Aftenen den 4. april 1523 er kølig, men Katharina von Bora har andet at tænke på. Sammen med 11 andre nonner venter hun i haven, som omgiver klostret Nimbschen nær den tyske by Leipzig. Fulde af forventning spejder de unge kvinder ud i mørket, mens de lytter efter lyden af skramlende vognhjul.
En sitrende spænding breder sig i gruppen, da en vogn ruller op foran klosteret, og kvinderne tripper lydløst langs havemuren og ud til vejen.
Hurtigt klatrer nonnerne op og sætter sig på vognens lad, der til daglig bruges til at køre fisk. Kusken sætter vognen i bevægelse, og færden mod byen Wittenberg 100 km mod nord begynder.
Først nu kan Katharina von Bora ånde lettet op. Det strenge klosterliv ligger bag hende. Forude venter en tilværelse med familie og børn. Tror hun. Men så let bliver hendes jagt på friheden ikke.
Nonnerne læste forbudte skrifter
Livet i klostret var indtil den nat, Katharina von Bora satte sig op i hestevognen, den eneste tilværelse, hun kendte til.
Klostrene blev fyldt med utilfredse adelsfrøkener, der var sendt væk hjemmefra.
Adelens døtre endte i klostret
Piger blev i middelalderen opdraget til rollen som hustru og mor. Glippede planerne om ægteskab, var der kun én karrieremulighed tilbage for overklassens døtre – at gå i kloster.
At blive gift og få børn blev i middelaldersamfundet regnet som kvindelivets højeste mål. Men ikke alle kvinder kunne blive gift.
Selv i de højere sociale lag havde familierne svært ved at betale den medgift, som mandens familie krævede, for at ægteskabet kunne blive en realitet. Det gjaldt ikke mindst i den tyske lavadel, som i årene efter pesten dårligt kunne leve af udbyttet af deres jorder. Da kvinden ikke måtte arbejde, udgjorde hun som ugift en betydelig økonomisk byrde for sin far og sine brødre, som havde pligt til at forsørge hende.
Mange familier valgte derfor at sende pigen i kloster. Her kunne hun leve et respektabelt liv i Herrens tjeneste – og undgå at bringe fattigdom og skam over familien.
Katharina kom til verden i 1499 i en lavadelig familie i kurfyrstedømmet Sachsen. Nok havde forældrene fine aner, men pengene slog ikke til. Derfor sendte de Katharina i kloster, da hun var bare fem år gammel. Så var der i det mindste én mund mindre at mætte i familien.
Andre adelsfamilier var i samme svære situation og sendte deres døtre i kloster.
I stedet for at bruge dagene på at sy og forberede sig til rollen som hustruer og mødre, henslæbte pigerne deres barndom med bøn og salmesang, indtil de som 16-årige aflagde deres klosterløfte om at tilbringe resten af livet i fattigdom, lydighed og kyskhed. Nu var Katharina og de andre unge kvinder formelt optaget i Cistercienserordenen, og deres skæbne som nonner bestemt.
Men fire år senere indtraf en begivenhed, som for altid skulle forandre hendes liv. En af de andre nonner viste hende nogle pamfletter, som hendes onkel havde sendt. Han var leder af et nærliggende munkekloster, men teksterne var af en helt anden slags end Biblen og de hellige skrifter, som nonnerne ellers plejede at læse.
Faktisk var de så anderledes, at de var forbudt og måtte smugles ind i Nimbschen
“En vognladning tempeljomfruer er netop kommet til byen. De har alle mere appetit på ægteskabet end på livet selv”. En ung mand fra Wittenberg i sin dagbog.
Pamfletterne var skrevet af Martin Luther, en frafalden munk fra Wittenberg, der var blevet berømt og berygtet for at tale den katolske kirke imod. Han stod nu som bannerføreren for den bevægelse, der skulle blive kendt som reformationen.
