En hån mod guder og mennesker. Sådan beskrev den græsk-romerske filosof Dion Chrysostomos prostitution i 100-tallet e.Kr.:
“Bordelejere bringer folk sammen til et samleje, der fuldstændigt mangler Afrodites charme. Det er tilfredsstillelse af liderlighed uden den mindste kærlighed og alene for profittens skyld!”
Et komplet forbud var ifølge filosoffen den eneste rigtige løsning. Men hvis Chrystomos troede, at nogen ville lytte til hans opråb, tog han gruelig fejl.
Ifølge romerske kilder havde Rom mindst 32.000 prostituerede på den tid, hvor filosoffen skrev sin bandbulle.
Og arkæologiske undersøgelser viser, at kystbyen Pompeji, som velhavende romere indtil udslettelsen i år 79 valfartede til om sommeren, husede op imod 35 bordeller – det på trods af at byen kun havde lidt over 10.000 indbyggere.
I byen Pompeji vidner eksplicitte freskoer om den udbredte prostitution i Det Romerske Imperium.
Oldtidens prostituerede fandtes overalt – i Mesopotamiens ældgamle byer, på Athens travle havnebeværtninger, i småbyernes tarvelige bordeller og under Colosseums buer i Rom. Selv på de øde gravpladser uden for byernes forsvarsmure stod kvinder og mænd parate til at sælge sex.
Langt de fleste gjorde det af nød og levede en kummerlig tilværelse på samfundets bund.
Men der var også dem, der med list og klogskab sprængte samfundets snævre konventioner og nåede helt ind i magtens centrum.
Verdens ældste erhverv?
Prostitution er ofte blevet kaldt “verdens ældste erhverv”. Udtrykket stammer fra forfatteren Rudyard Kipling, som i 1888 indledte sin historie om en indisk prostitueret med sætningen: “Lalun er medlem af den ældste profession i verden”.
Men selvom prostitution uomtvisteligt er ældgammel, tyder intet på, at det er ældre end fx bondeerhvervet. Den hidtil ældste reference til kommerciel prostitution, som ikke havde et kultisk formål, stammer fra civilisationens vugge i Mesopotamien omkring år 2400 f.Kr.
På en liste over erhverv skrevet med kileskrift nævnes kar.kid, som forskerne mener betyder kvindelig prostitueret. På samme liste figurerer også ordet for mandlige prostituerede – kur-garru.
Ifølge kileskrifterne holdt de prostituerede til i og omkring byernes værtshuse. Sandsynligvis opstod erhvervet i forbindelse med udbredelsen af ægteskaber, som blev opfundet på nogenlunde samme tid i Mesopotamien.
“Tildækkede skøger og slavinder skal have deres klæder frataget, modtage 50 stokkeslag og have asfalt hældt over hovedet”. Assyrisk lovtekst fra ca. 1075 f.Kr.
Med ægteskabet kunne familier indgå strategiske alliancer ved at gifte deres børn med hinanden og samtidig sikre, at arvingerne var legitime. Men ægteskabet gjorde reelt hustruen til ægtemandens ejendom, og barske love sørgede for at holde ægtepagten i hævd.
I den assyriske lovtekst Assura fra ca. 1075 f.Kr. befales det fx, at hvis en ægtemand fanger sin hustru sammen med en anden mand, skal begge straffes med døden.
Samme lovsamling byder frie, ærbare kvinder at dække hovedet med et slør, når de færdes uden for hjemmet. Sløret var et tegn på bærerens høje status og derfor strengt forbudt for prostituerede. Et brud på reglen blev straffet hårdt:
“Tildækkede skøger og slavinder skal have deres klæder frataget, modtage 50 stokkeslag og have asfalt hældt over hovedet”.
Ingen måtte være i tvivl om, hvem der var ærbare, og hvem der ikke var.
Fra Mesopotamien spredte idéen om ægteskab sig til bl.a. oldtidens Grækenland og Italien – og prostitutionen fulgte efter.
Athens prostituerede betalte skat
De græske bystaters opblomstring fra 800-tallet f.Kr. fik indbyggertallet til at vokse dramatisk, og det samme gjorde behovet for en regulering af indbyggernes sexliv.
I bystaten Athen var det byens første lovgiver, Drakon, som omkring år 621 f.Kr. indførte et antal barske love, der skulle begrænse overklassens muligheder for at udbytte de lavere klasser.
En af Drakons love gjorde det straffrit for enhver athensk familiefar at dræbe en anden mand, hvis han blev taget i at have sex med familiefarens hustru, mor, datter eller slavinder, som alle var en del af hans husholdning.
