Natten var livsfarlig

Jane er nervøs for sin mor. Hun ved kun alt for vel, at i timerne mellem nattens første og anden søvn er det kun kriminelle og desperate folk, der bevæger sig ud. Alle andre bliver indendørs.

Da Jane vågner næste morgen efter nattens anden søvn, er moren endnu ikke vendt tilbage. Og det gør hun heller aldrig. Fru Rowth er blevet brutalt myrdet. Natten har krævet endnu et offer.

Søvnen blev delt i to

Nu om dage lægger de fleste sig til at sove i håbet om en lang og sammenhængende søvn. Men sådan har det langtfra altid været. Otte timers uafbrudt nattesøvn er et nyt påfund. Siden middelalderen og måske helt tilbage til antikken har mennesker verden over delt deres nattesøvn i to.

I en tid uden elektrisk lys var det naturligt, at folk gik i seng, når det blev mørkt, og stod op igen ved daggry, men faktisk stod de også op midt om natten for at være vågne i nogle timer, hvorefter de lagde sig til at sove igen. Fra samtidige kilder ved vi, at nattens to søvnperioder blev kaldt for “første søvn” og “anden søvn”. Den vågne periode mellem dem lader derimod ikke til at have haft nogen fast betegnelse.

Hvor længe den første og anden søvn varede, afhang af årstiden og kunne samtidig variere fra person til person. Men det var ikke ualmindeligt, at folk gik i seng omkring kl. 21 og sov til kl. 23, hvorefter mange var vågne indtil omtrent kl. 1 om natten. Så lagde de sig til at sove igen, indtil morgenlyset viste sig.

For de fleste mennesker i dag virker det nok underligt at stå op midt om natten, hvis det altså ikke er for at gå på toilettet. Og det var da også en oplagt aktivitet at bruge den vågne tid om natten på, fastslog den engelske læge Andrew Boorde.

“Når du vågner fra din første søvn, så lad vandet, hvis din blære er fyldt”, skrev han i 1500-tallet.

Men nattepausen blev brugt til meget mere end at tisse.

Natten var fyldt med gøremål

Folk brugte nattens vågne timer på mange forskellige gøremål. I nogle familier var det almindeligt at spise et sent aftensmåltid, mens andre brugte tiden på at forberede redskaberne til næste dags arbejde. Især om vinteren var det nødvendigt at lægge mere brænde på husets ildsted, så familien ikke vågnede til et iskoldt hus næste morgen.

Læger ordinerede også ofte, at medicin skulle indtages mellem første og anden søvn. Og de fleste var enige i, at det var en god idé i hvert fald at indtage noget midt om natten. Som dette husråd fra en ældre engelsk folkevise slog fast:

“Og når du vågner fra din første søvn, så skal du drikke noget varmt – og når du vågner fra din anden søvn, er alle dine sorger væk”.

Lægebøger anbefalede, at den første søvn blev tilbragt ved at sove på siden med højre skulder nedad, men når man skulle i gang med søvn nr. 2, var det vigtigt at vende sig om og ligge på venstre side.

Der var dog nogle, der valgte at blive i sengen, når de vågnede efter den første søvn. Om videnskabsmanden og kunstneren Leonardo da Vinci fortæller kilderne eksempelvis, at geniet brugte tiden på at ligge i sengen og gennemgå de ting, han i dagens løb havde studeret eller fremstillet.

Bønner skulle holde det onde væk

Ligesom i dag gav sengen i middelalderen også en vis tryghed, og netop derfor valgte mange at blive i den. Den mørke nat var slet og ret Djævlens tid, som en tysk tekst beskrev det: “Natten er helvedes domæne, Satans styre”.

Siddende eller liggende bad mange en bøn – ikke mindst munkene, der over hele kontinentet stod op hver nat for at bede sammen som led i et fast ritual af daglige bønner, der skulle sikre Guds velsignelse.

De natlige bønner blev set som et vigtigt værn imod ondskab. Som den portugisiske biskop Amador Arrais forklarede det i slutningen af 1500-tallet:

“Ikke kun prinser, kaptajner, filosoffer, poeter og familieoverhovedet vågner om natten, det gør også tyve og røvere. Burde vi ikke afsky søvn, der er den immoralske opførsels allierede? Burde vi ikke vågne for at stå vagt mod mordere, der holder sig vågne for at myrde os?”

Mange familier samledes derfor mellem de to søvnperioder for at bede Gud om at lade dem slippe helskindede igennem nattens mørke.

Folk sov i en bunke

Frygten for det uvisse og ønsket om at beskytte hinanden mod det afspejlede sig også i den måde, som folk lagde sig til at sove på. Både i byerne og på landet var det almindeligt, at hele familien sov i samme seng. Kun at have én enkelt seng var ikke bare billigt, det gjorde det også lettere at holde varmen.

