Stewardesser til lir og lårkort gav succes
I 1930 steg den første stewardesse ombord på en flyvemaskine og slog så eftertrykkeligt hul i mændenes verden, at kvinderne de næste 40 år herskede i flykabinen. Prisen var lange, udslidende arbejdsdage, farefulde rejser og lumre tilbud.
Stewardessens indtog varslede begyndelsen på en ny tid i den civile luftfart. Smukke kvinder blev hurtigt en vigtig reklamesøjle for selskaberne.
Et usædvanligt syn møder de jakkeklædte herrer, da de vil stige ombord på flyveren i Chicagos lufthavn den 15. maj 1930.
Oppe for enden af trappen står – helt uhørt! – en kvinde og byder velkommen med stram honnør.
Dagen er Ellen Churchs første som stewardesse hos luftfartsselskabet Boeing Air Transport. De mandlige passagerer, der hovedsageligt er forretningsfolk, kender til kvindelige sekretærer hjemme fra kontoret, men i luftrummet har de aldrig set mage.
På de mere luksuriøse flyvninger står såkaldte cabin boys eller stewards for at anvise passagererne deres pladser og servere et måltid mad.
Ellers er det andenpilotens opgave at skænke kaffen for de rejsende, når opgaverne i cockpittet levner ham tid til det.
Alt det ændrer Ellen Church på. Hun er den første kvinde i stewardessefaget – og hun har selv opfundet sin stilling.
En stewardesse var en kvinde
Året før var Ellen Church mødt op på kontoret hos distriktschefen for Boeing Air Transport i San Francisco – Steve Stimpson.
Den 24-årige sygeplejerske havde taget flyvercertifikat, og hendes drøm var et arbejde i luften.
Men hun var klar over, at tiden endnu ikke var moden til, at en kvinde kunne få plads i cockpittet hos luftfartsselskaberne.
I stedet præsenterede hun Steve Stimpson for en anden idé: Hun ville arbejde i flyets kabine.
“Som sygeplejerske kan jeg være til assistance for passagerer, der bliver skidt tilpas”, argumenterede hun kækt.
Stimpson var hurtigt overbevist og gav begejstret idéen videre til sin chef:
“Tænk på den nationale opmærksomhed, vi kan få på det”.
Han havde dog også en mere praktisk bagtanke. Kort forinden oplevede han til sit store ubehag en andenpilot hælde kaffe i skødet på en passager. Kluntethed af den kaliber ville ikke forekomme hos en kvinde, mente Stimpson.
Kundekamp gav stewardesser en chance
De civile flyselskaber havde brug for positiv opmærksomhed i konkurrencen mod jernbanerne, der var stabile og bekvemme at rejse med.
Ruteflyvning var stadig et nyt fænomen, og forholdene langtfra perfekte. For at sikre, at de skrøbelige fly ikke blev overlastede, skulle passagererne vejes, inden de kom ombord.
Og det var helt almindeligt, at piloten måtte bede en buttet passager om at rykke frem i kabinen, så flyets bagende ikke blev tynget ned og gjorde maskinen ustabil.
Komforten haltede også. Stolene var umagelige, og passagererne opholdt sig i kabiner uden trykregulering, så de fik “propper” i ørerne.
Ofte var her også koldt pga. træk, og støjen fra propellerne gjorde det svært at slappe af.
Forslaget om flyvende sygeplejersker, som kunne gøre rejsen behageligere for passagererne, vandt snart gehør hos Stimpsons chef.
Og i 1930 kunne Ellen Church derfor trække i en grøn uniform af uld som verdens første stewardesse.
Eksperimentet blev en succes
Ellen Church var den første af i alt otte stewardesser, der blev ansat på prøve af selskabet Boeing Air Transport.
Effekten var enorm. De flyvende kvinder fik omtale i hele USA, og i løbet af få år banede Ellen Church ikke blot vejen for kvinder i luftrummet – hun skabte et kvindeligt monopol i det, der havde været en ren mandeverden.
Konceptet med sygeplejersker i flyene blev også populært i resten af verden. I 1934 ansatte det schweiziske luftfartsselskab Swiss Air sin første stewardesse, og snart fulgte resten af Europa trop.
GALLERI: Se stewardessernes uniformer: Fra uldklæder til bare ben
En stewardesse var lille og elegant
En god stewardesse var altid behjælpelig. Her fastspænder hun sin passager inden afgang.
Samtidig med stewardesserne indførte luftfartsselskaberne regler for deres højde og vægt.
Som oftest skulle de veje ca. 50 kg og ikke være højere end 160-165 cm. Kravene sikrede, at pigerne let og elegant kunne bevæge sig gennem flyets smalle midtergang.
Stewardessens primære arbejde var at betjene passagererne – men hun udførte også mange andre opgaver:
Hvis et fly måtte nødlande, eller en afgang blev aflyst pga. dårligt vejr, var det stewardessens pligt at lede passagererne til den nærmeste togstation.
