Skrækslagne europæere ville undgå forfærdeligt begravelsesfænomen

Lig med træsplinter under neglene. Døde med store afrevne hårtotter mellem fingerne. Og gravide kvinder, der fødte i kisten. I 1700-tallet verserede skræmmende historier om levende begravede overalt i Europa, og frygten for at slå øjnene op til undersiden af et kistelåg var så udbredt, at folk desperat forsøgte at gardere sig mod en så gyselig skæbne.

Lig med træsplinter under neglene. Døde med store afrevne hårtotter mellem fingerne. Og gravide kvinder, der fødte i kisten. I 1700-tallet verserede skræmmende historier om levende begravede overalt i Europa, og frygten for at slå øjnene op til undersiden af et kistelåg var så udbredt, at folk desperat forsøgte at gardere sig mod en så gyselig skæbne.

Getty images

Da Margorie McCall i 1705 sov ind efter flere dages febersygdom, besluttede hendes mand straks at begrave hende, så resten af familien ikke blev smittet. Få timer efter dødsfaldet blev Margories kiste derfor sænket i jorden i det nordlige Irland.

Men gravfreden var kortvarig.

Efter mørkets frembrud listede en bande gravrøvere ind på kirkegården for at snuppe den døde kvindes vielsesring af guld. Ringen lod sig dog ikke uden videre vriste af, så mændene fandt en kniv og begyndte at skære hele fingeren af.

I samme sekund spærrede den døde kvinde øjnene op og fortrak munden i et øredøvende skrig. Uden at se sig tilbage flygtede gravrøverne i panik fra kirkegården, mens Margorie McCall kravlede op af kisten.

Med blod dryppende fra hånden og de hvide ligklæder flagrende i vinden vaklede den forskræmte kvinde gennem aftenmørket til sit hjem, hvor hun forsigtigt bankede på døren.

De levende begravede blev ofte ofre for gravrøvere, som var på jagt efter bl.a. smykker.

© Polfoto

Da den sørgende enkemand hørte den velkendte bankelyd, udbrød han til sine børn: “Hvis ikke jeres mor lige var død, kunne jeg have sværget på, at hun er kommet hjem!”

Han åbnede døren, og ganske rigtigt stod hustruen i levende live foran ham.

Historien om Margorie McCalls fejlagtige begravelse er blot én af utallige, som florerede i Europa i 1700-tallet.

I en tid, hvor lægerne ikke vidste nok om anatomi til med sikkerhed at kunne afgøre, om en person var klinisk død eller blot dybt bevidstløs, var det efter sigende ikke usædvanligt, at folk slog øjnene op til undersiden af et kistelåg.

Fænomenets opståen var ikke tilfældigt, for hvor ligbrænding tidligere havde været almindelig, blev kister moderne i løbet af 1700-tallet.

Dermed opstod også muligheden for, at folk kunne ende i jorden i utide, og op gennem 1700- og 1800-tallet kunne gravere fortælle gruopvækkende historier om opgravede kister, hvor kradsemærker og indtørret blod på indersiden afslørede, at de døde ikke havde været helt døde, da de blev sænket i jorden.

Mange af de “døde” blev – ifølge overleveringer – reddet i sidste øjeblik, inden de blev begravet.

© Getty images

I hele Europa verserede historier om lig, som var blevet fundet med træsplinter under neglene eller smadrede pander, fordi de havde hamret hovedet mod kistelåget i et desperat forsøg på at slippe ud.

Andre døde blev fundet med tykke hårtotter mellem fingrene eller med afgnavne fingre, fordi de i angstanfald havde gjort skade på sig selv.

De grufulde fortællinger gav næring til angstprovokerende mareridt, og de færreste kunne sige sig fri for skrækken for at blive begravet før tid.

Fx forsøgte eventyrdigteren H.C. Andersen (1805-1875) at sikre sig mod for tidlig begravelse på lavpraktisk vis: “Jeg er kun skindød”, skrev digteren på en seddel, som han fæstnede til sin natskjorte hver aften, inden han gik til ro.

Den døde skulle kildes med fjer

Fravær af vejrtrækning og puls gik i 1700-tallet for at være yderst pålidelige dødstegn. Problemet var bare, at bevidstløse folk, som ikke viste blot det svageste tegn på liv, risikerede at ryge i pulje med de “ægte” døde, selv om de stadig var levende.

“Det eneste, jeg ønsker for min egen begravelse, er ikke at blive begravet i live.” Philip Stanhope, engelsk jarl, i 1769.

