Håndværkere på værtshus

Norden sejlede i snaps

I 1800-tallet var sprutten billig og arbejdernes forhold elendige. Overalt i Norden førte de hårde kår til druk, der ødelagde mænd og sprængte familier. Myndighederne måtte tage hårdt fat.

I 1800-tallet var sprutten billig og arbejdernes forhold elendige. Overalt i Norden førte de hårde kår til druk, der ødelagde mænd og sprængte familier. Myndighederne måtte tage hårdt fat.

Københavns Museum

Ludvig Holberg – den norsk-danske komediedigter – plantede fingeren dybt i det betændte samfundsproblem, da han i 1722 skrev skuespillet om “Jeppe på Bjerget”. Jeppe synes fanget i en evig trædemølle af fornedrelse, bondeanger og druk, hvor sprutten er hans eneste trøst i al fornedrelsen. I et øjebliks klarsyn forklarer han:

“Folk siger vel i herredet, at Jeppe drikker; men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker. Thi jeg fik aldrig så mange hug i de ti år jeg var under Malicien (i hæren, red.), som jeg får på en dag af den slemme kvinde”. Den slemme kvinde er Jeppes egen kone, Nille.

“Hun slår mig, ridefogeden driver mig til arbejde som et bæst, og degnen gør mig til hanrej. Må jeg da ikke vel drikke? Må jeg ikke bruge de midler, som naturen giver os til at bortdrive sorg med?” 


I stykket er Jeppe fremstillet som et sølle skvat, der i teatret blev udleveret til borgerskabets morskab, men i 1700-tallet henslæbte mange af Nordens indbyggere en tilværelse som Jeppes. Mænd og kvinder, voksne og børn konsumerede dagligt store mængder alkohol for at komme gennem dagen.

Fordrukne bønder på en hollandsk kro

Jeppe på Bjerget var langtfra den eneste bonde, som trøstede sig med stærke drikke. Problemet var velkendt i hele Norden såvel som i resten af Europa.

© Adriaen Brouwer, Rijksmuseum

Mange moderne historikere betragter ligefrem 1700-tallet som Nordens “fordrukne århundrede”, men dengang var samfundsproblemet alkoholisme faktisk kun lige begyndt. I løbet af 1800-tallet sank vores forfædre endnu dybere ned i misbrugets bundløse hul.

Familiefædre drak sig fra sans og samling og brugte hele deres løn på den lokale kro. Mange måtte gå fra hus og hjem. Produktionen dalede på godser og fabrikker, fordi fæstebønder og arbejdere var for fulde til at passe deres job. Noget måtte der gøres. I Norden fandt landene på vidt forskellige løsninger.

Vores forfædre elskede en rus

Alkohol har til alle tider været en del af Nordens historie. Selv Egtvedpigen, der døde omkring år 1370 f.Kr. i det sydlige Jylland, fik en spand øl med sig i graven.

Øllet var en nødvendighed, da de færreste havde adgang til rent drikkevand. Oftest kunne vandet først drikkes, når ølbrygningen havde varmet det op og – uden at nogen på dette tidspunkt vidste besked – havde dræbt alle sygdomsfremkaldende bakterier.

Af samme grund drak alle – rig som fattig – dagligt øl i litervis.

Brændevinstønde

Brændevinens indtog i Norden var ødelæggende for 1600-tallets underklasse, der slet ikke var vant til så stærke drikke.

© Skoklosters slott, Erik Lernestål

Og så længe alle fik tyndt øl med en lav alkoholprocent, gav forbruget ikke større problemer i samfundet.

Men i løbet af 1600-tallet ændrede alt sig, da nye og stærkere former for alkohol nåede til Norden.

Dengang tænkte ingen på at notere, hvordan stærke drikke som brændevin påvirkede underklassen. Historikerne kender derfor kun effekten på overklassens liv, fx gennem en fransk gesandt, der i 1629 deltog i et adeligt bryllup i København. Forfærdet berettede franskmanden bagefter:

“I de tre dage brylluppet varede, drak gæsterne uden stop. Der var altid 20-30 stykker, som holdt festen gående, mens de, som var blevet for fulde, sov rusen ud i et par timer for derefter at begynde at drikke på ny og med frisk mod”.