Når flynummeret på siden af maskinen skulle males op, svingede stewardessen penslen. Og hvis skruerne i flyets kabinestole løsnede sig, stod hun altid klar til at efterspænde dem med sin skruetrækker.
Katastrofer var dagligdag
Selv med sygeplejersker ombord var flyvning i 1930’erne farefuldt. Når vejret blev koldt, steg risikoen for overisninger af propeller og vinger.
Alene i 1936 styrtede fem amerikanske rutefly ned. Ombord på et af dem var den 22-årige stewardesse Nellie Granger.
- april 1936 var en almindelig arbejdsdag for Nellie Granger. Hun steg op i en Douglas DC-2 med 11 passagerer, der skulle flyve fra New Jersey til Los Angeles.
Undervejs mistede piloten kontakten til et radiofyr pga. en voldsom snestorm, så flyet kom på afveje. Kort efter knustes maskinen mod siden af bjerget Cheat Mountain i delstaten Pennsylvania.
Nellie Granger fik forbrændinger og blødte fra kvæstelser i hovedet. Hun overlevede imidlertid styrtet, i modsætning til piloterne og ni af passagererne.
Fortumlet reddede hun de sidste to overlevende ud, pakkede dem ind i varme tæpper og ydede førstehjælp.
Hun besluttede sig derefter for at trodse snestormen og hente hjælp. Ved at følge en telefonledning mere end seks km nåede hun frem til et hus, hvor hun slog alarm.
Derefter vendte hun tilbage gennem den hylende storm for at tilse de sårede passagerer.
Efterfølgende blev Nellie Granger udråbt til helt i aviserne, og hendes arbejdsgiver, TWA, hædrede hende med et krydstogt til Vestindien.
Grangers indsats var med til at præge forestillingen om stewardessen som luftfartens kvindelige superhelt.
Krigen bremsede alt
Udbruddet af 2. verdenskrig var en katastrofe for den civile luftfart. På begge sider af Atlanten måtte selskaberne opgive ruter, fordi størstedelen af deres fly blev beslaglagt til militær brug, og piloterne skulle betjene dem.
De få tilbageværende ruter blev underlagt strenge sikkerhedskrav, for myndighederne frygtede sabotage og spioner.
Kort efter den tyske krigserklæring blev stewardesserne hos United Airlines instrueret i at undersøge samtlige tæpper, der blev bragt ombord på flyet, inden det lettede.
Formålet var at sikre, at der ikke blev smuglet bomber i dem.
Al bagage måtte dobbelttjekkes, inden den blev læsset, og alle passagerernes fotoapparater kom under lås og slå – så potentielle spioner ikke kunne fotografere de områder, flyet passerede hen over. Men den skærpede sikkerhed var ikke altid nok.
Under en amerikansk ruteflyvning bemærkede stewardessen en ældre dame, som hele tiden lindede på flyets gardiner.
Hændelsen blev indberettet, og den gamle dame efterfølgende pågrebet. Hun viste sig at være en forklædt spion, som fotograferede amerikanske militæranlæg fra luften.
Populariteten nåede nye højder
Kvindelige rejsende var ofte misbilligende over for de tiltrækkende stewardesser.
Krigens afslutning i 1945 indvarslede bedre tider for både luftfarten og stewardessefaget.
Kravet om, at kvinderne var uddannede sygeplejersker, forsvandt, hvilket gjorde konkurrencen om pladserne endnu hårdere end før.
De unge kvinder bestormede selskaberne, fra det øjeblik stillingerne blev slået op. Da britiske BOAC i 1946 ville hyre 12 nye stewardesser, søgte over 3.000 håbefulde kandidater.
For de unge kvinder var jobbet en mulighed for at få en karriere, der bød på oplevelser, som jordbundne kvinder kun kunne drømme om; adgangen til modetøj i Paris og smykker fra guldsmedene i Karachi var frynsegoder, der kunne gøre veninderne derhjemme grønne af misundelse.
Krigen havde også sat fart på flyudviklingen, og et bombefly kunne relativt nemt indrettes, så det kunne bruges i den civile flytrafik.
Maskiner med komfortable stole, mindre støj og reguleret lufttryk i kabinerne blev resultatet. Men konkurrencen var stadig hård.
Ikke kun de hurtige tog, men også privatbilismen kostede flyselskaberne kunder. Modsvaret var storstilede annoncekampagner i aviser og magasiner.
Her slog selskaberne på rejsehastighed, komfort og den gode mad. Måltiderne var store udstyrsstykker, hvor stewardesserne på 1. klasse anrettede udsøgte syv-retters menuer serveret på fint porcelæn og med sølvtøj.
Stewardesserne blev også brugt som blikfang i reklamerne. Med smil og charme appellerede de til mændene, der stadig dominerede passagerlisterne.
“Hendes ynde, gode manérer og tankefulde opmærksomhed på sine passagerer tilfører umådelig meget til Deres komfort og fornøjelse på rejsen”, lød det i en annonce, mens en anden fokuserede på pigernes tjenstvillighed.
