OLDTIDEN
8.000 f.Kr.: 10.000 år gamle tøfler fundet
Badetøffel-lignende sandaler har været en del af menneskehedens historie i tusindvis af år.
Det ældste arkæologiske fund af denne type fodtøj er et mere end 10.000 år gammelt sæt sandaler lavet af malurtfibre – gravet frem i Fort Rock-grotten i Oregon, USA.
Med en flad sål og en strop mellem tæerne, som typisk var forbundet med et-to bånd over foden, har den primitive sandal været nem at lave – så nem, at civilisationer over hele verden uafhængigt af hinanden har opfundet sandalen.
Ergonomien var langtfra i top, men sålen kunne trods alt beskytte menneskets fodsåler mod sten, torne, brændende sand og mange andre ubehageligheder.
De ældste badetøffel-sandaler blev fremstillet af plantedele, menneskene fandt i deres nære omgivelser.
Oldtidens egyptere fremstillede sandaler af palmeblade og papyrus for ca. 7.000 år siden. I antikkens Kina og Japan gik folk med sandaler af risstrå, og i Indien blev de primært lavet af træ.
Arkæologerne har dog også fundet eksempler på sandaler med bløde lædersåler – fx et sæt egyptiske klipklapper, der har knap 3.500 år på bagen.
500 f.Kr. til 400-tallet e.Kr.: Romerske sandaler erobrede verden
En særlig beklædningsgenstand hjalp de romerske legionærer med at holde styr på det enorme rige.
Sandaler havde eksisteret i årtusinder før Roms grundlæggelse, men romerne forvandlede fodtøjet til et veritabelt våben.
Legionærsandalen, kaldet caliga, blev en del af hærens standardudstyr fra 500-tallet f.Kr.
Romernes caliga var lavet af blødt læder, som kunne tilpasses den enkelte fod med en lædersnøre.
Sandalen var komfortabel at gå i over lange afstande, hvilket var en fordel for et rige, der spændte over hele Middelhavsregionen.
Ydermere stjal romerne en genial idé fra deres besejrede naboer, etruskerne: Nabofolket beslog sålen på deres fodtøj med metalnagler, som gav fodtøjet et bedre vejgreb.
Naglerne gjorde sandalen mere holdbar over for slid, og de gav samtidig legionærerne et bedre fodfæste i kamp.
Sandalerne fungerede også som en rang-markør i hæren. Jo højere op ad benet fodtøjet gik, des højere var soldatens rang.
Højtstående officerer bar derfor støvlelignende sandaler, der nåede helt op til knæene – og de dekorerede dem med ædelmetaller, elfenben og dyrepels.
MIDDELALDEREN
1000-1600-tallet: Skomagerfaget var en lukket klub
I middelalderen var skomager et beskyttet erhverv. Byernes skomagerlav bestemte, hvem der måtte arbejde med fodtøj.
I byerne var skomagerhåndværket en lukrativ forretning. Faktisk var der i middelalderen ofte så mange skomagere i en by, at hele gader blev opkaldt efter dem – fx i Roskilde, Nibe og Nordborg i Danmark.
Lavsmedlemmerne var en del af borgerskabet i byerne, og de førte en konstant kamp mod illegale, uuddannede skomagere for at beskytte deres forretning.
En håbefuld ung mand skulle stå i lære hos en mester fra skomagerlavet i mange år, før han selv kunne få lov at slå sig ned som skomager.
Typisk gik faget i arv fra far til søn, men til tider tog skomageren en udefrakommende lærling. Når en skomager døde, måtte enken føre forretningen videre, til hun fandt sig en ny mand.
Det ideelle skomagerværksted havde en mester og to ansatte – en svend og en lærling.
Idealbilledet går tilbage til antikkens Grækenland, hvor den athenske historiker Xenofon i år 370 f.Kr. beskrev skomagerfagets arbejdsdeling.
I realiteten var det imidlertid sjældent, at et værksted havde præcis den bemanding, og som oftest blev skomageren hjulpet af sin hustru og sine børn.
I middelalderen var det normalt, at skomageren tog sig af alle forædlingstrin, når den ugarvede kohud skulle forvandles til færdige sko.
Med tiden blev de forskellige trin i forarbejdningen imidlertid overtaget af andre mere specialiserede håndværkere.
1100-1400-tallet: Europas højadel snublede i snabelsko
En af de mest langvarige modediller i middelalderens Europa var snabelskoen. Mænd og kvinder i de højere samfundsklasser gik i de upraktiske sko, som havde lange og spidse opadpegende snuder – gerne i kraftige farver.
