OLDTIDEN
8.000 f.Kr.: 10.000 år gamle tøfler fundet
Badetøffel-lignende sandaler har været en del af menneskehedens historie i tusindvis af år.
Det ældste arkæologiske fund af denne type fodtøj er et mere end 10.000 år gammelt sæt sandaler lavet af malurtfibre – gravet frem i Fort Rock-grotten i Oregon, USA.
Med en flad sål og en strop mellem tæerne, som typisk var forbundet med et-to bånd over foden, har den primitive sandal været nem at lave – så nem, at civilisationer over hele verden uafhængigt af hinanden har opfundet sandalen.
Sandalerne i Fort Rock-grotten blev fundet under et lag vulkansk aske.
Ergonomien var langtfra i top, men sålen kunne trods alt beskytte menneskets fodsåler mod sten, torne, brændende sand og mange andre ubehageligheder.
De ældste badetøffel-sandaler blev fremstillet af plantedele, menneskene fandt i deres nære omgivelser.
Oldtidens egyptere fremstillede sandaler af palmeblade og papyrus for ca. 7.000 år siden. I antikkens Kina og Japan gik folk med sandaler af risstrå, og i Indien blev de primært lavet af træ.
Arkæologerne har dog også fundet eksempler på sandaler med bløde lædersåler – fx et sæt egyptiske klipklapper, der har knap 3.500 år på bagen.
Areni-1-skoen svarer ca. til en størrelse 37 i vor tids skostørrelser.
3500 f.Kr.: Fårelort konserverede den ældste lædersko
Læder er blandt de ældste materialer, som mennesket har fremstillet sko af.
De tidligste eksempler på lædersko var lavet af et enkelt stykke læder, der blev lukket over foden med en snøre og foret med græs, strå, uld eller andet, som gjorde skoen varm og behagelig.
Den ældste lædersko, arkæologer har fundet, stammer fra Armenien. Skoen er 5.500 år gammel – altså tusind år ældre end de egyptiske pyramider.
Skoen, kaldet Areni-1, blev fundet i nærmest perfekt stand; et lag af fåreafføring havde nemlig forseglet skoen i en lufttæt beholder.
500 f.Kr. til 400-tallet e.Kr.: Romerske sandaler erobrede verden
En særlig beklædningsgenstand hjalp de romerske legionærer med at holde styr på det enorme rige.
Romernes frygtede krigsmaskine blev båret frem af lædersandaler.
Metalnagler gav de romerske legionærer et solidt fodfæste.
Sandaler havde eksisteret i årtusinder før Roms grundlæggelse, men romerne forvandlede fodtøjet til et veritabelt våben.
Legionærsandalen, kaldet caliga, blev en del af hærens standardudstyr fra 500-tallet f.Kr.
Romernes caliga var lavet af blødt læder, som kunne tilpasses den enkelte fod med en lædersnøre.
Sandalen var komfortabel at gå i over lange afstande, hvilket var en fordel for et rige, der spændte over hele Middelhavsregionen.
Ydermere stjal romerne en genial idé fra deres besejrede naboer, etruskerne: Nabofolket beslog sålen på deres fodtøj med metalnagler, som gav fodtøjet et bedre vejgreb.
Naglerne gjorde sandalen mere holdbar over for slid, og de gav samtidig legionærerne et bedre fodfæste i kamp.
Sandalerne fungerede også som en rang-markør i hæren. Jo højere op ad benet fodtøjet gik, des højere var soldatens rang.
Højtstående officerer bar derfor støvlelignende sandaler, der nåede helt op til knæene – og de dekorerede dem med ædelmetaller, elfenben og dyrepels.
De høje hæle kan have været en form for statussymbol.
500 e.Kr.: Vikingernes forfædre gik på høje hæle
Fund af tøj og sko fra den nordiske jernalder er sjældne.
Det fugtige klima får tøjet til at gå i forrådnelse, så kun bittesmå stumper tøj er bevaret til i dag, men en række opdagelser på Bornholm har løftet sløret for skomoden hos vikingernes forfædre.
Arkæologer har fundet flere tynde stykker guldfolie fra 500-tallet med illustrationer på, såkaldte guldgubber.
