Antikken
Antikkens grækere udtænkte højtflyvende ideer om demokrati og politik, men henkastet affald udgjorde et jordnært og ildelugtende problem for filosofiens fædre.
Athen var antikkens første storby, Rom blev den næste og arvede affaldsproblemet, der enten blev trampet ned i jorden eller båret udenfor bymurene af datidens skraldemænd, slaverne.
Helvede var en losseplads
I Det gamle testamente beskrives det, hvordan Jerusalems borgere smed affald, afføring og lig i kløften Gehenna, hvor der brændte en konstant ild.
I Det nye testamente 700 år senere brugte Jesus lossepladsen som symbolet på helvede, hvor krop og sjæl ville blive opslugt.
Han advarede bl.a. jøderne om, at deres voldelige oprør mod romerne ville føre dem til helvede.
Her var truslen ikke kun åndelig, men også fysisk, fordi deres lig kunne risikere at blive smidt i Gehennas brændende losseplads af romerne.
Slaverne gjorde det beskidte arbejde
I starten af antikken blev skrald smidt på gaden uden større omtanke. I byen Troja har arkæologer fx regnet sig frem til, at der blev smidt omkring 1,4 millioner tons skrald hvert århundrede.
I Athen indså bystyret, at affaldet medførte store sundhedsmæssige problemer, og vedtog omkring 500 f.Kr. verdens første kendte skraldelov.
Nu skulle skrald smides i bunker, der lå mindst halvanden km uden for byen.
Velstående husstande sendte derfor dagligt deres slaver afsted til de store offentlige lossepladser.
Byens fattigste transporterede også ofte andre menneskers affald, imod at de fik lov til at rode det igennem først og tage, hvad de kunne bruge.
Antikkens største skraldebjerg, Monte Testaccio, findes stadig uden for Rom.
Middelalderen
Efter Romerrigets sammenbrud mistede Europa både en stærk centralmagt og uanede mængder viden.
Nu blev affaldet igen bare smidt på gaden, og natpotten tømt ud ad vinduet.
I takt med at byerne voksede, tvang stanken og sundhedsfaren dog også folk i middelalderen til at gøre noget ved affaldet.
Losseplads blev til forsvarsanlæg
Borgerne i 1400-tallets Paris læssede efter dekret fra deres konge Karl 7. affald af uden for bymurene for at nedbringe stanken i byen.
Skraldebunkerne voksede sig hurtigt høje, og 100 år senere var de blevet til store affaldsbakker, der lå så tæt op ad byens mure, at de udgjorde en militærtrussel.
En af Paris’ gamle lossepladser blev forvandlet til parken Buttes-Chaumont i 1800-tallet.
Fjenden kunne bruge bunkerne til at forcere murene eller skyde direkte ind i Paris.
Derfor blev affaldsdyngerne inddraget i byens forsvarsværker som kanonstillinger.
Sådan fungerede de i 100 år, indtil Solkongen, Ludvig 14., erklærede, at hans erobringer havde gjort byen sikker.
Kongen rev den gamle bymur ned og fjernede skraldebunkerne, så han kunne udvide Paris med store boulevarder.
Pesten førte til de første skraldemænd
Da pesten hærgede i Europa, kom middelalderens læger frem til, at sygdommen måtte skyldes stanken i byerne.
Efter flere epidemier i London blev borgerne i 1400-tallet derfor påbudt at holde affald indendørs indtil en ugentlig indsamlingsdag, hvor det blev hentet af en raker (indsamler).
Skraldeindsamling skulle vise sig at være et fast og velbetalt job, for rige borgere, der ikke ønskede at have skraldet stående en uge, betalte godt for, at deres hjem havde førsteprioritet.
Stanken fra pestofrenes lig var decideret farlig, mente lægevidenskaben i middelalderen.
En større plan med afskaffelsen af skraldet var der dog ikke.
Det blev som regel hældt i Themsen eller læsset af langs Londons indfaldsveje, så det ikke længere kunne lugtes i byen.
På trods af den fejlagtige teori havde løsningen en klar effekt på smittefaren.
Antallet af rotter fyldt med lopper, som var de egentlige pestbærere, blev nemlig stærkt formindsket i London.
Mayaerne frygtede skraldebunken
Mayaindianerne i Mexico samlede affald på nøje udvalgte steder.
Der var forbud mod bosættelser for tæt på affaldsbunkerne, da varme og metangasser fra afføring udgjorde en stor risiko for pludselige eksplosioner og brande.
Lossepladserne var så omfangsrige, at brandene kunne vare ved i flere dage. Mayaerne havde flere hundrede af disse lossepladser, som endda blev flyttet, hvis riget skulle udvides.
Skraldebunkerne har senere vist sig at være en uundværlig kilde for arkæologerne til forståelse af det mellemamerikanske folk.
Natmændene fik betaling pr. ton afføring, de hentede op af septiktankene.
Der var penge i lortet
Mens byen sov, gik natmændene på arbejde. De tjente gode penge på andre menneskers afføring, men blev set ned på af resten af samfundet og levede isolerede liv, omgivet af ekskrementernes odør.
Da magthaverne hverken havde viden eller viljen til at bygge kloaksystemer i middelalderen, blev der under større huse i stedet gravet store huller, der fungerede som septiktanke.
Hullerne kunne typisk indeholde flere tons afføring og blev tømt af de såkaldte natmænd. De fik deres navn, fordi de kun måtte arbejde mellem kl. 21 og 5, så deres ildelugtende erhverv generede borgerne mindst muligt.
Generelt var natmændenes arbejde uden tvivl et af de værste i middelalderen.
