Døden fascinerede 1800-tallets Storbritannien, hvor offentlige henrettelser endnu samlede tusindvis af tilskuere, og portrætfotos med nyligt afdøde familiemedlemmer stillet op mellem de levende var en lang og stolt tradition.
Da dronning Victoria blev enke i 1861, gjorde hendes årelange sorg det moderne at sørge længe og altopslugende. Også på talrige andre måder sværmede briterne om døden.
Ingen dille i victoriatiden ramte tidsånden bedre end såkaldt antropomorfe dioramaer. Fænomenet gik i al sin groteske enkelhed ud på at stille udstoppede dyr op, så de opførte sig som mennesker. Marsvin, der spillede kricket, og to egern, som slog løs på hinanden iført boksehandsker, fik briterne til at klappe i hænderne af begejstring.
De kendteste antropomorfe dioramaer betragtes stadig som mesterværker, og et af dem blev i 2003 solgt for over en kvart million kroner.
Dronningen var vild med døde dyr
Udstoppede dyr var en blomstrende forretning allerede i begyndelsen af 1800-tallet. Jægere ville have trofæer til kaminhylden, og naturhistorisk interesserede ønskede at kunne nærstudere de sky dyr.
Enhver britisk by rådede derfor over mindst én fingerfærdig konservator, der udstoppede dyr på bestilling og fik dem til at fremstå så livagtige som muligt. Dyr monteret på en træstamme eller en plade pyntede vindueskarme og vægge i utallige hjem, og der blev sågar arrangeret store udstillinger.
På verdensudstillingen i London i 1851 kunne publikum betragte en udstoppet elefant, som skulle vise briterne, hvilket prægtigt dyr kolonisterne mødte i Indien. At der faktisk var tale om en afrikansk elefant, opdagede de færreste tilskuere.
På verdensudstillingen var det dog langt mindre dyr, der løb med opmærksomheden. Her stiftede briterne for første gang bekendtskab med antropomorfiske dioramaer udstillet af 14 opfindsomme eksperter fra ind- og udland.
Tilskuere i alle aldre flokkedes om de muntre opstillinger af bl.a. to sværdduellerende hasselmus og en klaverspillende kat, som tyskeren Hermann Ploucquet stod bag.
I et af tyske Hermann Ploucquets dioramaer spiller katte serenader for en gris.
Selveste dronning Victoria var så begejstret for Ploucquets komiske skabninger, at hun om aftenen efter åbningen af verdensudstillingen omtalte dem i sin dagbog som “virkelig vidunderlige”.
Ploucquets værker inspirerede mange britiske konservatorer til at kaste sig over den skrupskøre idé. William Hart og hans søn, Edward Hart, blev især kendt for deres mange boksende egern.
Kongen over dem alle blev den britiske kirkeværge Walter Potter, der brugte al sin fritid i syv år på at skabe sit første diorama.
Det forestillede en fuglebegravelse, hvor en råge indtog rollen som præst, og en ugle agerede graver. Ikke færre end 98 udstoppede fugle var med i værket, der i 1861 blev udstillet med stor succes på den kro, som hans familie drev i landsbyen Bramber i det sydlige England.
Potter blev besat af at skabe det ene spektakulære tableau efter det andet med døde dyr, som han fandt i grøftekanter eller købte hos lokale kaninavlere.
Folk på egnen indleverede også deres døde katte, ligesom jægerne forærede Potter nogle af de egern, som de nedlagde i skoven.
VIDEO: Besøg Potters gakkede museum
Eneste kriterium for Potter var, at dyret ikke måtte have været dødt for længe, da det så ikke ville se pænt ud efter konserveringen.
Potters samling voksede år for år, og i 1880 opførte han et lille museum ved siden af familiens kro.
Stationen i Bramber måtte udvides
Potters fingerfærdighed gjorde ham kendt i hele England, og fra 1880’erne blev Mr. Potter’s Museum of Curiosities – Hr. Potters museum for mærkværdigheder – et yndet udflugtsmål for briterne.
Når badegæster besøgte Brighton, kunne de købe arrangerede udflugter til Bramber, der ligger 17 km nordvest for havnebyen. Tusindvis af morskabshungrende briter strømmede til, og jernbanestationen i Bramber måtte udvides.
Potters magiske hænder forvandlede med årene ca. 10.000 døde egern, katte, marsvin, frøer, fugle, mus, rotter og kaniner til menneskelignende skikkelser.
Museumsgæsterne kunne fx nyde opstillinger med kattekillinger, der spillede kroket, og en hel vielsesceremoni, hvor katte var iklædt alt fra brudekjole til præstekjoler og smoking.
Walter Potter (1835-1918) udstoppede mere end 10.000 dyr. Efter hans død spredtes samlingen for alle vinde.
I andre dioramaer sad piberygende egern og spillede kort, og kaninunger indtog rollerne som skoleelever, der skriblede løs.
Ud over nuttede pelsdyr i færd med at blive gift eller spille kroket gjorde Potter sig også i det makabre. Victoriatidens briter elskede gys og gru, så Potter indrettede også et rædselskabinet med misfostre.
Her udstillede han en kattekilling med to hoveder og en anden med otte ben og to haler. Samlingen rummede også en høne og to ællinger med fire ben. Misfostrene kom efter sigende fra lokale landmænd, der havde doneret dem til byens berømte konservator.
Med tiden kunne Potter leve af indtægterne fra museet, der også omfattede salg af postkort med udstillingens perler. Helt frem til sin død fremtryllede Potter antropomorfiske værker, ligesom han ofte var til stede i museet for at nyde folks begejstring.
“Folk lægger måske ikke mærke til den gamle mand, der ofte sidder nær døren – et geni, som har skabt et eventyrland”, skrev søndagsavisen The Sunday People i 1914 og omtalte Potters livsværk som “et museum, der aldrig må blive glemt”.
I Potters rædselskabinet stod en kattekilling, der var kommet til verden med otte ben.
Fire år senere døde Potter, men hans dioramaer levede videre. Strømmen af besøgende til museet i Bramber aftog, og i 1970’erne blev det lukket. Potters samling blev i 1984 solgt til et hotel, hvor udstillingen årligt blev besøgt af 30.000 betalende gæster.
Men udstoppede dyrs popularitet fortsatte med at svinde, og i 2003 solgte hotellet Potters samling på auktion og spredte den dermed for alle vinde. Det mest eftertragtede diorama, fuglebegravelsen fra 1861, indbragte 300.000 kr.