Den amerikanske skuespiller Thomas Dartmouth Rice gjorde lykke, da han i 1828 præsenterede sin nye karakter på USA’s varietéscener. “Jim Crow” hed skuespillerens nye figur, og den mørke mand var en grotesk skikkelse. Med huller i skoene og tøj, som hang i laser, dansede “Jim Crow” rundt på scenen, mens han lystigt sang om alle de piger, han ville kysse.
Men det, som for alvor fik det hvide publikum til at brøle af latter, var Rices ansigt. Den hvide skuespiller havde nemlig smurt kulsort farve i hele hovedet. Kun huden omkring munden havde han undladt at sminke, så læberne fremstod usædvanlig store og tykke.
Publikum fangede hurtigt, at den fjollede karakter på scenen symboliserede de to millioner mennesker af afrikansk oprindelse, som de hvide amerikanere holdt som slaver, fortrinsvis på Sydstaternes plantager.
Rice var ifølge historikere den første skuespiller, som byggede sin karriere på at latterliggøre sorte ved at iføre sig blackface, sortsværtet maskering med karikerede afrikanske ansigtstræk. Mange andre skulle følge.
Igennem de følgende mere end 100 år blev blackface et vigtigt våben i kampen for dem, der ville fastholde farvede på samfundets absolutte bund.
Selvom blackface, som vi kender det i dag, blev opfundet af Thomas Dartmouth Rice, er traditionen langt ældre. Allerede i slutningen af 1500-tallet optrådte en sminket, hvid mand som den sorte figur, maureren Aaron, i Shakespeares tragedie Titus Andronicus.
Figurens udseende er bevaret for eftertiden på tegninger lavet af den engelske forfatter Henry Peacham, som overværede stykket i 1595. Af tegningerne fremgår det, at skuespilleren – ud over at være sværtet sort i ansigtet – også bar en paryk med viltre krøller.
Hvide sminkede sig af nød
Årsagen til, at 1500-tallets hvide skuespillere maskerede sig, var simpel, for selvom sorte ikke var et helt ukendt syn i datidens London, arbejdede ingen farvede som skuespillere, og teatertrupperne løste problemet ved at sminke sig.
Ifølge forskernes optegnelser indgik sortsminkede skuespillere i mindst 70 opsætninger i årene 1579 til 1642. I 1603 gjorde Shakespeare endda en sort figur, Othello, til hovedperson i skuespillet af samme navn.
Den engelske teatertradition blev af kolonister taget med over Atlanten til bosættelserne på Nordamerikas østkyst. Det samme gjorde skikken med at sværte hvide skuespilleres ansigter sorte.
Men hvor de sorte figurer i England havde repræsenteret et eksotisk indslag fra fjerne egne, forestillede de mørkfarvede skuespillere i kolonierne afrikanske slaver.
Snart opstod et helt galleri af personer bygget på fordomme.
Kolonisterne så ned på de sorte og holdt derfor mest af skuespil, hvor den sortsminkede repræsenterede – eller kunne tolkes som at repræsentere – stykkets skurk. Størst lykke vakte historien om den sorte Othello, som i et anfald af jalousi dræber sin smukke, hvide venetianske hustru, Desdemona.
Stykket, som i virkeligheden handler om almenmenneskelige følelser som kærlighed, tillid og skinsyge, bekræftede for kolonisterne deres opfattelse af de sorte som voldelige og det utilstedelige i “raceblanding”.
Blackface skulle retfærdiggøre slaveri
Skuespillernes bevidste brug af et karikeret, sortsværtet ansigt til at latterliggøre og dæmonisere de sorte begyndte dog først i 1830’erne, da Rice og hans kolleger indtog scenen iført blackface, en betegnelse, som vandt indpas i sproget i løbet af det følgende årti.
I de såkaldte Minstrel Shows – sketcher, monologer og danseoptrin – karikerede skuespillerne de slavegjorte sortes måde at tale, danse og synge på, og snart opstod et helt galleri af personer bygget på fordomme.
Blandt de kendteste var, ud over Jim Crow, Zip Coon, en velklædt, sort slave, som konstant slyngede om sig med fine ord, som han ikke selv forstod, samt Mammy, en overvægtig, sort kvinde, der på moderlig vis godmodigt kommanderede med alt og alle. Fælles for figurerne var, at de var dumme, dovne, blottet for rygrad og stærkt optagede af sex.
Kritikken mod Disney har også affødt kritik. Kritikerne mener, at blackface-kragerne netop er historiens handlekraftige helte, fordi de som de eneste hjælper Dumbo.
Børnefilmen “Dumbo” får kritik
Tegnefilm fra 1930’erne til 1960’erne bliver kritiseret for deres karikerede beskrivelse af sorte. Blandt dem er kragernes kor i Disney-filmen “Dumbo”.
Tidspunktet for anslaget mod de sorte var ikke tilfældigt. Antallet af slaver af afrikansk oprindelse var gennem de senere år vokset nærmest eksplosivt. Historikere anslår, at omkring 157.000 mennesker gennem 1700-tallet blev bortført fra Afrika og tvunget med på rejsen til den nye verden. I 1781 levede der næsten 575.000 slaver i USA, og knap 50 år senere var tallet vokset til to millioner.
