Verdens vildeste væddemål

I 1907 væddede den engelske adelsmand lord Lonsdale med millionæren John Pierpont Morgan fra USA om, hvorvidt det var muligt at rejse verden rundt iført hjelm – uden nogensinde at tage den af og afsløre sin identitet.

Manden skulle ovenikøbet skubbe en barnevogn foran sig og måtte kun skaffe sig til livets ophold ved at sælge fotografier af sig selv iført hjelmen. For at gøre væddemålet mere gakket skulle personen også gifte sig undervejs.

Den fallerede britiske forretningsmand Harry Bensley meldte sig frivilligt til opgaven og nåede angiveligt helt til Japan, før 1. verdenskrigs udbrud fik ham til at vende hjem til Storbritannien for at melde sig til hæren.

“Mine øjne gjorde ondt, og jeg havde ulidelige smerter i mit hoved. Ved flere lejligheder besvimede jeg i vejsiden”, forklarede Bensley senere. Der findes imidlertid ingen beviser for, at han på noget tidspunkt forlod De Britiske Øer.

Ifølge historikeren Plinius den Ældre indgik Kleopatra (69-30 f.Kr.) et væddemål med sin romerske elsker, general Marcus Antonius. Den egyptiske dronning havde jævnligt klaget over elskerens ynkelige festmiddage til hendes ære.

Hun erklærede hånligt, at hun let kunne bruge 10 millioner sestertier på en enkelt middag. Marcus Antonius accepterede væddemålet.

Næste dag lod Kleopatra anrette en middag, som ikke var mere overdådig end sædvanlig. Synet fik Marcus Antonius til at bryde ud i latter. Men ifølge Plinius havde Kleopatra en trumf i ærmet:

“Hun beordrede desserten serveret. Tjenerne stillede en skål foran hende fyldt med eddike. Hun tog en perle fra sin ørenring, smed den ned i eddiken, og da den var opløst, drak hun den”.

Kleopatras perler var millioner af sestertier værd, så “Lucius Plancus, der var dommer i væddemålet, stoppede hende, da dronningen gjorde klar til at opløse endnu en perle. Han erklærede derpå, at Marcus Antonius havde tabt væddemålet”, skriver Plinius.

Schweizeren Johann Jacob Heidegger flyttede i 1708 til England, hvor han blev teaterdirektør og berømt for at arrangere maskerader. Heidegger fik ry for at være Englands grimmeste person – en titel, han af forretningsmæssige årsager værnede nidkært om.

Da den 4. jarl af Chesterfield påstod, at han sagtens kunne finde én, der var grimmere end Heidegger, takkede schweizeren derfor ja til væddemålet. I Londons slumkvarter lykkedes det jarlen at grave en kvinde frem, der var en værdig rival.

Da de to kandidater til titlen som Englands grimmeste trådte frem foran et udvalgt dommerpanel, indså Heidegger, at han risikerede at tabe væddemålet.

Ifølge nogle kilder holdt Heidegger snarrådigt et spejl op foran kvinden, som besvimede ved synet af sig selv. Andre hævder, at han tog hendes hat på hovedet, hvilket fik hende til at besvime. Hatten var så medtaget, at den akkurat gjorde Heidegger så grim, at han beholdt titlen.

Piloterne på Aeroflot afgang 6502 gjorde den 20. oktober 1986 klar til at mellemlande i Samaras lufthavn, der ligger 1.000 km sydøst for Moskva. Forinden nåede luftkaptajn Alexander Kliujev at vædde med andenpiloten, Gennadij Zhirnov, om, at han uden problemer kunne lande flyet med cockpittets gardiner trukket for.

Kun ved hjælp af instrumenterne og uden brug af radiotransmitterede højdemeldinger ville han få passagerflyet med 94 mennesker ombord sikkert ned.

Kliujev, der var en erfaren pilot i det sovjetiske luftfartsselskab, ville muligvis være lykkedes med sit dumdristige stunt, hvis ikke han havde fejlbedømt flyets højde. Med 280 km/t. bragede maskinen ned i landingsbanen.

Hjulene blev revet af, hvorefter flyet rullede rundt og lagde sig på taget.

Lækkende brændstof satte hurtigt ild i vraget. 69 mennesker omkom – herunder Zhirnov, som dog nåede at hjælpe flere passagerer ud, før han kollapsede. Den dumdristige luftkaptajn blev efterfølgende idømt 15 års fængsel.

I november 1867 – mindre end tre år efter Den Amerikanske Borgerkrigs afslutning – kom en sergent i nordstats-hæren op at skændes med sin nabo.

“Sydstaterne er stadig rebelske. De hader unionsflaget, og ingen tør vise det nogetsteds i Syden uden at være beskyttet af vore soldater”, hævdede naboen hårdnakket.

“Du tager fejl. Jeg kan bære flaget fra Mississippi og gennem alle rebelstaterne – alene og uden at blive antastet”, svarede sergent Gilbert Bates.

Få måneder senere gennemførte Bates sin lange march med unionsflaget højt hævet. Sergenten vandrede ubevæbnet og alene fra Vicksburg i Mississippi til Washington. Undervejs solgte han billeder af sig selv og det medbragte flag – overskuddet donerede han til krigsenker og forældreløse børn.

