Vores hus er under konstant ombygning

Tag med HISTORIE på omvisning i hjemmet – fra huse med ét rum og fælles ildsted til victoriatidens pragtpalæer. Med tiden fik huset toilet med skyl, appelsintræer i stuen og et “helvede” i underetagen.

Tag med HISTORIE på omvisning i hjemmet – fra huse med ét rum og fælles ildsted til victoriatidens pragtpalæer. Med tiden fik huset toilet med skyl, appelsintræer i stuen og et “helvede” i underetagen.

Christie’s Images/Bridgeman Images

Siden de tidligste tider har vores hjem givet os beskyttelse og varme. Boligen begyndte som ét rum, hvor maden blev tilberedt, snakken gik om bålet, og alle sov på gulvet. Nye idéer og bedre økonomi og byggeteknik har fået huset til at knopskyde. Nye rum fik særlige funktioner, men vores hjem er slet ikke bygget færdigt endnu.

Entréen/bryggerset

Kun de rige brugte fordøren

Forhallerne i renæssancens slotte var ofte større end den almene bondes hjem.

© Heritage Images/Getty Images

I antikkens Grækenland havde overklassens hjem en forhal, der fungerede som venteværelse for besøgende. Indgangen blev endnu mere imponerende i middelalderens Europa, hvor konger og adelige på slotte og herregårde lod opføre store forhaller med kostbare gobeliner og malerier på væggene, der skulle imponere den besøgende.

Tjenere og tyende kom dog ikke ind gennem hoveddøren. De måtte i stedet benytte bagdøren, der ledte ind til herregårdens bryggers, som bl.a. fungerede som køkken, vaskerum og bryghus. Mange steder lå bryggerset dog adskilt fra hovedbygningen pga. brandfare.

Omkring 1500-tallet fik adelens palæer en lang fordelingsgang, der via døre førte ind til boligens forskellige gemakker og fungerede som en nutidig entré. For enden af den lå modtageværelset, hvor husets herre tog imod sine gæster. Aneportrætter prydede gangens vægge, så gæster på vej til en audiens blev mindet om, hvor vigtig husherrens slægt var.

Toilettet

Dasset kom med på tur

Middelalderens kongelige havde transportable toiletter med, når de rejste rundt i riget for at besøge deres undersåtter.

© Imageselect & Shutterstock

Normannerne opfandt i 1000-tallet garderoben, et rum bygget ind i borgmuren. I rummet var der et hul med et toiletsæde over, så afføringen plumpede ned i voldgraven. Ud over at tjene som toilet havde garderoben en anden funktion: Roberne (tøjet) blev hængt over hullet, så ammoniakdampe fra urinrester kunne slå lus ihjel og gardere (beskytte) tøjet.

Middelalderens konger havde desuden særlige stole med indbygget natpotte, så toilettet kunne medbringes på rejser.

Så godt stillet var det jævne folk ikke. Langt op i 1700-tallet brugte folk på landet naturen som toilet, men med tiden blev natpotter fast inventar i sovekamrene. I byerne blev de tømt ud ad vinduet – med fare for at ramme forbipasserende. I huse med mangel på potter blev kors tegnet på væggene for at stoppe tyendet i at urinere her. At tisse på et kors var nemlig helligbrøde.

Med 1800-tallets kloakering blev toiletter med skyl populære hos borgerskabet, mens underklassen måtte nøjes med fællesdas i baggården til langt ind i 1960’erne.

Køkkenet

Tyendet knoklede nede i “helvede”

Victoriatidens køkkener blev kaldt for “helveder”, fordi de var varme og røgfyldte.

© Look and Learn/Bridgeman Images

I antikkens Grækenland havde samfundseliten et separat køkken i sin bolig. Køkkenet lå gerne ved siden af badeværelset, så varmen fra ildstedet også varmede baderummet op. Denne luksus med adskilte rum var dog langtfra almindelig. Langt op i 1600-tallet havde europæiske bønder ofte køkken, stue og soveværelse i samme rum.

På de fine adresser i victoriatidens London lå køkkenet i kælderen, så lugten af madlavning ikke spredte sig til resten af boligen. Varmen og røgen fra komfur og gryder fik tyendet til at kalde det mørke kælderrum for “helvede”.

Moden med et separat køkken bredte sig med tiden til arbejderboligerne, og i 1930’erne blev køkkenindretning en ren videnskab: Køkkenbordet fik underskabe med tallerkenhylder, og forskere beregnede, at en husmor kunne nøjes med at tage 30 skridt under tilberedningen af et måltid.

Efter 2. verdenskrig fik køkkener køleskab og fryser, og med emhætten til at tage osen er køkkenet siden 1990’erne igen blevet en del af stuen og spisestuen.

Kælderen

Fortidens fryser endte som hobbyrum

Kælderrum har i årtusinder bl.a. været brugt til at opbevare og modne vin på tønder.

© Martin Moxter Imagebroker RM/Imageselect & Shutterstock

For mere end 4.000 år siden udtænkte indbyggerne i Mesopotamien de første køleskabe til at opbevare mad i. Ved at udgrave en kælder uden vinduer kunne man holde mad- og drikkevarer friske i et mørkt, køligt rum. Her blev bl.a. korn, saltet fisk og røget kød opbevaret – foruden alskens syltede madvarer. I lande med et varmt klima var kælderen også det optimale sted for opbevaring af grøntsager og frugt.

Oprindeligt var adgangen til kælderen via en stige af træ. Med opfindelsen af brændte mursten for 3.500 år siden kunne huse i fx Egypten og Mesopotamien bygges højere og mere solidt, men kældertrapper opført i brændte mursten vandt først for alvor udbredelse i Romerriget.

