Virkelighedens Downton Abbey

Adelens titler var til salg for dollars, godsejerne læste aviser glattet med strygejern, og kokken scorede kassen. Her er den virkelige historie bag det populære britiske Netflix-gods, Downton Abbey.

Adelens titler var til salg for dollars, godsejerne læste aviser glattet med strygejern, og kokken scorede kassen. Her er den virkelige historie bag det populære britiske Netflix-gods, Downton Abbey.

Shutterstock

I hjertet af det smukke sydengelske landskab ligger et af verdens mest genkendelige bygningsværker. Millioner af TV-seere kender det som Downton Abbey, men i virkeligheden hedder slottet Highclere Castle. Med sine knap 300 overdådige rum – der bl.a. rummer en samling af skatte fra oldtidens Egypten – er stedet et monument over svundne tiders dekadence.

Når Highclere Castle fattedes midler, bad Almina gerne sin rige far om flere penge.

© V&A Museum

1. Fine titler blev betalt i pund

I Downton Abbey er jarlen af Grantham, Robert Crawley, gift med den rige amerikaner Cora – et ægteskab, der skulle sikre herresædets overlevelse. At gifte sig til penge var fra slutningen af 1800-tallet ganske almindeligt for lorderne i de fine engelske huse.

På virkelighedens Downton Abbey, Highclere Castle, ægtede den 5. jarl af Carnarvon den 19-årige Almina Wombwell i 1895 for at sikre slottets overlevelse. Alminas medgift fra hendes far, Alfred de Rothschild, var på en halv million pund – en enorm sum i en tid, hvor det kostede 15 pund om året at leje et hus med tre værelser.

Som i Downton Abbey kom pengene tit fra USA, hvor industrialiseringens konger havde tjent styrtende. Rigdommen kastede industrimagnaterne gerne efter fine titler og gode forbindelser, og fra 1865 til 1915 giftede ikke færre end 76 amerikanske kvinder sig til en adelstitel i England. Modsat pengene blev amerikanerne dog ikke altid hilst velkomne. De traditionsbundne og snobbede briter fandt ofte amerikanerne simple og primitive.

2. Titanics forlis udløste arvekrise

Procentvis døde langt flere mænd end kvinder, da Titanic gik ned den 15. april 1912.

© Shutterstock

I allerførste afsnit af Downton Abbey modtager jarlen af Grantham et telegram med sørgeligt nyt. Arvingen til herresædet, en grandfætter, er gået ned med Titanic. For Crawley-familien er det en katastrofe, da jarlen og grevinden kun har døtre.

Arveproblematikken var velkendt i England, fordi kvinder ikke havde ret til at arve de fine herresæder – hverken godset eller titlerne. Ejendommene, som lorderne i princippet ikke ejede, men blot forvaltede, kunne kun gå videre til sønner eller til andre mandlige slægtninge. Stod en familie som Crawleys i serien uden arving – eller en fjernere slægtning, som en datter kunne gifte sig med – ville den miste hele sin forbindelse til den aristokratiske verden, når jarlen døde. Først i 1925 blev arveskikken ændret.

At arvingerne til Downton døde på Titanic, selvom de tilhørte overklassen, er realistisk. To tredjedele af mændene på første klasse omkom. Blot 2,8 pct. af kvinderne på første klasse led samme skæbne.

Både herskab og tjenestefolk nød godt af de teknologiske fremskridt omkring år 1900, der gjorde hverdagen en del nemmere.

© Science & Society Picture Library/Getty Images & Shutterstock

RIIIING: Dronningen elskede telefonen

I 1878 testede dronning Victoria telefonen, da dens opfinder, Alexander Graham Bell, præsenterede vidunderet for hende. Først i begyndelsen af 1920’erne blev en telefon i privaten almindelig for de velhavende briter.

Science & Society Picture Library/Getty Images & Shutterstock

© Colin Waters/Imageselect & Shutterstock

BZZZZZ: Strømmen sikrede let lys

I victoriatiden måtte tjenestefolkene, oftest unge drenge, ile rundt på slottene for at tænde og slukke lamper – nogle steder i hundredvis. Alting blev lettere med elektriciteten. I 1920’erne havde 10 pct. af britiske hjem el.

