Fangere og rovdyr delte byttet
Fra 1860’erne til 1930 sørgede Gamle Tom og hans flok af spækhuggere for at genne bardehvaler ind i bugten ved Eden. Herefter stævnede byens fangere ud i robåde for at harpunere de indesluttede hvaler – af frygt for spækhuggerne turde bardehvalerne ikke forlade bugten.
Når fangerne havde dræbt hvalerne, fik spækhuggerne lov til at æde hvalernes tunger, læber og kønsdele – dele, som rovdyrene foretrak, men som fangerne ikke havde brug for. Resten af ligene efterlod spækhuggerne til fangerne, der trak de døde hvaler i land. Bardehvalernes spæk og barder blev på den tid brugt til at fremstille henholdsvis lampeolie og korsetter af.
Smadrede tænder betød sultedød
Samarbejdet stod på i tre generationer, indtil en uerfaren fanger i 1930 nægtede at overlade en død hval til Gamle Tom. Fangeren slog flere gange ud efter spækhuggeren med sin harpun, indtil Gamle Tom opgav og forsvandt.
Kort efter skyllede liget af Gamle Tom op på stranden.
Flere af spækhuggerens tænder var blevet ødelagt under kampen med den tankeløse fanger, og skaderne havde givet ømme, betændte gummer. Sandsynligvis var Gamle Tom død af sult.
Efter Gamle Toms endeligt forsvandt flokken af spækhuggere. Ifølge en teori blev de udryddet af andre hvalfangere for at forhindre rovdyrene i at gøre indhug i bestanden af bardehvaler.