Mens adelige kunne sove rusen ud og slappe af, når tømmermændene rasede, var samfundets lavere klasser ilde stedt. I løbet af 1700-tallet skabte en kombination af usle levevilkår, hårdt arbejde og billig brændevin store problemer for fæstebønder og arbejdere.

Industrialiseringen flød i sprut

Ludvig Nielsen, ægtemand og far til tre børn, arbejdede i 1789 på en af Nordens første store fabrikker – Den Kongelige Mønt i byen Altona.

Kedel til hjemmebrænd

Hjemmebrænderi krævede en stor kedel at fyre op under samt to beholdere – en til at fortætte alkoholdampene i og en, som den færdige sprut kunne dryppe ned i.

© Granger/Imageselect

Sprutten sydede i bryggerset

Især Norge og Sverige havde tradition for at fremstille hjemmelavet spiritus i husets bryggers. Hjemmebrænderi var klart den billigste måde at skaffe sig alkoholiske drikke på, men processen var også forbundet med farer.

Først blev sukker og gær blandet med varmt vand for at frembringe mæsk. På landet anvendte folk ofte frugt fra haven i stedet for sukker. Når mæsken var færdiggæret, skulle den destilleres i en stor gruekedel af kobber, der blev varmet op til kogepunktet.

Alkoholdampene steg til vejrs og forlod gruekedlen igennem et lille hul og en serie af kobberrør, der afkølede dampene, mens de blev ledt over i en såkaldt svaletønde. På grund af den åbne ild under kedlen var der en betydelig eksplosionsfare under denne del af processen.

I svaletønden blev alkoholdampene fortættet til den eftertragtede væske ethanol – også kaldet finsprit. Uerfarne hjemmebrændere risikerede at spritfremstillingen foregik ved for lave temperaturer, så der opstod methanol. Indtagelse af det giftige stof kan føre til blindhed, og større mængder er dræbende.

Altona, nabo til Hamborg, var dengang dansk, og her arbejdede Ludvig Nielsen hver dag i 16-18 timer med at præge mønter. Han var dermed et af de første medlemmer i en helt ny samfundsklasse: Arbejderklassen.

Den nye klasse bestod primært af landarbejdere, der var flyttet til byerne i jagten på en bedre tilværelse. Men her kom de til at leve under kummerlige forhold og arbejdede på fabrikker, hvor arbejdet var mindst lige så fysisk krævende som landbruget og ofte langt farligere.

Det fik Ludvig Nielsen at føle på egen krop. Han betjente møntpressen, der havde en roterende tværstang med meget tunge, kugleformede lodder. I januar 1789 gik det galt for ham.

“Jeg havde det uheld at blive ramt af pressen, så mit hoved næsten blev knust”, forklarede Ludvig Nielsen senere. Om han var alkoholpåvirket, er ikke registreret, men de uendelige arbejdsdage ved møntpressen må have krævet stærke stimulanser.

Hver eneste dag blev arbejdere i byerne lemlæstet eller dræbt af de maskiner, som de betjente. Regler for sikkerheden havde ingen endnu tænkt på.

Mennesker samlet til begravelse

Nordiske begravelser krævede i århundreder store mængder øl.

© National Library of Norway & Shutterstock

Begravelser blev fejret med øl

I 1909 skrev forfatteren Emma Gad i bogen “Man skal aldrig”: “Man bør overhovedet aldrig drikke undtagen ved Maaltiderne. Snapseri er ikke blot vulgært, men det er også skadeligt for sundheden”. Men kun få skandinaver lyttede til hendes velmente råd. Ved enhver lejlighed kom øl, vin og spiritus på bordet.

