Syfilis var højeste mode

I julen 1496 blev den italienske præst Tommaso di Silvestro syg. Hans knæ begyndte at smerte, og efter nytår blev pinen kun værre, nu gjorde det også ondt i skulderen.

I maj skrev han i sin dagbog, at plagerne lykkeligvis var væk. Men ak – et år senere vendte de tilbage med fuld styrke.

Snart rasede smerten også i præstens penis, så “jeg aldrig kan finde hvile”. Samtidig var hans hovedbund dækket af sår, og mundhulen værkede, så han næsten ikke kunne spise brød.

Di Silvestro anede ikke, hvad han fejlede. Men han var langtfra alene om at blive elendig af denne mystiske, nye sygdom, som ikke bare gav afsindige smerter i lemmerne, men også rødbrune, svampede blærer overalt på kroppen og i ansigtet.

Lidelsen bredte sig i Europa, og det stod hurtigt klart, at sygdommen, der senere blev kendt som syfilis, smittede via seksuel kontakt.

Ikke alle var lige så hårdt ramt som di Silvestro. Hos mange viste lidelsen sig blot som smertefrie sår på kønsdelene og i ansigtet, og i en kort periode var sårene ligefrem et statussymbol.

Sygdommen var et tegn på, at bæreren var en erfaren mand med mange seksuelle erobringer. Fx gik et sår i panden under navnet “Venus’ krone” og blev vist frem med stolthed.

Den nye dille fik en brat afslutning, da sygdommens alvor gik op for folk. Snart fik de syge travlt med at skjule deres symptomer i stedet for at fremhæve dem.

Til deres held bredte selv de skøreste påfund sig i hele Europa og blev højeste mode i de finere kredse.

Skammen blev stolt vist frem

Ca. 100 år før syfilis ramte Europa, var et modefænomen begyndt at brede sig blandt velhavende renæssancemænd: skamkapsler.

Mens benene var dækket af stramme hoser, blev resten af udstyret forneden skjult i en kunstfærdigt dekoreret stofpose, som blev bundet uden på bukserne.

Syfilis gjorde posen endnu mere populær – og større, fordi de syge forbandt deres kønsdele og skjulte forbindingerne i posen. En ny mode var skabt, og også raske mænd snød sig til større skamkapsler.

Den engelske Henrik 8. led sandsynligvis af syfilis, for beskrivelser af livet ved hans hof vidner om, at han var plaget af sår på lemmet. Det blev derfor forbundet omhyggeligt og gemt i en prangende skamkapsel.

Sygdommen satte også sine spor, hvor de var sværere at skjule. Fx kunne næsen blive voldsomt deform, efterhånden som bakterierne åd sig ind i ansigtskødet og fik næseryggen til at falde sammen.

Den såkaldte saddelnæse blev et tydeligt sygdomstegn; en skamplet og et symbol på moralsk forfald. Også selvom mange med saddelnæse var født med sygdommen, som de arvede fra deres smittede mor.

De bedste af tidens læger forsøgte at redde rige patienter fra skammen ved at operere næserne pænere. Fx ved at skære et stykke af pandehuden fri og vippe den over næseryggen – desværre med den konsekvens, at panden blev dybt arret.

Den italienske læge Gaspare Tagliacozzi forsøgte sig i 1500-tallet med transplantation af hud fra overarmen.

Huden blev syet på næsen, mens den stadig var forbundet til armen for at få blodtilførsel. Operationen krævede derfor, at patientens arm var bundet op i et stativ i ugevis, mens huden groede fast til næsen.

Sex gav gods og guld

Syfilis ramte især de mest seksuelt aktive: prostituerede, soldater – og overklassen. En udbredt praksis blandt de adelige ved Europas hoffer var at bruge seksuelle forbindelser til at opnå fordele for sig selv og slægten.

Et elskovsforhold kunne fx føre til nye adelstitler, godser eller profitable embeder. Men forholdene medførte desuden kønssygdomme som syfilis, der ikke blot var farligt for den smittede, men også blev givet videre fra mor til barn.

Børn født med syfilis var sterile og kunne ikke selv få børn. Nutidens historikere peger netop på sygdommen som årsag til, at både franske og engelske kongeslægter i 1500- og 1600-tallet havde svært ved at føre slægterne videre. De syge dronninger aborterede eller fødte sterile børn.

I forsøg på at begrænse smitten blev bordeller og badstuer lukket. Badstuerne havde op gennem middelalderen været fristeder med forskellige sociale aktiviteter for begge køn, men nu blev badene erklæret syndige på linje med bordellerne.

Pariserne forsøgte at mindske smitten ved at forvise de syge fra byen. Lige lidt hjalp det.

Omkring 1580 var syfilis blevet den værste epidemiske sygdom i Europa siden Den Sorte Død.

Men i modsætning til pesten kunne de ramte leve i årtier med deres lidelse, før sygdommens tredje, livstruende stadie brød ud og nedbrød kroppens organer.

De syge måtte derfor lære at leve med de ubehagelige, smertefulde og meget synlige symptomer.

Kongens lillefinger strittede

I 1655 begyndte Frankrigs konge, Ludvig 14., at tabe håret – endnu en af syfilis’ mange konsekvenser.

I en tid, hvor mænds lange, kraftige hår blev set som et sikkert tegn på virilitet, var sparsom hårpragt intet mindre end en katastrofe for den unge konge.

Ludvig var kun 17 år på det tidspunkt, men havde været konge, siden han var fire, og længe levet et lystigt voksenliv med syfilis til følge.

Kongen tyede derfor til parykker. Og nu han var nødt til det, skulle de være så store og prangende som muligt. Snart havde manden, som skulle gå over i historien som Solkongen, mere end 40 parykmagere ansat.