Colin Waters/Imageselect & Shutterstock

© Buyenlarge/Getty Images & Shutterstock

BLOPBLOP: Vandrør hjalp tjenestefolket

Fra slutningen af 1800-tallet fik de fine huse lagt vandrør ind og indrettet badeværelser med marmorbadekar og gasvandvarmere. Før det måtte personalet okse op ad trapper med varmt vand. Highclere fik badeværelser i 1897.

Buyenlarge/Getty Images & Shutterstock

4. Enkegrevinden måtte flytte omgående

Adelskvinder var tvunget til at bære sort i årevis efter deres mænds død.

© Ivan Nikolaevich Kramskoy (1837-87)/Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix

I Downton Abbey bor seernes elskede Violet Crawley, enkegrevinden af Grantham, ikke på slottet, som ellers har været hendes hjem i 40 år. Ifølge skikken måtte enkefruer som Violet fraflytte deres bolig, når manden døde. Slottet ville da prompte overgå til arvingen og hans familie, og den tidligere grevinde levede så videre på en anden ejendom.

I TV-serien beskriver Violet Crawley syrligt sin bolig som en “little cottage” (lille hytte). Ofte var enkegrevindernes nye hjem da også relativt små, men de fik lov til at bevare en lille stab af tjenestefolk.

Tomheden i de nye gemakker, hvor enkegrevinderne pludselig skulle tackle deres sorg alene, var givetvis stor, men ingen stillede spørgsmål ved ordningen. Flytningen var en del af traditionen i victoriatiden såvel som i den første halvdel af 1900-tallet. Ligeledes blev det forventet, at enken gik klædt i sort i to år efter mandens død. Omvendt havde mænd lov til at sløjfe de sorte klæder, så snart deres partner var begravet.

5. Herskabet trillede tommelfingre

Det franske kortspil bezique handler om at samle forskellige pointgivende kortkombinationer.

© Baudelet.net

I Downton Abbey viser det sig, at den ukendte nye arving, Matthew Crawley, er en advokat fra middelklassen. Men i de høje kredse var det ikke fint at bestride et fuldtidsjob. En jarl havde folk til alting, så herskabet i stedet kunne koncentrere sig om at lave så lidt som muligt.

De store huse havde næsten altid gæster til enten te eller middag for at holde kontakten med ligesindede, og derfor gik en stor del af herskabets tid med at planlægge og deltage i visitter. Kvinderne kastede sig en gang imellem også over at planlægge velgørenhedsarrangementer.

Mændene begyndte typisk dagen med at læse avisen – der var strøget med et strygejern, så tryksværten ikke smittede af – inden de åbnede dagens post. Den megen fritid spenderede herskabet derudover med at læse bøger eller spille kortspil som bezique. Gåture i parken var desuden et fast indslag, når det ikke regnede. Skulle der mere bevægelse på programmet, red kvinderne en tur, mens mændene spillede cricket, polo eller gik på jagt.

Til festlige lejligheder som fx bryllupper blev der bagt sirligt udsmykkede kager.

© Amoret Tanner/Imageselect

6. Kokken scorede kassen

I Downton Abbey er husets kok, mrs. Patmore, præsenteret som en simpel kone, der besidder fine evner i køkkenet. Hun er så skattet af husets herre, at han betaler for, at hun kan blive behandlet for grå stær.

I virkeligheden var kokken da også et lige så vigtigt medlem af staben som butleren og husbestyrerinden, fordi kvaliteten af måltiderne præsenterede huset udadtil. At gæster spiste godt, gav herskabet et godt renommé. Kokkens skattede rolle afspejlede sig også i, at han eller hun ofte havde egen dagligstue og mange steder var bedre lønnet end butleren. I 1918 tjente en gartner på Highclere Castle 24 pund om året, mens slottets kok var den højestlønnede med en årsløn på 150 pund.

Der skulle dog knokles for lønnen. Hver dag blev der serveret fire måltider – morgenmad, frokost, eftermiddagste og aftensmad – og kokken havde ansvaret for, at budgettet holdt. På de store herresæder skulle 10-100 gæster tit bespises, og ved særlige arrangementer kunne op mod 400 gæster dukke op.

7. Husbestyrerinden kontrollerede alt

Enhver kvinde, som drømte om at blive husbestyrerinde, gjorde klogt i at læse Book of Household Management.

© Wellcome Images & Shutterstock

I serien lader husbestyrerinden mrs. Hughes til at bestride et relativt behageligt job, men i virkeligheden var det hårdt arbejde at styre tjenestepersonalet sammen med husets butler. Uret ringede om morgen kl. 6, og først ved 22.30-tiden var dagens dont slut.

