I London fyldes et palæ sidst i 1800-tallet af munter, kultiveret samtale. Et aftenselskab blandt byens bedre borgerskab tegner til at blive en succes for værtinden, som nøje har sammensat menuen, gæsterne og sit eget overdådige skrud:
Som tidens mode dikterer, bærer hun en silkekjole med et svulmende skørt under den indsnørede overdel og trekvartærmer. Den tækkelige udskæring er pyntet med små roser.
Tilfreds lader hun blikket glide rundt på sine betydningsfulde gæster – og så stivner hun ved synet af en dame, der netop er trådt ind.
Værtindens tæer krummer sig sammen i den flade silketøffel, for gæstens ærmer består kun af to tynde stropper, der efterlader hendes skuldre nøgne! Desuden er hendes udskæring så afgrundsdyb, at alle herrerne i salonen kan fornøje sig ved synet af en smule kridhvid barm.
“Tror I, at det er koket, damer? Giver det jer fornøjelse? Er der en mystisk tiltrækning mellem jeres tænder og elfenbenet?” Cuthbert Bede, forfatter, om victoriatidens kvinders hang til at sutte på parasolhåndtag.
Værtinden hiver efter vejret: Hvilken skandale – og så i hendes eget hjem!
Straks næste morgen sender hun selv sine bedste selskabskjoler til skrædderen med besked om at blotte skuldrene og udvide udskæringen.
Nogenlunde sådan kunne et aftenselskab ifølge historikerne udspille sig i victoriatidens London. Datidens briter var besat af tanken om anstændighed, men mange kvinder overskred dristigt de herskende normer for påklædning med nye, frække modesnit. Som 1800-tallet skred frem, blev de strenge regler udfordret af tætsiddende kjoler, blottede ankler og kvindelige tennisspillere.
London var verdens centrum i 1800-tallet, og mange af århundredets vigtigste beslutninger blev truffet i det britiske parlament i Palace of Westminster.
Dronningens rige oplevede store fremskridt
Industrialisering, videnskab og nye opfindelser betød en eksplosiv fremdrift for victoriatidens Storbritannien – men sjældent på modefronten, hvor nye påhit notorisk udløste hård kritik og fordømmelse.
Dronning Victoria arvede i 1837 den britiske trone, mens landet økonomisk og videnskabeligt buldrede frem. Den industrielle revolution – der var startet i slutningen af 1700-tallet med dampskibe, jernbaner og fabrikker – fortsatte i victoriatiden med vidundere som elektricitet, automobiler og maskiner, der kunne væve og sy.
Masseproduktion og handel medførte, at mange blev rige. Og velstanden betød samtidig, at en del kvinder ikke behøvede at røre en finger. Deres rolle blev i stedet at være “hjemmets engel”, hvor de med deres lediggang kunne illustrere familiens velstand.
Mens resten af samfundet udviklede sig i rivende fart, blev middel- og overklassens kvinder pålagt en streng, konservativ mode, som skulle afspejle deres høje moral. Uanset at tøjet var umuligt at bevæge sig omkring i, var det en bitter kamp at få kjolelængden hævet blot nogle få centimeter, for selv en blottet ankel udfordrede ærbarhedens idealer.
Af vejen, mand – krinolinen kommer!
I dronning Victorias første år på tronen – 1840’erne – dikterede moden klokkeformede skørter, der skulle gå ud fra livet og ned til gulvet, helst i tunge tekstiler som velour, fed silke og broderet damask. For at holde klokkeformen bar kvinderne inderst stive krinoliner lavet af hestehår, der kunne hjælpe med at holde kjoleskørtet udspændt.
I kontrast til skørtets vidde skulle taljen være smal, og overkroppen blev indkapslet i en tækkelig jakke med snøreliv, som blev bundet bagpå. Inderst havde overklassens kvinder desuden to lag underkjoler, og når de forlod hjemmet, bar de kyser.
Udendørs var en parasol strengt påkrævet – den skulle beskytte mod tarvelig solbrændthed. I 1850’erne var den lavet i farvet silke eller hvid blonde og havde et håndtag af elfenben. Da en særlig trend fik kvinderne til at presse håndtaget mod deres læber eller ligefrem sutte på det, var en forarget forfatter ved navn Cuthbert Bede klar med sin kritik:
“Tror I, at det er koket, damer? Giver det jer fornøjelse? Er der en mystisk tiltrækning mellem jeres tænder og elfenbenet? Eller er det for at vise tungnemme unge mænd, at jeres læber nyder et vist pres?”
