Teori bekræftet: Katolsk børnehjem skjulte massegrav

Siden 2015 er området omkring et irsk børnehjem undersøgt for spor af en massegrav. Nu har arkæologer fundet en hel tank fyldt med knoglerester.

Sean Ross Abbey

I midten af 1900-tallet havde Irland flere børnehjem som Bon Secours Mother and Baby Home. Billedet her er fra hjemmet Sean Ross Abbey.

© Brian Lockier - Adoption Rights Alliance

En septiktank fyldt med knoglerester fra babyer og børn er fundet uden for et tidligere katolsk hjem for børn og ugifte kvinder i den irske by Tuam.

Hjemmet hed Bon Secours Mother and Baby Home, og den grufulde udgravning blev foretaget, da en kommission undersøgte området for en påstået massegrav.

Tanken indeholder forsvundne børn

Påstanden kommer fra lokalhistorikeren Catherine Corless.

I 2012 fandt hun frem til, at 796 børn døde på børnehjemmet uden at blive begravet. Et krydstjek af dødsattesterne og de lokale kirkegårde viste, at kun to børn lå på kirkegårdene.

De manglende gravsteder overbeviste hende om en sammenhæng med to drenges uhyggelige opdagelse i 1970’erne, hvor børnehjemmet var erstattet med et lille boligområde.

Under en boldleg på grunden fandt de et hul, der ”var fyldt til renden med skeletter”, husker den ene af de nu voksne drenge.

Historiker fik mundkurv på

Skeletterne blev ikke undersøgt. Men ud fra en tegning af huset kunne Corless i 2012 se, at hullet løb ned til grundens septiktank, som hun nu mistænkte for at være en massegrav for de knap 800 børn.

Intet officielt dokument tydede dog på det, og ifølge Corless fik hun besked på at lægge teorien i graven.

Først to år efter fik hendes teori så meget plads i medierne, at den irske regering nedsatte den kommission, der nu har udgravet området.

Undersøgelserne viser, at børnene er begravet i 1950’erne, og at de har været mellem 35 uger og tre år gamle. Nu vil kommissionen undersøge de fundne knoglerester yderligere.