Skraldets historie gennem 2.000 år

Kampen mod skraldet har været et konstant problem i verdenshistorien. Det har ikke bare betydet at folk har taget sig for næsen, men har spredt sygdom, fået konger til at skælve i bukserne og slået millioner ihjel.

Kampen mod skraldet har været et konstant problem i verdenshistorien. Det har ikke bare betydet at folk har taget sig for næsen, men har spredt sygdom, fået konger til at skælve i bukserne og slået millioner ihjel.

Getty Images, rebrn.com

Antikken

Antikkens grækere udtænkte højtflyvende ideer om demokrati og politik, men henkastet affald udgjorde et jordnært og ildelugtende problem for filosofiens fædre.

Athen var antikkens første storby, Rom blev den næste og arvede affaldsproblemet, der enten blev trampet ned i jorden eller båret udenfor bymurene af datidens skraldemænd, slaverne.

Helvede var en losseplads

I Det gamle testamente beskrives det, hvordan Jerusalems borgere smed affald, afføring og lig i kløften Gehenna, hvor der brændte en konstant ild.

I Det nye testamente 700 år senere brugte Jesus lossepladsen som symbolet på helvede, hvor krop og sjæl ville blive opslugt.

Han advarede bl.a. jøderne om, at deres voldelige oprør mod romerne ville føre dem til helvede.

Her var truslen ikke kun åndelig, men også fysisk, fordi deres lig kunne risikere at blive smidt i Gehennas brændende losseplads af romerne.

Slaverne gjorde det beskidte arbejde

I starten af antikken blev skrald smidt på gaden uden større omtanke. I byen Troja har arkæologer fx regnet sig frem til, at der blev smidt omkring 1,4 millioner tons skrald hvert århundrede.

I Athen indså bystyret, at affaldet medførte store sundhedsmæssige problemer, og vedtog omkring 500 f.Kr. verdens første kendte skraldelov.

Nu skulle skrald smides i bunker, der lå mindst halvanden km uden for byen.

Velstående husstande sendte derfor dagligt deres slaver afsted til de store offentlige lossepladser.

Byens fattigste transporterede også ofte andre menneskers affald, imod at de fik lov til at rode det igennem først og tage, hvad de kunne bruge.

Antikkens største skraldebjerg, Monte Testaccio, findes ­stadig uden for Rom.

© Getty Images, rebrn.com
© Shutterstock

Glas

Romere gjorde en dyd ud af at genbruge, da her var mange penge at spare. Bl.a. glasskår blev nidkært indsamlet og smeltet om til nye vinduespartier,­ ­par­fumeflasker og drikkeglas.

© wattsunique.com

Våben

Italiens fastland var ikke rigt på metaller, så romerne genbrugte både deres egne og fjendens ødelagte våben. De blev smeltet om til bl.a. statuer, der hyldede guder og de sejrende hærførere.

© Shutterstock

Lertøj

Romerne producerede flere millioner amforaer om året. Når vaserne gik i stykker, blev de dog ikke smidt ud, men bl.a. brugt som udfyldning i cement sammen med småsten.

Middelalderen

Efter Romerrigets sammenbrud mistede Europa både en stærk centralmagt og uanede mængder viden.

Nu blev affaldet igen bare smidt på gaden, og natpotten tømt ud ad vinduet.

I takt med at byerne voksede, tvang stanken og sundhedsfaren dog også folk i middelalderen til at gøre noget ved affaldet.

Losseplads blev til forsvarsanlæg

Borgerne i 1400-tallets Paris læssede efter dekret fra deres konge Karl 7. affald af uden for bymurene for at nedbringe stanken i byen.

Skraldebunkerne voksede sig hurtigt høje, og 100 år senere var de blevet til store affaldsbakker, der lå så tæt op ad byens mure, at de udgjorde en militærtrussel.

En af Paris’ gamle losse­pladser blev forvandlet til parken Buttes-Chaumont i 1800-tallet.

