Oberst Hoyer Monstery begynder så småt at indse, at hans rejseledsager pønser på noget. Obersten har bemærket, at den skumle spanier skjuler en lang kniv under jakken.
Begge herrer kom for sent til aften-diligencen mod Philadelphia den 3. maj 1853 og blev enige om at slå følgeskab. Mens de to velklædte gentlemen spadserer fra forstaden Frankford mod centrum, fortryder Monstery beslutningen, for han er ubevæbnet – bortset fra sin elegante stok.
Ud af øjenkrogen opfanger Monstery lysglimtet fra en kniv. Spanieren har i al ubemærkethed listet våbnet frem, og i den stjerneklare aften forsøger han nu at dolke obersten i brystet.
I sidste øjeblik får Monstery løftet venstre arm for at beskytte sit hjerte. I stedet borer kniven sig tværs gennem hans overarm. Fortumlet af smerte river Monstery sig løs og løfter sin stok til forsvar.
Thomas Monstery (født Mønster i København i 1824) var en overgang lejesoldat i Sydamerika, før han udgav en instruktionsbog i brugen af stok til selvforsvar.
Spanieren pifter, og frem fra et skjulested træder hans to kumpaner, som også er bevæbnet med knive. Nu er den stærkt blødende oberst for alvor i knibe. Forsvarsløs er han dog langtfra, for Monstery er ekspert i nærkamp. År senere udgiver han instruktionsbøger i selvforsvar med stok.
Cirkulære slag med stokken holder forbryderne på afstand, indtil Monstery ser sit snit til med et susende hug at brække håndleddet på den første spanier. Da en lokal farmer nærmer sig i hestevogn, vælger de morderiske overfaldsmænd at fordufte.
Monstery overlever overfaldet. Det samme gør stokken, som forbliver moderigtigt tilbehør for fine herrer i mange år fremover – også selvom den oprindeligt blev brugt til noget helt andet.
Farao gjorde stokken eftertragtet
Ligesom vandrestaven har stokken årtusinder på bagen. Hyrder har altid haft brug for et redskab til at indfange vildfarne dyr og drive flokken frem i uvejsomt terræn. Oldtidens magthavere indså hurtigt hyrdestavens symbolske muligheder – til at vise, at også de førte deres flok til tryghed og lykke. En kort, ceremoniel udgave af hyrdestaven – krumstaven – var i egyptisk oldtid selve symbolet på kongemagten.
Den korte krumstav var et magtsymbol, som statuer af frugtbarhedens gud Osiris bar. Plejlen symboliserede, at farao sikrede mad til alle.
Oldtidens grækere og persere kopierede egypterne, og fra dem fik middelalderens europæiske monarker idéen. Siden spredte modedillen sig til hoffet, for alt, hvad kongen gjorde, inspirerede adelen og generalerne – snart begyndte også de at bære en eller anden form for stav.
Spadserestokken, som vi kender den i dag, holdt dog først sit indtog i 1700-tallet.
For ca. 300 år siden forventedes alle fine herrer at eje korte stokke til enhver lejlighed. Om dagen var det god skik at bære en smukt forarbejdet spadserestok af eksotiske træsorter som gummitræ eller palmer. Grebet skulle helst være dekoreret med ornamentik og beklædt med sølv eller guld.
En stok til aftenbrug var derimod oftest enklere og udført i mørk ibenholt.
Med stokken fulgte regler og etikette. En fin herre måtte fx aldrig støtte sig til den. I stedet skulle han vippe kækt med stokken, mens han gik. Skulle en gentleman til møde med embedsmænd eller besøge den kongelige familie, skulle stokken efterlades ved døren, da den kunne bruges som våben.
Fornemme herrer ønskede sig naturligvis stokke i gave. Benjamin Franklin (1706-1790) – en af den amerikanske grundlovs fædre og USA’s ambassadør i Frankrig – modtog engang en særlig fin stok af en fransk hertuginde. Efter hans død i 1790 arvede USA’s præsident, George Washington, den. I Franklins testamente stod der:
“Min fine spadserestok af skovæbletræ (crab-tree, red.) og et forgyldt greb formet som frihedens hue giver jeg til min ven og menneskehedens ven, general Washington. Kald den bare det scepter, som han så rigeligt har gjort sig fortjent til”.
Dandyer imiterede adelsmænd
I London blev den fine spadserestok omtrent på samme tid en uundværlig rekvisit for de såkaldte dandyer. Ved at klæde sig fornemt og gå med stok forsøgte de modebevidste mænd fra middelklassen at snobbe op til fornemme adelsmænd.
Markedet for stokke voksede år for år og blev så indbringende, at et utal af stokke med særlige funktioner blev opfundet i løbet af 1800-tallet.
Havde stokken et smukt udført greb, gjorde den lykke blandt gentlemen.
Bortset fra skjulte våben kunne gentlemen også få stokke med hulrum til at opbevare tobak, snus eller en lommelærke i. Til jagt eller en lang dag på væddeløbsbanerne var en såkaldt shooting-stick smart at medbringe. Med et snuptag kunne stokkens greb forvandles til et sæde, så herren kunne sætte sig og hvile benene.
Stokke med våben solgte især godt blandt officerer; bl.a. fremstillede våbenproducenten Remington en stok med en lille et-skudspistol gemt i håndtaget. Andre fabrikerede stokke med en skarp syl eller sværdklinge gemt i. Men som oberst Hoyer Monstery så håndfast beviste, kunne stokken i sig selv også være et glimrende forsvarsvåben i den rette mands hænder.
Spadserestokkens popularitet fortsatte et godt stykke op i 1900-tallet, hvor stumfilm-stjernen Charlie Chaplin ivrigt svingede sin whangee – en simpel bambusstok med buet greb. Først i løbet af mellemkrigsårene mistede stokken sin status som fast ledsager for den velklædte gentleman.