På guldfolierne har forskerne gjort en spøjs opdagelse: Høje hæle var åbenbart højeste mode blandt vikingernes forfædre – både mænd og kvinder.
MIDDELALDEREN
Skomageren kunne styrke sålen med træ eller metal, så den blev mere solid.
1000-1600-tallet: Skomagerfaget var en lukket klub
I middelalderen var skomager et beskyttet erhverv. Byernes skomagerlav bestemte, hvem der måtte arbejde med fodtøj.
I byerne var skomagerhåndværket en lukrativ forretning. Faktisk var der i middelalderen ofte så mange skomagere i en by, at hele gader blev opkaldt efter dem – fx i Roskilde, Nibe og Nordborg i Danmark.
Lavsmedlemmerne var en del af borgerskabet i byerne, og de førte en konstant kamp mod illegale, uuddannede skomagere for at beskytte deres forretning.
En håbefuld ung mand skulle stå i lære hos en mester fra skomagerlavet i mange år, før han selv kunne få lov at slå sig ned som skomager.
Typisk gik faget i arv fra far til søn, men til tider tog skomageren en udefrakommende lærling. Når en skomager døde, måtte enken føre forretningen videre, til hun fandt sig en ny mand.
Det ideelle skomagerværksted havde en mester og to ansatte – en svend og en lærling.
Idealbilledet går tilbage til antikkens Grækenland, hvor den athenske historiker Xenofon i år 370 f.Kr. beskrev skomagerfagets arbejdsdeling.
I realiteten var det imidlertid sjældent, at et værksted havde præcis den bemanding, og som oftest blev skomageren hjulpet af sin hustru og sine børn.
I middelalderen var det normalt, at skomageren tog sig af alle forædlingstrin, når den ugarvede kohud skulle forvandles til færdige sko.
Med tiden blev de forskellige trin i forarbejdningen imidlertid overtaget af andre mere specialiserede håndværkere.
En sko tog mere end et år at fremstille
1.
Når skomageren modtog huden fra en slagtet ko, skulle den garves. Huden blev lagt i en opløsning med fx alunsalt, egetræsbark, eller urin. Herefter blev huden lagt sammen, så forrådnelsesprocessen startede.
2.
Huden skulle ligge en-to uger, så pelsen kunne skrabes af med en garvekniv. Så blev huden dyppet i en let syreholdig opløsning, hvorefter den fik en behandling med fedt. Dernæst skulle huden strækkes for at blødgøre skindet. Nu blev den lagt i et kar og dækket med bark og koldt vand i et år. Først da var skindet klar til brug.
3.
Før skoen kunne laves, skulle skomageren bruge en læst – en træklods med samme størrelse og form som kundens fod. Skoen skulle sys om læsten.
4.
Når læder og læst var klar, kunne skoen omsider sys. Den blev typisk lavet af to stykker læder – sålelæderet og overlæderet – som skulle sys sammen. Læderstykkerne blev skåret ud, og så tog skomageren og hans svend fat på at føje de to stykker sammen til en sko. Det krævede stærke fingre at drive nålen gennem læderet.
5.
Skoene blev som regel lavet efter mål til den enkelte kunde. Men med tiden blev fremstillingsprocessen systematiseret, så kunden kunne købe en færdig sko på markedet eller i skomagerens lille butik.
Kinas sidste fabrik, der fremstillede lotussko, lukkede i 1999.
Snabelskoene blev umoderne i 1200-tallet, men i århundrederne efter var de atter populære.
1100-1400-tallet: Europas højadel snublede i snabelsko
En af de mest langvarige modediller i middelalderens Europa var snabelskoen. Mænd og kvinder i de højere samfundsklasser gik i de upraktiske sko, som havde lange og spidse opadpegende snuder – gerne i kraftige farver.
Snabelskoen blev en måde at vise sin stand på, da længden på snabelsnuden var bestemt af ens plads i hierarkiet. Jævne borgere uden penge til mode gik i sko, der svarede til deres fødders længde.
Hos adelen og de kongelige sås der til gengæld sko med så lange spidser, at det kun vanskeligt lod sig gøre at gå i dem.