© Library of Congress

Fjenden kunne bruge bunkerne til at forcere murene eller skyde direkte ind i Paris.

Derfor blev affaldsdyngerne inddraget i byens forsvarsværker som kanonstillinger.

Sådan fungerede de i 100 år, indtil Solkongen, Ludvig 14., erklærede, at hans erobringer havde gjort byen sikker.

Kongen rev den gamle bymur ned og fjernede skraldebunkerne, så han kunne udvide Paris med store boulevarder.

Pesten førte til de første skraldemænd

Da pesten hærgede i Europa, kom middelalderens læger frem til, at sygdommen måtte skyldes stanken i byerne.

Efter flere epidemier i London blev borgerne i 1400-tallet derfor påbudt at holde affald indendørs indtil en ugentlig indsamlingsdag, hvor det blev hentet af en raker (indsamler).

Skraldeindsamling skulle vise sig at være et fast og velbetalt job, for rige borgere, der ikke ønskede at have skraldet stående en uge, betalte godt for, at deres hjem havde førsteprioritet.

Stanken fra pestofrenes lig var decideret farlig, mente læge­videnskaben i middelalderen.

© Bridgeman

En større plan med afskaffelsen af skraldet var der dog ikke.

Det blev som regel hældt i Themsen eller læsset af langs Londons indfaldsveje, så det ikke længere kunne lugtes i byen.

På trods af den fejlagtige teori havde løsningen en klar effekt på smittefaren.

Antallet af rotter fyldt med lopper, som var de egentlige pestbærere, blev nemlig stærkt formindsket i London.

London kunne kendes på stanken

Forskere har anslået, at Londons 70.000 indbyggere og fritgående husdyr i 1520 producerede 100 tons afføring om dagen.

Uden et egentligt kloaksystem forblev det meste afføring på gaden i månedsvis.

Vejene var fyldt med bl.a. fordærvet mad og søle.

Dette blev til tider et så stort problem, at myndighederne så sig tvunget til at smide et nyt lag jord på og lave en ny vej oven på det gamle skidt.

Stanken kom også udefra, da slagtere dræbte og parterede dyr lige uden for bymurene.

Den værste lugt kom dog fra garverierne, hvor dyrehuder blev behandlet og kogt fri for sener og kødrester.

Overklassen forsøgte at bekæmpe stanken ved at gå med velduftende blomster om halsen.

Londons biskop Thomas Wolsey var nødt til at have næsen boret ned i en udhulet appelsin fyldt med ed­dike for at kunne holde byens lugt ud.

Mayaerne frygtede skraldebunken

Mayaindianerne i Mexico samlede affald på nøje udvalgte steder.

Der var forbud mod bosættelser for tæt på affaldsbunkerne, da varme og metangasser fra afføring udgjorde en stor risiko for pludselige eksplosioner og brande.

Lossepladserne var så omfangs­rige, at brandene kunne vare ved i flere dage. Mayaerne havde flere hund­re­de af disse lossepladser, som endda blev flyttet, hvis riget skulle udvides.

Skraldebunkerne har senere vist sig at være en uundværlig kilde for arkæologerne til forståelse af det mellem­amerikanske folk.

Natmændene fik betaling pr. ton afføring, de hentede op af septiktankene.

© Image select

Der var penge i lortet

Mens byen sov, gik natmændene på arbejde. De tjente gode penge på andre menneskers afføring, men blev set ned på af resten af samfundet og levede isolerede liv, omgivet af ekskrementernes odør.

Da magthaverne hverken havde viden eller viljen til at bygge kloaksystemer i middelalderen, blev der under større huse i stedet gravet store huller, der fungerede som septiktanke.

Hullerne kunne typisk indeholde flere tons afføring og blev tømt af de såkaldte natmænd. De fik deres navn, fordi de kun måtte arbejde mellem kl. 21 og 5, så deres ildelugtende erhverv generede borgerne mindst muligt.

