Trafikkens historie: Fra 3 km/t til Napoleons højrekørsel
Ensrettede gader og parkeringsforbud i det gamle Rom, 3 km fartgrænse i 1800-tallets britiske byer og livsfarlige trafiklys på gas. Trafikkens historie er lang, kringlet og ikke helt ufarlig.
Mange spæde forsøg på trafikregulering var afhængige af håndkraft.
Du er lige nu på vej på en læserrejse med HISTORIE gennem trafikkens lange historie, der byder på alt fra oldtidsbyer med parkeringsforbud til Napoleons højrekørsel.
Men pas på! Det er på eget ansvar - der venter hurtige køretøjer, eksploderende trafiklys og uheld i nattelivet forude!
Oldtidsby med ensretning
Oldtidens storbyer vrimlede med mennesker, vogne og dyr, og trafikpropper var almindelige. Trafikken var så kaotisk, at Kina og Romerriget indførte trafikregler langt før vores tidsregning med parkeringsforbud og ensrettede gader. I 45 f. Kr. forbød Julius Cæsar oksekærrer og stridsvogne at køre i dagtimerne.
Trafikskilte i sten
Historiens første trafikskilte var milesten, der viste afstand og retning til rigets hovedstad i mange af oldtidens store imperier. I middelalderen var det almindeligt at skilte med de nærmeste byer i vejkryds, men først med bilens udbredelse blev moderne vejskilte nødvendige.
Napoleon udbredte højrekørsel
I oldtiden og middelalderen foregik trafikken i venstre side, men på 1700-tallets større vogne var kusken placeret sådan, at det gav et bedre overblik at køre i højre side. I 1794 indførte Frankrig højrekørsel ved lov, og det spredtes med Napoleons erobringer. Derfor beholdt Storbritannien venstrekørsel.
Farlig opfindelse
I midten af 1800-tallet dukkede damptraktorer, kaldet vejlokomotiver, op. For at sikre mennesker og heste blev det i 1865 i Storbritannien vedtaget, at en mand skulle gå 50 meter foran vejlokomotivet med et rødt flag, og at det skulle stoppe, hvis føreren så en hest.
Maks 3 km/t.
I 1861 indførte Storbritannien verdens første fartgrænse på 16 km/t. for _“_selvdrevne fartøjer”. Men folk var så rædselsslagne for de store dampdrevne traktorer, at farten blev sat ned til 6 km/t. på landet og 3 km/t. i byerne.
Damptraktorer med 16 km/t spredte rædsel på landevejen.
Nattelivet fik lys på vognene
I begyndelsen af 1800-tallet voksede det bedre borgerskab, og nattelivet blev mere udbredt. Det kunne give uheld, når hestevognene kørte hjem i de mørke gader. Derfor blev det i mange britiske byer lovpligtigt at have lys på hestevogne efter solnedgang. I 1907 kom loven også til at omfatte biler.
Trafiklys med håndkraft
Verdens første trafiklys blev udviklet til Londons massive trafik i 1868 og bestod af en gaslampe, som lyste rødt den ene vej og grønt den anden, styret af en politimand. Jobbet var ikke ufarligt. En politimand blev svært kvæstet, da en gaslampe eksploderede. Trafiklyset blev først automatisk i 1920.
Plader af pap og porcelæn
I 1893 indførte Frankrig som det første land i verden krav om, at biler skulle have nummerplader. Det skulle sikre, at synderen let kunne identificeres, hvis uheldet var ude.
Det var bilejerens eget ansvar at fremstille nummerpladen, og materialerne varierede fra pap og læder til kobber og jern. I 1898 indførte Holland statslige nummerplader lavet af porcelæn. Den første plade fik nummeret 1.
I begyndelsen af det 20. århundrede blev nummerplader af emaljebeklædt metal udbredte.
Bilhorn på trykluft og udstødningsgas
I lande, hvor en flagmand ikke var lovpligtigt, skulle dampdrevne vogne forsynes med advarselsudstyr som skralder eller klokker. I bilens barndom var horn, sirener eller fløjter drevet af trykluft, håndsving eller udstødningsgas moderne. Efter 2. verdenskrig indførte de fleste lande ensartede bilhorn.
Kuske var ligeglade med fodgængerne
I 1868 var trafikken blevet så tæt, at mekaniske skilte blev sat op. De skulle få vogne til at stoppe for fodgængerne. Men skiltene blev ignoreret og derfor hurtigt fjernet. I 1930'erne blev fodgængerovergange almindelige i Storbritannien i form af sort og hvid-stribede lygtepæle. Efter 2. verdenskrig blev pælene afløst af fodgængerfelter.