Fællesskabet gav også tryghed, så det skræmmende mørke ikke ødelagde nattesøvnen. Havde husejeren råd til tjenestefolk, lå de også typisk i familiens seng, men som forfatteren til en guidebog i god opførsel forklarede tjenestefolkene:

“Hver gang du skal ligge med en mand, der er bedre stillet end dig, så husk at spørge ham, hvilken side af sengen han foretrækker”.

Tjenestefolkene kunne desuden bruges af husets frue som et menneskeligt værn mod ægtemanden, hvis han gjorde tilnærmelser i mørket, for alle koner gruede for endnu en graviditet. Gamle optegnelser rummer adskillige eksempler på hustruer, der af samme grund ligefrem insisterede på, at tjenestefolkene delte seng med husejerens familie.

På gårde var det ikke ualmindeligt at sove i samme lokale som husdyrene, da deres kropsvarme var god til at holde kulden stangen. Lugten levede man med.

Mellem 1300-tallet og 1600-tallet ændrede europæernes senge sig gradvist fra at være stråfyldte “rammer”, der stod direkte på den hårde jord, til rigtige møbler med madrasser, puder, sengelinned og tæpper.

Præsten William Harrison forklarede i 1577, hvordan han sov i sin barndom i England:

“Vores fædre – ja og vi selv også – lå ganske ofte på halmbundter på grove måtter. Vi var kun dækket af små tæpper af grov uld og med en god, rund brændeknude under vores hoveder. Puder blev kun brugt af fødende kvinder”.

I løbet af Harrisons levetid blev det langt almindeligere, at middelklassen og velstående bønder fik bedre soveforhold. Men en personlig seng var stadig kun for de rigeste. For overklassen blev det derfor et statussymbol at kunne sove alene – kun forstyrret af de ægteskabelige pligter.

For Philippe af Frankrig, hertugen af Orléans og bror til den franske konge, Ludvig 14., var det nærmest ulideligt at dele sengen med sin kone. Den stakkels hertuginde betroede sig i et brev til en veninde:

“Når Hans Nåde sover i min seng, må jeg ligge så tæt på kanten, at jeg nogle gange falder ud af sengen i søvne, for Hans Nåde bryder sig ikke om at blive rørt. Og hvis jeg tilfældigt kommer til at strække min fod i søvne og røre ham, så vækker han mig og skælder mig ud i en halv time”.

Sengen skulle deles med en fremmed

Rejsende overnattede på herberger, i kroer og lignende steder, hvor der sjældent var mulighed for at få sin egen seng – selv for folk med penge og status. Når fremmede på denne måde blev tvunget til at dele seng med hinanden, var det derfor nødvendigt med regler for god opførsel.

En fransk guide til englændere på gennemrejse forklarede således i 1699, at det var vigtigt, at parterne holdt sig til hver sin side af sengen.

“Du er en dårlig sengekammerat, hvis du trækker sengetæpperne til dig”, forklarede guiden, eller “hvis du konstant sparker omkring dig”.

Gæster, der måtte overnatte hos venner, kunne også undertiden ende op i sengen med deres værtspar. Den franske forfatter Jacques-Louis Ménétra skrev i sidste halvdel af 1700-tallet om sine rejser i Frankrig, hvor han overnattede i sengen hos en bekendt og dennes kone.

Ménétra forklarede, hvordan de, som det var kutyme, placerede sig, så konen sov helt ude til den ene side i sengen, hendes mand i midten og Jacques-Louis i den modsatte side, så ingen bagefter kunne anklage dem for noget utilstedeligt.

Elskov skulle dyrkes midt på natten

Mens mandlige gæster skulle holdes fra husstandens kvinder, var det noget helt andet, når det kom til mand og kone. Tiden mellem de to gange søvn var særlig vigtig, når det gjaldt at få sat en ny generation i verden. Efter den tidlige søvn havde ægtepar gode muligheder for at dyrke lidt intimt samvær – især efter at børnene var blevet sat i sving med praktiske opgaver eller sov videre.

Jødiske skrifter fra renæssancen understreger vigtigheden af, at ægtepar “kopulerede midt om natten”, da elskoven angiveligt modvirkede, at ægtemanden begyndte at høre stemmer og kom til at tænke på andre kvinder.

Den franske 1700-talsforfatter Louis-Sébastien Mercier beskrev, hvordan “handelsmanden vågnede af sin første søvn og vendte sig mod sin kone, med stor velvilje”.

Den franske 1500-talslæge Laurent Joubert hævdede, at elskov mellem de to gange søvn var særlig gavnlig for fødselsraten. Seksuelt samkvem “fandt sted efter den første søvn”, bemærkede han, på et tidspunkt, hvor “de kan nyde det mere og gøre det bedre”.

Selv opfordrede han de elskende til “Straks derefter at vende tilbage til søvnen om muligt. Og hvis ikke, så blive i sengen og slappe af, mens man glade snakker sammen”.

Perioden mellem den første og anden søvn var dog ikke kun den tid på døgnet, hvor den nye generation blev skabt. Det var også de timer, hvor flest kom af dage på unaturlig vis.

