omkring 1870.
Dengang fandt arkæologen Heinrich Schliemann symbolet ved Troja, den mytologiske by fra den græske forfatter Homers fortællinger. Schliemann antog, at det gamle hinduistiske solsymbol var kommet med en folkevandring fra Indien.
Efterfølgende satte han det i forbindelse med lignende tegn fundet på potter udgravet i Tyskland og konkluderede, at det var et gammelt religiøst symbol for “den ariske race”, som han mente havde sit udspring i Indien.
Takket være Schliemanns fund holdt hagekorset omkring år 1900 igen sit indtog som lykkebringende symbol og var især populært hos de vovehalse, der risikerede liv og lemmer i tidens nye opfindelse: Flyvemaskinen. Mere besindige borgere nøjedes med at lade tegnet præge bygninger og firmalogoer.
Bryggeriet Carlsberg havde fx et hagekors i sit bomærke fra engang i 1800-tallet og indtil midten af 1930’erne. På den tid havde tegnet fået en helt ny betydning.
De nationalistiske og antisemitiske bevægelser, som dukkede op i kølvandet på 1. verdenskrig og de tidlige 1930’eres depression, havde ikke brug for symboler for held og lykke. De ville vise handlekraft og styrke.
Højrekræfterne i Tyskland greb begærligt Schliemanns teorier om den ariske races urgamle historie og tog hagekorset som deres logo. Dette gjaldt blandt andet Thuleselskabet, en hemmelig sammenslutning, der ville bekæmpe jøder og kommunister, og som blev en forløber for nazipartiet.
Selskabet holdt møder i en anonym sal, og uden for møderne var symbolerne dækket til. Det ændrede sig, da nazisterne begyndte at marchere i gaderne. Hagekorsfanen blev nu – i sorte, røde og hvide farver – et kraftfuldt samlingspunkt.
Fasces blev båret af bodyguards, der fulgte og beskyttede de øverste romerske embedsmænd.
Romersk symbol blev fascistisk
I Tyskland findes der i dag ikke hagekors, da symbolet er forbudt. I Italien, derimod, findes der stadig mange spor efter Benito Mussolinis fascistiske styre.
Mussolini og hans tilhængere var stærkt optaget af Romerriget, hvis storhed de drømte om igen at bringe til live.
I processioner bar italienske soldater en aquila, de romerske legioners standart, som var formet som en ørn, ligesom de flittigt brugte bogstaverne SPQR – en forkortelse for den for et fascistisk styre noget misvisende betegnelse Senatus Populusque Romanus, dvs. senatet og det romerske folk.
Forkortelsen ses på utallige antikke romerske mindesmærker. Populærest var dog symbolet for fasces, den genstand, der har givet fascismen dens navn. Fasces var et bundt af birkepinde bundet sammen med en rød lædersnor og opbevaret i en cylinder.
Ofte stak en bronzeøkse eller to ud af bundtet. Fasces var et romersk symbol på enhed – én pind kan let knækkes, men ikke et helt bundt – og magt, da øksen står for muligheden for at eksekvere dødsstraf. Fasces blev båret i processioner, ligesom vi i dag bruger flag, og af lictorer, magistraternes bodyguards.
Symbolet kan i dag ses på bygninger i Rom, men også andre steder i verden, fx i det amerikanske senats segl, i Det Hvide Hus – over døren, som fører ud fra den amerikanske præsidents kontor – og på Lincoln Memorial i Washington, i de to sidstnævntes tilfælde dog uden økser.
Den amerikanske lufteskadrille VAW-116 og det katolske broderskab Knights of Columbus bruger begge fasces som symbol – uden at have tilknytning til fascistiske bevægelser.
Antisemitiske uroligheder under Dreyfusaffæren i Paris overbeviste Theodor Herzl om, at jøderne måtte have deres egen stat.
Stjerne samlede jøder om nationalstat
Theodor Herzl greb til et kendt symbol blandt jøder, da han grundlagde den zionistiske bevægelse.
Som ung journalist dækkede Theodor Herzl, en ungarskfødt jøde, i 1894 den såkaldte Dreyfusaffære, hvor en fransk-jødisk officer blev uskyldigt dømt for spionage.