Gravøl hørte sig til
Dødeligheden var høj – især hos underklassen – og begravelserne mange. En ordentlig begravelse endte gerne med en omgang gravøl, der ofte udviklede sig til det rene druk. Ifølge traditionen var det vigtigt, at en jordefærd endte i lystighed for at ære den afdøde.

Snaps førte til frieri
I 1800-tallets Sverige var arrangerede ægteskaber almindelige. Den første føler blev sendt ud i kirken, hvor forældrene til en lovende ung mand eller kvinde blev budt på snaps. Hvis modparten tog lommelærken med i kirke søndagen efter og bød initiativtageren en dram, kunne forhandlingerne begynde.

Grønt lys til bryllup fejres
Før et bryllup bød en gammel tradition, at præsten tre søndage i træk skulle afslutte kirkehandlingen med at spørge, om nogen havde indvendinger mod den forestående vielse. Hvis ingen meldte sig, bød den kommende brud og gom i Sverige på en dram på kirkebakken.

Fastelavn handlede om druk
I dag er fastelavn en fest for børn, men langt op i 1800-tallet var det en voksenfest, hvor god mad blev sat på bordet og ikke mindst alkohol i stride strømme. Uheld var almindelige, når overrislede bønderkarle til hest slog løs på tønden.

Sankthans blev skyllet ned
Nordens årlige midsommer- og sankthans-fester udviklede sig ofte til druk og usædelighed. På landet lød et mundheld: “Når en pige kommer i omstændigheder, er det, fordi sankthans-ormen har stukket hende”.

Brændevinen var ikke alene billig, den var også langt stærkere end den tynde øl, som folk tidligere havde været vant til. Det samme gjaldt den nye bayerske øl, der i slutningen af 1800-tallet blev populær blandt arbejderne. Alkohol kom til at gennemsyre hele samfundet.

Både i byerne og på landet var snaps og øl en accepteret del af hverdagen. I Norge, som i resten af Skandinavien, var det fx almindeligt, at tjenestefolkene fik en del af deres løn udbetalt i form af dramme.

I løbet af døgnets vågne timer fik de skænket små glas med brændevin, der bar navne, som alle kendte. Der var “Morgendram” til morgenmaden, “Appetitsuppe” til frokost, “Knorrel” til aftensmad og en “Sovedram” inden sengetid. Dertil havde de fleste en flaske med brændevin stående ved siden af sengen, hvis det kneb med at falde i søvn.

Arbejdere drak tæt hele dagen

Drikkeriet begyndte allerede om morgenen, hvor byens værtshuse åbnede kl. 4, så arbejderne kunne nå forbi og få lidt flydende morgenmad, inden de mødte på arbejde.

Håndværkere på bodega

På et billede fra 1904 fejrer berusede håndværkere fyraften på bodegaen Holger Danske i Farvergade ikke langt fra Københavns Rådhus.

© Københavns Museum

De desillusionerede og udmattede arbejdere søgte trøst i snapsen – præcis som Ludvig Holbergs Jeppe havde gjort. Arbejdere mødte på arbejde med tømmermænd eller sågar i beruset tilstand, hvilket blot øgede antallet af arbejdsulykker.

Måltidet bestod af en “mælketoddy” – snaps blandet i varm skummetmælk. Brændevin var billigere end brød og indeholdt ofte flere kalorier.

Drikkeriet fortsatte på arbejdspladsen, som den danske murersvend P. Nissen senere erindrede om situationen i 1800-tallet:

“Det gik hårdt til med drikkeri på arbejdspladserne. Spiritus var så forbandet billig dengang. En bajer kostede 12 øre, en flaske brændevin 25 øre, en kaffepuns lavet af kaffe, sukker og brændevin kostede 15 eller 18 øre. Og så var brændevinsflasken endda sat på bordet, så vi kunde hælde af den i kaffen efter Behag. Når vi kom i gang med at drikke øl og brændevin på arbejdspladserne, kunde der gå hele dage, hvor vi ikke bestilte noget”.

Og der var ingen vej udenom, selv for dem, der slet ikke ønskede at drikke. En anden murersvend ved navn Rasmussen var afholdsmand, og han fik snart at føle, hvordan hans kolleger så på en mand, der ikke drak.

