Narkotika har forskellig virkning. Nogle stoffer som opium er dulmende.­ Andre stimulerer eller forvrænger virkeligheden. © Harpers & Shutterstock

Narko har forvrænget virkeligheden i 7.000 år

Fra opium til ecstasy og metadon: Vi fortæller de euforiserende stoffers stenede historie.

14. august 2018 af Hans Henrik Fafner

I tusinder af år har euforiserende stoffer som opium og morfin været en del af festen – eller dulmet dagligdagen. Først i det 20. århundrede kom et generelt forbud mod narkotika.

Tag turen igennem 7.000 års narkotika-historie her.

Opium: Glædelig og dødbringende

Englændere smuglede opium ind i Kina – og snart bredte misbruget sig i det store rige.

© Bridgeman

5000 f.Kr.: Valmue betød glæde

Brugen af opium begyndte formentlig i oldtiden, i Mesopotamiens­ sumeriske kultur (nutidens Irak). Nogle forskere mener­ ligefrem, at skrifttegnet for fest og glæde også var et tegn for opiumsvalmue.

300 f.Kr: “4-dobbelt dosis er dødelig’”

Antikkens grækere anvendte hamp, bulmeurt, alrune samt opium i festligt lag. De erkendte også stoffernes styrke. Lægen Teofrastos (372-287 f.Kr.) nedfældede fx denne regel i sin store bog Historia Plantarum: 

“Man doserer en drachme (en håndfuld, red.), hvis et menneske bare skal være opløftet, det dobbelte, hvis han skal have hallucinationer, tre gange så meget, hvis han skal være permanent sindsforvirret, og en firdobbelt dosis, hvis han skal dø”.

312 e.Kr.: Rom fik monopol på stoffer

Antikkens romere var glade for euforiserende stoffer, ikke mindstopium, som staten­ tjente fyrsteligt på at sælge. De romerske magthavere førte skarp kontrol med opiumsalget, for prisen skulle ligge på et leje, hvor de fleste havde råd til stoffet.

En opgørelse viser, at der i år 312 alene i Rom fandtes 793 statskontrollerede udsalgssteder. På det tidspunkt tegnede salg af opium og hamp sig for 15 procent af rigets indtægter. 

Stofferne var en integreret del af romersk kultur – alligevel rummer kilderne forbløffende få tegn på, at brugen tog overhånd. Romerne havde end ikke noget ord for narkomani, mens de havde adskillige ord for alkoholmisbrug.

På Cæsars tid omkring år 50 f.Kr. var fx rygning af hamp almindeligt. Og kejser Marcus Aurelius, der regerede sidst i 100-tallet e.Kr., lyttede til sin læges råd og begyndte dagen med en portion opium “så stor som en egyptisk bønne, opløst i varm vin”.

Visse restriktioner på stofforbruget viste sig dog nødvendige. Kejser Alexander Severus, der regerede i 200-tallet, så sig nødsaget til at forbyde rygning af hallucinerende planter på bordeller for at beskytte de prostituerede.

1839: England brugte narkotika som våben

Englænderne havde fået smag for kinesisk te, men kineserne var ikke på samme vis interesserede i europæiske varer. Så ville englænderne drikke te, måtte de betale med spanske sølvmønter – datidens internationale valuta. 

England svarede igen ved at smugle stærk, indisk opium til Kina, samt i sommeren 1839 angribe en række kinesiske havnebyer. Den såkaldte opiumskrig var en realitet. Overfloden af stoffet betød, at 2,5 millioner kinesere midt i 1800-tallet var blevet dybt afhængige af opium.

De færreste protesterede over Englands gerninger, omend et parlamentsmedlem var beskæmmet og ikke havde set “nogen krig med en mere uretfærdig begrundelse”. 

Opiumskrigen endte i 1842 med engelsk sejr, der bl.a. gav England råderet over Hongkong. Først i 1895 meddelte London, at landets optræden havde været “moralsk uforsvarlig”.

Hamp: Uhyrerne kaldes frem

Kejseren modsatte sig ikke brugen af hash, men advarede mod et stort forbrug.

© Bridgeman

2735 f.Kr.: Brugen kaldte “uhyrer frem’”

Den sagnopspundne kinesiske hersker Shen Nung afprøvede­ i hundredvis af urter for at finde deres lægelige virkning. I 2735 f.Kr. nedskrev han sine observationer, bl.a. om den udbredte ­ hamp (Cannabis­ sativa).

