Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Gammel heksekone

Svenske børn smed mor på heksebålet

Norden holdt længe hovedet koldt, mens jagten på hekse greb om sig i Europa. Men i 1668 går svenskerne amok. Hysteriet føres an af børn, som ivrigt angiver hvem som helst – selv deres egne mødre.

The Granger Collection/Ritzau Scanpix

71 dødsdømte mænd og kvinder modtager den 1. juni 1675 nadveren i Torsåkers Kirke i den nordsvenske landsdel Ångermanland.

De er alle kendt skyldige i at have indgået en pagt med Djævlen. Kvinderne skriger hjerteskærende, mens grove eder og trusler slynges ud i kirkerummet af de få mænd.

Selvom kirken er proppet med de dømtes pårørende, kommer ingen dem til undsætning. I stedet griber kvindernes fædre, brødre og ægtemænd til våben og slår ring om Djævlens håndlangere.

Med skub og slag genner de pårørende de dømte over til Bålbjerget 5 km fra kirken. Besvimer nogen undervejs, slæbes de brutalt videre i benene.

For foden af bjerget hugger bødlen hovedet af de dømte, så deres blod ikke risikerer at kvæle ilden. Hver familie slæber derefter et hovedløst lig op til bålet, tager tøjet af det og kaster deres forheksede kære på bålet. En femtedel af kvinderne i Torsåker sogn forsvinder denne midsommeraften i flammerne.

“En troldkvinde må du ikke lade leve”.
2. Mosebog i Det gamle testamente.

Massehenrettelserne i Torsåker er det største blodbad under Sveriges otte år lange heksejagt fra 1668 til 1676 – et massehysteri, som senere bliver kendt som Det stora oväsendet, det store postyr.

Ud af de ca. 400 hekse, som gennem historien er blevet henrettet i Sverige, mister godt 300 af dem livet under Det stora oväsendet. Drivkraften bag blodbadet er kongen og børn med en livlig fantasi.

Hekse blev sjældent straffet

I den tidlige middelalder anså den katolske kirke trolddom for at være harmløs overtro. Straffen var oftest mild – mistænkte hekse skulle fx gå en ekstra gang i kirke og fremsige nogle flere Ave Mariaer.

Men gradvist ændrede kirken holdning til fænomenet, og i 1484 blæste pave Innocens 8. til kamp mod hekse, som kirkelederen mente udgjorde en trussel mod troen.

Snart efter udgav dominikanermunken bogen “Heksehammeren”. Værket fik pavens opbakning og slog højtideligt fast, at hekse og trolde ikke var barnlig overtro, men en uomtvistelig kendsgerning.

“Heksehammeren” skulle få enorm indflydelse og satte helt frem til 1600-tallet Europas befolkning i kog med jævne mellemrum. Selvom bogen var udgivet i det katolske Sydeuropa, prægede den også Norden, selvom landene her havde indført protestantismen.

Heksehammeren

“Heksehammeren” blev skrevet i vrede af Heinrich Kramer. Tyskeren havde forsøgt at få nogle kvinder dømt som hekse, men bystyret i østrigske Innsbruck havde i stedet forvist ham. Kramer blev af byens biskop kaldt skør og senil.

© Wellcome Collection Gallery

I 1600-tallets Norden gik der dog år mellem hekseprocesserne, og kun sjældent blev nogen dømt – lige indtil Sverige gik amok i en blodrus uden sidestykke i nordisk historie.

Hysteriet begyndte med, at én fjer blev til fem høns: En 9-årig dreng beskyldte den 11-årige Gertrud Svendsdotter for at have gået på vandet, da hun drev nogle geder hjem fra en holm i Dalälven.

Historien gik fra mund til mund, til den kom sognepræsten Lars Elvius for øre. Undervejs var historien blevet vildere og værre, for hver gang den blev fortalt: Nu havde pigen anråbt Djævlen, som var dukket op og havde givet hende en salve til at smøre på fødderne, så hun kunne gå på vandet. Ligesom Jesus. Den alarmerede sognepræst besluttede at afhøre Gertrud.

Sognepræst fik kongelig støtte

I begyndelsen af 1668 dukkede et nyt vidne op. En 15-årig dreng kunne berette, at gedehyrdinden, der nægtede at svare på præstens spørgsmål, tit havde været på Blåkulla – en svensk pendant til Bloksbjerg. Hun havde endda taget drengens små søstre og andre børn med derned.