Bortset fra hans afvisning af handlen med afladsbreve, mente Luther, at også gejstlige skulle have lov at gifte sig og leve som alle andre kristne. Han lagde ikke skjul på sin afsky for cølibat og klosterliv:
“Hvor er det forkert, at adelen leder deres døtre til at blive nonner, at de endog tvinger dem ind i klostret, om de vil det eller ej, kun af hensyn til familien og slægtens økonomiske velbefindende”, skrev præsten og fortsatte med at opildne til handling:
“Hvis De har en datter eller en ven, som dette er sket for, og De er oprigtig og tro, så bør De hjælpe hende ud, også selvom det skulle betyde tab af gods, førlighed og liv”, skrev han i 1522.
Nonnetyveri blev straffet med døden
Om Katharina von Bora og de 11 andre nonner læste netop denne pamflet, er uvist. Men sikkert er det, at Luthers skrifter åbnede nonnernes øjne for muligheden for et liv uden for klostrets mure.
Katharina von Bora giftede sig efter flugten med Martin Luther.
Katharinas bryllup var en praktisk foranstaltning, men med tiden kom de romantiske følelser. Luther skrev varmt om sin hustru. Hvad Katharina tænkte, er uvist – alle hendes breve er gået tabt.
Parret levede sammen i 21 år. Efter Martin Luthers død 1546 måtte Katharina kæmpe hårdt for at få sin arv. Det stod ikke i loven, at kvinder kunne arve.
Katharina levede yderligere seks år som enke, inden hun kørte galt med sin hestevogn og døde af kvæstelserne.
Historikere vurderer i dag, at Katharina spillede en afgørende rolle i den succes, som reformationen fik.
De ulykkelige nonner fik smuglet et brev ud til Martin Luther for at bede om hjælp til at undslippe. Og han allierede sig straks med en af sine nære venner, handelsmanden og rådmanden Leonhard Koppe.
Koppe leverede sild og andre fornødenheder til Nimbschen-klosteret og kendte alle områdets snirklede småveje. Da Koppes fiskevogn om natten den 4. april 1523 rullede op foran klosteret, sad han ved kuskens side, og ingen i klostret anede derfor uråd.
Den tjeneste, Koppe gjorde Luther, var ikke lille. Straffen for såkaldt nonnerov var døden. Hestevognen måtte da også køre ad småveje for at undgå de områder, som Luthers modstandere kontrollerede.
Tre af nonnerne blev sat af i byen Torgau, som hørte under den Luther-venlige hertug Friedrich. Resten fortsatte til Luthers hjemby, Wittenberg, en blomstrende universitetsby med 2.500 indbyggere.
Om morgenen den 6. april nåede de sultne og forkomne kvinder frem – fulde af forventninger til det liv, som nu lå foran dem.
Kvinderne ville giftes for enhver pris
Særligt drømmen om en ægtemand var stor hos kvinderne, og snart løb rygterne:
“En vognladning tempeljomfruer er netop kommet til byen. De har alle mere appetit på ægteskabet end på livet selv. Gud give, at de finder sig nogle ægtemænd, så der ikke sker dem noget slemt”, som en lokal ungersvend noterede i sin dagbog.
At finde en mand viste sig lettere sagt end gjort – både for nonnerne og for Luther, som anså det som sin pligt at få kvinderne afsat.
De fleste var ude over den pure ungdom, og ingen af dem ejede en klink. Den kønne og 24 år gamle Katharina von Bora indledte med Luthers velsignelse et venskab med en ung mand, Hieronymus Baumgärtner, men hun blev slemt skuffet.
Efter kort tids bekendtskab forsvandt Baumgärtner til Nürnberg, hvor han forlovede sig med en 14-årig pige fra aristokratiet.
Ingen ville have Luthers nonner
Nonnernes problem var ikke kun, at de var fattige og derfor ude af stand til at erlægge den sum, som kvinder dengang bragte ind i ægteskabet som medgift.