Historien fik Herzl til at konkludere, at jøder kun kunne slippe for diskrimination ved at få deres egen stat. Tre år senere stiftede han den zionistiske bevægelse, der skulle virkeliggøre drømmen om et jødisk hjemland i det bibelske Israel.
Som symbol valgte Herzl davidsstjernen, en sekstakket stjerne dannet af to trekanter. Tegnet har været forbundet med jøder siden det 3.-4. århundrede, men havde ikke oprindeligt en religiøs betydning.
Det passede Herzl godt, da han forestillede sig Israel som en moderne, ikkereligiøs, socialistisk stat.
Han forestillede sig, at statens kommende flag skulle vise syv davidsstjerner, der symboliserede en syvtimers arbejdsdag. Israels flag endte dog med kun at vise én stjerne.
Den franske lilje prydede de franske kongers våben og præger mange bygninger og kunstgenstande.
Kongen tog Marias lilje
Mere uskyldig er den franske lilje, eller fleur-de-lis, en stiliseret iris, der præger mange bygninger, våbenskjold samt brugs- og kunstgenstande. Historisk har blomsten været knyttet til de franske konger.
Ifølge overleveringen har den forbindelse til kong Clovis 1. (466-511 e.Kr.), frankernes første kristne konge. Under kongens kroning skal en engel være kommet ned fra himlen med en ampul i form af en fransk lilje.
I den var den olie, Clovis skulle salves med, og siden da har kongerne været forbundet med både Gud og den franske lilje, lyder legenden.
Et digt fra 1200-tallet fortæller, hvordan halvmånerne i Clovis’ våbenskjold som ved et mirakel blev byttet ud med franske liljer på azurblå baggrund.
I virkeligheden var den franske lilje et religiøst symbol, før den indgik i kongernes våbenskjold. Blomsten stod for uskyld og for Jomfru Maria, som malere traditionelt afbilder med liljen i højre hånd.
Familien til Jeanne d’Arc, den katolske heltinde fra hundredårskrigen, som endte sine dage på kætterbålet, fik lov at bruge den franske lilje i våbenskjoldet. Blomsten blev af franskmænd båret ud over det meste af verden.
Franske liljer præger desuden i dag de engelske og skotske kronjuveler, gitteret omkring Buckingham Palace og byvåbnet for flere byer langs Mississippi – et område, som tidligere var under fransk herredømme. Også spejderbevægelsen har taget den franske lilje til sig.
Rosen forbindes ofte med erotik, men på kristne billeder kan den være symbol på Jomfru Marias kyskhed. De røde blade er farvet af Jesu blod.
Rosen betød tavshed
Som irisblomsten har rosen gennem tiden været tegn på skønhed og glæde, men den bærer også en stærk symbolsk kraft. Rosen er gennem historien blevet brugt som en henvisning til Livets Træ, et urgammelt symbol på liv og fuldkommenhed.
I den græsk-romerske oldtid blev roserne dyrket på kirkegårdene eller strøet over gravene under rosaliafesterne som et symbol på livets kraft og evige fornyelse.
Samtidig var rosen et symbol på erotik, især den kvindelige, og forbundet med elskovsgudinderne Afrodite og Venus.
I kristendommen står rosen derimod for kyskhed, barmhjertighed og ren kærlighed. Her er Jomfru Maria den røde rose, uskyldens rene blomst, hvis blade er farvet af det blod, Kristus udgød på Golgata.
Samtidig står den smukke rose med de skarpe torne for Kristi lidelse og for den svære vej, den sande troende må følge gennem en verden fyldt med syndens fristelser.
Rosen på bordet kan dog også være symbol på noget langt mere jordnært, nemlig en formaning til diskretion. Ifølge den græske mytologi forærede Afrodite, kærlighedens og skønhedens gudinde, sin søn, kærlighedsguden Eros, en rose.
Rosen gav Eros videre til Harpokrates, stilhedens gud, som han på den måde bestak til at tie stille om Afrodites mange affærer og om gudernes generelt noget moralsk tvivlsomme livsførelse.
I middelalderen var en rose ophængt i loftet under møder mellem betydningsfulde mænd fra adel, kirke og kongehuse. Den var et tegn på, at hvad der her foregik, skulle holdes hemmeligt.