Generelt var natmændenes arbejde uden tvivl et af de værste i middelalderen.

De stod ikke bare dagligt i lort til knæene, men skulle pga. deres stank helst holde sig fra andre mennesker og måtte kun bo på særligt udvalgte steder.

Til gengæld blev de vel betalt og kunne på én nat tjene, hvad en typisk arbejder fik pr. uge. Arbejdet var heller ikke ufarligt.

Latrintankene var fyldt med både gasser, der kunne for­årsage kvælning, og sygdomsbefængte rotter, som gerne bed fra sig.

Og hvis en natmand var så uheldig at glide og falde ned ­i hullet med flere tons afføring, kom han ikke altid op igen.

Afføring havde mange muligheder

Adelig gødning var den fineste

I Japan var salg af menneskeafføring som gødning en anerkendt praksis. Især adelig lettelse stod i høj kurs, fordi en bedre diæt efterlod flere næringsstoffer i afføringen.

Aztekerne byggede lorteøer

Aztekerne byggede kunstige øer bestående af mudder, planter og menneskeafføring. Jorden på øerne var så frugtbar, at der kunne høstes afgrøder syv gange om året.

Afføring som afstraffelse

Afføring kunne også bruges som afstraffelse. Engelske Edward 2. tvang fx utro mænd og kvinder til at stå en dag i knædybt søle af ekskrementer som straf.

Industrialiseringen

1800-tallets teknologiske fremskridt og ­masseproduktion havde en møgbeskidt ­bagside.

Skrald og sygdomme omklamrede stor­byernes skove af skorstenstårne, og de kul­fyrede fabriksanlæg udspyede smog og aske.

Den beskidte situation blev ikke bedre af, at affaldshåndteringen var lagt i hænderne på korrupte og fordrukne skraldemænd.

En officer rydder op i New York

New York var en svinesti i slutningen af 1800-tallet, hvor bl.a. døde dyr lå på gaden i ugevis, før de blev fjernet.

Men da kavaleriobersten George Waring fik ansvaret for oprydningen, skete der pludselig mirakler.

Waring opbyggede et gade­fejer­system efter militært forbillede, hvor de ansatte skulle arbejde i otte timer om dagen, hver med ansvaret for 10 specifikke fortove.

Warings arbejdsmænd blev klædt i hvidt for at symbolisere renhed og samlede skidt op i små vogne.

Warings hvide hær af skraldemænd gjorde byen så ren, at en journalist skrev for­undret: “Du kan rent faktisk se asfalten”.

© Library of Congress & Preston Digital Archive

Tidligere havde et af byens store problemer været de 250.000 karetheste, der gik frit ­omkring ved nattetide og efterlod mere end 1.000 tons hestepærer dagligt.

De blev nu be­ordret opstaldet, og deres afføring samlet sammen og solgt som gødning.

Warings hvide hær var så effektiv, at New York allerede året efter fejrede dem som byens helte med en parade gennem byens rene gader.

Luften i London var så beskidt, at en modeekspert skrev til sine læsere: “Vask ansigtet, hver eneste gang du har været ude”.

© Mary Evans Picture Library

Ovne sendte skralden op i røg

Med industrialiseringens indtog fandt politikerne ud af, at enorme ovne skulle redde London fra skraldet.

De såkaldte Destructors stod færdige i 1891 og kunne forbrænde 24 tons affald i døgnet.

Ovnene var en revolution, men bragte et nyt problem med sig. Asken fra de mange tons skrald dryssede tilbage ned over London som en sort, klæbrig sne.

Borgerne blev nu beskidte af den mindste gåtur, og en storm af ­klager væltede ind. I alt nåede ­ovnene kun at fungere i 10 år, før de endeligt blev lukket ned igen.

