Den 15. april 1532 samles hundreder af mænd, kvinder og børn på pladsen Smithfield i det vestlige London. Synet er ikke usædvanligt, da pladsen normalt er byens samlingspunkt under markedsdage og under de mange festligheder, som afholdes i det katolske England.
I dag stimler byens borgere dog ikke sammen på Smithfield for at gøre et godt køb, men for at gyse. Kokken Richard Roose er på kongens befaling ført til pladsen for at modtage sin straf. Halshugninger, levende begravelser og afbrændinger har før fundet sted ved Smithfield, der er Henrik 8.s faste sted til henrettelser.
Alligevel overrasker synet af en stor gryde med sydende, boblende væske de fremmødte. Oven over gryden hænger Richard Roose i et reb lænket med jernkæder, og tilskuerne gisper efter vejret, da bødlen begynder at sænke kokken pinefuldt langsomt ned i gryden.
Richard Roose er blevet kendt skyldig i forgiftning af sin herre, og hans straf er kulminationen på en af middelalderens mest mystiske og uopklarede mordgåder.
“Roose brølede mægtig højt, og forskellige kvinder, der var store med børn, blev syge ved synet af det, de så, og ført bort halvdøde”. Øjenvidne til henrettelsen.
Tilskuerne blev syge af synet
I den berygtede Henrik 8.s regeringstid blev op mod 70.000 mennesker henrettet, vurderer historikere. Alligevel skiller Richard Rooses død sig ud som én af de brutaleste.
Ifølge øjenvidner brøler kokken, da han langsomt bliver sænket ned i gryden – ned i det spilkogende vand. En navnløs kilde beretter, at Roose “brølede mægtig højt, og flere kvinder, der var store med børn, blev syge ved synet af det, de så, og ført bort halvdøde”.
Henrettelsen står på i omkring to timer, og en samtidig krønike beskriver, hvordan Roose bliver “sænket ned og op af det kogende vand tre gange, til han er død”.
Selv de mere hårdføre publikummer, der efterfølgende står tilbage på pladsen, fortæller hinanden, hvordan de ønskede, at bødlen havde holdt sig til sin skarpe økse denne forårsdag.
Richard Rooses straf er da også usædvanlig hård – særligt fordi forbrydelsen, som han er dømt for, slet ikke fandt sted på kongeslottet, og kongens liv på intet tidspunkt har været i fare.
Smithfield lå ved Londons udkant og lagde i århundreder plads til byens kvægmarked og henrettelsesplads.
Middagsgæster bliver forgiftet
Historien om Richard Roose og mordforsøget på hans herre, biskoppen af Rochester, begynder året forinden – da biskoppen John Fisher holder et middagsselskab. På bordet står flere retter tilberedt af Roose, som biskoppens gæster tager ivrigt for sig af.
Umiddelbart efter at have spist af grøden falder to af selskabets gæster om med voldsomme smerter og dør kort efter. Biskoppen selv overlever måltidet, da han faster og derfor ikke indtager noget af maden.
Straks bliver Richard Roose mistænkt for at have forgiftet maden og kort efter arresteret og ført til det frygtede Tower of London. For udenforstående er kokkens motiv svært at få øje på – Roose har intet at vinde ved at slå sin herre ihjel, og indledningsvis nægter han da også at have begået forbrydelsen.
Herefter bliver sagen usædvanlig, da Henrik 8. blander sig personligt i forhøret og beordrer Roose udsat for hård tortur. Det er absolut ikke hverdag, at kongen har en mening om fangerne i Tower.
Kop-bæreren havde ansvaret for at bære glas og kopper ind til kongen, efter at mundskænken havde smagt på indholdet.
Alt blev undersøgt for giftspor
Ved kongens hof havde mundskænken ikke kun ansvar for at smage på maden. Også bestik, duge og puder skulle undersøges for gift.
Richard Roose nægter længe at have forgiftet nogen, men i sidste ende knækker kokken på pinebænken, og han ender med at give sine torturbødler ret i alle anklager.
Tilståelsen er, hvad torturbødlerne – og kongen – har brug for. Herefter bliver sagen betragtet som opklaret.
Normalt er strafudmålingen forbeholdt dommerne, men igen blander Henrik 8. sig i sagen. Og hans dom er brutal. Kokken skal – som en bizar reference til hans fag – koges levende. Langsomt. Kort efter begynder forberedelserne til henrettelsen.
Kongen frygtede giftmord
Nøglen til at forstå Richard Rooses hårde straf skal muligvis findes i frygten for forgiftning i middelalderen.
I de kongelige køkkener var hundredvis involveret i forberedelsen af maden, og kokke, slagtere og bagere sendte hver eneste dag store mængder af mad ud af køkkenet. Råvarerne sørgede bl.a. private gartnere og jægere for, og blot en enkelt ondsindet person, som fx dryssede gift over stegen, var nok til at myrde regenten.