Mange katolske skriftestole har desuden en udskåret rose over skriftestolen. Rosen som symbol på stilhed var dog ikke kun forbeholdt agtværdige institutioner som kirke, hjem og øvrighed; også mange bordeller havde roser ophængt i loftet som tegn på, at gæsterne kunne stole på værtindernes diskretion.
Pyramidens top er det ypperste
Rosen blev også anvendt som symbol for Rosenkreuzerne, et hemmeligt selskab, der angiveligt skulle være blevet grundlagt i Tyskland i 1500-tallet.
Forskere strides om, hvad Rosenkreuzerne overhovedet var, og om de overhovedet eksisterede. Sikkert er det dog, at de i samtiden stod for stræben efter videnskabelig indsigt og åndelig visdom.
For Rosenkreuzerne – eller dem, der opfandt dem – var rosen med sin runde form og sine strålende kronblade et symbol på solen og dermed på oplysning og viden.
Denne stræben efter viden virkede både tiltrækkende og skræmmende på middelalderens mennesker. Viden var også magt, og ingen kunne vide, hvilke skræmmende indsigter et hemmeligt selskab gemte på.
Både skræmmende og fascinerende er også pyramiden, hvis form går igen utallige steder fra den 309 meter høje Shardbygning i London over pyramiderne foran Louvre til firmalogoer for blandt andre det amerikanske flyselskab Delta Air Lines og tobaksfabrikanten Marlboro.
I oldtidens Egypten havde pyramiderne en direkte forbindelse til stjernerne, idet bygherrerne, faraoerne, anlagde dem, så indgangen vendte stik mod nord.
På denne måde kunne de cirkumpolare stjerner – stjerner, der var så tæt på polerne, at de aldrig forsvandt fra horisonten – til enhver tid ses, og den afdøde farao finde vej til det evige himmelrum.
Pyramiderne er også symbol på stræben efter det højeste. Spidsen står for det ypperste, nogen kan opnå på det videnskabelige eller åndelige plan eller inden for en orden eller en organisation.
Trinnene repræsenterer både verdens struktur og de trin, mennesket skal gennemgå for at opnå indsigt, viden eller forfremmelse.
Det altseende øje over pyramiden på den amerikanske 1-dollarseddel står for bl.a. lys og indsigt.
Dollaren fortæller historie
Pyramiden er siden blevet kædet sammen med perfektibilister, en orden grundlagt i 1776 i den tyske by Ingolstadt i Bayern. Ordenen havde til formål at fremme en kritisk holdning til religion og kirke og stræben efter videnskabelig perfektion.
Tankerne var helt i tråd med oplysningstidens tanker om individualisme og frihed, og perfektibilisterne blev hurtigt populære. Men mange var også mistænksomme over for hemmelighedskræmmeriet og frygtede den viden, de indviede perfektibilister måtte besidde.
Ordenen blev forbudt i Bayern efter omkring 10 års virke, fordi den var for kritisk over for Gud og fædreland.
Under navnet Illuminati levede den dog videre i talrige konspirationsteorier, hvor den står for en tænkt sammensværgelse af bankfolk, forretningsmænd og magtfulde politikere, der vil overtage verdens-herredømmet.
Konspirationsteoretikere – ikke mindst i USA – ser spor efter Illuminati overalt, også på endollarsedlen. Pyramiden på sedlens bagside har 13 trin – Illuminati-ordenens 13 trin, mener de – mens årstallet 1776 skulle være året for ordenens grundlæggelse.
Fortolkningen er dog en misforståelse. Pyramiden på endollarsedlen har 13 trin, fordi USA ved grundlæggelsen bestod af 13 stater. Tallet 1776 er det år, republikken USA blev grundlagt.
Den manglende pyramidetop er blevet fortolket på forskellige måder, fx som gammel viden, der er gået tabt, og som USA’s grundlæggere nu vil stræbe efter at genfinde. Også øjet over pyramiden står for lys og indsigt.
Edderkoppen, som mange mener at se til venstre for det store ettal på forsiden af sedlen, findes sandsynligvis ikke. De fleste mener, at den blot er en del af mønsteret, som omgiver ettallet, muligvis for at gøre det svært for falskmøntnere at efterligne det.
Men uanset hvilke nøgterne historiske forklaringer der er på tegnene på dollarsedlen, vil konspirationsteoretikere sandsynligvis fortsætte deres tolkninger.