Alan Richardson
Ældste kilt fundet

Skotlands ældste kilt lå i en mose

I 40 år lå et stykke stof gemt af vejen på et museum. Nu afslører nye undersøgelser, at den første fundne kilt stammer fra omkring 1500-tallet, hvor skotterne først trak i beklædningsgenstanden.

Et 55 cm gange 43 cm stoffragment vækker opsigt i Storbritannien. Stoffet, der blev fundet i en mose i 1980’erne, er nemlig blevet gennemtestet af Skotske Nationalmuseum, der nu kan afsløre, at det stammer helt tilbage fra 1500-1655.

Det gør det ca. 500 år gamle stykke stof til den ældste kilt i verden, for forskerne kan også se, at det oprindeligt har været dekoreret med skotsktern og har været en del af en såkaldt arbejdskilt, som skotske bønder brugte udendørs.

Det er ikke mange flere hundrede år gamle kilte, der er bevaret, da det fugtige og kolde skotske klima hurtigt nedbryder beklædningsgenstande. Men den iltfattige mose reddede dette stykke stof.

Klanen er et mysterium

Nu forestår et stort arbejde med at finde ud af, hvilken klan, ejeren af kilten har tilhørt. Normalt kan det afkodes ud fra mønsteret og de anvendte farver, men det har ikke været tilfældet med denne kilt.

“Selvom klanen Chisholm kontrollerede området, kilten blev fundet i, passer de skotsktern, vi kan afkode, ikke til dem. Så vi ved ikke, hvem der ejede den”, forklarer Peter MacDonald, der er forskningsleder ved Scottish Tartans Authority, som administrerer brugen og studiet af kilte.

MacDonald kan dog fastslå, at kilten ikke har tilhørt samfundets elite: “Dette stykke stof er ikke noget, du ville forbinde med en konge eller nogen af høj status. Det er højst sandsynligt blevet brugt som udendørs arbejdsbeklædning”.

Ældste kilt fundet

Farveanalyser af stoffet afslører, at skotskternene formentlig har været i grøn, brun, rød og gul.

© ALAN RICHARDSON