Kød og krydderier var forbeholdt de velhavende. Optegnelser viser, at den britiske adel i gennemsnit spiste over et kg kød om dagen.
Gæsterne fik fabeldyr til middag
Tærter med levende frøer og ristet påfugl stod på menuen, når middelalderens rige skulle mæske sig.
Frygten var i store træk ubegrundet, da historikere ikke kan dokumentere giftmord på Europas kongelige i middelalderen. Men frygten fik ekstra næring, efter at italieneren Girolamo Ruscelli udgav en bog om, hvordan fyrster og kongelige bedst beskyttede sig mod forgiftning, og den blev med det samme en bestseller i Europas konge- og adelshuse.
Ifølge Ruscelli skulle fyrsten holde sig fra at spise måltider, der havde en meget sød eller kraftig smag, da giftenes bitterhed og grimme lugt ellers kunne camoufleres og gå ubemærket hen.
Også Ambroise Paré – livlæge for den franske Henrik 3. – forsøgte at advare om gift. I en afhandling skrev han, at “man bør være særlig opmærksom på kød, der er tilberedt med meget sødt, salt, surt eller er bemærkelsesværdigt udstyret med en anden smag”. Parés tip var “ikke at spise eller drikke for grådigt, men være opmærksom på smagen af det, De spiser eller drikker”.
Giftmordforsøget på biskoppen af Rochester spredte et sandt forfølgelsesvanvid blandt 1500-tallets engelske adel og de gejstlige, der begyndte at ansætte mundskænke og livvagter – en praksis, som hidtil havde været forbeholdt de kongelige.
“Man bør være særlig opmærksom på kød, der er tilberedt med meget sødt, salt, surt eller er bemærkelsesværdigt udstyret med en anden smag”. Den franske hoflæge Ambroise Paré.
Kongen bliver mistænkt for mord
Den udbredte frygt for forgiftning satte tidens kokke i en udsat position. Derfor var det også nærliggende at tro, at Richard Roose stod bag giftmordene ved biskop John Fishers middag.
Han var ansvarlig for tilberedelsen af den dødbringende grød og flygtede, hurtigt efter at de to gæster faldt om. Soldater fandt ham kort efter i hans hjem.
Problemet for nutidige historikere er, at Richard Roose absolut intet motiv havde til at forsøge at myrde sin herre. Han ville miste sit arbejde og med al sandsynlighed blive anklaget for mord og blive henrettet.
Derfor gætter de på, at den ansvarlige for mordene er en helt anden: Nemlig kongen.
Biskoppen nægtede skilsmisse
Allerede i samtiden begyndte rygterne at løbe om, at Henrik 8. personligt havde beordret biskop John Fisher myrdet.
Fisher havde i Henriks barndom været den unge prins’ religiøse læremester, men med sine planer om at reformere den katolske kirke havde Henrik 8. gjort sig uvenner med den katolske kirke. Og netop John Fisher var en af pavens stærkeste støtter i England.
Faktisk var hans magt så stor, at den engelske dronning, Katarina af Aragonien, hyrede ham som kirkelig forsvarer, da Henrik 8. ønskede skilsmisse. Fisher nægtede til kongens store vrede at annullere ægteskabet og erklærede, at han “ligesom Johannes Døberen var klar til at dø på vegne af ægteskabets uopløselighed”.
Samtidig havde han strittet voldsomt imod en ny lov, som ville anerkende Henrik som overhoved for kirken i England. Loven, som øgede kongens religiøse magt, blev underskrevet få dage før giftmordforsøget.
John Fisher var biskop i byen Rochester og en af den katolske kirkes stærkeste forsvarere. Hans stejle holdning bragte ham på kant kong Henrik 8.
Kongen havde altså alle grunde til at skille sig af med John Fisher, men da mordforsøget slog fejl, måtte han hurtigt finde en syndebuk, og her blev Richard Roose det perfekte offer.
Historikerne gætter på, at kongen ved hurtigt at fremtvinge en tilståelse og siden idømme en usædvanlig hård straf ønskede at lukke sagen og sørge for, at alle spekulationer om hans indblanding døde ud.
Formodningen om kongens mulige indblanding i attentatet fik ny næring tre år senere. I foråret 1535 nægtede John Fisher igen at anerkende Henrik 8. som kirkens overhoved i England. I løbet af de mellemliggende år var den katolske kirkes indflydelse i England dalet kraftigt, og derfor turde kongen tage et opgør med en af sine største modstandere. Kort efter beordrede Henrik biskoppen anholdt og henrettet.
Denne gang lod bødlen ikke øksen falde på den offentlige plads i Smithfield, men bag Towers skærmende mure – med al sandsynlighed for at undgå uroligheder over henrettelsen af en af de vigtigste religiøse personer i England.