Politibetjente med beslagtlagt sprit

Finske betjente beslaglægger et større parti hos en spritsmugler under den finske forbudstid (1919-1931).

© Finna.Fi

Politiet skød med skarpt mod smuglere

Alkoholforbud og restriktioner gav udenlandske smuglere gyldne tider. Fra Tyskland og Polen blev billig sprut sejlet til Sverige – og en del af de våde varer endte siden i Norge.

I 1800-tallet var smugleriet så omfattende, at politiet begyndte at slå hårdt ned. Den svenske tolder Peter Reinhardt skød og sårede ved mindst to episoder smuglere i Øresund.

Skuddene førte til en optrapning af konflikten, og i 1832 blev Peter Reinhardt myrdet i sit eget hjem – formentlig af en smugler. I starten af 1900-tallet var spritsmugling over Østersøen så udbredt, at farvandet af vittige hoveder blev omdøbt til Vodkahavet.

“En dag, da vi var på værtshus, bestilte alle svendene kaffe med brændevin, men jeg bestilte kaffe med wienerbrød. Så var den jo gal igen. Har man nogensinde set en murersvend drikke kaffe med wienerbrød? Formanden forlangte, jeg skulle jages væk, da de ikke kunne være bekendt at arbejde sammen med en svend, der drak den slags pigepatte”.

Vækkelser ville redde staklerne

De mange arbejdsulykker, som var et resultat af drukkulturen, ramte familierne hårdt. Hvis manden blev dræbt, stod mange uden forsørger. Andre mænd drak hele lønnen op for at lindre deres mentale og fysiske smerter, mens deres familier manglede penge til mad og husleje.

I løbet af 1800-tallet blev problemet så stort, at de første afholdsbevægelser opstod. Bevægelserne begyndte som religiøse vækkelser, der ville bekæmpe alkoholens svøbe.

Medlemmerne holdt foredrag, gik i protestmarcher og prædikede for at stoppe misbruget, men uden politisk støtte var opgaven næsten umulig – især fordi afholdsbevægelserne mødte modstand fra så overraskende en kant som kirken. Blandt Nordens biskopper syntes holdningen at være, at når altergang krævede vin, kunne kirken dårligt støtte et forbud.

Afholdsflag

Trondheims afholdsforening blev stiftet den 24. februar 1894. På fanens bagside står foreningens motto: “Alles vel er vort mål”.

© Sverresborg Trøndelag Folkemuseum

En af lederne i den svenske afholdsbevægelse noterede:

“Hvis vi har præsteskabet på vores side, så vil der ske underværker, for så bliver bønderne vænnet fra at drikke. Jeg forstår ikke visse dele af præsteskabet i denne sammenhæng”.

Ligesom i broderlandet løb den danske afholdsbevægelse også ind i modstand fra folkekirken. Kun den konservative kirkefløj i Indre Mission støttede indædt kampen for total afholdenhed.

Men som en af de mest fremtrædende danske grundtvigianske præster, Georg Valdemar Brücker, bemærkede, så kunne Indre Mission skildre et drikkelag, så man fik den “ubændigste lyst til at være med”. Han tilføjede, at der fandtes gode fester med alkoholudskænkning:

“Et drikkelag, hvor folk drikker, ikke for at sidde og fylde sig, hen i vejret, uden Humør, uden liv, uden fest. Men hvor livsbølgen går højt, hvor tankerne har fart og sving, med vingede ord, hvor stemningen er stigende, ikke i væmmelig råhed, men i livslyst og glæde”. 


Dreng græder

Afholdsbevægelsen fandt det især hjerteskærende, at så mange børn led under forældrenes alkoholmisbrug.

© Dayton Art Institute

Selv de danskere, der argumenterede for, at der skulle gøres noget ved det omsiggribende alkoholproblem, havde forståelse for, at det ikke var muligt helt at udrydde forbruget fra den ene dag til den anden. I stedet argumenterede de for at drikke “med måde”.