“Deres egen Aladdins lampe. Tryk på knappen, og luftfartens tjenende ånd står ved Deres side, parat til at betjene Dem”, skrev American Airlines.
Reklamerne lovede, at der undervejs ville være tid til at lære stewardesserne at kende, for de unge kvinder var undervist i konversation og var et charmerende bekendtskab.
Rigmænd på stewardesse-jagt
I 1960’erne var det helt normalt at bede om stewardessens telefonnummer.
Ved indgangen til 1960’erne var de unge stewardesser blevet et eftertragtet bytte for mange rige og magtfulde mænd – herunder den stenrige oliemilliardær emiren af Bahrain, der var helt forgabt i tanken om de smukke piger.
Jævnligt afholdt han derfor store, ekstravagante middagsselskaber for de unge kvinder, og nogle gange gik invitationerne videre endnu:
“To af os blev inviteret til et selskab i et af hans paladser”, fortalte den britiske stewardesse Celia Penney siden om sine usædvanlige oplevelser.
Ud på aftenen blev de to kvinder hentet af emirens personlige chauffør og kørt hjem til en aften i selskab med den royale familie.
“I løbet af aftenen inviterede emiren mig ind i et andet værelse, og her overrakte han mig en meget smuk perlehalskæde. Da aftenen var slut, blev vi kørt hjem, og vi fik begge en stor sum penge, fordi han havde sat så stor pris på vores selskab. Vi havde intet andet gjort end at være til stede og danset med vores vært”, fastholdt hun senere i sine erindringer.
Idealet var den perfekte hustru
Stewardesserne var blevet mere end blot et billede på kærlig omsorg og romantik – for mange var de indbegrebet af den perfekte hustru:
De kunne lave mad og gøre rent, var uddannede i at tale med alle og så ikke mindst bragende godt ud.
Ikke overraskende endte mange stewardesser med at gifte sig med en af deres passagerer:
“En pige, der kan smile i fem timer, er svær at finde. Det samme er en hustru, der kan huske, hvad 124 mennesker vil have til aftensmad”, stod der i en af reklameteksterne fra flyselskabet American Airlines.
Sex og chikane blev hverdagskost for en stewardesse
Stewardesser, der fjerner lag på lag af tøj, efterhånden som rejsen skrider frem. Sådan lød konceptet “The Air Strip” som det Texas-baserede selskab Braniff Air indførte i 1965.
Til sidst stod stewardesserne kun iført top og trusser. Sex var nu blevet det bedste salgsargument for flyselskaberne.
Hotpants og uniformer af papir – lige til at rive af – var blandt de kreative idéer, og annoncerne antydede, at de smukke kvinder var med på den værste:
“Jo længere I flyver, desto varmere bliver hendes smil”, lokkede Singapore Airlines, og Eastern Airlines delte sågar små, sorte bøger ud, så de mandlige passagerer nemt og problemfrit kunne notere stewardessernes telefonnumre.
Drømmen fik vinger i romanen “Coffee, Tea or Me?”, der udgav sig for at være erindringer skrevet af to stewardesser.
De fortalte om vilde udskejelser i luften – og bogen blev naturligvis hurtigt en bestseller.
Idéen om den sexhungrende stewardesse havde for alvor bidt sig fast, og i kabinen steg trykket.
Mange mandlige passagerer havde svært ved at se grænsen mellem flirt og befamling, og stewardesserne fik alvorlige problemer med at holde styr på passagererne.
Menigmand fik råd
Nye tider sørgede for, at temperaturen atter faldt i kabinen. I løbet af 1970’erne blev flyrejser en mulighed for almindelige lønmodtagere, økonomiklassen var født – og pludselig sad der også kvinder i passagersæderne.
Billetprisen blev afgørende, og så var det slut med porcelæn og sølvtøj til maden. Den blev nu serveret i plastikbakker, opvarmet i flyets mikrobølgeovn.
Stewardesserne mærkede også forandringerne. Flere skulle betjenes med mad, drikkevarer og puder til nakken, og der var ikke længere tid til den tætte personlige kontakt med passagererne.
Kvinderne mistede monopolet
Mod slutningen af 1970’erne bredte ligestillingen sig i flykabinerne, da mændene begyndte at få job her. De gik ikke rundt i hotpants og korte skørter, men i militært udseende uniformer.
Tendensen påvirkede stewardessernes beklædning, der blev mere tækkelig og afdæmpet for at udstråle autoritet.
Selve stewardessetitlen blev også udfaset til fordel for det kønsneutrale “kabinepersonale”, og luftfartsselskaberne slækkede på de skrappe krav til pigernes højde, vægt og alder.
Flyrejser er i dag allemandseje. Men forestillingen om den smukke, glamourøse og letpåklædte stewardesse lever videre, selvom fagets gyldne epoke for længst er forbi.
Du kan dog stadig komme helt tæt på stewardessernes liv med denne trænings-video fra 1940'erne, som vi har fundet frem fra arkiverne.