Loven gjorde det stort set umuligt for byens unge mænd, der sjældent blev gift før 30-årsalderen, at være sammen med en kvinde. Eneste mulighed var at besøge en af de få prostituerede, som holdt til i de skumleste gyder i byen.
Endnu værre var udsigten til, at seksualdriften kunne gå ud over byens ærbare kvinder. Derfor indførte Athens berømte lovgiver, Solon, omkring år 590 f.Kr. angiveligt en praktisk løsning.
“Da Athen var fyldt med unge mænd, som drevet af deres naturlige drifter havde for vane at strejfe rundt upassende steder, anbragte Solon kvinder i bestemte huse, som var tilgængelige for enhver”, skriver den græske digter Filemon.
I oldtidens Grækenland solgte også unge drenge og mænd deres krop til ældre mænd.
De omtalte “huse” var ifølge Filemon statsstøttede bordeller. Selvom forskere i dag betvivler, at Solon ligefrem stod for bordeldriften, står det klart, at han bestemte, at det ikke talte som ægteskabsbrud, hvis en mand blev taget i at være sammen med en prostitueret.
Samtidig pålagde han de prostituerede at betale skat som andre erhvervsdrivende. Dermed både definerede og legaliserede Solon som den første erhvervet, men placerede samtidig de prostituerede uden for den beskyttelse, de fleste andre nød.
De prostituerede var dermed helt alene i en verden, som i forvejen ikke gav kvinder ret mange muligheder.
Men ikke alle så lovene som en begrænsning – de så en chance for at undslippe samfundets snærende regler.
Kurtisaner brød ind i mandeverdenen
Athens love indskrænkede de athenske kvinders ret til at færdes i byen. Af frygt for ægteskabelige sidespring skulle kvinderne forblive isoleret i hjemmet, og kom de endelig ud, måtte det kun ske i selskab med andre, som kunne holde øje med dem.
Den slags restriktioner var byens prostituerede fri for. Hovedparten var enten slaver eller frigivne slaver, mens resten var grækere uden borgerskab.
“Er øjenbrynene for lyse? Så maler de dem med lampeolie. Er huden for mørk? Så smøres den med hvid blycreme”. Den græske komediedigter Alexis om de prostituerede.
De dårligst betalte var de såkaldte pornai, som holdt til i bordeller eller fandt kunder på gaden. De arbejdede for en alfons, som tog hovedparten af indtjeningen.
For at få kunder måtte de gøre sig tiltrækkende. “Er øjenbrynene for lyse? Så maler de dem med lampeolie. Er huden for mørk? Så smøres den med hvid blycreme”, skrev komediedigteren Alexis i 300-tallet f.Kr.
I den anden ende af skalaen lå hetærerne. De var luksusprostituerede med indsigt i kunst, litteratur og filosofi og kunne derfor tilbyde mere end bare sex.
Hetærerne var mestre i sang, dans og erotiske lege. Som de eneste kvinder sad de tit sammen med mændene under de såkaldte symposier – drikkegilder for eliten. Deres selskab – og intimitet – kostede dyrt, men de blev respekteret for deres viden.
En af Athens berømteste hetærer var Aspasia. Hun kom fra bystaten Milet og flyttede omkring år 450 f.Kr. til Athen. Ifølge byens lov var hun derfor en metoik – indvandrer – og kunne ikke få borgerskab.
Kurtisanen Aspasia blev angiveligt anklaget for ugudelighed, men blev frikendt, da hendes elsker, statsmanden Perikles, forsvarede hende.
Men Aspasia udnyttede, at Athens strenge kvinderegler ikke gjaldt hende. Hun blev hetære og lærte i sin omgang med byens mest indflydelsesrige mænd alt om bl.a. politik. Ifølge den græske forfatter Plutarch kom selv filosoffen Sokrates og hans elever på besøg for at høre hendes visdom:
“Det på trods af at hun stod i spidsen for en forretning, der var alt andet end ærlig eller velrenommeret, eftersom hun bestyrede et hus fuld af unge kurtisaner”.
Athens førende politiker var på det tidspunkt Perikles, som faldt pladask for den kloge Aspasia. Kort efter lod han sig skille fra sin hustru:
“Eftersom deres ægteskab ikke var behageligt, overgav han hende til en anden mand med hendes egen velsignelse og tog selv Aspasia, som han elskede inderligt”, skriver Plutarch.
Komediedigterne kommenterede lystigt statsmandens romance med Aspasia, som en af digterne kaldte “en prostitueret, som for længst har mistet al skamfølelse”.
