Sådan blev hunden menneskets bedste ven
Schæfer, golden retriever, dobermann. Mange af de mest populære hunderacer er ikke opstået naturligt, men har fået en hjælpende hånd. Intensivt avlsarbejde har gennem tiden resulteret i hunderacer med speciale i bl.a. rottejagt og svømning.
Schæferen skulle bestille noget, mente dens skaber, Max von Stephanitz (mf.).
Alaskan Husky - Guldgraverens bedste ven
I 1880 blev Alaska en magnet for lykkejægere, der drømte om det store guldfund. Hundeslæder var et uundværligt transportmiddel, og guldgraverne bragte mange forskellige hunderacer med sig som trækdyr.
Derfor blev hundeslædeløb hurtigt et populært tidsfordriv. Og efterhånden blev præmierne en indtægt i sig selv for de dygtigste hundeførere.
Slædeløbene krævede hunde, som kunne holde farten over distancer på over tusind kilometer. En af de bedste førere, Alec “Scotty” Allan, besluttede sig for at udvikle en race, der kunne vinde de hårde løb – hver gang. Han fik krydset sibirian husky med bl.a. andet greyhound og irsk setter.
Det færdige resultat hed alaskan husky, en race, der i løbet af få år udkonkurrerede alle andre.
Schæfer - den perfekte arbejdshund
Officeren Max von Stephanitz så under en øvelse en grå ulvelignende hyrdehund i arbejde. Han blev så begejstret over dens lydighed og effektivitet, at han i 1899 besluttede sig for at købe et eksemplar, så han kunne skabe den perfekte arbejdshund. Horand von Grafrath, som den blev døbt, er stamfader til alle schæferhunde.
Dobermann - skattefogedens bodyguard
Som skatteopkræver i 1800-tallets Tyskland var Karl Friedrich Louis Dobermann sjældent en velkommen gæst. Faktisk blev han ganske hyppigt truet og besluttede sig for, at han havde brug for beskyttelse.
Heldigvis havde Dobermann et bijob som hundefanger. Så han begyndte at krydse de hunde, han fik fat i. Målet var at skabe en hund, som var stor, intelligent, loyal og kunne bruges til personbeskyttelse.
Dobermanns avlsarbejde foregik temmelig tilfældigt og afhang af, hvilke gadekryds han havde ved hånden. Da han ikke førte optegnelser over sit avlsarbejde, ved man ikke præcis, hvilke racer han havde til sin rådighed.
Formentlig indgik både rottweiler, grand danois og flere terrierracer. Da Dobermann døde, overtog andre finpudsningen af hans avlsarbejde, og det endelige resultat blev opkaldt efter ham. Dobermannen er i dag en af de mest populære – og frygtede – vagthunde.
Golden Retriever - vandhund på fuglejagt
Golden retrieveren er en af verdens mest populære hunderacer, ikke mindst fordi den er let at træne og har et mildt temperament. Det gør den til en ideel familiehund.
Da den engelske rigmand Dudley Coutts Marjoribanks skabte hunden i 1860'erne, var det dog ikke familiehygge, men jagt, som var hans drivkraft. Særligt ønskede han en hund, som beredvilligt ville kaste sig ud efter fugle, som var blevet skudt over en sø. Den skulle altså være en god svømmer.
Under et besøg i Brighton blev Marjoribanks så imponeret af en trup af optrædende hunde, at han købte en af dem. På sit gods i Skotland parrede han den opvakte show-hund med en nu uddød race – den vandelskende tweed spaniel.
De fire hvalpe, der kom ud af den krydsning, blandede han med bl.a. blodhunde og irske settere.
Gennem årevis med tålmodig udvælgelse og bevidst indavl nåede sir Marjoribanks omsider frem til sit mål: den intelligente hunderace, der i 1920 fik det officielle navn golden retriever – “den gyldne henter”.
Yorkshireterrier - dræbermaskine blev skødehund
I midten af 1800-tallet flyttede landarbejdere fra hele Storbritannien til Yorkshire for at finde arbejde på byens fabrikker. Med sig bragte de en masse forskellige racer af terriere, som de på landet havde brugt som rottejægere.
Disse hunde parrede sig på kryds og tværs, og særligt én ved navn Huddersfield Ben var en prima rottedræber. I sit kun seks år lange liv nåede Ben at blive fader til så mange hvalpe, at han reelt grundlagde en hunderace: yorkshireterrieren. I dag har hunden en ganske anden status – som nuttet skødehund, ofte udstyret med sløjfe.
Pitbullterrier - skødehund blev dræbermaskine
Hundekampe var en populær, om end ulovlig, tilskuersport i 1800-tallets Storbritannien, og hundeavlere udviklede mange forskellige racer af kamphunde. Men en af vore dages mest omdiskuterede kamphunde, pitbullterrieren, var ikke en af dem.
Det var ireren James Hinks, der i 1860'erne udviklede pitbullterrieren. Han brugte ganske vist kamphunde som grundlag for sit udviklingsarbejde, men målet var æstetisk: Han ville skabe en kridhvid hunderace, som ville falde i overklassens smag og fungere som en slags modetilbehør for de velhavende. De tidlige pitbulls var da også mindre end dem, der findes i dag.