Sagen var, at Luthers idéer om, at munke og nonner skulle kunne gifte sig, vakte en stærk modvilje i befolkningen. Selv indbyggerne i Wittenberg, der havde taget reformationen til sig og solede sig i Luthers berømmelse, nærede en indgroet skepsis overfor det, de opfattede som en invasion af syndige, liderlige kætterkvinder.
I pamfletter og skrifter blev de flygtede nonner beskyldt for at være for at være charlataner eller ligefrem prostituerede. Andre mente, at kvinderne var Jesus Kristus utro – en nonne var jo Frelserens brud.
Atter andre beskyldte de frafaldne for at bedrive incest, da nonner og munke jo var brødre og søstre i ånden.
Katharina drømte om Luther
Martin Luther følte et ansvar for at få nonnerne gift, og han jamrede over, hvor trægt det gik. En 39-årig kvinde måtte han helt opgive at få afsat pga. hendes alder. I stedet fik han hende anbragt som leder af en pigeskole.
Som månederne gik, blev kvinderne dog gift. I efteråret 1524 manglede kun én enkelt – Katharina von Bora.
I 1521 forsvarede Luther sine “oprørske tanker” over for pavens udsendinge. Herefter blev han anset som kætter af den katolske kirke.
“Hvilken djævel vil dog have hende?” skrev Luther i frustration i november 1524 til vennen Nikolaus von Amsdorff. Hvad han ikke vidste, var, at Katharina allerede havde besluttet sig. Hun ville giftes med Luther, meddelte hun Amsdorff i et brev.
Luther havde hidtil afvist alt om at gifte sig. “Ikke fordi jeg er et kønsløst stykke træ eller en sten, men fordi jeg hver dag må frygte at blive dræbt som kætter”, betroede han en ven.
Bekymringen var ikke grundløs. Paven smed i 1521 Luther ud af den katolske kirke, og reformatoren undgik dengang med nød og næppe kætterbålet.
Nonner føder djævlebørn
I løbet af få år åd reformationen sig gennem store dele af Tyskland, og i 1525 indså Luther, at han for at sætte endnu mere skub i opgøret med den katolske kirke måtte lade sine egne handlinger følge ord og opgive sit selvvalgte cølibat.
“Hun kører vognen, passer markerne, køber kvæg og sender dyrene på græs, brygger øl og så videre”. Martin Luther om sin hustru, Katherina.
“Jeg tror på ægteskabet, og jeg har til hensigt at gifte mig, inden jeg dør”, skrev han i sommeren 1525. Kort efter stod brylluppet ved en privat ceremoni i Luthers residens, et nedlagt augustinerkloster kaldet “Det Sorte Kloster”.
“Jeg har lukket munden på dem, som har udskammet mig med hensyn til Katharina von Bora”, skrev reformatoren kort efter til en ven.
Med ægteskabet blev Katharina en ærbar kvinde, og Frau Luther viste sig at være både dygtig og handlekraftig:
“Hun kører vognen, passer markerne, køber kvæg og sender dyrene på græs, brygger øl og så videre”, skrev Luther.
Mens han skrev bøger, underviste præster og modtog gæster fra hele Europa, førte hun husholdningen, sørgede for gæsterne og passede familiens landbrug.
Men fordommene mod de frafaldne forsvandt ikke fra den ene dag til den anden. Blandt jævne folk gik snakken om, at Katharina ville føde et djævlebarn, og i de følgende år nedgjorde pamfletter og satiriske skuespil den frafaldne munk og hans bortløbne nonne.
Rygterne om djævlebørn forstummede, da Katharina havde født Luther hele seks sunde børn. Men først da reformationen for alvor havde slået rod, kom Katharina for alvor til ære og værdighed. Den bortløbne nonne var blevet et forbillede for den nye kristendoms mest attråede kvinderolle – den fromme og gæve præstefrue.