Ifølge den samtidige guide Book of Household Management skulle en husbestyrerinde besidde “ærlighed, flid og årvågenhed i samme grad, som var hun sin egen families overhoved”, og hun måtte “konstant være på vagt og opfange ethvert fejltrin” blandt sine folk – helst inden herskabet bemærkede noget. Selv personalets personlige skabe og skuffer blev inspiceret for at sikre, at intet upassende foregik.

Husholdersken var konsekvent klædt i sort, og personalet skulle tiltale hende med “mrs.”, selvom hun ikke var gift. Det indgød slet og ret mere respekt end “miss”. Mange husbestyrerinder fik dog hverken mand eller børn. At skulle passe sin egen familie ved siden af jobbet ville være at svigte arbejdsgiveren.

8. Aristokrater kæmpede for ligestilling

Suffragetterne kæmpede for kvinders rettigheder – især retten til at stemme.

© French School/Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix

I serien er Crawley-familiens yngste datter, Sybil, stærkt optaget af ligestilling og kvinders stemmeret. Kampen var ilde set blandt reaktionære adelsfolk, men flere aristokratiske kvinder engagerede sig som såkaldte suffragetter (kvinderets-forkæmpere).

Allerede i 1871 begyndte lokale foreninger af suffragetter at samle sig for at arrangere demonstrationer og bedrive lobbyisme. Fra 1903 blev bevægelsen mere militant: Brandstiftelser, sultestrejker og afbrydelser af parlamentariske forsamlinger blev en del af kampen.

Selvom størstedelen af suffragetterne stammede fra mellemklassen, kastede aristokrater som fx lady Constance Bulwer-Lytton sig også ind i den mere ulydige del af protestbevægelsen. Den noble jarl-datter havnede i fængsel fire gange for sit engagement. Under et af fængselsopholdene ridsede hun med en hårnål et “V” for “Votes for Women” ind i sit bryst.

I 1918 indførte det britiske parlament begrænset stemmeret for kvinder. 10 år senere blev almindelig stemmeret indført.

Oscar Wilde (tv.) havde et seksuelt forhold til den britiske journalist og digter lord Alfred Douglas (th.).

© British Library

9. Homoseksuelle risikerede fængsel

I Downton Abbey kæmper lakajen Thomas Barrow for at holde sin seksualitet i skak, men ender alligevel med at kysse en mand. “Anmeld ham, som du bør gøre, og nyd hans fald”, anbefaler kammerpigen miss O’Brien sin nevø, som har bevidnet Barrows kys.

Fra 1885 var homoseksualitet forbudt ved lov og kunne koste en fængselsdom. I millionbyen London så visse værtshuse dog igennem fingre med, at mænd mødtes og flirtede, men ude på landet – hvor Barrow befinder sig i TV-serien – var det vanskeligere at have de samme udskejelser.

Mens nogle forsøgte at tæmme deres følelser, nægtede den berømte irske dramatiker Oscar Wilde at lægge beslag på sin seksualitet. Men det kostede ham dyrt. Wilde blev i 1895 idømt to års strafarbejde i Reading Fængsel for “grov uanstændighed” i form af homoseksuelle handlinger. Først i 1967 kom Sexual Offences Act, der gjorde homoseksuelle handlinger mellem mænd over 21 år lovlige i privat regi. At mødes på fx et hotel var derfor stadig kriminelt.

10. Tjenere skulle være høje og flotte

En tjener skulle se godt ud, fordi han stod for at opvarte gæsterne til de fornemme middagsselskaber.

© Henry Cole (1808-82)/Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix

Husbestyrerinden mrs. Hughes og butleren mr. Carson har undervejs i TV-serien hyr med at finde pålideligt personale. Udskiftningen af tjenestefolk på herresæderne var da også stor, fordi graviditeter, forlovelser og ukorrekt opførsel ofte medførte opsigelse. Husene jagtede derfor altid pligtopfyldende og loyale folk, men også udseendet spillede en central rolle.

“Så man nogensinde en skeløjet husassistent? Nej, de var lige så sjældne som bandeord i kirken. En tjener må være absolut perfekt i kropsbygning, karakter og ageren”, skrev butleren Eric Horne i sine memoirer i 1922.

Et kønt ansigt var mindre vigtigt for eksempelvis køkkenassistenter, som altid var gemt væk “downstairs”. Mændene måtte dog på alle måder fremstå præsentable, fordi de skulle servere og opvarte herskabet “upstairs”.