“Ingen kvinde på høje hæle har den fulde brug af sit liv, ej heller sin hjerne!” Fra en artikel i St. James’s Gazette, 1889.
Da tekstilindustrien i 1850’erne udviklede syntetiske farver, kom der knald på kulørerne. De nye Singer-symaskiner dukkede op og gjorde skrædderens arbejde lettere, og i London åbnede der stormagasiner, hvor kunderne fik den nyeste mode at se helt tæt på.
Årtiets vigtigste nyhed på modefronten var krinolinen med metalstativ, der tillod kvindernes skørter at opnå gigantiske dimensioner. Krinolinen tiltrak sig en enorm opmærksomhed og fik – helt bogstaveligt – kvinderne til at fylde mere, hvilket gik stik imod samtidens konservative ideal om den ydmyge kvinde.
“Vi foreslår at lade disse udvidelser forblive i tankerne, så man ikke latterligt bærer et snævert sind og lukket hjerte under disse monstrøse ydre fremtoninger”, lød et surt råd i modetidsskriftet over dem alle, Godey’s Lady’s Book.
Opfindelsen af et krinolinestativ i metal tillod kvindernes kjoler at vokse i omfang.
I offentligheden blev krinolinen fremstillet som en djævelsk opfindelse. En pamflet fortalte om en tjenestepige, der angiveligt døde under en spadseretur med sin forlovede. Et uvejr var brudt ud, og metal-krinolinen tiltrak lynet. Mænd beklagede sig også over at blive presset ud af omnibusser, droscher og kirker og væltet ned fra fortove af de skrækkelige krinoliner.
I en digterisk avisnotits fra 1864 gav en kvinde et rapt svar på mændenes klynk:
“De fortæller os igen og igen, på en travl gade, at vores krinoliner smerter deres stakkels ben eller fødder, så de nær må til doktoren – følg i stedet min kur; lad være at stå i vejen for os!”
Med kjolerne var suffragetternes (kvinderetsforkæmpere) tid begyndt, og flere oprørstegn skulle snart følge.
Ankler vakte ramaskrig
Kyser blev fra 1860’erne båret tippet tilbage, så en smule af håret kunne anes under dem. Med årtiets farvestrålende kjoler fulgte også smarte sko pyntet med perler, bånd og broderier. De hidtil flade tøfler og støvletter fik en lille hæl, der gjorde kvinderne højere og rankere. Igen var tidsskriftet Godey’s Lady’s Book klar med sure formaninger:
“Hvis hælen bliver for høj, ødelægges hele den kvindelige ynde, når kroppen kastes ud af balance, så damen i stedet for en yndefuld søjle bliver et væltende tårn!”
Handsker var på alle tider af døgnet en nødvendighed – til aftenbrug i hvid silke eller blødt skind. Én eller to knapper ved håndleddet var ifølge etiketten passende, men op gennem 1800-tallet voksede antallet af knapper til mere end 10 – for rækken af silkebetrukne knapper, der kunne lukkes op, pirrede mændenes fantasi.
End ikke når de badede i havet, dristede størstedelen af victoriatidens kvinder sig til at blotte deres ben og ankler.
Også krinolinekjolen udviklede sig. Nu skulle den være flad fortil, mens al fylde blev ført om på kjolens bagside. Om midjen kunne et stramt bånd, der endte i en stor sløjfe bagpå, hjælpe med at holde opmærksomhed på damens bagdel.
I det efterfølgende årti blev en cuirasse bodice introduceret – en rustningsagtig forlængelse af den stramme overdel, der gik ned over hofterne. Da kjolerne samtidig begyndte at smyge sig tættere om kroppen, væltede det frem med klager over den uanstændige påklædning, der fik kvinder til at virke nøgne.
For at gøre ondt værre blev kjolelængden nogle få centimeter kortere, fordi kvinderne var mere aktive udendørs og ikke ønskede deres kjoler svinet til af gadens snavs. Det skete til mange konservative sjæles store rædsel, for den korte kjole gjorde det glimtvis muligt at se en blottet dameankel i det offentlige rum.
Uanstændig afklædthed truer
Ærmerne på aften- og balkjolerne blev i 1880’erne reduceret til blot at være tynde stykker stof, der smøg sig om det øverste af armene og lod skuldrene være bare. Samtidig blev udskæringerne dybere og dybere.