Faren for at begå et fatalt fejlskøn var overhængende, og netop af den grund skrev den danske anatom Jacob B. Winsløw i 1740 et lille værk om usikkerheden ved dødstegn.

Indledningsvis slog han fast, at “døden er sikker, fordi den er uundgåelig, men også usikker, fordi dens diagnose nogle gange er fejlagtig”, hvorefter han uddybede:

“Erfaringen har lært os, at mange formodede døde efterfølgende har vist sig at være i live ved at rejse sig fra deres kister eller endda fra deres grave”.

Efter Winsløws mening var kroppens forrådnelse det eneste acceptable dødstegn, og han anbefalede derfor, at ingen burde begraves før “tre fulde dages livsløshed”.

Det formodede lig skulle i stedet puttes i en varm seng og udsættes for en lang række test. Blandt de anbefalede metoder var at kilde den livløse krop med en fjer og at gnubbe gummerne med hvidløg.

Hjalp det ikke, burde man sætte ind med nysepulver, pisk og eventuelt et lavement, mens et andet nyttigt tip var at udsætte den døde for “hæslige skrig og overdreven larm”.

Havde denne behandling heller ingen effekt, kunne man ty til mere drastiske metoder såsom at hælde varm urin i personens mund, snitte i fodsålerne, stikke søm op under tåneglene og hælde kogende voks på den livløses pande.

Tysker levede 15 timer under vand

Winsløw var anerkendt i fagkredse, men takket være den franske læge Jean-Jacques Bruhier nåede danskerens værk ud til et bredere publikum.

Bruhier oversatte bogen til fransk og tilføjede et væld af spektakulære historier om folk, der var blevet levende begravet.

Bruhier fortalte om indespærrede, der havde banket desperat på kistelåget, om mænd, der vågnede op og skreg af smerte, da lægen begyndte at dissekere dem, og om folk, der var kommet til bevidsthed, da de fik besøg af gravrøvere.

Men de fleste fortællinger handlede om levende begravede, der ikke havde klaret den: døde, som var blevet fundet i unaturlige stillinger i kisten eller med ligklæderne flået i stykker.

For at bevise, at mennesker sagtens kan leve trods fravær af vejrtrækning og puls, supplerede Bruhier med en lang række opsigtsvækkende eksempler.

Franskmanden beskrev bl.a. en svensk gartner, der i vinteren 1646 var blevet fanget under isen i 16 timer, men havde overlevet, og om en ung tysker, der var sluppet helskindet fra at opholde sig under vand i hele 15 dage.

Bruhiers bog udkom i 1742 og blev en gedigen bestseller. Læserne slugte værket, og de tilsammen 181 cases, som Bruhier omtalte, var så skræmmende, at ingen kunne glemme dem igen.

Et par år senere blev værket oversat til en lang række andre sprog, og dermed havde Bruhier jaget en skræk i livet på stort set hele den europæiske folkesjæl.

Den ultimative kiste

Frygten for at blive levende begravet fik amerikanske Christian Henry Eisenbrandt til at søge patent på en “livbevarende kiste til tvivlsomme tilfælde af faktisk død”.

I kølvandet på Bruhiers bog fulgte en lang række pamfletter og avisartikler om for tidlige begravelser, og oftest var historierne forfattet af skribenter med dramatiske, men ikke særlig kildekritiske evner.

Især anekdoter om små børn, der pludselig rejste sig fra kisten, var populære og havde alle til fælles, at mødrene faldt døde om af chok oven på den uventede genopstandelse.

Mange stod desuden frem med personlige beretninger om, hvordan de i sidste øjeblik var blevet reddet op af graven.

Ingen stolede på lægerne

Disse øjenvidneberetninger fra dødsrigets forhal førte – sammen med Bruhiers bøger, som blev trykt i stadig nye oplag – til, at stort set alle lande i Europa indførte en fast praksis, hvor døde tidligst blev lagt i graven efter et døgn og typisk først efter 48 timer.

Ændringen var markant i forhold til tidligere, hvor folk – især under epidemier som pest og kolera – knap havde draget deres sidste suk, før de blev begravet.

Takket være Bruhier var frøet til et folkeligt hysteri plantet, og ingen turde længere stole på, at lægerne formåede at skelne mellem liv og død.

Overalt i Europa begyndte folk at skrive testamenter, hvor de bad om at blive skåret op, inden de blev lagt i graven, og blandt det bedre borgerskab i England kom det på mode at testamentere sin formue til familielægen – på betingelse af, at han fejede enhver tvivl om dødens indtræden af bordet.