Med opfindelsen af køleskab og fryser forsvandt behovet for opbevaring af mad i kælderen. I stedet blev rummet til grovkøkken for tyendet, fyrrum eller vaskekælder. Nutidens kældre er ofte opdelt i flere rum og bruges bl.a. til gæsteværelser, gildesal og hobbyrum.

Soveværelset

Fællessengen var livsfarlig

Først fra 1950’erne blev det almindeligt, at børn fik eget værelse, hvor de kunne lege og sove.

© Popperfoto/Getty Images

Siden antikken har overklassen haft råd til privatliv i form af separate soveværelser, men den slags var kun de færreste forundt. I middelalderens bonde- og borgerhjem sov alle i husstanden sammen for at holde varmen, når ildstedet gik ud om natten. Privatliv eksisterede ikke, og spædbørn risikerede at blive klemt ihjel mellem de voksne.

Soveværelset opstod først, da senmiddelalderens bygmestre lærte at opføre etageejendomme med flere rum. Nu sov småbørnene gerne sammen med deres guvernante, men det var ingenlunde ufarligt for børnene. I 1664 skrev den engelske forfatter John Evelyn i sin dagbog:

“Det behagede Gud at tage min søn, Richard. Vi mistænker guvernanten for at have ligget ham ihjel”.

Frem til slutningen af 1800-tallet blev soveværelset i dagtimerne brugt som fællesrum og modtageværelse for gæster. Kvinder fødte i ægtesengen, og ved dødsfald blev liget klædt i det fineste tøj og lagt på sengen, så sørgende kunne komme på besøg og vise den afdøde respekt.

Loftet

Grækerne fik en skæv idé

De skrå tegltage på grækernes huse skabte plads til et loftsrum.

© Giorgio Albertini/Bridgeman Images

Mellemøstens hede nætter tvang oldtidens mennesker op på taget. I Mesopotamien fik husene for over 3.000 år siden således flade tage, hvor boligens beboere kunne sove svalt under stjernerne. Om dagen blev taget bl.a. brugt til at tørre tøj.

Antikkens grækere kom på idéen med at give huse skrånende tage iklædt teglsten lagt forskudt oven på hinanden. Takket være de skrå, glatte teglsten gled regnvand nemt af taget.

Først i senmiddelalderens voksende byer med stadig trangere plads fik husets loft under skråtaget en egentlig funktion som opbevaringsrum til fx tønder med korn. Loftet var dog et klamt og fugtigt sted pga. dårlig isolering, og ofte blev rummet kun brugt til tørreloft i årets varme måneder.

Med bedre isolering i 1900-tallet – fx indvendig spartling af mellemrummet mellem tagets teglsten, kaldet understrygning – kunne loftet inddrages til andre formål. I dag har mange hjem ekstra værelser på loftet – eller måske et soveværelse, hvor der er åbent op til tagets indvendige, bærende bjælker.

Stuen

Siden oldtiden har samfundets rigeste haft råd til store huse. Et af de populæreste rum var stuen, hvor gæster kunne modtages, men først for godt 250 år siden kom rummets vigtigste møbel til Europa.

© DEA/A. DAGLI ORTI/Getty Images & Shutterstock

Sofastuen kom fra Mellemøsten

I 1765 importerede englænderen Nathaniel Curzon en af Europas første sofaer. Nu kunne vært og gæst sidde og sludre i samme møbel frem for adskilt på hver sin stol. Sofaer skabte vor tids stue og er i dag tit hjemmets dyreste møbel.

DEA/A. DAGLI ORTI/Getty Images & Shutterstock

© Heritage Images/Getty Images

Gildesal førte til spisestuen

Romerne spiste liggende, mens middelalderens adelige sad ved eget bord på en forhøjning og skuede ud over gæsterne. Fra 1600-tallet opstod spisestuen med borde og stole, hvor husets frue dækkede op med fint service.

Heritage Images/Getty Images

© The Stapleton Collection/Bridgeman Images

Sarte planter fik eget værelse

I 1670’erne begyndte overklassen i Frankrig at dyrke appelsintræer i drivhuse med glaspaneler, såkaldte orangerier. Fra 1800-tallet fik rige borgerhjem udestuer til eksotiske planter og havemøbler, og nutidens vinterstue var født.

The Stapleton Collection/Bridgeman Images

Kontoret

Hjemmearbejde gav prestige

I århundreder har forretningsfolk centreret deres kontorer omkring store, massive mahogniskriveborde.

© DE AGOSTINI PICTURE LIBRARY/Getty Images & Shutterstock

Et selvstændigt hjemmekontor opstod med renæssancens voksende handel. Her havde bl.a. italienske og hollandske købmænd et rum i privaten med bord, reoler og arkivskabe til papirer. Her udfærdigede købmændene regnskaber med kugleramme, og rummet blev med tiden kendt som et kontor efter det franske ord for at regne eller tælle: comptoir.

Med grundlæggelsen af det britiske handelskompagni, East India Company, i år 1600 rykkede regnearbejdet ud af privatboligen og flyttede ind på sin egen adresse. På kompagniets virksomheder sad skrivere på række ved borde for at holde styr på kompagniets skibe, varer og omsætning. Kontorets leder viste sin position ved at have et større skrivebord i ædeltræ – fx det eksotiske mahogni – importeret fra de britiske kolonier i Amerika.

Selvstændige kontorbygninger så først dagens lys godt et århundrede senere. I 1726 åbnede den britiske flåde (Royal Navy) en administrationsbygning i London, og tre år senere fulgte East India Company trop.

LÆS MERE OM HUSETS HISTORIE

Witold Rybczynski, Home: A Short History of an Idea, Penguin, 1987

Lucy Worsley, If Walls Could Talk: An Intimate History of the Home, Faber & Faber, 2012