I 1840 betegnede den senere stifter af Danmarks første afholdsforening, Ole Syversen, et mådeholdent forbrug af spiritus som otte-ni snapse om dagen – foruden øl naturligvis, der for arbejdere godt kunne løbe op i fire liter om dagen. På bryggeriet Carlsberg havde medarbejderne således en daglig kvote på fire liter stærk bayersk øl med et alkoholindhold på 6,5 pct. i arbejdstiden – nutidens guldøl indeholder til sammenligning 5,6 pct. alkohol.

Lokale tiltag hjalp ikke meget

Uden en landsdækkende løsning tyede byråd overalt i Skandinavien til lokale indgreb mod alkoholens svøbe. I den svenske mineby Falun, 220 km nordvest for Stockholm, blev hjemmebrænderi således forbudt, og alkohol måtte kun sælges i en forretning, som bystyret selv drev.

To år senere fulgte byen Jönköping trop, og i 1860 blev hjemmebrænding forbudt i hele Sverige.

Kø foran systembolaget

I 1982 strejkede de ansatte på Norges Vinmonopol. Tørstige nordmænd krydsede grænsen i hobetal for at handle i det svenske Systembolaget.

© Per Løchen/NTB/Ritzau Scanpix

Druk blev bekæmpet med hårdhændede metoder

Mens Danmark forsøgte sig med afgifter på alkohol, gik Nordens øvrige lande andre veje for at forhindre udbredt alkoholisme.

Sverige valgte kontrol
I 1850 gav den svenske by Falun monopol på fremstilling og salg af alkohol til et såkaldt Länsbolag – et firma ejet af kommunen. Overskuddet tilfaldt lokalsamfundet. Idéen spredte sig med tiden til resten af landet og blev til Systembolaget.

I 1917 indførte Sverige desuden en rationeringsbog, den såkaldte motbok. Var en mand mistænkt for at være dranker, blev hans motbok inddraget, så han ikke længere kunne købe sprut. Ugifte kvinder måtte nøjes med en mindre ration.

Norge gav staten monopol
I 1913 indførte Norge et totalforbud mod salg og produktion af brændevin (22 pct. alkohol). Kort efter fulgte også et forbud mod hedvin (12 pct. alkohol). Vinlandene Frankrig og Spanien svarede igen ved at lægge told på norsk fisk, og så måtte forbuddet ophæves.

For ikke at slippe drukken fri gav den norske stat et privat selskab, Vinmonopolet, eneret på at sælge drikke med en alkoholprocent over 4,75.

Finland lukkede helt for sprutten
Mens finnerne var en del af Det Russiske Imperium, forsøgte de fire gange at indføre alkoholforbud, men hver gang sagde den russiske zar nej, for pengene fra vodkaafgiften tilfaldt ham.

To år efter landets selvstændighed indførte Finland i 1919 et totalt alkoholforbud. Men det holdt ikke længe. Finnerne fik snart nok af voldelige kampe mellem rivaliserende smuglerbander. I december 1931 blev forbuddet sendt til folkeafstemning – 70 pct. af de afgivne stemmer støttede afskaffelsen.

Også i Danmark nød afholdsbevægelsen enkelte steder så stor opbakning, at den kunne gennemtrumfe lokale alkoholforbud. Det skete fx i Skjern på den jyske vestkyst, hvor afholdsfolk og Indre Mission i fællesskab fik indført et forbud mod salg af alkohol i hele byen – undtagen på den nybyggede station. På jernbanerestauranten kunne tørstige rejsende købe sig en øl mod fremvisning af en togbillet.

Inden længe eksploderede salget af togbilletter til nabobyen Tarm, 5 km væk, og det samme gjorde ølsalget på jernbanerestauranten. Men antallet af passagerer på toget til Tarm forblev til alles overraskelse det samme som før.