Skoenes lange snabler blev stoppet til med uld, hø, græs, mos eller hår, så de ikke lignede slatne sokker.
Nogle gange blev de også stivet af med hvalben. De dyreste snabelsko var så lange, at bæreren måtte binde skosnuderne fast over knæet for ikke at snuble hele tiden.
Osmannerne gik i høje sko, når de besøgte badeanstalten.
1300-1800-tallet: Plateau-tøffel løftede osmannerne op fra badeanstaltens og gadens snavs
Mange bærer i dag badetøfler i svømmehaller for at undgå snavs og uønskede vandpytter. Samme funktion tjente 1300-1400-tallets osmanniske kabkab – opkaldt efter lyden, den laver på marmorgulve.
Folk brugte den høje badetøffel til at holde sig højt hævet over det våde gulv i badeanstalten. Kabkabberne var lavet af træ og blev af de rige ofte pyntet med sølv- og guldkæder.
I selve trætøflen blev der ofte indlagt perlemor – både i sålen og de stylteagtige ben. Oven på sålen løb et enkelt bånd af læder, fløjl eller silke, der holdt tøflen fast til bærerens fod.
Mænd gik primært med kabkabber i badeanstalterne. Kvinderne brugte dem også udendørs for at holde deres tøj fri af gadernes skidt og møg.
RENÆSSANCEN OG FREM
Fremstillingen af et par chopines krævede som regel store mængder kork.
1400-1600-tallet: Venedigs kvinder vaklede rundt på stylter
Jo højere sko, jo bedre! Sådan tænkte de velhavende købmandsfruer i den italienske by Venedig. Resten af Europa rystede på hovedet.
Plateausko er ingen ny opfindelse. Selvom nutidens høje sko måske ser nervepirrende ud, når de ikke 1400-1600-tallets venetianske styltesko til sokkeholderne.
Venedigs fornemme kvinder vaklede rundt på op til 50 cm høje benforlængere kaldet chopines. De høje sko sikrede, at kvindernes tøj ikke blev sølet til i byens mudrede gader.
Og tilmed fik de bæreren til at se højere ud, så de rige købmandsfruer kunne skille sig ud fra pøbelen i gadebilledet.
Plateauet på de høje chopines var som regel lavet af træ eller kork og stivet af med små metalstænger.
En ulempe ved skoene var, at de var utrolig svære at gå i, og mange af de højbårne kvinder måtte støtte sig til en stok eller en tjener, når de skulle rundt i byen.
De fleste europæere syntes, at stylteskoene var en fjollet mode, men blandt spanierne blev de alligevel et hit.
Skoene blev faktisk så populære, at størstedelen af Spaniens korkproduktion i 1400-tallet gik til at fremstille plateauer til chopines.
Henrik 8. af England gik i firkantede komulesko, fordi symmetrisk fodtøj var moderne.
1500-tallet: Venstre og højre sko blev ens
Næsten alle har prøvet at tage skoen på den gale fod, men det var intet problem i 1500-tallets Europa. Her gik folk rundt i bredsnudede komulesko.
Årsagen var, at antallet af ufaglærte skomagere steg i århundredet, hvilket fik priserne på sko til at falde overalt.
De pressede skomagere fandt da på et genialt sparetrick: Symmetriske sko.
For at sy en sko skulle skomagerne normalt bruge en læst til hhv. højre og venstre fod, men hvis de lavede symmetriske sko, skulle de kun bruge én læst.
Solkongen gjorde højhælede sko populære i Europa.
1600-1700-tallet: Solkongen kunne diktere moden
Delegationer fra den persiske shah bragte i 1500-1600-tallet den høje hæl til Europa. Her blev den et statussymbol for mænd i overklassen.
Frankrigs solkonge Ludvig 14. (1638-1715) satte sit eget præg på den nye mode med høje, røde hæle, som kun han og de højtstående ved hans hof måtte bære.
Kongen sørgede for, at hælenes højde nøje blev reguleret: Almuens måtte være ½ tomme, borgerskabets 1 tomme, 1½ tommer for riddere, 2 tommer til adelsfolk og 2½ tommer for rigets prinser.
Ifølge japansk skik bringer det uheld, hvis tåstroppen (remmen) på ens geta knækker.