Shen Nung advarede­ datidens kinesere om, at “overdreven brug af hamp får én til at se uhyrer”. Han afskrev dog ikke hampen helt for, “brugt over lang tid skaber brugen forbindelse til ånderne og gør kroppen lettere”.­ Shen Nung bliver kaldt “medicinens fader” for sit arbejde med helse-bringende­ urter.

Urtesalve: Hekse på trip

© Shutterstock

1231: Inkvisitionen jagtede hekse på trip

Notaren i den italienske by Lugano fandt en morgen sin kone bevidstløs og nøgen på gulvet. Da hun vågnede, fortalte hun sin mand, at hun “havde været på rejse om natten”. 

Ifølge teologen Bartolomeo Spina af Pisa, der nedskrev historien, kunne hændelsen kun betyde, at kvinden havde smurt sin krop med en hallucinerende urteblanding, en såkaldt heksesalve.

Ægtemanden tilkaldte inkvisitionen, og få dage efter blev kvinden brændt som heks.

Laudanum: Alkymisternes lindring

Lægen Paracelsus arbejdede­ med både planter, alkymi og astrologi.

© Bridgeman

1522: Alkymist udvandt smertestillende­ dråber

Den schweiziske læge og botaniker­ Paracelsus udvandt i 1522 et flydende stof baseret på opiumsvalmuen.

Dråberne, som han kaldte laudanum, havde en stærkt smertestillinde virkning.­

Lægen brugte opiumsdråber som lindring for tilskadekomne minearbejdere, og i århundreder efter forblev stoffet populært i arbejderklassen. De dulmende dråber var billigere end en flaske gin – bl.a. fordi de som medicin var fritaget for afgifter.

Også i overklassen blev laudanum populært. Den amerikanske præsident Abraham Lincoln brugte opiumsdråber, som i 1800-tallet blev mode i det bedre borgerskab.

Kaffe: Opkvikker under bønnen

Suleiman lå i krig med dele af Europa­ – og med kaffens modstandere .

© Bridgeman

1551: Sultan Suleiman kæmpede for lovlige kaffebønner

En gruppe muslimske dervisher, som dansede for at nå religiøs ekstase, blev i 1551 anholdt i den hellige by Mekka. 

Rigets overhoved, sultan Suleiman, nedsatte nu et råd af teologer til at diskutere årsagen til dervishernes skandaløse opførsel. Rådet fandt snart ud af, hvorfor: umådeholden kaffeindtagelse.

Kaffe var blevet opdaget i Arabien omkring år 1000, hvor indbyggerne fandt ud af at riste og male kaffeplantens bønner og derefter udvinde det lette rusmiddel koffein. Kaffedrikning blev hurtigt en del af regionens kultur.

Sultanens rådgivere valgte derfor en drastisk konsekvens, da de anbefalede et øjeblikkeligt forbud mod kaffe – fordi islam forbyder rusmidler. Sultan Suleiman, selv en ivrig kaffedrikker, stejlede. 

Han mente, at fordi koffein har en opkvikkende virkning, sikrede en kop kaffe også, at ingen faldt i søvn under læsning af Koranen. Det måtte rådet bøje sig for, og senere på året satte sultanen trumf på ved at tillade offentlige kaffehuse i sit rige.

Morfin: Fashionabel rus

Morfin i små flasker til en samlet værdi af 300.000 dollars undersøges af amerikanske embedsfolk.

© Polfoto/Corbis

1804: Populært industriprodukt

Stoffet morfin blev hurtigt en succes. Afhængighed­ var ifølge et medicinsk­ tidskrift kun et problem for “personer med svag karakter”.

"Attenhundredetallets største opfindelse” er morfinen blevet kaldt. Den tyske farmaceut Friedrich Sertürner fremstillede det smerte-stillende og søvndyssende stof i 1804 og navngav det efter den græske gud for søvn og drømme, Morfeus. 

Samtiden roste produktet for at være et industriprodukt, der kunne produceres uden de variationer i styrken, der ellers blev betragtet som et problem ved naturstoffer.

Inspireret af Sertürners opfindelse udviklede kemikerne stribevis af nye stoffer som kodein (1832) og atropin (1833), og midt i århundredet indeholdt Europas og Nordamerikas apoteker tusindvis af forskellige, dulmende stoffer.

Især morfinen var fashionabel. Tidens bohemer sprøjtede sig gerne offentligt, og alle vidste, at betydningsfulde mænd som komponisten Richard Wagner og jernkansleren Otto von Bismarck brugte morfin dagligt.