I hele Sverige brændte bål

Flere vidner trådte frem, og 11-årige Gertrud blev presset mere og mere op i et hjørne. Sognepræsten forklarede hende formentlig også, at hun kun ville redde sin sjæl, hvis hun bekendte sine synder.

Omsider begyndte pigen at tale. Et år efter “hændelsen” med gederne angav Gertrud 19 personer, heraf otte voksne. Den ivrige sognepræst havde fået hul på den betændte byld.

Al hans teologiske lærdom om djævle og dæmoner kunne nu komme til ære og værdighed. Elvius kunne endog læne sig op ad den svenske konges ord. I 1608 havde Karl 9. indført en lov, som ligestillede synd med majestætsfornærmelse – begge dele skulle straffes med døden.

Den bibelstærke Elvius kendte udmærket kirkens syn på hekse. Han behøvede bare at kaste et blik i 2. Mosebog, hvor der står:

“En troldkvinde må du ikke lade leve”.

Med juraen på plads kunne heksejagten for alvor begynde i Sverige.

Børn angav mor og søstre

I foråret 1669 begyndte rygterne at løbe, og børnevidner stod frem i landsbyen Mora længere nede ad Dalälven. Også her blev børn angiveligt fløjet til Blåkulla om natten af hekse.

Karl 9.

Svenske Karl 9. (1603-1611) indførte dødsstraf for hekseri, utroskab og ulydighed over for forældre.

© Nationalmuseum

I august 1669 faldt hammeren, og 14 hekse samt en enkelt troldkarl blev henrettet. Ifølge en af de tilstedeværende præster var det “et græsseligt skue”.

Imens stod børnevidner fra landsbyen og så deres mødre, søstre og naboer blive brændt. Dagen sluttede med, at børnene selv blev pryglet, da de jo havde erkendt deres deltagelse i sataniske fester.

Formanden for trolddomskommissionen, friherre og landshøvding Lorentz Creutz, skrev til rigsrådet og begrundede det fornuftige i at slå så hårdt ned:

“Jeg kan således forsikre Dem, mine Herrer Grevelige Excellencer, at uden denne hurtighed i håndteringen havde vi antageligt stået over for en aldeles ufremkommelig situation”.

Adelsmanden Creutz kunne ikke have taget mere fejl. I stedet for at fjerne problemet voksede det eksplosivt.

Heks tortureres

Et ukendt antal hekse-anklagede døde under torturen, som skulle få dem til at tilstå.

© Getty Images

Ulovlig tortur fremtvang tilståelser

Trolddom blev betragtet som en crimen expectum – en usædvanlig forbrydelse – der krævede usædvanlige metoder. Myndighederne slækkede derfor på den retssikkerhed, som ellers gjaldt i Sverige.

Fremtvungne tilståelser
Svensk lov tillod ikke tortur – slet ikke under efterforskningen af forbrydelser. Men helt fra begyndelsen af den store heksejagt var tortur udbredt for at få anklagede hekse til at fortælle “sandheden”. Karl 11. løste i 1674 dilemmaet og gav sin kongelige godkendelse til brugen af tortur.

Utroværdige vidner
I 1600-tallets Sverige blev hverken umyndiges eller medskyldiges vidneudsagn anset for at være troværdige. Problemet var imidlertid, at der ikke fandtes andre vidner til heksenes aktiviteter. For at dømme heksene blev loven brudt. Det var ydermere et kendt problem, at børn koordinerede deres vidneudsagn før retssagerne. Også det så troldomskommissionen gennem fingre med.

Nådesløse forhørsledere
“Ivrig heksejæger” er en mild betegnelse for Torsåker-præsten Laurentius Horneus. Han tvang vidneudsagn ud af byens børn ved at holde deres hoveder under vand, piske dem eller spærre dem inde i sin bageovn, mens han foregav at ville brænde dem. Først i 1735 blev ofrenes beretninger skrevet ned.

Henrettelserne bekræftede kun befolkningen i, at heksene var ægte. Afstraffelsen af vidner virkede nok afskrækkende på nogle børn med en livlig fantasi, men så anstrengte forældre sig blot hårdere på at få dem til at vidne. Fædre og mødre var overbeviste om, at Djævlens håndlangere levede iblandt dem og skadede deres børn, nat efter nat.

