I hjertet af det smukke sydengelske landskab ligger et af verdens mest genkendelige bygningsværker. Millioner af TV-seere kender det som Downton Abbey, men i virkeligheden hedder slottet Highclere Castle. Med sine knap 300 overdådige rum – der bl.a. rummer en samling af skatte fra oldtidens Egypten – er stedet et monument over svundne tiders dekadence.
2. Titanics forlis udløste arvekrise
I allerførste afsnit af Downton Abbey modtager jarlen af Grantham et telegram med sørgeligt nyt. Arvingen til herresædet, en grandfætter, er gået ned med Titanic. For Crawley-familien er det en katastrofe, da jarlen og grevinden kun har døtre.
Arveproblematikken var velkendt i England, fordi kvinder ikke havde ret til at arve de fine herresæder – hverken godset eller titlerne. Ejendommene, som lorderne i princippet ikke ejede, men blot forvaltede, kunne kun gå videre til sønner eller til andre mandlige slægtninge. Stod en familie som Crawleys i serien uden arving – eller en fjernere slægtning, som en datter kunne gifte sig med – ville den miste hele sin forbindelse til den aristokratiske verden, når jarlen døde. Først i 1925 blev arveskikken ændret.
At arvingerne til Downton døde på Titanic, selvom de tilhørte overklassen, er realistisk. To tredjedele af mændene på første klasse omkom. Blot 2,8 pct. af kvinderne på første klasse led samme skæbne.
4. Enkegrevinden måtte flytte omgående
I Downton Abbey bor seernes elskede Violet Crawley, enkegrevinden af Grantham, ikke på slottet, som ellers har været hendes hjem i 40 år. Ifølge skikken måtte enkefruer som Violet fraflytte deres bolig, når manden døde. Slottet ville da prompte overgå til arvingen og hans familie, og den tidligere grevinde levede så videre på en anden ejendom.
I TV-serien beskriver Violet Crawley syrligt sin bolig som en “little cottage” (lille hytte). Ofte var enkegrevindernes nye hjem da også relativt små, men de fik lov til at bevare en lille stab af tjenestefolk.
Tomheden i de nye gemakker, hvor enkegrevinderne pludselig skulle tackle deres sorg alene, var givetvis stor, men ingen stillede spørgsmål ved ordningen. Flytningen var en del af traditionen i victoriatiden såvel som i den første halvdel af 1900-tallet. Ligeledes blev det forventet, at enken gik klædt i sort i to år efter mandens død. Omvendt havde mænd lov til at sløjfe de sorte klæder, så snart deres partner var begravet.
5. Herskabet trillede tommelfingre
I Downton Abbey viser det sig, at den ukendte nye arving, Matthew Crawley, er en advokat fra middelklassen. Men i de høje kredse var det ikke fint at bestride et fuldtidsjob. En jarl havde folk til alting, så herskabet i stedet kunne koncentrere sig om at lave så lidt som muligt.
De store huse havde næsten altid gæster til enten te eller middag for at holde kontakten med ligesindede, og derfor gik en stor del af herskabets tid med at planlægge og deltage i visitter. Kvinderne kastede sig en gang imellem også over at planlægge velgørenhedsarrangementer.
Mændene begyndte typisk dagen med at læse avisen – der var strøget med et strygejern, så tryksværten ikke smittede af – inden de åbnede dagens post. Den megen fritid spenderede herskabet derudover med at læse bøger eller spille kortspil som bezique. Gåture i parken var desuden et fast indslag, når det ikke regnede. Skulle der mere bevægelse på programmet, red kvinderne en tur, mens mændene spillede cricket, polo eller gik på jagt.
7. Husbestyrerinden kontrollerede alt
I serien lader husbestyrerinden mrs. Hughes til at bestride et relativt behageligt job, men i virkeligheden var det hårdt arbejde at styre tjenestepersonalet sammen med husets butler. Uret ringede om morgen kl. 6, og først ved 22.30-tiden var dagens dont slut.
Ifølge den samtidige guide Book of Household Management skulle en husbestyrerinde besidde “ærlighed, flid og årvågenhed i samme grad, som var hun sin egen families overhoved”, og hun måtte “konstant være på vagt og opfange ethvert fejltrin” blandt sine folk – helst inden herskabet bemærkede noget. Selv personalets personlige skabe og skuffer blev inspiceret for at sikre, at intet upassende foregik.
Husholdersken var konsekvent klædt i sort, og personalet skulle tiltale hende med “mrs.”, selvom hun ikke var gift. Det indgød slet og ret mere respekt end “miss”. Mange husbestyrerinder fik dog hverken mand eller børn. At skulle passe sin egen familie ved siden af jobbet ville være at svigte arbejdsgiveren.