Den skandaløse fremvisning af hud ved Londons baller mødte streng fordømmelse fra Godey’s Lady’s Book, der proklamerede, at “ingen kvinde af blot almindelig diskretion” ville vise sine bare arme og skuldre.
Var kjolen uden ærmer, anbefaledes en ekstra lang handske. Hvis armen var tynd, måtte damen under ingen omstændigheder vise den skarpe knogle ved albuen.
Skjulte modetricks gjorde kvinder sexede
Korset presser barmen op
En smal talje var et feminint ideal, som krævede hård indsnøring. Korsetter med metalstivere gav den optimale effekt – især da barmen samtidig blev presset i vejret.
Frække blondehandsker
Enhver velstillet kvinde bar handsker, der beskyttede de delikate overklassehænder. Iført lange, fingerløse handsker i blonde kunne en damehånd dog signalere andet end sart urørlighed.
Tynde stropper viser skuldre
Med smalle stropper kunne bal- og aftenkjoler blotte en dames skuldre – og de selvsamme kjoler havde ofte en dyb udskæring, der viste det øverste af barmen.
Stramme kjoler afslører alt
Velour og fed silke var de foretrukne tekstiler, men da bomuldsjersey dukkede op, gav det kjoler, der smøg sig tæt om kroppen. Kjolerne vakte ramaskrig i konservative kredse.
Bagdelen kommer i fokus
Med en svulmende puf af hestehår og metalstivere fik kjolerne fylde og strut bagpå. Herved henledte moden opmærksomheden på damens bagdel, som var skjult under bunker af stof.
Hælehøjden sneg sig ligeledes i vejret i denne periode. Udviklingen bekymrede mange, som mente, at hælene kunne volde fysisk skade på rygraden, de indre organer og sågar hjernen, hvilket en artikel i St. James’s Gazette slog fast i 1889:
“Ingen kvinde på høje hæle har den fulde brug af sit liv, ej heller sin hjerne!”
Forstand eller ej – i 1890’erne begyndte flere kvinder at arbejde, køre på cykel og udøve sport. Ladies’ Home Journal skrev:
“Som nation bør vi tage vel imod den sunde, friske pige, der kan slå sin bror i at mestre en tennisbold, ro en båd og tumle en fyrig hest”.
Tidligere havde kvinder været henvist til kroket, en temmelig stillestående fornøjelse sammenlignet med de sportskonkurrencer, mænd deltog i. Men efterhånden havde mange damer møvet sig ind i andre sportsgrene – heriblandt tennis.
Sport dyrkes i umuligt tøj
Længe fik kvinderne ikke tøj, der duede til formålet – de måtte spille tennis i deres eftermiddagskjole med tunge skørter, lange ærmer samt et korset og underkjoler i flere lag. Foruden at bære store hatte, så de havde svært ved at se en høj bold, måtte kvinderne også bevæge sig omkring på banen i snørestøvletter med hæl.
Mændene ænsede ikke kvindernes besvær med tøjet, men solede sig indbildsk i damernes udfoldelser.
“I tennis – som i alle andre henseender – stimulerer de manden til at yde sit bedste. Som de dog kan takke dig med et blik! Som de dog jubler sammen med dig! Som de trøster dig! Hvor ofte overgår de ikke forventningerne! Og så kønne de er!” lød det i The Lawn Tennis Guide om kvinders optræden i sporten.
Først ved århundredets slutning fik tennisdamerne enkle, tækkelige kjoler i hvid bomuld uden bånd og sløjfer.
Moden bliver sluppet fri
At køre på cykel var et stort hit i den sidste halvdel af 1800-tallet. Da var cyklen blevet sikrere med to hjul i samme størrelse og pedaler forbundet med en kæde til baghjulet.
Kvindernes lange skørter voldte dog problemer, for de kom nemt ind i hjulene. Derfor blev en knælang, poset cykelbuks taget i brug – såkaldte knickerbockers med knapper ved knæene.
Posede bukser i knælængde blev populære blandt aktive kvinder, der holdt af at cykle.
Vanen tro haglede fordømmelsen ned over de kvindelige cyklister, men fænomenet kunne ikke undertrykkes, og i London banede kvinder i knickerbockers vejen for fremtidens kvindelige buksebærere.
Mens skoler for piger skød op overalt i briternes rige, og suffragetterne marcherede for kvinders rettigheder, var landets velstillede kvinder på vej ud i samfundet, da den sortklædte dronning Victoria i 1901 døde. En æra af kyskheds-tyranni på modefronten nåede omsider sin afslutning.