I 1809 indgik engelske Theodore Hook et bizart væddemål med sin ven Samuel Beazley. Hook påstod, at han kunne forvandle et hvilket som helst hus til Londons mest omtalte adresse.

Til formålet valgte Beazley en tilfældig adresse i London-bydelen Westminster: Berners Street 54. Tidligt om morgenen den 27. november bankede den første af 12 skorstensfejere på hos mrs. Tottenham i nr. 54 – alle sammen bestilt af Hook, der sammen med Beazley nød optrinnet fra et hus overfor.

Efter skorstensfejerne kom den ene leverance af kul efter den anden. Derpå fulgte bude med kager fra byens bagere, læger, fiskehandlere og skomagere. Et helt dusin pianoer blev også forsøgt leveret. Selv Londons borgmester og ærkebiskoppen af Canterbury dukkede op.

Trafikken gik i stå, og “enhver politimand, der kunne mønstres, blev indkaldt til at lede folk væk, og de blev placeret på hjørnerne af Berners Street for at forhindre handelsfolk i at nærme sig huset”, rapporterede avisen Morning Post. Beazley måtte erkende, at han havde tabt.

Hvad skal en stenrig adelsmand få tiden til at gå med, når han har folk til at passe sit gods på landet? I victoriatidens England lød svaret: Han skal hænge ud med ligesindede i sin club.

Alle mænd fra overklassen var medlemmer af en herreklub i hovedstaden. Her tillod britisk lov dem at spille hasard. Kortspil var mest udbredt, men alle former for gambling forekom.

Under påvirkning af rigelige mængder alkohol væddede klubbens medlemmer også om alt muligt. Og lige fra klubbernes tidligste år blev væddemålene nøje noteret i klubbens bøger.

Af Brooks’s Gentleman Clubs arkiver fra 1795 fremgår det fx, at lord Cholmondeley væddede 500 guineas (ca. 16.000 nutidskroner) med lord Derby om, at han kunne gennemføre et samleje i en varmluftsballon 900 m over jorden.

Bøgerne afslører ikke, hvilken lord der vandt.

Thomas Fitzpatrick havde en fugtig aften i september 1956. Den tidligere pilot i USA’s luftvåben kom ud i en ophidset diskussion med de andre gæster på sit stamværtshus i New York-bydelen Manhattan. Mundhuggeriet drejede sig om, hvorvidt det var muligt at flyve fra New Jersey til New York på et kvarter.

Fast besluttet på at bevise, at han havde ret, forlod Fitzpatrick baren i St. Nicholas Avenue. Han kørte de 17 km til Teterboro Lufthavn i New Jersey og stjal et Cessna-fly hos den lokale flyveskole.

Fitzpatricks første tanke var at lande i Jackie Robinsons Park nær baren, men klokken tre om morgenen ville det være alt for farligt at vove sig ned mellem træerne i den mørke park. Derfor besluttede den berusede pilot at gøre forsøget midt på St. Nicholas Avenue. Landingen lykkedes på mirakuløs vis, uden at nogen kom til skade.

Bargæsterne var imponerede, men det samme gjaldt ikke politiet. Fitzpatrick fik en bøde på 100 dollars – ca. 7.200 nutidskroner.

Den 7. jarl af Barrymore var kendt som en af Englands ivrigste spillefugle. Den 13. marts 1788 berettede avisen The World:

“Blandt dagens mærkværdige væddemål er følgende: Hertugen af Bedford vædder 1.000 guineas (ca. 32.000 nutidskroner, red.) med lord Barrymore om, at denne ikke kan spise en levende kat!”

Hvorvidt lorden spiste katten, er uvist, men historikerne kender resultatet af et andet af hans væddemål.

En overvægtig slagter ved navn Bullock udfordrede den 19-årige jarl til et kapløb. På grund af alders- og vægtforskellen gav jarlen slagteren to indrømmelser:

Bullock måtte vælge ruten for deres 100-yards-væddeløb (91 m), og for det andet fik slagteren et forspring på 32 meter, fordi han kun magtede at bevæge sig i vralte-tempo.

Den snarrådige Bullock valgte derfor, at kapløbet skulle foregå i en smal gyde, hvor jarlen umuligt kunne mase sig forbi ham. Da kapløbet blev skudt i gang, vandt slagteren en spektakulær sejr.

Den dristige kaptajn Matthew Webb blev i 1883 tilbudt 10.000 dollars for at svømme på tværs af de stærke strømme ved foden af Niagaravandfaldene i USA. Briten havde nogle år forinden skrevet svømmehistorie, da han som den første formåede at krydse Den Engelske Kanal.

Webb elskede at vædde om svømning; fx havde han vundet et væddemål om, hvem der kunne opholde sig længst i vand – hans modstander var en vandglad newfoundlænder-hund. Briten slog hunden med halvanden time.

Niagara var en større udfordring, for malstrømmen trak alt ned, og under overfladen lurede skarpe klipper.

Webb plejede at tjene godt på sponsorater til sine væddemål, men i 1883 ville ingen virksomheder forbindes med det dumdristige forehavende.

Måske skulle Webb have tænkt sig om en ekstra gang, inden han den 24. juli kastede sig ud i den skummende flod. Efter at have klaret det første stykke blev han overmandet af strømmen, og hans lig dukkede først op flere dage senere.