Jim Crow holdt sorte nede
Tre årtier efter at Rice introducerede Jim Crow på scenen, gjorde USA op med slaveriet efter den blodige borgerkrig. Hurtigt fik de tidligere slaver – i hvert fald formelt – de samme rettigheder som deres hvide medborgere.
Udviklingen satte sindene i kog blandt Sydstaternes hvide, som ved slaveriets ophævelse ikke alene mistede gratis arbejdskraft i plantagerne, men også blev tvunget til som ligemænd at møde de mennesker, som de før havde haft hals- og håndsret over.
Sangen om Jim Crow blev en landeplage i USA i 1830’erne. Ophavsmanden, Thomas Dartmouth Rice, turnerede landet rundt med sit hit.
Sydstaterne benyttede derfor den amerikanske forfatnings mulighed for at vedtage love, som begrænsede sortes rettigheder. Lovene varierede fra stat til stat, men i store træk forbød de sorte at gifte sig med hvide, at bo og gå i skole sammen med hvide og – i nogle stater – endog at blive begravet på samme kirkegård som hvide. Spidsfindige regler og læsefærdighedsprøver forhindrede desuden tidligere slaver i at benytte stemmeretten.
Uligheden blev godkendt på højeste sted, da USA’s højesteret i 1896 erklærede, at de særskilte ordninger ikke stred imod forfatningens løfter om lighed. Retten skønnede, lød dommen, at befolkningsgrupper sagtens kunne leve “adskilte, men lige”.
Raceadskillelseslovene fik i daglig tale navnet Jim Crow-lovene efter Rices oprindelige figur fra 1830’erne.
Racismen gik til filmen
I årene efter borgerkrigen gik blackface sin sejrsgang på de skrå brædder overalt i USA’s storbyer. De optrædende var nu håbefulde skuespillere fra underklassen. Omkring to millioner irere strømmede fra midten af 1800-tallet til USA på flugt fra en hungersnød forårsaget af fejlslagne kartoffelhøster.
Indkøbene gled lidt nemmere for amerikanske husmødre med en husketavle – og gerne dem med racistiske tegninger.
Blackface sneg sig ind overalt
Scenen var langtfra det eneste sted, blackface optrådte. Hvad enten amerikanerne spiste morgenmad, legede med børnene eller skrev indkøbslister, trængte de karikerede billeder sig på.
De nytilkomne blev set ned på, fordi de var katolikker og fattige, men ved at optræde i blackface sikrede indvandrerne sig, at de ikke lå nederst i samfundshierarkiet. Samtidig vandt skuespillerne respekt hos publikum, som overvejende bestod af hvide, mandlige medlemmer af arbejderklassen.
Oplyste borgere – både sorte og hvide – protesterede imod stereotyperne.
“Det hvide samfunds bærme, som har stjålet sig til en hudfarve, som naturen har nægtet dem, og brugt den til at tjene penge ved at tækkes deres hvide medborgeres fordærvede smag”, kaldte den sorte reformator og senere ambassadør Frederick Douglass blandt andet de optrædende.
Men latterbrølene forstummede ikke. Da blackface-forestillingerne i begyndelsen af det nye århundrede begyndte at forsvinde fra teaterplakater, skyldtes det, at de sortsværtede stereotyper nu slog deres folder på det nye medie, filmen.
I storfilmen “En nations fødsel” fra 1915 optræder blackface-figurerne som voldtægtsmænd og skruppelløse forbrydere. Rollerne stod i filmen som kontrast til Ku Klux Klan, hvis medlemmer portrætteres som ædle helte og forsvarere af Amerika.
Filmen blev en stor succes. “Det er som historie skrevet med lyn”, erklærede præsident Woodrow Wilson efter en privatforevisning i Det Hvide Hus.
I storfilmen “En nations fødsel” fra 1915 optræder blackface-figurerne som voldtægtsmænd og skruppelløse forbrydere.
Ikke overraskende fik filmen nye medlemmer til at strømme til Ku Klux Klan, der i 1920’erne oplevede en sand storhedstid.
Først da sorte amerikanere i hobetal – halvanden million i alt – under 2. verdenskrig gik i tjeneste i USA’s væbnede styrker, begyndte en stor del af amerikanerne at se blackface som upassende. I 1943 blev Othello for første gang i en større amerikansk opsætning spillet af en afro-amerikansk skuespiller – uden blackface. Den sorte skuespiller Paul Robeson gennemførte fra oktober 1943 til juni 1944 rollen i hele 296 forestillinger, en triumf, der gav Othello status som den hidtil længstvarende Shakespeare-opsætning på Broadway.
Med den sorte borgerrettighedsbevægelses fremvækst i 1950’erne og 1960’erne gik blackface af mode og bliver i dag – af de fleste – anset som det, det var: Et symbol på racismens grimme ansigt.