Den følgende december forkyndte herredsretten i Mora 55 nye domme. Fra Dalarna spredte heksepesten sig nordpå til Härjedalen, Hälsingland og Ångermanland. Siden kom turen også til Stockholm.

Rigsrådet var i vildrede

I løbet af den store heksejagt blev flere kommissioner nedsat til at tage sig af sagerne, for ellers kunne landets højesteret ikke lave andet i de år. Men helt fra begyndelsen kunne kommissionerne ikke enes om, hvilken opgave de havde.

Djævlen omringet af mennesker

Heksesabbat blev sataniske orgier kaldt i middelalderen. Ifølge overtroen dyrkede heksene sex med Djævlen og hans dæmoner.

© Francisco Goya/Lázaro Galdiano Museum

I alle trolddomskommissioner sad ortodokse heksejægere og skeptikere – mænd, der oprigtigt tvivlede på børnenes forklaringer.

Eksempelvis noterede en jurist fra kommissionen i Hälsingland, at det forekom ham suspekt, at børn i Blåkulla skulle have mødt hvide engle – ovenikøbet engle, der havde overbragt budskabet om, at børnene burde have fri fra spinderokken hver torsdag og lørdag.

Netop sådan en barnlig og egennyttig forklaring blev begyndelsen på enden for massehysteriet.

Stædig heks blev brændt levende

Endnu i sommeren 1676 var der ingen vaklen i den stockholmske trolddomskommission, da den 63-årige Malin Matsdotter stod anklaget for hekseri. De afgørende vidneudsagn kom fra hendes egne døtre.

Den trodsige dømte svarede præsterne igen, nægtede at holde sine voksne døtre i hånden og havde forbandet deres løgne om hendes hekseri, mens de tryglede hende om at tilstå for at frelse sin sjæl.

Heks på bålet

I Sverige blev hekse sjældent kastet levende på bålet, men der var undtagelser.

© The Granger Collection/Ritzau Scanpix

At Malin var en heks, var alle Stockholms 40.000 indbyggere sikre på: Hun havde sludret med bødlen, mens han gav hende lænker om håndled og ankler. Og til slut, mens Malin blevet brændt levende, havde hun ikke sagt en lyd.

Få uger senere var billedet et helt andet: Her var dommerne samlet for at behandle endnu en stockholmsk heksesag. I vidneskranken stod den 15-årige tjenestepige Annika Thomsdatter, der berettede, at hun var blevet pisket så meget på Blåkulla, at hun hele tiden besvimede. Derfor havde hun mistet sin plads.

En af dommerne gik hende på klingen: Var denne belejlige historie nu også sand? Pludselig begyndte Annika at græde og fortælle, at hun aldrig havde været på Blåkulla. Andre børn havde tvunget hende til at bakke op om historien mod heksen.

De forbløffede dommere spurgte, om hun kendte andre børn, der var blevet presset til det.

“Ja, Kerstin Jönsdotter”, svarede Annika.

Hekse på kost

Hekse på vej til Bloksbjerg var et yndet motiv langt op i 1700-tallet. Francisco Goya fremstillede dette dybtryk i 1799.

© Francisco Goya

Nu blev Kerstin kaldt ind, og hun indrømmede straks sit falske vidneudsagn. Inden frokost havde dommerne fundet frem til otte tilfælde af mened fra børnevidner. I retten pegede alle otte på tre piger, der styrede hele Stockholms hekseangiveri.

Herefter blev alle igangværende heksesager i Sverige stoppet. De tre stockholmske piger, som havde taget initiativet til heksejagten i hovedstaden, betalte med deres liv. De blev henrettet den 20. december 1676. Ifølge kirkens optegnelser angrede pigerne og “modtog straffen højt råbende til Gud om deres synder”.

I alt blev mindst 315 svenskere henrettet i løbet af det otte år lange massehysteri. Kvinder udgjorde hovedparten af ofrene. Derefter blev hekseprocesser sjældne i Sverige – den sidste påståede troldkvinde blev henrettet i 1704.

LÆS MERE:
Bengt Ankarloo: Satans raseri – en sannfärdig berättelse om det stora häxoväsendet i Sverige och omgivande länder, Ordfront, Stockholm, 2007

Jan Guillou: Häxornas försvarare – ett historiskt reportage, Pirat, 2002

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul