Svenske børn smed mor på heksebålet

Massehenrettelserne i Torsåker er det største blodbad under Sveriges otte år lange heksejagt fra 1668 til 1676 – et massehysteri, som senere bliver kendt som Det stora oväsendet, det store postyr.

Ud af de ca. 400 hekse, som gennem historien er blevet henrettet i Sverige, mister godt 300 af dem livet under Det stora oväsendet. Drivkraften bag blodbadet er kongen og børn med en livlig fantasi.

Hekse blev sjældent straffet

I den tidlige middelalder anså den katolske kirke trolddom for at være harmløs overtro. Straffen var oftest mild – mistænkte hekse skulle fx gå en ekstra gang i kirke og fremsige nogle flere Ave Mariaer.

Men gradvist ændrede kirken holdning til fænomenet, og i 1484 blæste pave Innocens 8. til kamp mod hekse, som kirkelederen mente udgjorde en trussel mod troen.

Snart efter udgav dominikanermunken bogen “Heksehammeren”. Værket fik pavens opbakning og slog højtideligt fast, at hekse og trolde ikke var barnlig overtro, men en uomtvistelig kendsgerning.

“Heksehammeren” skulle få enorm indflydelse og satte helt frem til 1600-tallet Europas befolkning i kog med jævne mellemrum. Selvom bogen var udgivet i det katolske Sydeuropa, prægede den også Norden, selvom landene her havde indført protestantismen.

I 1600-tallets Norden gik der dog år mellem hekseprocesserne, og kun sjældent blev nogen dømt – lige indtil Sverige gik amok i en blodrus uden sidestykke i nordisk historie.

Hysteriet begyndte med, at én fjer blev til fem høns: En 9-årig dreng beskyldte den 11-årige Gertrud Svendsdotter for at have gået på vandet, da hun drev nogle geder hjem fra en holm i Dalälven.

Historien gik fra mund til mund, til den kom sognepræsten Lars Elvius for øre. Undervejs var historien blevet vildere og værre, for hver gang den blev fortalt: Nu havde pigen anråbt Djævlen, som var dukket op og havde givet hende en salve til at smøre på fødderne, så hun kunne gå på vandet. Ligesom Jesus. Den alarmerede sognepræst besluttede at afhøre Gertrud.

Sognepræst fik kongelig støtte

I begyndelsen af 1668 dukkede et nyt vidne op. En 15-årig dreng kunne berette, at gedehyrdinden, der nægtede at svare på præstens spørgsmål, tit havde været på Blåkulla – en svensk pendant til Bloksbjerg. Hun havde endda taget drengens små søstre og andre børn med derned.

Flere vidner trådte frem, og 11-årige Gertrud blev presset mere og mere op i et hjørne. Sognepræsten forklarede hende formentlig også, at hun kun ville redde sin sjæl, hvis hun bekendte sine synder.

Omsider begyndte pigen at tale. Et år efter “hændelsen” med gederne angav Gertrud 19 personer, heraf otte voksne. Den ivrige sognepræst havde fået hul på den betændte byld.

Al hans teologiske lærdom om djævle og dæmoner kunne nu komme til ære og værdighed. Elvius kunne endog læne sig op ad den svenske konges ord. I 1608 havde Karl 9. indført en lov, som ligestillede synd med majestætsfornærmelse – begge dele skulle straffes med døden.

Den bibelstærke Elvius kendte udmærket kirkens syn på hekse. Han behøvede bare at kaste et blik i 2. Mosebog, hvor der står:

“En troldkvinde må du ikke lade leve”.

Med juraen på plads kunne heksejagten for alvor begynde i Sverige.

Børn angav mor og søstre

I foråret 1669 begyndte rygterne at løbe, og børnevidner stod frem i landsbyen Mora længere nede ad Dalälven. Også her blev børn angiveligt fløjet til Blåkulla om natten af hekse.

I august 1669 faldt hammeren, og 14 hekse samt en enkelt troldkarl blev henrettet. Ifølge en af de tilstedeværende præster var det “et græsseligt skue”.

Imens stod børnevidner fra landsbyen og så deres mødre, søstre og naboer blive brændt. Dagen sluttede med, at børnene selv blev pryglet, da de jo havde erkendt deres deltagelse i sataniske fester.