8. Aristokrater kæmpede for ligestilling
I serien er Crawley-familiens yngste datter, Sybil, stærkt optaget af ligestilling og kvinders stemmeret. Kampen var ilde set blandt reaktionære adelsfolk, men flere aristokratiske kvinder engagerede sig som såkaldte suffragetter (kvinderets-forkæmpere).
Allerede i 1871 begyndte lokale foreninger af suffragetter at samle sig for at arrangere demonstrationer og bedrive lobbyisme. Fra 1903 blev bevægelsen mere militant: Brandstiftelser, sultestrejker og afbrydelser af parlamentariske forsamlinger blev en del af kampen.
Selvom størstedelen af suffragetterne stammede fra mellemklassen, kastede aristokrater som fx lady Constance Bulwer-Lytton sig også ind i den mere ulydige del af protestbevægelsen. Den noble jarl-datter havnede i fængsel fire gange for sit engagement. Under et af fængselsopholdene ridsede hun med en hårnål et “V” for “Votes for Women” ind i sit bryst.
I 1918 indførte det britiske parlament begrænset stemmeret for kvinder. 10 år senere blev almindelig stemmeret indført.
10. Tjenere skulle være høje og flotte
Husbestyrerinden mrs. Hughes og butleren mr. Carson har undervejs i TV-serien hyr med at finde pålideligt personale. Udskiftningen af tjenestefolk på herresæderne var da også stor, fordi graviditeter, forlovelser og ukorrekt opførsel ofte medførte opsigelse. Husene jagtede derfor altid pligtopfyldende og loyale folk, men også udseendet spillede en central rolle.
“Så man nogensinde en skeløjet husassistent? Nej, de var lige så sjældne som bandeord i kirken. En tjener må være absolut perfekt i kropsbygning, karakter og ageren”, skrev butleren Eric Horne i sine memoirer i 1922.
Et kønt ansigt var mindre vigtigt for eksempelvis køkkenassistenter, som altid var gemt væk “downstairs”. Mændene måtte dog på alle måder fremstå præsentable, fordi de skulle servere og opvarte herskabet “upstairs”.
Derfor havde lave mænd kun ringe chancer i branchen, forklarede butler Frederick Gorst: “Uniformerne var syet til høje mænd. Når en lille, fed fyr ankom, var det så godt som umuligt at klæde ham på”.
11. Børnene så sjældent deres forældre
I Downton Abbey optræder herskabets børn kun i ganske få scener, og det stemmer fuldt overens med virkeligheden. Overklassebørn født i begyndelsen af 1900-tallet var reelt ude af forældrenes opsyn langt størstedelen af dagen.
I stedet betalte forældrene et helt arsenal af barnepiger for at passe og pleje de små – og ikke mindst opdrage dem til at opføre sig ordentligt og høfligt, så børnene engang kunne begå sig i selskabslivet. Børnene levede meget på deres værelser og i slottenes små indrettede klasserum, hvor en privatlærer underviste dem.
Ofte så sønner og døtre kun deres forældre en-to timer om dagen, når de gik tur i parken eller blev puttet. Når de nåede teenagealderen, voksede samværet, og de fik lov til at spise frokost med deres mor, hvis der ikke var gæster.
Søde sager nød de små ikke meget af. Konfekt, frisk frugt, fede kager og slik blev holdt til et minimum, fordi folk i samtiden mente, at det var skidt for barnets fordøjelsessystem – samt at det kunne skade moralen.
13. Store herresæder faldt på stribe
Robert Crawley ønsker ikke forandring på Downton Abbey, men må til sidst acceptere, at livet i nogen grad kommer til at ændre sig, hvis herresædet skal overleve. Efter 1. verdenskrig begyndte herresædernes storhedstid at lakke mod enden. Overklassens rigdomme blev langsomt ædt op af skatter, og faldende forpagtningsindtægter gjorde det svært for landadelen at bevare det luksuriøse og privilegerede liv, som de i århundreder var blevet født ind i.
Da Den Store Depression tog fat i 1930’erne, var slottene simpelthen blevet for dyre i drift for aristokraterne, som i større og større antal måtte opgive at bevare de storslåede ejendomme. I 1950’erne tog derouten for alvor fart, og i gennemsnit lukkede ét stort herresæde om ugen.
Highclere Castle tumler til gengæld ikke med økonomien i dag. Ligesom mange andre overlevende slotte lever dets ejere nu af at arrangere bryllupper og fester. Og takket være Downton Abbey besøger 1.400 turister dagligt Highclere i højsæsonen.