Men hverken Aspasia eller Perikles lod sig ryste, og sammen fik de et barn. Da Perikles døde af pest, dannede Aspasia par med en anden politiker, som hun hjalp til tops i det politiske system. Herefter forsvandt den gådefulde kurtisane ud af historien.
Phryne klarede frisag i retten, da hun viste de mandlige domsmænd sine smukke bryster.
Gudesmuk kurtisane snørede mændene
Et smukt ansigt og en veldrejet skikkelse gjorde den græske kurtisane Phryne rig. Og da hun endte i retten, tog hun fusen på de dømmende mænd.
Den græske prostituerede Phryne blev berømt for at være en af antikkens smukkeste kvinder – og for at få det maksimale ud af alle sine fortrin. Phryne flyttede til Athen som voksen i 300-tallet f.Kr.
Her blev hun kendt som byens mest feterede kurtisane. Phryne var ikke alene smuk. Hun var også vittig og intelligent og havde sans for at sætte sig selv i scene.
Under en fest for havguden Poseidon tryllebandt hun ifølge kilderne maleren Apelles ved at gå ud i bølgerne med udslået hår. Synet inspirerede Apelles til at male gudinden Afrodite, der stiger op af havet.
Phryne stod senere model for en statue for Afrodite og slog herved sit navn fast som kødeliggørelsen af kærlighedsgudinden.
Berømmelsen skaffede hende tidens rigeste sexkunder, og hendes formue voksede eksplosivt. Hendes rigdom udløste imidlertid jalousi, og hun blev anklaget for blasfemi og slæbt i retten.
Da alt tegnede til, at sagen ville ende med domfældelse, blottede hun sine bryster for juryen – som kun bestod af mænd – og klarede dermed frisag.
Rom vrimlede med prostituerede
Ingen steder i den antikke verden blomstrede prostitution så vildt og begærligt som i Romerriget. I takt med at imperiet voksede, eksploderede også antallet af mennesker i byerne.
I Rom, som omkring Kristi fødsel rundede en million indbyggere, fandtes der ganske få rige og en enorm underklasse, som hutlede sig gennem livet. I dette menneskemylder kunne selv de dunkleste lyster trives , og det gav grobund for en massiv udbredelse af prostitution.
“Hver en del af hendes krop blev undersøgt og befølt”. Filosoffen Seneca om salget af en slave til et bordel.
Ligesom i oldtidens Grækenland var størstedelen af de prostituerede slaver. Den romerske filosof Seneca beskrev forarget et slavemarked, hvor en kvinde blev solgt til en alfons:
“Hun stod helt nøgen på stranden til køberens fornøjelse. Hver en del af hendes krop blev undersøgt og befølt”.
Generelt havde romerne dog et afslappet forhold til prostituerede, som rangerede på lige fod med fx gladiatorer og skuespillere – folk uden ære eller værdighed.
Under den årlige Floralia-fest dansede prostituerede ifølge romerske kilder nøgne rundt i byens gader. Deres deltagelse viser, at de prostituerede blev anset for en naturlig del af samfundet.
Også frie romerske kvinder og mænd var i svære tider nødsaget til at sælge deres krop for at overleve. Det krævede dog, at de meldte sig til den embedsmand, der havde ansvaret for den offentlige orden i byen. Han skrev deres navne op, så de ikke risikerede at blive anklaget for utugt – og så de kunne betale skat.
De fattigste prostituerede havde intet værelse, men trak nær teatre, templer og væddeløbsbanen. Nogle udførte deres erhverv på stedet under en af Roms mange buer. Disse prostituerede fik derfor navn efter det latinske ord for bue – fornix, som på engelsk blev til fornication (utugt).
I bordellets små kamre står der “senge” af cement og sten, som i sin tid må have haft et leje af halm.
Pompejis største bordel afslører de prostitueredes hemmeligheder
Da arkæologer i 1862 udgravede den begravede romerby Pompeji, afdækkede de et af antikkens bedst bevarede bordeller. Gemt i askelaget lå en guldgrube af oplysninger om de prostitueredes dagligdag – og deres kunder.
I år 79 e.Kr. indkapslede aske og pimpsten fra vulkanen Vesuv byen Pompeji, som derved blev fastfrosset i tiden. Det gjaldt også byens store bordel – på latin kaldet lupanar.
Arkæologerne har fx fundet en række erotiske freskomalerier over indgangene til bordellets små rum. Malerierne har formentlig fungeret som en oversigt over stedets seksuelle ydelser. Men væggene gemmer også på oplysninger om kvinderne og deres kunder.