Svenskerne skærer igennem

I 1865 indførtes det såkaldte Göteborg-system i Sverige. Hermed begyndte byrådene at overtage kontrollen med de lokale kroer, hvor al brændevin solgtes. Svenskerne indførte en aldersgrænse på 18 år, og der blev kun udskænket alkohol, hvis kunderne samtidig købte varm mad.

Flaske og glas
© Shutterstock

Svenskerne drak sig i hegnet

1824: Svenskerne drikker i gennemsnit 23 liter alkohol om året.

1900: Svenskernes forbrug dalede til 3 liter alkohol om året.

Sverige var i 1800-tallet ved at drukne i hjemmebrændt alkohol og indsmuglet sprut. I løbet af århundredet lykkedes det imidlertid at reducere problemet. Tal fra 1900 viser, at Danmark i stedet blev Nordens tørstigste nation med 12,5 liter alkohol om året pr. indbygger.

  • Tallet 23 liter havde afholdsfolk regnet sig frem til, mens en regeringskommission hævdede, at svenskerne kun drak 10 liter ren alkohol om året.

På svensk hed det sig, at alkoholen blev bolagiserad – dvs. at krodrift og brændevinssalg blev samlet i et system. Senere førte ordet til det navn, som kendes i dag: Systembolaget. Men dengang var ordningen meget anderledes end den, vi i dag kender; fx måtte alkohol ikke tages med hjem, men skulle nydes på kroen.

Fra 1905 blev al svensk detailhandel med brændevin og stærk spiritus samlet i bolaget. Masser af lovlige butikker havde dog fortsat lov til at sælge alkohol, indtil myndighederne opkøbte dem. I 1911 fandtes der derfor alene i Stockholm 49 vinhandlere og 1.768 andre forretninger med vin og alkoholiske luksusdrikke på hylderne.

Det ændrede sig i 1914, da tre svenske byer indførte den såkaldte motbog – i folkemunde kendt som Sveriges mest afskyede bog. Motbogen var en rationeringsbog, som alle svenskere tre år senere måtte ansøge om at få, ellers kunne de ikke købe alkohol i bolaget.

Fattige, arbejdsløse og kriminelle blev oftest nægtet en motbog. Gifte kvinder fik heller ingen bog, men måtte bruge af deres mands ration. Ugifte kvinder fik en lavere ration end mænd, da man ikke mente, at de burde drikke så meget.


Danmark forsøger med afgifter

I Danmark valgte man en anden fremgangsmåde. I stedet for at bestemme, hvor meget befolkningen måtte drikke – eller helt forbyde folk at drikke – besluttede politikerne at regulere forbruget vha. afgifter. Alkohol blev dyrere, så færre havde råd til at drikke – og samtidig tjente statskassen store summer.

I 1887 indførte Danmark således en skat på øl og en afgift på 18 øre på en flaske brændevin. Produktionen af brændevin og andre stærke alkoholiske drikke blev samlet i De Danske Spritfabrikker, der fik monopol på produktionen. Men afgifterne viste sig ikke at være høje nok til at dæmpe efterspørgslen.

Efter 25 år blev brændevin derfor 60 øre dyrere pr. flaske – alt for lidt mente kritikerne, men store partier som Venstre og socialdemokraterne afviste yderligere stigninger.

"Druk nej" plakat

Albert Engströms plakat fra 1922 hævder, at svenskerne må undvære deres højt elskede krebsegilder, hvis spiritusforbuddet indføres, for uden alkohol kan ingen spise krebs.

© Bukowskis

Først da 1. verdenskrig brød ud, og der blev mangel på korn og kartofler, kunne de danske politikere enes om yderligere afgiftsforhøjelser. De to grundsten i danskernes kost skulle ikke forvandles til brændevin, så efterspørgslen måtte dæmpes yderligere.

Nye afgifter betød, at en flaske brændevin i 1917 med ét gik fra at være billigere end brød til at koste en arbejder en hel dagløn.

For folkesundheden fik afgiftsforhøjelsen stor betydning. Allerede året efter kunne danske læger konstatere, at antallet af patienter med delirium tremens – også kendt som drankergalskab – var faldet fra 1.109 i 1910 til blot 51 tilfælde i 1918.