Formanden for trolddomskommissionen, friherre og landshøvding Lorentz Creutz, skrev til rigsrådet og begrundede det fornuftige i at slå så hårdt ned:

“Jeg kan således forsikre Dem, mine Herrer Grevelige Excellencer, at uden denne hurtighed i håndteringen havde vi antageligt stået over for en aldeles ufremkommelig situation”.

Adelsmanden Creutz kunne ikke have taget mere fejl. I stedet for at fjerne problemet voksede det eksplosivt.

Henrettelserne bekræftede kun befolkningen i, at heksene var ægte. Afstraffelsen af vidner virkede nok afskrækkende på nogle børn med en livlig fantasi, men så anstrengte forældre sig blot hårdere på at få dem til at vidne. Fædre og mødre var overbeviste om, at Djævlens håndlangere levede iblandt dem og skadede deres børn, nat efter nat.

Den følgende december forkyndte herredsretten i Mora 55 nye domme. Fra Dalarna spredte heksepesten sig nordpå til Härjedalen, Hälsingland og Ångermanland. Siden kom turen også til Stockholm.

Rigsrådet var i vildrede

I løbet af den store heksejagt blev flere kommissioner nedsat til at tage sig af sagerne, for ellers kunne landets højesteret ikke lave andet i de år. Men helt fra begyndelsen kunne kommissionerne ikke enes om, hvilken opgave de havde.

I alle trolddomskommissioner sad ortodokse heksejægere og skeptikere – mænd, der oprigtigt tvivlede på børnenes forklaringer.

Eksempelvis noterede en jurist fra kommissionen i Hälsingland, at det forekom ham suspekt, at børn i Blåkulla skulle have mødt hvide engle – ovenikøbet engle, der havde overbragt budskabet om, at børnene burde have fri fra spinderokken hver torsdag og lørdag.

Netop sådan en barnlig og egennyttig forklaring blev begyndelsen på enden for massehysteriet.

Stædig heks blev brændt levende

Endnu i sommeren 1676 var der ingen vaklen i den stockholmske trolddomskommission, da den 63-årige Malin Matsdotter stod anklaget for hekseri. De afgørende vidneudsagn kom fra hendes egne døtre.

Den trodsige dømte svarede præsterne igen, nægtede at holde sine voksne døtre i hånden og havde forbandet deres løgne om hendes hekseri, mens de tryglede hende om at tilstå for at frelse sin sjæl.

At Malin var en heks, var alle Stockholms 40.000 indbyggere sikre på: Hun havde sludret med bødlen, mens han gav hende lænker om håndled og ankler. Og til slut, mens Malin blevet brændt levende, havde hun ikke sagt en lyd.

Få uger senere var billedet et helt andet: Her var dommerne samlet for at behandle endnu en stockholmsk heksesag. I vidneskranken stod den 15-årige tjenestepige Annika Thomsdatter, der berettede, at hun var blevet pisket så meget på Blåkulla, at hun hele tiden besvimede. Derfor havde hun mistet sin plads.

En af dommerne gik hende på klingen: Var denne belejlige historie nu også sand? Pludselig begyndte Annika at græde og fortælle, at hun aldrig havde været på Blåkulla. Andre børn havde tvunget hende til at bakke op om historien mod heksen.

De forbløffede dommere spurgte, om hun kendte andre børn, der var blevet presset til det.

“Ja, Kerstin Jönsdotter”, svarede Annika.

Nu blev Kerstin kaldt ind, og hun indrømmede straks sit falske vidneudsagn. Inden frokost havde dommerne fundet frem til otte tilfælde af mened fra børnevidner. I retten pegede alle otte på tre piger, der styrede hele Stockholms hekseangiveri.

Herefter blev alle igangværende heksesager i Sverige stoppet. De tre stockholmske piger, som havde taget initiativet til heksejagten i hovedstaden, betalte med deres liv. De blev henrettet den 20. december 1676. Ifølge kirkens optegnelser angrede pigerne og “modtog straffen højt råbende til Gud om deres synder”.

I alt blev mindst 315 svenskere henrettet i løbet af det otte år lange massehysteri. Kvinder udgjorde hovedparten af ofrene. Derefter blev hekseprocesser sjældne i Sverige – den sidste påståede troldkvinde blev henrettet i 1704.

LÆS MERE:
Bengt Ankarloo: Satans raseri – en sannfärdig berättelse om det stora häxoväsendet i Sverige och omgivande länder, Ordfront, Stockholm, 2007
Jan Guillou: Häxornas försvarare – ett historiskt reportage, Pirat, 2002