Så sent som i 1879 skrev et tysk medicinsk tidsskrift: “Afhængighed af morfin er en abnormitet, der, ligesom alkoholismens forbandelse, kendetegner en svag karakter. Disse ekstreme tilfælde kan ikke tilskrives nogen virkning fra det kemiske stof”.

I det 20. århundrede var den nazistiske chef for Luftwaffe, Hermann Göring, en daglig bruger af morfin. Han slap ikke af med misbruget før sin død i 1946.

Sprøjten: Stoffer uden afhængighed?

Hvis narkotika blev sprøjtet ind, udviklede brugeren ikke afhængighed, mente dr. Wood.

© Polfoto/Corbis

1853: Nyttigt værktøj

I midten af 1800-tallet begyndte fremsynede læger at betragte narkotika som et problem. Men den skotske doktor Alexander Wood (1817-84) mente at have en løsning. 

Han opfandt den moderne injektionssprøjte i 1853 og udviklede den teori, at afhængighed af narkotika kun opstod, når det blev indtaget i form af dråber eller piller. 

På denne måde pirrede de narkotiske stoffer nemlig smagsløgene, mente lægen – hvilket skabte appetit efter mere. Ligesom god mad. Ved at bruge sprøjten kom stofferne ikke i nærheden af smagsløgene, hvorved afhængighedsproblemet ville være løst.

Kokain: Næring for nerverne

Den kokainholdige vin blev især anbefalet til babyer og ældre mennesker.

© Bridgeman

1859: Nyt stof var “harmløs kur mod tungsind”

En dag i 1859 fik den unge kemiker Albert Niemann fra Göttingen en lille bunke koka-blade ind på sit bord. Prøven var ankommet fra Peru, hvor han vidste, at fattige indianske arbejdere tyggede bladene for at glemme hverdagens vanskeligheder. 

Andre europæiske kemikere havde forsøgt at udvinde bladenes narkotiske stof uden held, men Niemann klarede opgaven. Det nye stof kaldte han kokain og markedsførte det som “næring for nerverne” og “en harmløs kur mod tungsind”.

Den unge psykoanalytiker Sigmund Freud anbefalede varmt stoffet, og i 1885 skrev forfatteren Robert Louis Stevenson sin roman “Dr. Jekyll og Mr. Hyde” på seks dage, mens han var på kokain. 

Den helt store udbredelse opnåede stoffet, da kokainholdige drikkevarer kom på markedet fra 1863. Den første hed Vin Mariani, en bordeauxvin med kokainekstrakt. Siden kom J.S. Pembertons kokaindrik Ideal Tonic. Han lancerede siden en drik kaldet Coca-Cola.

Opiumspiller: Kur mod dysenteri

Hunger og tarmlidelsen dysenteri var frygtelige fjender for soldaterne.

© Polfoto/Corbis

1865: Krig skabte narkomaner

Militærlæger på begge sider i den amerikanske borgerkrig bekæmpede­ tarmsygdommen dysenteri med opiumspiller.

“Hvordan står det til med afføringen?” lød militærlægens første spørgsmål til soldater under den amerikanske borgerkrig 1861-65. 

Den frygtede tarmsygdom dysenteri var udbredt blandt tropperne, og for at bekæmpe problemet til gavn for krigsindsatsen var lægerne hurtige til at medicinere enhver soldat, der havde blot antydningen af tynd mave. Midlet var opium.

En opgørelse fra nordstaterne viser, at der under krigen blev ordineret 10 millioner æsker opiumspiller og 2.841.000 portioner opiumspulver. 

Omkring fire millioner soldater deltog i borgerkrigen. 618.000 faldt på slagmarken, endnu flere blev såret, og da krigen sluttede i 1865, vendte 400.000 soldater hjem med “soldatersygdommen” – samtidens betegnelse for soldaternes afhængighed af de stoffer, militærlægerne havde behandlet dem med. 63.000 af dem led desuden af kronisk diarré.

Heroin: Hostesaft til børn

“Problemet er løst ved hjælp af heroin”, forklarer­ annoncen.

© Polfoto/Corbis

1874: Effektiv hostesaft

Den engelske kemiker Alder Wright fremstillede i 1874 et hvidt krystalpulver, som han kaldte diacetylmorfin. Stoffet var baseret på morfin, omend langt kraftigere – men ingen lagde mærke til hans nyskabelse.

Tyve år senere blev stoffet opfundet på ny af den tyske kemiker Felix Hoffmann, ansat i det lille medicinalfirma Bayer. 