Skraldemænd forlangte beskyttelsespenge

Skraldemændene begyndte at få større magt, i takt med at byerne voksede.

I London holdt de underbetalte skraldemænd sig især til de rige kvarterer, hvor de forlangte “ølpenge” af beboerne med et diskret host.

Hvis ikke der blev fundet lidt mønter frem, kunne den fortørnede skraldemand nemt komme til at tabe husaffaldet ud over de fine gulvtæpper, når ­skraldet blev hentet i huset.

Da de fattige ikke havde råd til at bestikke skraldemændene, kunne der gå ugevis, uden at de lagde deres rute forbi armodens kvarterer.

Skraldevognen ­svinede gaderne til

Vogne har været et essentielt hjælpemiddel for skraldemændene siden middelalderen. Men først under industrialiseringen begyndte de første forsøg på at modernisere det ildelugtende køretøj.

Verdens storbyer har altid produceret tonsvis af skrald. Under industrialiseringen eksploderede både byernes størrelse og produktion dog som aldrig før, hvilket hurtigt fik mængden af skrald til at hobe sig op i gaderne.

De simple hestevogne, som skraldemændene i hundredvis af år havde benyttet til deres ildelugtende arbejde, kunne ikke længere følge med og svinede endda selv byen til.

Med tiden bragte den nye teknologi mere effektive transportmidler og opfindelser med sig. Der skulle dog gå mange år, før damerne ikke længere behøvede at løfte op i kjolerne, når de gik i byens tilsmudsede gader.

© Image Select

Hestevogn: Brugt i hundredvis af år

Under industrialiseringen var hestevognen stadig skraldemændenes mest benyttede transportmiddel. I London steg antallet af hestetrukne skraldevogne fra 12 omkring år 1400 til flere hund­­­re­de i 1800-tallet. Da vognene ikke havde nogen overdækning, var et konstant problem, at støv og skidt blæste ned i hovedet på uopmærksomme fodgængere.

© Grace’s Guide ltd.

Forsøg med damp

I 1896 udviklede flådeingeniøren John Thornycroft den første dampdrevne lastbil med tippelad. Bilen havde en lastekapacitet på et ton, og tippeladet gjorde aflæsningen af skrald på lossepladsen væsentlig hurtigere end tid­ligere. Dampvognene blev en succes på De Britiske Øer, men vandt aldrig rigtig frem i Europa. Køretøjerne havde nemlig dårlig manøvredygtighed, som gjorde det svært at komme frem i storbyens smalle gader.

© Washington State Archive

Skraldebilens fødsel

Udviklingen imod den skraldevogn, vi kender i dag, startede i 1935. Her ­opfandt to amerikanske brødre skraldecontaineren “Dumpster”. Ved hjælp af stålkæder kunne containeren løftes op og tømmes direkte i skraldevognens lad. Med tiden kunne skraldemændene endelig lægge skovlen på hylden.

Lossepladsen var en guldgrube

Katteskind

For fattige i 1800-tallets millionbyer var losse­pladsens skidt og møg et af de bedste steder at tjene til dagen og vejen. Særlig ­heldigt var det at finde en død kat, da katteskind var i høj kurs hos pelsmagerne.

Køkkenaffald

Lossepladsejeren selv og hans familie ­rumsterede også på pladsen. De fiskede mad­rester, indvolde og knogler op af skralde­bunkerne, da de kunne males til en klæg masse og videresælges som gødning.

Metal

Gammelt metal kunne bankes ud og sælges til kuffertmagerne, der brugte stumperne til at forstærke deres varer. Gamle sko var eftertragtede i stålindustrien som brændsel eller endte som sålefyld hos byens skomagere.

Kul og koks

Noget af det kostbareste affald var aske og resterne af kul og koks. Det havde den ­hastigt voksende murstensindustri nemlig stærkt brug for. Asken blev blandet med ler til mursten, og koksen og kulstumperne var fremragende langtidsholdbart brændsel.