Hele 150 steder pryder graffiti i form af ord og tegninger væggene. De fleste er signerede, og navnene afslører, at bordellet ikke kun tiltrak kunder fra Pompeji, men også fra de omgivende byer.
Tegninger af fx skibe og havfugle afspejler, at Pompeji var en havneby, og at mange af kunderne var sømænd. Flere navne går desuden igen og viser, at mange besøgende var stamkunder.
I en grafitti udtrykker en kunde sin tilfredshed: “Jeg kneppede fantastisk her”. En anden inskription beskriver den prostituerede Victoria som en Victrix – en erobrerske. En tredje fortæller, at den prostituerede “Restitua har en charmerende opførsel”.
På en anden mur står der: “Paris og Castrensis er smukke”. Navnene tyder på, at også mænd arbejdede som prostituerede på bordellet.
Andre kunne købes på byens værtshuse, mens andre igen holdt til på bordeller med små kamre uden meget andet inventar end en halmmadras.
Efter mørkets frembrud oplyste billige olielamper kamrene og fyldte dem med en stinkende os.
“Hvem der ønsker, må træde ind her, indsmurt i den sorte sod fra bordellet”, lyder det i et romersk digt.
Et sådant bordel er udgravet i romerbyen Pompeji. Bordellets 10 kamre var alle vinduesløse og havde ingen døre. Et tungt gardin skærmede rummet fra fællesarealerne, hvor freskoer med seksuelle motiver prydede væggene.
Billederne fungerede muligvis som en oversigt over de prostitueredes forskellige ydelser.
Bordellet i Pompeji har freskoer, der viser, hvilke former for sex kunderne kunne købe.
Kristne udskammede betalt sex
De betalte kødelige fornøjelser i Rom var ikke forbeholdt mænd. Modsat i Athen nød Roms kvinder udstrakt frihed, og de dristigste blandt overklassens kvinder søgte erotiske eventyr uden for ægteskabet.
Kvindernes begær rettede sig ofte mod de muskelsvulmende gladiatorer, der typisk var slaver. Mændene ansås for sexsymboler, og rygterne om velhavende kvinder, der købte en nat med en gladiator, var mange.
Satirikeren Juvenal undrede sig over tendensen, eftersom de arrede gladiatorer var alt andet end skønhedsåbenbaringer.
“Hvad kvinder elsker ved gladiatorer, er deres sværd”, var hans korte konklusion.
Nogle prostituerede fik angiveligt skrevet ordene “følg mig” i bunden af deres sandaler.
Sexkunderne blev lokket med alle midler
Prostituerede og bordelejere gjorde, hvad de kunne, for at tiltrække kunder. Blandt de mere kuriøse midler var et par specialdesignede sandaler.
Ærbare kvinder måtte i antikken undgå at gøre sig bemærket.
“En gift kvinde, som ønsker at være fri for forførerens lyster, må gå ud pyntet kun i en sådan grad, at hun undgår at fremstå uplejet”, formanede den romerske filosof Seneca.
Anderledes forholdt det sig med de prostituerede – for dem gjaldt det om at vække så megen opmærksomhed som muligt for at tiltrække kunder. Mange gik derfor udfordrende klædt.
Andre bar toga, som ellers var en dragt til mænd. Kvindens toga skulle dog forsynes med farver, så den kunne skelnes fra mændenes hvide beklædning.
For at lede kunderne på rette vej benyttede bordellerne skiltning. I Pompeji viser fallos-symboler på murene, hvor bordellerne lå.
En særlig opfindsom reklame stammer fra det romerske Egypten: En lampe formet som en sandal. På sålen står der på græsk: “Følg mig”.
Forskerne tror, at lampen er formet efter de sandaler, som prostituerede brugte. Når de gik, afsatte de med deres fodaftryk budskabet på jorden, så kunderne kunne følge dem til bordellet.
Trods de prostitueredes ofte barske liv i samfundets rand var de forskånet for religiøst betingede fordømmelser.
Men det ændrede sig, da kristendommen begyndte at gøre sit indtog i århundrederne efter Kristi fødsel. Bl.a. apostlen Paulus gjorde det klart, at kristne burde afholde sig fra at købe sex:
“Ved I ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer? Skal jeg da gøre Kristi lemmer til en skøges lemmer? Aldeles ikke!”
Med udbredelsen af kristendommen blev de prostituerede derfor fordømt og udstødt. En enkelt fordel ved prostitutionen tog de kristne dog ikke afstand fra.
Skatten på erhvervet var så indbringende, at den blev opretholdt indtil år 498 – næsten 200 år efter at den romerske kejser Konstantin officielt tog kristendommen til sig.