Eventyret “Skønheden og udyret” er oprindeligt skrevet af den franske adelsdame Gabrielle-Suzanne de Villeneuve i 1740, men meget tyder på, at historien ikke stammer fra hendes frie fantasi.
Spanske forskere fandt i 2021 nye dokumenter, som belyste hvordan historien er inspireret af virkelige hændelser ved det franske hof.
I modsætning til i eventyret, havde virkelighedens skønheden og udyret dog langt fra en lykkelig slutning.
Eventyret “Skønheden og udyret” er i dag kendt i hele verden. Her ses en engelsk udgave fra 1918.
“Dyremenneske” blev kongens hobby-projekt
Pedro González blev født i Tenerife i 1537, men der gik ikke mere end 10 år, før han blev givet i gave til den franske konge Henrik 2. González led nemlig af den dengang ukendte sygdom hypertriki – også kendt som varulve-syndrom. Sygdommen medfører, at der vokser langt og tykt hår alle steder på kroppen.
Hypertriki er utrolig sjældent. Mindre end 50 tilfælde er blevet dokumenteret i verdenshistorien og de fleste er endt som attraktioner i forskellige former for “freakshows".
Det var ikke anderledes med González. Ved Henrik 2.'s hof blev han anset som en eksotisk kuriositet og vist frem, når kongen havde gæster. Den behårede dreng blev hurtigt kongens personlige projekt, da han ville undersøge om det var muligt at civilisere dette “dyremenneske”.
González chokerede dog hoffet med sin intelligens, og kongen var så imponeret, at han fik ham oplært i hofetikette og omdøbte ham Petrus Gonsalvus.
Med tiden lærte Gonsalvus tre sprog, blev oplæser for kongens søn, Karl 9., og fik en fornem jurauddannelse.
Petrus Gonsalvus og den smukke købmandsdatter Katarina Raffelin blev gift som et biologisk eksperiment, men endte med at være lykkeligt gift i mere end 40 år.
Men mørke skyer lurede i horisonten.
I 1559 døde Henrik 2., og magten overgik til hans kone Katarina af Medici, kendt for sin stærke katolske tro og hensynsløshed.
Katarina havde ikke det samme bløde punkt for Gonsalvus som hendes afdøde mand og besluttede i 1570, at det ville være interessant at se, hvilke børn sådan en “vildmand” ville få.
Skønheden giftede sig uden at vide det med “et uhyre”
Dronningen arrangerede derfor et ægteskab mellem Gonsalvus og Katarina Raffelin, en smukt datter af en fransk handelsmand. Hun havde dog “glemt” at fortælle familien Raffelin om Gonsalvus' sygdom.
Ifølge samtidens rygter var det langt fra det ægteskab den unge Katarina havde håbet på, men det var så godt som umuligt at sige fra overfor Katarina af Medici, der var en af de mest magtfulde personer i verden.
Ligesom i eventyret tyder kilderne dog på, at den unge Katarina i sidste ende så forbi det vilde ydre og faldt for Gonsalvus' dannede personlighed, så kærligheden mellem dem begyndte at blomstre.
Gonsalvus-parrets datter, Antonietta Gonsalvus, led af samme varulve-syndrom som sin far og var et yndet portræt-motiv.
De havde dog ikke længere en fast plads ved det franske hof og blev sendt rundt i Europa, hvor overklassen morede sig over den veltalende “vildmand” og læger fik lov til at undersøge ham.
Efter at have turneret hofferne tynde endte de med at få permanent ophold hos hertugen af Parma, Alessandro Farnese. Her havde Gonsalvus og Katarina det godt efter omstændighederne og endte med at få syv børn, hvoraf fire af dem led af den samme sygdom som deres far.
Hertugen var meget interesseret i de behårede børn og bestilte adskillige malerier af dem. Det viste sig dog, at Farnese blot anså børnene som perfekte gaver til hans adelige venner, og alle fire blev i en ung alder sendt til forskellige hoffer i Europa, hvor de blev behandlet som kæledyr. Forældrene havde ikke noget at skulle have sagt.
Gonsalvus-parret flyttede i sidste ende til Capodimonte lidt udenfor Rom, hvor de levede en mere rolig tilværelse. Gonsalvus døde sandsynligvis i 1618, men hans død er ikke registret nogle steder, da han ikke blev anset som et rigtigt menneske og derfor ikke måtte få en kristen begravelse.