Ikke alle var dog lige tilfredse med indgrebet. Ifølge en fynsk arbejdsmand ved navn Christian Christiansen var det en sort dag, da de nye afgifter trådte i kraft, og snapsen blev for dyr for lavtlønnede:

“Den dag, der blev lukket for spiritussen, var en sorgens dag. Vi plejede at sende en mand til landsbyen Faaborg efter brændevin hver dag. Det var gerne 4-8 potter. Da buddet kom tilbage med tomme potter, var han nær bleven lynchet”.

Sverige stemte om sprut

Svenskerne skulle i 1922 stemme om helt anderledes skrappe midler mod alkoholens svøber. Landets første folkeafstemning nogensinde blev brugt til at afgøre, om salg af alkoholiske drikke helt skulle forbydes.

Den 27. august opstillede den svenske avis Dagens Nyheter en stor lystavle på Operaens balkon ud mod Gustav Adolfs torv i Stockholms centrum. På tavlen annonceredes resultaterne af folkeafstemningen.

Allerede tidligt på aftenen var torvet stuvende fuldt af mennesker. Stemmeoptællingen fortsatte natten igennem, og først dagen efter kunne resultatet offentliggøres. Med 51 pct. af stemmerne lykkedes det lige akkurat for de tørstige at forhindre et forbud.

Stemmesedlerne viste, at Sverige var delt på midten: I nord var tilslutningen til et totalforbud stor, mens næsten 90 pct. stemt imod i Stockholm og Skåne.

Samme år som den svenske afstemning fik Norge sit eget bolag, kaldet Vinmonopolet – i daglig tale blot kaldet Polet. Den statsejede butikskæde fik monopol på salget af drikkevarer med en alkoholprocent over 4,7.

Vinmonopolets etablering var dog ikke resultatet af den lokale afholdsbevægelse, men derimod pres fra vinproducerende lande som Frankrig, Spanien og Portugal, der truede med at boykotte norske varer, hvis landet helt forbød salget af spirituøse drikke.

Pilleglas og piller

Danmark er i dag det land i verden, som udskriver flest antabuspiller.

© Shutterstock

Medicin tog tørsten


Siden 1870’erne havde læger forsøgt at finde en kur mod alkoholisme. Et tilfælde satte to danske læger på sporet.

I 1940’erne forskede lægerne Erik Jacobsen og Jens Hald i en effektiv kur mod fnat og indvoldsorm. Lægerne testede deres medicin på en gruppe frivillige.

Snart vendte forsøgspersonerne tilbage med et presserende problem: Når de havde taget medikamentet, blev de ualmindelig dårlige af at drikke øl, vin og snaps.

Jacobsen og Hald nåede hurtigt frem til, at kvalmen og hovedpinen måtte skyldes stoffet disulfiram, der stopper nedbrydningen af alkohol i leveren. Sammen med alkohol danner stoffet acetaldehyd – det samme stof, der efter en druktur giver svært ubehag, kendt som tømmermænd.

I 1948 offentliggjorde de deres forskning, som førte til fremstillingen af antabuspiller. Omsider fik læger verden over et middel til at hjælpe dem, der gerne ville ud af deres alkoholafhængighed.

Norge havde ikke oplevet de samme problemer med alkohol som nabolandene, da forbud mod hjemmebrænderi og høje afgifter op igennem 1700- og 1800-tallet havde sænket forbruget betydeligt.

Samtidig havde religiøse bevægelser, der prædikede afholdenhed, hurtigt fået et solidt tag i de norske bygder. I dag har Vinmonopolet stadig eneret på salg af stærke drikke i Norge.

I Sverige fortsatte rationeringssystemet med motbogen helt indtil 1955. I dag kan svenskerne købe vin og spiritus ad libitum i de statslige Systembolaget-butikker, mens supermarkeder, kiosker og andre forretninger kun må sælge øl og andre drikkevarer med en lav alkoholprocent.