Sidst i 1700-tallet skænkede den engelske antikvar Francis Douce fx 200 guldmønter til sin læge som betaling for, at han skulle skære hjertet ud af hans krop inden begravelsen, mens en lady Dryden fra North Hampshire efterlod sin læge en formue på 50 pund som tak for, at han snittede hendes hals over, før hun blev lagt i kisten.

En anden kvinde, Elizabeth Thomas, beordrede sin læge til at hamre et langt metalsøm gennem hendes hjerte.

Dødsdømte præstinder blev begravet i en lille celle, hvor de døde af iltmangel.

© Mary Evans

Ukyske præstinder blev begravet levende i Rom

I oldtidens Rom skulle de såkaldte vestalinder – kvindelige præster – holde en hellig ild i Vesta-templet i live. Flammerne symboliserede Roms stabilitet, og en død ild ville derfor udsætte byen for stor fare, mente romerne.

Vestalinderne blev håndplukket som unge piger og forpligtede sig til et liv i cølibat i de 30 år, hvor de var i tjeneste. Udydige præstinder skulle straffes med døden, men eftersom romerne ikke måtte lægge hånd på vestalinderne, blev de i stedet begravet levende.

Logikken var, at romerne dermed ikke var ansvarlige for præstindernes død, fordi guderne kunne gribe ind og skåne dem. Den dødsdømte vestalinde blev iført ligklæder og ført igennem Rom til sin grav, der bestod af en lille, underjordisk celle. Ved graven blev kvinden tvunget til at kravle ned ad en stige til cellen, som var indrettet med en seng og en olielampe.

Så snart kvinden var nået ned, blev stigen trukket op, graven forseglet, og kvinden overladt til en langsom død.

Uenighed om dødstegn splittede lægerne

Mens europæerne forsøgte at gardere sig mod at blive spærret inde i et underjordisk fængsel – nogle fik efter eget ønske sågar en pistol med i graven, så de kunne skyde sig selv i nødstilfælde – diskuterede de lærde usikkerheden ved dødstegnene.

Uenigheden var massiv, og lægerne var splittet i tre uforsonlige lejre. Én gruppe insisterede på, at de til enhver tid kunne skelne en levende fra en død, en anden hævdede, at forrådnelse og stivhed var de eneste pålidelige dødstegn, mens en tredje gruppe svor, at kun forrådnelsen var en sikker indikator på død.

Den italienske professor Pietro Manni ærgrede sig så meget over striden, at han udskrev en konkurrence med en stor pengepræmie til den læge, der kunne præsentere en sikker metode til påvisning af dødstegn.

De fleste forslag var mere fantasifulde end gennemtænkte: En læge havde opfundet en lang nål med et flag i enden – når nålen blev stukket ind i hjertet, ville flaget folde sig ud og blafre, såfremt hjertet stadig slog.

En anden læge udtænkte en tang, som skulle klemmes om brystvorterne, og en tredje lancerede et termometer, der skulle føres ind i maven og måle, om kropstemperaturen var lav nok til en dødsdiagnose.

“Begrav mig ordentligt, og læg ikke min krop i graven før mindst to dage efter min død.” George Washington, USA’s tidligere præsident, på sit dødsleje i 1799.

Ingen af ideerne imponerede dommerkomiteen, som i 1848 i stedet udpegede franske Eugène Bouchot som vinder.

Bouchot foreslog, at to minutters stetoskop-lytning til hjertet kunne afgøre, om døden var indtrådt.

Løsningen var lige så enkel, som den var praktisk, og over hele Europa blev Bouchot hyldet for sin banebrydende tænkning.

Konkurrence lokkede tosser til

Diskussionen om sikre dødstegn var dog på ingen måde lukket, og flere læger afviste at følge Bouchots anvisning.

De fortsatte i stedet med at udtænke nye ideer, og bl.a. foreslog en svensker, at et levende insekt skulle proppes ind i øret på den livløse krop.

En franskmand mente, at lægen burde stikke ligets finger i sit øre – hvis personen stadig var i live, ville lægen kunne høre en svag brusen fra blodomløbet.

En anden franskmand udviklede en mekanisk tungetrækker-maskine, som i hele tre timer skulle trække i den afdødes tunge.

For endegyldigt at standse uenighederne om sikre dødstegn udskrev en fransk adelsmand i 1868 endnu en konkurrence.

Blandt de over 100 deltagere var bl.a. en frisør, som mente, at håret kunne afsløre, om en person var død.