De stod ikke bare dagligt i lort til knæene, men skulle pga. deres stank helst holde sig fra andre mennesker og måtte kun bo på særligt udvalgte steder.
Til gengæld blev de vel betalt og kunne på én nat tjene, hvad en typisk arbejder fik pr. uge. Arbejdet var heller ikke ufarligt.
Latrintankene var fyldt med både gasser, der kunne forårsage kvælning, og sygdomsbefængte rotter, som gerne bed fra sig.
Og hvis en natmand var så uheldig at glide og falde ned i hullet med flere tons afføring, kom han ikke altid op igen.
Industrialiseringen
1800-tallets teknologiske fremskridt og masseproduktion havde en møgbeskidt bagside.
Skrald og sygdomme omklamrede storbyernes skove af skorstenstårne, og de kulfyrede fabriksanlæg udspyede smog og aske.
Den beskidte situation blev ikke bedre af, at affaldshåndteringen var lagt i hænderne på korrupte og fordrukne skraldemænd.
En officer rydder op i New York
New York var en svinesti i slutningen af 1800-tallet, hvor bl.a. døde dyr lå på gaden i ugevis, før de blev fjernet.
Men da kavaleriobersten George Waring fik ansvaret for oprydningen, skete der pludselig mirakler.
Waring opbyggede et gadefejersystem efter militært forbillede, hvor de ansatte skulle arbejde i otte timer om dagen, hver med ansvaret for 10 specifikke fortove.
Warings arbejdsmænd blev klædt i hvidt for at symbolisere renhed og samlede skidt op i små vogne.
Warings hvide hær af skraldemænd gjorde byen så ren, at en journalist skrev forundret: “Du kan rent faktisk se asfalten”.
Tidligere havde et af byens store problemer været de 250.000 karetheste, der gik frit omkring ved nattetide og efterlod mere end 1.000 tons hestepærer dagligt.
De blev nu beordret opstaldet, og deres afføring samlet sammen og solgt som gødning.
Warings hvide hær var så effektiv, at New York allerede året efter fejrede dem som byens helte med en parade gennem byens rene gader.
Luften i London var så beskidt, at en modeekspert skrev til sine læsere: “Vask ansigtet, hver eneste gang du har været ude”.
Ovne sendte skralden op i røg
Med industrialiseringens indtog fandt politikerne ud af, at enorme ovne skulle redde London fra skraldet.
De såkaldte Destructors stod færdige i 1891 og kunne forbrænde 24 tons affald i døgnet.
Ovnene var en revolution, men bragte et nyt problem med sig. Asken fra de mange tons skrald dryssede tilbage ned over London som en sort, klæbrig sne.
Borgerne blev nu beskidte af den mindste gåtur, og en storm af klager væltede ind. I alt nåede ovnene kun at fungere i 10 år, før de endeligt blev lukket ned igen.
Skraldemænd forlangte beskyttelsespenge
Skraldemændene begyndte at få større magt, i takt med at byerne voksede.
I London holdt de underbetalte skraldemænd sig især til de rige kvarterer, hvor de forlangte “ølpenge” af beboerne med et diskret host.
Hvis ikke der blev fundet lidt mønter frem, kunne den fortørnede skraldemand nemt komme til at tabe husaffaldet ud over de fine gulvtæpper, når skraldet blev hentet i huset.
Da de fattige ikke havde råd til at bestikke skraldemændene, kunne der gå ugevis, uden at de lagde deres rute forbi armodens kvarterer.
Skraldevognen svinede gaderne til
Vogne har været et essentielt hjælpemiddel for skraldemændene siden middelalderen. Men først under industrialiseringen begyndte de første forsøg på at modernisere det ildelugtende køretøj.
Verdens storbyer har altid produceret tonsvis af skrald. Under industrialiseringen eksploderede både byernes størrelse og produktion dog som aldrig før, hvilket hurtigt fik mængden af skrald til at hobe sig op i gaderne.
De simple hestevogne, som skraldemændene i hundredvis af år havde benyttet til deres ildelugtende arbejde, kunne ikke længere følge med og svinede endda selv byen til.
Med tiden bragte den nye teknologi mere effektive transportmidler og opfindelser med sig. Der skulle dog gå mange år, før damerne ikke længere behøvede at løfte op i kjolerne, når de gik i byens tilsmudsede gader.
Hestevogn: Brugt i hundredvis af år
Under industrialiseringen var hestevognen stadig skraldemændenes mest benyttede transportmiddel. I London steg antallet af hestetrukne skraldevogne fra 12 omkring år 1400 til flere hundrede i 1800-tallet. Da vognene ikke havde nogen overdækning, var et konstant problem, at støv og skidt blæste ned i hovedet på uopmærksomme fodgængere.
Forsøg med damp
I 1896 udviklede flådeingeniøren John Thornycroft den første dampdrevne lastbil med tippelad. Bilen havde en lastekapacitet på et ton, og tippeladet gjorde aflæsningen af skrald på lossepladsen væsentlig hurtigere end tidligere. Dampvognene blev en succes på De Britiske Øer, men vandt aldrig rigtig frem i Europa. Køretøjerne havde nemlig dårlig manøvredygtighed, som gjorde det svært at komme frem i storbyens smalle gader.
Skraldebilens fødsel
Udviklingen imod den skraldevogn, vi kender i dag, startede i 1935. Her opfandt to amerikanske brødre skraldecontaineren “Dumpster”. Ved hjælp af stålkæder kunne containeren løftes op og tømmes direkte i skraldevognens lad. Med tiden kunne skraldemændene endelig lægge skovlen på hylden.