Natten var højtid for mord

I spanske Castille blev to tredjedele af alle mord begået midt om natten, afslørede en undersøgelse fra 1600-tallet. Endnu værre stod det til i den nordfranske by Douai, hvor tre ud af fire mord blev begået i tiden mellem første og anden søvn.

Nattens gader tilhørte forbryderne, og få vovede sig derfor ud. Så farlige var Europas gader i nattetimerne, at et italiensk ordsprog lød: “Den, der går ud om natten, søger et lag tæsk”.

Den engelske rejsende Fynes Moryson noterede sig omkring år 1600, at “i alle dele af Italien er det usikkert at gå på gaderne om natten”.

En besøgende i spanske Valencia forklarede i 1603, at “så snart natten falder på, kan du ikke færdes udenfor uden et skjold og en rustning”.

I Moskva var natlige mord så hyppige, at byen ligefrem havde en særlig plads, hvor nattens døde blev lagt. Her kunne bekymrede familiemedlemmer gå hen ved daggry for at se, om deres kære var omkommet.

Med skiftende held forsøgte nogle byer at gøre gaderne sikre om natten med bevæbnede vagter. I den nordfranske by Saint-Malo fandt indbyggerne en anden måde at holde folk indendørs og i sikkerhed på om natten, forklarede en rejsende i begyndelsen af 1600-tallet:

“Når natten falder på, ringer en klokke for at advare alle, der er uden for bymuren, om at trække ind i byen. Derefter lukkes byportene, og otte eller 10 par sultne mastiff-hunde bliver sluppet løs i gaderne. De ulykkelige fordrukne, der ligger og flyder, bliver fundet den næste morgen, ligesom Jezabel blev i Jizre’el”. En henvisning til bibelhistorien om Jezabel, der blev flået til døde og ædt af hunde.

Nattens tyve troede på magi

Selv de, der holdt sig indendørs om natten, risikerede at komme i kontakt med kriminelle. Det var nemlig ikke ualmindeligt, at indbrudstyve kom på besøg, mens hele husstanden lå og sov. Og ligesom alle andre på den tid var de tyve, der i ly af mørket udførte deres lyssky gerninger, grebet af tidens tro på magi og onde ånder.

I store dele af Europa havde tyve dog et hemmeligt våben, som efter sigende sikrede, at et hjems beboere sov trygt igennem ethvert indbrud. Det morbide våben blev kaldt “Gloriens hånd” og bestod af en afhugget menneskehånd, som stammede fra en kriminel dømt til døden.

Typisk sneg tyvene sig ud om natten og huggede hånden af kriminelle, der hang i galgen. Herefter blev den tørret i en blanding af mineraler og urter for til sidst at blive dyppet i voks, så hver finger kunne fungere som et stearinlys.

Ifølge nogle kilder kunne hånden også holde et stearinlys lavet af menneskefedt fra den døde kriminelle, som hånden havde siddet på oprindeligt.

Tyve, som ikke kunne skaffe “Gloriens hånd”, tyede ofte til besværgelser i stedet. I England var det fx almindeligt for en indbrudstyv at mumle, “Lad dem, der sover, sove”, mens han gik fra rum til rum i jagten på bytte.

Lyset erobrede natten

I århundreder fik mørke og overtro europæerne til at stå op midt om natten, men to geniale opfindelser skabte bogstavelig talt lys i mørket og satte en stopper for den gamle tradition.

Den 28. januar 1807 tændtes de første gaslys i Londons gader. Inden for få år fik flere engelske byer de effektive gadelamper, og snart efter spredte de et kraftigt lys over fabrikker såvel som private hjem. Med lys på gaden og i hjemmet begyndte mange at blive oppe længere. Og når de gik til sengs, sov de derefter igennem til daggry.

Også lommeurets stigende popularitet i 1800-tallet fik afgørende betydning. Før havde dagslyset alene afgjort, hvornår folk skulle arbejde og sove. Nu fastsatte uret, hvornår folk mødte på arbejde, gik hjem og lagde sig til at sove.

Mens lommeur og gasbelysning gjorde revolutionen af vores søvnvaner mulig, fortrængte oplysningstiden overtroen. Frygten for hekseri og djævelskab svandt, og roen sænkede sig over natten.

I dag er det de færreste, der behøver at bekymre sig om at blive berøvet om natten, eller som er tvunget til at sætte deres døgnrytme præcist efter Solen – dette kombineret med vores behagelige senge, som ikke længere er fyldt til randen med mennesker, gør, at nogle forskere mener, at menneskeheden aldrig har sovet bedre, end den gør nu.

Men andre eksperter mener, at den todelte søvn faktisk er menneskets naturlige tilstand, og der kan være fordele ved at vende tilbage middelalderens søvnrytme; fx viser forskning, at kognitive funktioner generelt styrkes hos mennesker med todelt søvn. Og forskning i Spanien tyder på, at folk, som sover et par timer midt på dagen som en del af deres siesta, reducerer risikoen for hjerte-kar-sygdomme.

Alle forskere er dog enige om, at kroppen har brug for omkring otte timers søvn hvert døgn – så godnat og sov godt.