1700-tallet og frem: Klipklapper af træ holdt japanernes fødder fiskefri
I 1700-tallets Japan genlød byerne hver dag af en besynderlig lyd: “Karankoron” er japanernes eget ord for den lyd, som geta-sandalen frembringer, når den slår mod brolagte gader.
Getaen er i praksis en krydsning mellem en træsko og klipklapper, og den blev oprindeligt opfundet i Kina. Derfra blev fodtøjet udbredt til Japan, hvor store dele af befolkningen tog det nye fodtøj til sig.
En geta har op til tre “tænder” (lodrette træplader) på undersiden og er skåret af ét stykke massivt træ. Ovenpå har den en tåstrop.
At gå rundt i en geta kræver en hel del øvelse – særligt de getaer, som kun har én tand, er vanskelige at gå i. Formålet med skoen var oprindeligt at hæve bæreren over sølet på jorden.
Især var den praktisk for enhver, der gik rundt i kimono. Også fiskehandlerne på landets markeder brugte getaen, så de undgik at svine tøjet til, når de vadede rundt i fiskeaffald.
I dag bruger især sushi-kokke og fiskehandlere stadig træsko-klipklapperne, ellers ses getaen kun sjældent i bybilledet.
Sko farvet med giftstoffet arsentrioxid var populære i 1800-tallet.
1814: Smukt grønt fodtøj forgiftede kvinder
To tyske kemikere opfandt i 1814 en ny måde at lave grøn farve på. Deres smaragdgrønne farve holdt rigtig længe og blegnede ikke. Derfor blev den hurtigt efterspurgt til farvning af klæde.
Særlig sarte satinsko til kvinder blev farvet med den kraftige grønne farve, mens læger og kemikere blev opmærksomme på et helbredsmæssigt problem.
Mange, der bar sko eller tøj farvet med den nye farve, blev syge med opkast, diarré, hævelser og åndedrætsbesvær.
Da de tyske kemikere offentliggjorde opskriften på farven i 1822, viste det sig, at den indeholdt arsentrioxid, som er yderst giftig.
Idet ingen endnu kunne fremstille den smukke farve på anden vis, blev den livsfarlige farve brugt et godt stykke op i 1800-tallet.
En rum tid efter – i 1867 – fandt nogle farmere i USA ud af, at farven kunne bruges som insektgift, og den blev det første almindeligt brugte pesticid i verden.
Kvinders sko og støvler skulle gerne pirre det modsatte køn.
Ca. 1890: Strømpestøvler var yderst sexede
I den sidste halvdel af 1800-tallet dikterede samfundets normer, at kvinder skulle være tildækkede. De måtte for alt i verden ikke friste mændene, og derfor fik de lange kjoler, der skjulte benene helt ned til anklerne.
Men moden fandt alligevel anstændige omveje, så kvinder kunne friste en smule. Særligt fodtøjet blev en mulighed for, at kvinder kunne lade mænd stjæle et blik.
Et eksempel, som teknisk set opfyldte idealet om den tildækkede kvinde, var en støvle, der gik op til knæene.
Men støvlen var designet til at ligne en strømpe – og enhver herre, som fik et hastigt glimt af den udfordrende støvle, må have kæmpet for at skjule sin febrilske rødmen.
Air Jordan-skoen er fortsat yderst populær i dag.
1984: Nike og Jordan erobrede markedet
Indtil 1980’erne blev sneakers primært set som sportssko, men det ændrede sig i 1984, da skoproducenten Nike skrev kontrakt med basketballstjernen Michael Jordan.
For at Nike kunne navngive deres nye sneakers “Air Jordan”, ville de give Jordan 500.000 dollars om året i fem år – samt en ukendt procentdel af salget.
Med samarbejdet forventede Nike at kunne sælge ca. 100.000 sko om året. Men skofirmaet havde undervurderet den nye skos potentiale.
Da støvet endelig havde lagt sig, og året 1984 var omme, havde Nike solgt omkring 4 mio. par
Air Jordans til en samlet værdi af 126 mio. dollars. Den oprindelige Air Jordan-sneaker er fortsat en af verdens mest solgte sko nogensinde.