Snabelskoen blev en måde at vise sin stand på, da længden på snabelsnuden var bestemt af ens plads i hierarkiet. Jævne borgere uden penge til mode gik i sko, der svarede til deres fødders længde.
Hos adelen og de kongelige sås der til gengæld sko med så lange spidser, at det kun vanskeligt lod sig gøre at gå i dem.
Skoenes lange snabler blev stoppet til med uld, hø, græs, mos eller hår, så de ikke lignede slatne sokker.
Nogle gange blev de også stivet af med hvalben. De dyreste snabelsko var så lange, at bæreren måtte binde skosnuderne fast over knæet for ikke at snuble hele tiden.
RENÆSSANCEN OG FREM
1400-1600-tallet: Venedigs kvinder vaklede rundt på stylter
Jo højere sko, jo bedre! Sådan tænkte de velhavende købmandsfruer i den italienske by Venedig. Resten af Europa rystede på hovedet.
Plateausko er ingen ny opfindelse. Selvom nutidens høje sko måske ser nervepirrende ud, når de ikke 1400-1600-tallets venetianske styltesko til sokkeholderne.
Venedigs fornemme kvinder vaklede rundt på op til 50 cm høje benforlængere kaldet chopines. De høje sko sikrede, at kvindernes tøj ikke blev sølet til i byens mudrede gader.
Og tilmed fik de bæreren til at se højere ud, så de rige købmandsfruer kunne skille sig ud fra pøbelen i gadebilledet.
Plateauet på de høje chopines var som regel lavet af træ eller kork og stivet af med små metalstænger.
En ulempe ved skoene var, at de var utrolig svære at gå i, og mange af de højbårne kvinder måtte støtte sig til en stok eller en tjener, når de skulle rundt i byen.
De fleste europæere syntes, at stylteskoene var en fjollet mode, men blandt spanierne blev de alligevel et hit.
Skoene blev faktisk så populære, at størstedelen af Spaniens korkproduktion i 1400-tallet gik til at fremstille plateauer til chopines.
1600-1700-tallet: Solkongen kunne diktere moden
Delegationer fra den persiske shah bragte i 1500-1600-tallet den høje hæl til Europa. Her blev den et statussymbol for mænd i overklassen.
Frankrigs solkonge Ludvig 14. (1638-1715) satte sit eget præg på den nye mode med høje, røde hæle, som kun han og de højtstående ved hans hof måtte bære.
Kongen sørgede for, at hælenes højde nøje blev reguleret: Almuens måtte være ½ tomme, borgerskabets 1 tomme, 1½ tommer for riddere, 2 tommer til adelsfolk og 2½ tommer for rigets prinser.
1814: Smukt grønt fodtøj forgiftede kvinder
To tyske kemikere opfandt i 1814 en ny måde at lave grøn farve på. Deres smaragdgrønne farve holdt rigtig længe og blegnede ikke. Derfor blev den hurtigt efterspurgt til farvning af klæde.
Særlig sarte satinsko til kvinder blev farvet med den kraftige grønne farve, mens læger og kemikere blev opmærksomme på et helbredsmæssigt problem.
Mange, der bar sko eller tøj farvet med den nye farve, blev syge med opkast, diarré, hævelser og åndedrætsbesvær.
Da de tyske kemikere offentliggjorde opskriften på farven i 1822, viste det sig, at den indeholdt arsentrioxid, som er yderst giftig.
Idet ingen endnu kunne fremstille den smukke farve på anden vis, blev den livsfarlige farve brugt et godt stykke op i 1800-tallet.
En rum tid efter – i 1867 – fandt nogle farmere i USA ud af, at farven kunne bruges som insektgift, og den blev det første almindeligt brugte pesticid i verden.
1984: Nike og Jordan erobrede markedet
Indtil 1980’erne blev sneakers primært set som sportssko, men det ændrede sig i 1984, da skoproducenten Nike skrev kontrakt med basketballstjernen Michael Jordan.
For at Nike kunne navngive deres nye sneakers “Air Jordan”, ville de give Jordan 500.000 dollars om året i fem år – samt en ukendt procentdel af salget.
Med samarbejdet forventede Nike at kunne sælge ca. 100.000 sko om året. Men skofirmaet havde undervurderet den nye skos potentiale.
Da støvet endelig havde lagt sig, og året 1984 var omme, havde Nike solgt omkring 4 mio. par
Air Jordans til en samlet værdi af 126 mio. dollars. Den oprindelige Air Jordan-sneaker er fortsat en af verdens mest solgte sko nogensinde.