Fryten for begravelse blev også et tema i bøger – og senere i gyserfilm.

© Mary Evans

En anden foreslog, at al tvivl om dødens indtræden kunne udelukkes ved at sprøjte det dødelige giftstof stryknin ind i den livløse, mens en tredje anbefalede, at den dødes tindinger skulle brændes med hvidglødende jern.

Nogle af de mere lavpraktiske forslag gik ud på at udstyre kisterne med skovl og stige, så levende begravede selv kunne flygte fra graven.

Alternativt skulle den afdøde have en trompet i munden, så vedkommende kunne trutte en fanfare fra det underjordiske.

Vinderen af konkurrencen blev en tysk professor, som foreslog, at den livløse skulle skrubbes med en hård børste et par timer efter dødstidspunktet.

Hvis huden blev som pergament efter behandlingen, var døden med sikkerhed indtrådt, pointerede professoren.

Hver tiende blev begravet forkert

Selv om lægerne nu efterhånden rådede over adskillige metoder til at skelne mellem levende og døde, fortsatte mareridtsagtige historier om levende begravede med at dukke op i aviserne med jævne mellemrum.

Ingen havde dog den fjerneste ide om, hvor omfattende fænomenet reelt var, men en tysk læge anslog løseligt, at hvert tredje menneske blev begravet før tid.

Det tal blev dog betegnet som noget overdrevet af en engelsk og en svensk læge, som havde sjusset sig frem til, at tallet nok nærmere lå omkring én ud af ti.

Hufeland var Tysklands mest respekterede læge, og hans råd blev derfor fulgt til punkt og prikke.

© Bridgeman

Mere besindige folk tog sig tid til at undersøge sagen til bunds, inden de udtalte sig – en af dem var Eugène Bouchot, som havde vundet den første dødstegn-konkurrence.

Han og en skare lægekolleger arbejdede sig i 1860’erne systematisk gennem alt tilgængeligt materiale om levende begravede – bl.a. avisartikler og medicinske tidsskifter – og konkluderede entydigt: Historierne var pure opsind, og selv videnskabelige artikler var i foruroligende grad baseret på de udbredte vandrehistorier.

Den franske professor Paul Brouardel viede hele 20 år til at bore i sagerne om levende begravede.

Efter at have rejst fra by til by og land til land og interviewet et hav af læger, myndighedspersoner og pårørende kunne han slå fast, at ikke en eneste af de historier, der havde været trykt i aviserne, havde hold i virkeligheden.

Dog – understregede de lærde – fandtes enkelte veldokumenterede tilfælde af for tidlige begravelser, men forekomsten af dens slags grufulde episoder stod langtfra mål med den massive omtale, fænomenet havde fået.

Hund døde efter tre timer

Videnskabeligt eksisterede da heller intet belæg for, at mennesker kunne overleve timer eller endog dage i graven, sådan som rygtet ville vide.

Allerede i 1700-tallet havde den tyske videnskabsmand Ernst Hebenstreit beregnet, at en kiste kun kunne rumme ilt til højst en time, og i 1859 undersøgte hans landsmand, en læge ved navn von Röser, sagen eksperimentelt ved at tvinge en stor hund ned i en lufttæt kiste med glaslåg.

De “afdøde” blev anbragt på bårer, hvor de i teorien kunne rejse sig fra de døde.

© Bridgeman

Tvivlsomme døde blev sendt på asyl

Af frygt for levende begravelser oprettede tyske byer lighuse, hvor de afdøde kunne rådne inden begravelsen.

Ifølge 1700-tallets læger gik kroppen i dvale, inden døden indtraf. Selv det trænede øje kunne ikke skelne tilstanden fra klinisk død, og derfor anbefalede den tyske læge Christoph Wilhelm Hufeland opførelsen af en række “asyler for tvivlsomt liv”, hvor de livløse kunne tilses én gang om dagen.

I byen Weimar åbnede i 1792 det første lighus efter Hufelands instrukser, og snart skød asyler op i flere andre byer. Flere steder var lighusene indrettet med en særlig afdeling til rige og fornemme personer, der modsat deres fattige lidelsesfæller var omgivet af malerier, statuer og blomster.

Flere steder lod vagterne nysgerrige få adgang til lighuset – mod en beskeden entré fik gæsterne mulighed for at betragte de voksagtige legemer i forrådnelse.
Asylerne blev ikke nogen stor succes: Ikke en eneste gang vågnede et menneske op fra de døde.

