Norges største hval-eventyr: Derfor slagtede nordmændene Atlantens hvaler

Succesen havde imidlertid sin pris. Overfangst fik i slutningen af 1800-tallet bestanden til at svinde drastisk, og i 1904, få måneder før Carl Anton Larsen ankom til Grytviken, forbød Norges storting hvalfangst i de hjemlige farvande.

Løsningen var ikke at gå på jagt andre steder i Nordatlanten, for ikke bare Norge led under den svindende hvalbestand. Overalt på den nordlige halvkugle var hvalbestandene svundet drastisk ind og fangstmulighederne forsvundet.

Sydatlanten, derimod, var uudforsket område, hvad angik hvalfangst. Og den 8. april 1904 slog Larsen til og lod sit selskab, Compañía Argentina de Pesca, Argentinsk Fiskekompagni, registrere i Buenos Aires. Med penge fra argentinske investorer bestilte han tre skibe og en stor mængde udstyr til at anlægge en hvalfangerstation med i Sydgeorgien.

Den 16. november 1904 gik Larsen i land på øen. Pletten, han havde udset sig til at huse hvalstationen, navngav han Grytviken, Grydevigen, en betegnelse, som en tidligere ekspedition havde givet stedet, hvor de fandt gamle gryder efterladt af tidligere besøgende.

Allerede en måned senere havde stationen med Carl Anton Larsen som bestyrer produceret den første tønde hvalolie, og produktionen steg hastigt. Imellem 1907 og 1908 blev det til mere end 27.000 tønder.

Hvalfangerbåde anløb i en stadig strøm, og arbejdet med at forarbejde hvalernes store kroppe var hårdt. Med et drejespil trak Larsens arbejdere de store dyr hen til kogeriet. Her fjernede mændene spækket, det hvide fedtlag under dyrets hud, og skar det i stykker.

Ved hjælp af et hejseværk med metalkroge bugserede mændene stykkerne op i en kværn. Den dampdrevne kværns roterende skæreblade hakkede spækket i endnu mindre stykker, som derefter blev kogt til olie i store kedler.

Halvdelen af mandskabet var fra Norge, mens resten blev rekrutteret i Buenos Aires i Argentina, og forholdene var trange for de 1.000 til 1.500 mennesker, som befolkede stationen.

Mændene boede sammenstuvet i primitive træbarakker, hvor ikke engang toiletbesøg var private. De foregik på den såkaldte ni-sæder, et langt bræt bygget over en bæk, hvor mændene på rad og række forrettede deres nødtørft. De trange forhold og den gennemtrængende stank af olie og rådnende hvalrester sled på nerverne. Det samme gjorde de hyppige arbejdsulykker.

Hele 247 mænd mistede livet i løbet af stationens 62-årige historie – en usædvanlig høj andel for en befolkning, som bestod af raske, arbejdsføre mænd i deres bedste alder.

Resultatet var en spændt atmosfære, hvor næverne ofte talte, og Larsen ofte måtte tilkaldes for at dæmpe gemytterne.

Præst skulle dæmpe liderligheden

I et forsøg på at civilisere den iltre flok bekostede Larsen af egen lomme i 1913 opførelsen af en kirke på øen. Grytvikens præst, pastor Kristen Løken, nøjedes ikke med at prædike Guds ord om søndagen, men tilbød også foredrag og musikgudstjenester efter fyraften.

Formålet var at “trække arbejderne bort fra baraklivets forrående indflydelse med dets hasardlignende kortspil og liderlige snak”, betroede han biskoppen i Kristiania (Oslo) i sommeren 1914.

Men fremmødet var beskedent. “At danne en menighed blandt samfundets bærme, som kulturen har forbandet, er ingen let opgave”, sukkede pastoren.

Både pastor Løken og alle andre fik snart andet end kortspil og slagsmål at bekymre sig om. Samme år brød 1. verdenskrig ud, og kulleverancerne, der var nødvendige for at drive stationens kedler og andre maskiner, svandt ind.

Krisen drev dog snart over, for krigen fik efterspørgslen efter hvaler til at stige drastisk. Spækket udgjorde en vigtig ingrediens i sprængstoffet nitroglycerin, mens hvalkødet udgjorde et næringsrigt og billigt alternativ til kød fra landbrugsdyr. Efterspørgslen fik priserne og dermed Grytvikens indtjening til at stige voldsomt.

Muligheden for at tjene hurtige penge fik store skarer af hvalfangere til at søge til Sydatlanten. Og fangsten fortsatte efter fredsslutningen. I sæsonen, som varede fra 1930 til 1931, nedlagde hvalfangere over 40.000 hvaler.

Det enorme udbud fik priserne til at rasle ned, og Grytvikens indtjening faldt hastigt. Tilgangen af billig olie på verdensmarkedet i årene efter 2. verdenskrig bidrog yderligere til nedgangen.

I slutningen af 1950’erne var kun en brøkdel af mandskabet tilbage, og Grytviken lå hen som en skygge af sig selv, og i midten af 1960’erne forlod nordmændene øen helt.

Grytviken er nu en spøgelsesby. Kun de rustne rester af kedler, kogerier og hvalfangerskibe vidner om det 20. århundredes vilde norske hvaleventyr.