Vi har brugt sexlegetøj siden stenalderen

I 2005 gjorde arkæologer et fund, som fik dem til at spærre øjnene op. I et 28.000 år gammelt askelag gemte der sig en række stenfragmenter, som siden blev samlet til det, der kunne ligne historiens tidligste sexlegetøj – en dildo.

Sexlegetøjet, som blev udgravet i en hule nær den sydtyske by Schelklingen, var med forskernes egne ord “usædvanlig velpoleret”, og udgravningslederen, Nicholas Conard, luftede selv teorien om, at han stod med et præhistorisk sexlegetøj i hænderne.

Hohle Fels-dildoen, navngivet efter den hule, hvor den blev fundet, er 12 cm i længden og lavet i sten. Selvom den i dag er kendt som historiens ældste dildo, vurderer arkæologer, at den alternativt kan have været brugt til at forme flint fint med. Ved at slå blidt på flinten med et poleret redskab kunne præhistoriske folk forme den alsidige stenart langt finere end ved den vanlige metode med at slå ubearbejdede sten ned på flinten.

Historikere ved i dag, at det græske oldtidssamfund var ganske frisindet. Den viden har de fra fund af erotiske statuer, freskoer og ikke mindst de hundreder af græske skuespil og skrifter, som specifikt nævner alt fra regler for homoseksualitet og incest til gode tips til bl.a. oralsex og beskyttelse mod graviditet.

Den græske filosof Aristoteles forklarer bl.a. i sine tekster om “dyrenes historie”, hvordan “graviditet kan undgås, hvis alle dele er smurt” med olivenolie. Netop olivenolien var et vidundermiddel for grækerne, som også brugte den lettilgængelige olie som glidecreme.

I skuespillet Lysistrate beskriver forfatteren, hvordan den kvindelige hovedperson låner en dildo af sin veninde og smører den med olivenolie. Fra andre tekster ved vi, at olien også blev brugt som glidecreme, når mænd havde sex med yngre drenge – en udbredt norm i antikkens Grækenland.

Den romerske historiker Plinius den Ældre var blandt de første, som kom med et bud på en slags potenshjælpemiddel. Den driftige digter beskrev oldtidens viagra, som tilsyneladende bestod af “den højre del af en gribs lunger… der virker effektivt som stimulans på mænd”.

Kvinder, derimod, skulle bruge flagermusblod dryppet på et uldklæde, der blev lagt under kvindens hoved under akten. Det særlige ritual øgede tilsyneladende kvindens lyst massivt og førte til sand fryd i soveværelset.

Hvis de to stimulanser, meget mod Plinius’ forventning, ikke hjalp, anbefalede historikeren at forsøge sig med amuletter eller magiske sten.

I det hele taget var frisindet herskende i det gamle Rom, og arkæologer har bl.a. fundet freskoer, som anviser retningen til det lokale bordel. Under udgravninger er de også stødt på illustrationer der, muligvis, har fungeret som en slags tidlig pornografi med eksplicitte malerier af sexscener mellem både mænd og kvinder og kønnene imellem.

I næsten 1.000 år gamle kinesiske tekster fra Jin-dynastiet kan historikere læse, hvordan adelsmænd brugte det elastiske øjenlåg fra en ged som penisring. Sexlegetøjet, som stadig havde øjenvipperne på, blev “bundet om mandens penis” inden sex. De stive øjenvipper på ydersiden af penisringen hjalp så ifølge teksterne “med kvindens nydelse under samleje”.

Velbevarede penisringe af jade og rav fra det senere Ming-dynasti vidner om, hvordan sexlegetøjet blev udbredt og forbedret i løbet af de næste 300 år; bl.a. fik de rigeste kinesere specialfremstillet penisringe med specielle små mønstre på ydersiden, som skulle hjælpe med at sikre kvindens orgasme.

Ming-kejserne eksperimenterede også med andet sexlegetøj, som kunne sikre dem større nydelse. Ud over penisringe havde herskerne “en særlig fugl”, hvis sæd en betroet ansat malkede ud og anbragte i en lille guldkugle. Kuglen – hvis størrelse er ukendt – blev ifølge rygterne anbragt i kejserens penis for at sikre større nydelse.

Inden Johann Gutenberg opfandt trykpressen omkring 1450, havde munke opgaven med nidkært at kopiere bøger. Derfor ved historikere i dag, at selv blandt kirkens mest fromme folk var erotiske tegninger og sexfantasier udbredt.

De kyske mænd sneg nøgenhed og kønsdele ind på siderne, som man bl.a. kan se i det franske manuskript “Roman de la Rose”, hvor nøgne mænd optræder på siderne, og kvinder plukker tydeligt tegnede penisfrugter fra træer og buske gennem bogens sider.

Også i videnskabsbøger, salmebøger og endda smukke udgaver af Biblen optrådte penisser i rigt omfang.

Hvad formålet har været, kan historikerne kun gætte på, men sandsynligvis har både kedsomhed og muligheden for at lave et lille oprør mod den katolske kirkes kyske regler spillet ind.

I 1869 fandt den amerikanske læge George Taylor på at spænde en dildo til en dampmaskine, så den kunne frembringe en snurrende vibration.

Maskinen larmede enormt, men blev hurtigt populær i særligt USA og victoria-tidens England. Her havde læger længe kæmpet for at finde en kur mod “hysteriske kvinder”, som både måtte tildeles lussinger og overhældes med koldt vand for at dæmpe følelsesudbruddene.

Men George Taylors maskine viste sig perfekt til at “kurere kvinderne”, for når den vibrerende dildo blev brugt som sexlegetøj til at massere kvindens klitoris, viste det sig ifølge lægen, at kvindernes sind blev langt mildere. Og sådan kom orgasmer på recept.

De vibrerende dildoer blev hurtigt umådelig populære blandt tidens kvinder og var endda velansete hos deres ægtemænd for den medicinske virkning på et iltert temperament.

Allerede i 1600-tallet beskrev franske sømænd deres gode veninde “dame de voyage”, som mændene havde med på de lange rejser på verdenshavene. Sexdukken lavet af fyldte sække i forskellig størrelse forestillede kun perifert en kvindekrop, men var alligevel nok til at hjælpe de hjemve-ramte sejlere.

Først 300 år senere – med opfindelsen af vulkaniseret gummi – så den moderne sexdukke for alvor dagens lys. Første gang en sådan omtales, er af den tyske alkymist René Schwaeblé, som i 1904 besøgte en anonym “Dr. P.” i den franske hovedstad, Paris, og indkøbte sig en “oppustelig dukke til gentlemen med god smag”.

Dr. P. var kendt for at lave tidens mest vellignende sexdukker, som kunne bestilles med selvvalgt udseende og laves, så de lignede “enhver person, levende eller død” alt efter kundens ønske.