Efter tre timers dødskamp udåndede hunden. Von Röser understregede, at hunden optog mindre plads i kisten end et menneske og dermed havde haft mere luft til sin rådighed. Så et menneske i en kiste kan højst overleve i omkring 60 minutter, konkluderede lægen.

Efterhånden som lægevidenskaben blev mere pålidelig, forduftede angsten for at blive levende begravet.

Folk turde nu stole på, at lægerne havde styr på dødstegnene, og i første halvdel af 1900-tallet kunne både måneder og år gå mellem de sensationelle overskrifter.

Men når historierne en sjælden gang dukkede op, blussede paranoiaen kortvarigt op på ny. Særligt en episode i 1937 satte sindene i kog – af den simple grund, at den modsat de fleste andre beretninger fra gravens dyb var sandfærdig.

Overlevede to dage under jorden

Da den 19-årige franskmand Angelo Hays mistede herredømmet over sin motorcykel, blev han slynget ind mod en stenmur med hovedet først.

Den lokale læge tilså straks det slemt tilredte trafikoffer og lyttede forsigtigt med et stetoskop til hans hjerte. Lægen fandt hverken hjertelyd, puls eller vejrtrækning og erklærede den unge mand død.

“Jorden vil kvæle mig! Sværg, at min krop vil blive skåret op,så jeg ikke bliverbegravet levende." Frederic Chopin, polsk komponist, på sit dødsleje i 1849.

Tre dage efter ulykken blev Hays begravet, og nogenlunde samtidig opdagede hans forsikringsselskab, at drengens far blot få uger forinden havde tegnet en livsforsikring på 200.000 franc til sønnen.

En inspektør blev sendt ud for at undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken, som dog ganske rigtigt viste sig at være et tragisk uheld – forårsaget af en glat vejbane, hvor en traktor havde lækket olie.

Men forsikringsmanden var stædig og insisterede på, at liget blev gravet op, så den korrekte dødsårsag kunne slås fast.

To dage efter begravelsen blev Angelo Hays derfor flyttet fra kirkegården til det retsmedicinske institut i Bordeaux, hvor lægerne fik sig en gedigen overraskelse: Kroppen var stadig varm.

Frygten for at vågne op i graven var så udbredt, at patentkontorer verden over blev oversvømmet med skitser af sikkerhedskister. De skulle alarmere pårørende, hvis den døde alligevel var levende.

© Uspto

Vindue til gravens mørke

Opfinder: Franz Vester
Beskrivelse: En populær sikkerhedsforanstaltning bestod i at binde den afdødes hænder med et reb, som var koblet til en klokke over jorden. Systemets svaghed var, at alarmen kunne udløses i utide, når kroppen svulmede op under forrådnelsen. Amerikaneren Franz Vester opfandt derfor en kiste med en vinduesskakt over den dødes ansigt. Hvis alarmklokken pludselig kimede, kunne en vagt let tjekke, om personen i kisten vitterligt var vågnet op.

© Uspto

Kiste var dødfødt

Opfinder: Michel de Karnice-Karnicki
Beskrivelse: Indbygget i kisten er en bevægelsessensor, som sætter gang i flere processer over jorden, når den bliver aktiveret: en klokke ringer, et signalflag bliver hejst, lamper blinker, og et rør til luftforsyning skyder op. Under en tidlig demonstration var en af opfinderens hjælpere imidlertid tæt på at blive levende begravet, fordi alarmsystemet svigtede – og dermed forduftede efterspørgslen straks.

Øjeblikkeligt blev Hays indlagt på hospitalet, og efter flere operationer og et langvarigt sygeleje kom han sig fuldstændigt.

Hans utrolige held var, at den jord, som han var blevet begravet i, havde været både tør og løs, at kisten havde været utæt, og at hans iltforbrug havde været minimalt, fordi han var i dyb koma.

232 år efter at Margorie McCall brat havde sat sig op i graven, var Angelo Hays på samme måde blevet reddet ved et tilfælde.

Men hvor den irske kvinde vendte tilbage til et stille familieliv og fandt sig en ny mand, vågnede hendes franske skæbnefælle op til en tilværelse som stjerne.

Han opfandt en sikkerhedskiste med indbygget bibliotek, køleskab, iltapparat, toilet og alarmsystem og tog på opvisningsturné med sin luksuriøse indretning.

I Bordeaux betalte 25.000 tilskuere for at se Hays blive levende begravet, og i et direkte show på landsdækkende tv tog han sine landsmænd med storm, da han brød ud i en munter vise fra gravens dyb.