Samtidig bredte hans modepåfund sig lige så hurtigt som den sygdom, de skulle skjule symptomerne på. Også raske – i hvert fald de rige – brugte formuer på kunstige, pudrede lokker.

Parykkerne blev produceret af hår fra fattige mennesker eller med gede- og hestehår. Eventuelle lugtgener blev parfumeret væk.

Frisurerne gav ofte praktiske problemer. Fx kunne kvindernes parykker blive så høje, at de ragede op i lysekronerne med brændende lys.

Et andet problem var mus, som boltrede sig i hårpragten, fordi parykkerne blev pudret med hvedemel, holdt på plads af fedtstof.

Solkongens syfilis tillægges også æren for en anden ny tendens: Det blev moderne blandt fornemme folk at drikke te med strittende lillefinger.

Syfilis giver stive led, og fingrene rammes som regel først. Så når hans majestæt Ludvig 14. nippede til sin eftermiddagste med en yndefuldt strittende lillefinger, så gjorde alle andre selvfølgelig det samme.

Pudder var fyldt med bly og arsenik

Sygdommen var lumsk. Den kunne se ud til at være helt forsvundet, blot for at dukke op igen – i en ny og forværret version.

Syfilis i sit andet stadie betyder blandt andet, at hele kroppen og ansigtet dækkes af vorteagtige eller svampede dannelser i huden.

Derfor blev falske skønhedspletter moderne. Pletterne blev fremstillet af fint stof eller museskind og sat fast på huden med fedtstof, så de dækkede sårene.

Også pudder blev højeste mode – selv hos Ludvig 14., der ellers afskyede pudder i ansigtet; det på parykken måtte være nok, mente han.

Men mod slutningen af sin regeringstid opgav kongen at gøre modstand. Med et tykt lag pudder kunne den sminkede ikke blot opnå den attråværdige lyse hud, men også dække sygdommens rødbrune blærer.

“Ungdommens maske”, som briternes dronning Elizabeth 1. kaldte pudderet, medførte dog også helbredsproblemer.

For det lyse pudder var fyldt med bly og i nogle tilfælde arsenik. Blandingen kunne være så kras, at huden slog revner og tillod gift og tungmetaller at trænge ind i den i forvejen syge krop.

Smittet af lugte fra livmoderen

Renæssancelægerne stod magtesløse over for syfilis. Ikke mindst fordi mange af dem var af den overbevisning, at hvis en sygdom ikke var beskrevet af antikkens store læge Galen, så eksisterede den ikke. Men Galen (130-200 e.Kr.) havde ikke kendt til den nye sygdom.

Et af de største problemer var naturligvis, at ingen helt vidste, hvordan sygdommen smittede – bortset fra, at det havde noget med sex at gøre.

Buddene var til gengæld mange. Fx mente nogle, at Henrik 8. var blevet smittet med syfilis af et kys fra kardinal Wolsey – kongens gode ven, der senere faldt i unåde og blev henrettet.

Andre, som den italienske adelsmand og kardinal Cesare Borgia, mente, at Henrik 8. måtte være blevet smittet af “skadelige lugte” fra en livmoder. Lugtene måtte være trængt ind i kongens legeme, mens han sov ved siden af en kvinde.

Videnskabsmanden og historikeren Joseph Grünpeck var selv smittet med syfilis og skrev ulykkeligt:

“En sygdom så grusom, så smertefuld, så gyselig, at intet værre eller mere forfærdeligt har ramt Jorden”.

Grünpeck var tilknyttet den habsburgske kejsers hof og var selv blevet smittet under en løssluppen fest.

Snart kom angsten for smitte til at gå hånd i hånd med kirkens fordømmelse. Fx tordnede prædikanten Jean Calvin i Geneve i 1521 mod sex uden for ægteskab, utroskab og prostitution:

“Gud har ladet den nye sygdom rejse sig imod udsvævelserne”.

Fordømmelsen gjorde de syge endnu mere opsatte på at skjule deres symptomer og søge behandling, og lægerne arbejdede hårdt på at finde en kur.

Populær medicin slog folk ihjel

Det første middel, som blev meget populært, var et afkog af den vestindiske træsort guajak, der fik den syge til at svede.

Midlet kunne både smøres på huden og indtages. I løbet af de ca. 50 år i 1500-tallet, hvor guajak var højeste medicinske mode, blev importen af træsorten en fyrstelig forretning for den tyske adelsfamilie Fugger, som havde monopol på handlen.

En anden udbredt behandlingsform var at placere den syge i en tom vintønde, der blev varmet op med glohede sten i bunden af tønden.

Svedeturene skulle gentages to gange dagligt i mindst tre dage – men gerne i op til en uge.

Patienten skulle desuden faste under forløbet og efterfølgende følge en kostplan tilrettelagt af den engelske læge William Clowes.

Han anbefalede den syge at spise lam, kalv, hare, kylling og fasaner og frarådede til gengæld bl.a. svinekød, saltet kød, fisk, ost, frisk frugt og sød vin.

Kviksølv afløste guajak som det mest populære middel mod syfilis. Tungmetallet blev indtaget både som dampe i de varme tønder, smurt på huden som salve eller spist i pilleform sammen med honning og lakridsrod.

I Sverige blev det også indtaget som snustobak gennem næsen eller munden. Kviksølv havde
ingen effekt på sygdommen, men gav derimod nogle alvorlige bivirkninger som blødende mund, tabte tænder, sindssyge og i værste fald døden.

Først langt op i 1900-tallet, da penicillin var blevet opfundet, fandt lægerne en kur mod syfilis. Da havde sygdommen hærget europæerne i 450 år. Med pudderparykker og vanvid til følge.

Usynlig dræber: Syfilis var højeste mode