Firmaet testede pulveret på 60 lunge-patienter og fandt, at svær hoste og tuberkulose blev lindret. Bayer øjnede en forretning og fandt på et mere fængende navn, heroin.

“Heroin siges at være fri for ubehagelige sideeffekter, så det kan gives i relativt store doser”, skrev det britiske lægetidsskrift The Lancet, da produktet kom i 1898. Frem til 1910 var heroin­ populært i hostesaft bl.a. til børn.

Ecstasy: Nyttigt middel mod blødninger

© Shutterstock

1912: Tysk soldat jagtede nyttig medicin

Den tyske kemiker Anton Köllisch arbejdede i 1912 på at finde et stof, der kunne standse voldsomme blødninger i kroppen. Arbejdet bar frugt, da han fandt et stof kaldet metylendi-oxymeta-amfetamin.

Fire år senere mistede Köllisch livet som soldat i 1. verdenskrig, så han nåede aldrig at opdage sit stofs psykoaktive virkning. Metylendioxymeta-amfetamin blev mange år senere kendt under navnet ecstasy.

Hash: Erstatning for alkohol

Hash blev ligesom alkohol solgt i illegale­ beværtninger under forbudstiden.

© Bridgeman

1920: Alkoholforbud gjorde hash populær

Det landsdækkende amerikanske alkoholforbud trådte­ i kraft 19. januar 1920. Smuglersprit til overpris var en mulighed, men mange amerikanere valgte i stedet at slå sig på marihuana. Den blev solgt fra såkaldte “tea-pads”, ulovlige rygecafeer.

Marihuana blev kaldt “mexicansk opium”,­ for mange mente, at uvanen stammede herfra. “Når en eller anden bondetamp tager et par hiv af dette stof, tror han, at han netop er blevet valgt til præsident”, lød det fra en læge i 1929. 

Da USA i 1933 ophævede­ alkoholforbuddet, faldt forbruget af “mexicansk opium” igen.

LSD: Hjalp ved psykoterapi

Meldrøje, en svamp i korn, blev brugt til at fremstille lsd.

© DK Images

1938: Svamp brugt i nyt stof

I århundreder blev meldrøje, en kornsvamp med let hallucinerende virkning, brugt som lindring ved fx barnefødsler.

I 1938 lykkedes det den schweiziske kemiker Albert Hofmann at isolere svampens såkaldte alkaloider og skabe stoffet, han kaldte lysergsyre-diethylamid (forkortet lsd). 

Hofmann opdagede stoffets psykedeliske virkninger fem år senere, da han ved et uheld indtog lidt – og snart følte sig forfulgt af husets møbler. Herefter indfandt en behagelig stemning sig, mens han så utrolige mønstre.

I Danmark blev lsd i 1960'erne brugt på psykiatriske hospitaler som en hjælp ved psykoterapi. I 1972 blev stoffet forbudt.

Metadon: Nazisternes opfindelse

Manglen på råopium til morfinproduktion førte til, at metadon blev opfundet.

© Polfoto/Corbis

1941: Nazi-kemikere ville erstatte morfin

Under 2. verdenskrig kunne Tyskland ikke skaffe råopium til produktionen af morfin, som sårede soldater trængte hårdt til. 

Men den 11. september 1941 kunne to tyske kemikere tage patent på en erstatning; et stof, de kaldte Hoechst 10820.

Efter krigen fandt amerikanske forskere ud af, at stoffet var virkningsfuldt under en såkaldt “kold tyrker”, fordi det mildner abstinenserne hos en narkoman, der forsøger at standse misbruget. I 1947 registrerede amerikanerne stoffet under en ny betegnelse, metadon.

Narko blev forbudt

© Polfoto/Corbis

Op gennem det 20. århundrede stod skadevirkningen af euforiserende stoffer stadig mere klar for myndighederne. De forsøgte at standse brugen af narkotika både ved hjælp af oplysningskampagner og restriktioner.

I 1931 vedtog Folkeforbundet, forløberen­ for FN, et globalt forbud mod opium og koka samt de afledte produkter, morfin, kokain og heroin. 

FN vedtog i 1961 konventionen Single Convention on Narcotic Drugs, som forbyder narkotiske stoffer til alt andet end medicinsk brug.

Læs mere

A. Escohotado: A Brief History of Drugs – From the Stone Age to the Stoned Age, Park Street Press, 1999. Richard Davenport-Hines: The Pursuit of Oblivion­ – A Social History of Drugs, Phoenix Books, 2002.

Måske er du interesseret i...

Læs også