Derfor havde lave mænd kun ringe chancer i branchen, forklarede butler Frederick Gorst: “Uniformerne var syet til høje mænd. Når en lille, fed fyr ankom, var det så godt som umuligt at klæde ham på”.

11. Børnene så sjældent deres forældre

Selvom deres forældre var velhavende, måtte overklassens børn ofte kigge langt efter slik og andre søde sager.

© Bridgeman Images

I Downton Abbey optræder herskabets børn kun i ganske få scener, og det stemmer fuldt overens med virkeligheden. Overklassebørn født i begyndelsen af 1900-tallet var reelt ude af forældrenes opsyn langt størstedelen af dagen.

I stedet betalte forældrene et helt arsenal af barnepiger for at passe og pleje de små – og ikke mindst opdrage dem til at opføre sig ordentligt og høfligt, så børnene engang kunne begå sig i selskabslivet. Børnene levede meget på deres værelser og i slottenes små indrettede klasserum, hvor en privatlærer underviste dem.

Ofte så sønner og døtre kun deres forældre en-to timer om dagen, når de gik tur i parken eller blev puttet. Når de nåede teenagealderen, voksede samværet, og de fik lov til at spise frokost med deres mor, hvis der ikke var gæster.

Søde sager nød de små ikke meget af. Konfekt, frisk frugt, fede kager og slik blev holdt til et minimum, fordi folk i samtiden mente, at det var skidt for barnets fordøjelsessystem – samt at det kunne skade moralen.

I juledagene knoklede tjenestefolkene ekstra hårdt, og derfor modtog de 2. juledag en gave fra herskabet.

© Lakeview Images/Imageselect

12. “Boxing Day” var personalets store dag

I Downton Abbeys juleafsnit bliver personalet stillet op på rad og række 2. juledag, hvor de én efter én får overrakt en gave af Cora Crawley, grevinden af Grantham. Denne dag var ganske særlig for personalet på de store herresæder. Det var tradition, at personalet fik helt eller delvist fri efter de mange hårde arbejdsdage omkring julen – især den lange arbejdsdag juledag, hvor personalet skulle servere portvin til langt ud på aftenen, når kalkunen var spist.

Som tak for årets arbejdsindsats overrakte herskabet personligt en såkaldt christmas box til tjenestefolkene, som de kunne tage med hjem og dele ud af hos deres egen familie på deres fridag. Kassen indeholdt en lille gave, rester af alle julegodterne og måske en lille bonusmønt. Nogle steder udvidede herskabet skikken til hele herresædet og gav en gave til de fattige i landsbyen.

Briterne bruger stadig begrebet “Boxing Day” om 2. juledag – navnet kommer netop af, at personalet denne dag fik en christmas box af herskabet.

13. Store herresæder faldt på stribe

Mentmore Towers – ejet af Rothschild-familien – var en af de herregårde, der måtte dreje nøglen om i løbet af 1900-tallet.

© Robert Stainforth/Imageselect

Robert Crawley ønsker ikke forandring på Downton Abbey, men må til sidst acceptere, at livet i nogen grad kommer til at ændre sig, hvis herresædet skal overleve. Efter 1. verdenskrig begyndte herresædernes storhedstid at lakke mod enden. Overklassens rigdomme blev langsomt ædt op af skatter, og faldende forpagtningsindtægter gjorde det svært for landadelen at bevare det luksuriøse og privilegerede liv, som de i århundreder var blevet født ind i.

Da Den Store Depression tog fat i 1930’erne, var slottene simpelthen blevet for dyre i drift for aristokraterne, som i større og større antal måtte opgive at bevare de storslåede ejendomme. I 1950’erne tog derouten for alvor fart, og i gennemsnit lukkede ét stort herresæde om ugen.

Highclere Castle tumler til gengæld ikke med økonomien i dag. Ligesom mange andre overlevende slotte lever dets ejere nu af at arrangere bryllupper og fester. Og takket være Downton Abbey besøger 1.400 turister dagligt Highclere i højsæsonen.

LÆS MERE OM HERREGÅRDE OG DOWNTON ABBEY

Jessica Fellowes, Downton Abbey: A Celebration: The Official Companion to All Six Seasons, St. Martin’s Press, 2015

Tessa Boase, The Housekeeper’s Tale: The Women Who Really Ran the English Country House, Aurum Press, 2014