Disse freaks blev ­verdensstjerner

De fleste optrædende i freakshows var ramt af ­sjældne genetiske sygdomme, bl.a. “dyremennesker” som ­Abepigen og Sældrengen. I andre tilfælde havde uheldige påvirkninger under graviditeten ført til misdannelsen. HISTORIE giver dig listen over de mest berømte freaks.

Store plakater reklamerede for de omrejsende freakshows.

© Bridgeman

Siamesiske tvillinger vakte forargelse

Begrebet siamesisk tvilling stammer fra Chang og Eng fra Siam. Tvillingebrødrene, der hang sammen ved brystbenet, blev verdensstjerner og inspirerede andre showmænd til at sætte “naturens fejltagelser” på plakaten.

Et andet berømt par var ­Rosa og Josepha Blazek. Da Rosa blev gravid og fødte en søn, kastede europæiske aviser sig veloplagt over sagen og bragte fantasifulde historier om de siamesiske tvillingers sexliv.

De såkaldte parasittvillinger var også et tilløbsstykke. Den firbenede dame, Myrtle Corbin, kunne fx fremvise et ekstra sæt ben hængende mellem sine egne.

Medicinsk forklaring: Siamesiske tvillinger er enæggede tvillinger, hvor ægget ikke har delt sig fuldkomment. Hvis én tvilling vokser på bekostning af den anden, kan enkelte lemmer fra den aldrig færdigtudviklede tvilling hænge uden på den anden som en såkaldt parasittvilling.

Brødrene Chang og Eng fra Siam indledte freakshowets æra i 1830'erne.

© Kobal Collection

Frodig hårpragt kom på plakaten

Ethvert freakshow med respekt for sig selv havde en skægget dame eller et ­behåret dyremenneske af en art på plakaten.

Blandt berømthederne var Hundemanden Jo-Jo, Løvemanden Lionel samt den lille skæggede pige Krao med tilnavnet ­“Darwins Missing Link”.

Medicinsk forklaring: Skæg­vækst hos kvinder skyldes ofte overproduktion af mandligt kønshormon, mens bærerne af genmutationen hypertrichose får hele kroppen dækket af et tykt lag hår.

Den skæggede dame, Krao, ­blev døbt The Missing LInk.

© Polfoto/Corbis

Handikappede blev til dyremennesker

Sældrengen Sealo, hummerdrengen ­Grady Stiles og pingvin­pigen Mignon. Alle brillerede de på scenen ved at præstere dagligdags gøremål som at barbere sig, rulle cigaretter eller skrive på maskine på trods af deres misdannede lemmer.

Medicinsk forklaring: Sygdommen phocomeli giver luffelignende hænder og fødder.

Ectrodactyli får hænderne til at minde om hummerkløer, fordi de midterste fingre mangler, og arthrogryposis ­multiplex congenita forårsager permanent bøjning i leddene helt fra fødslen.

“Sælmanden Sealo” gik på ­pension efter 35 år i manegen.

© Getty Images

Kæmper havde gigantsucces

Alene højden kunne lede til en karriere inden for freakshows. Kæmper og dværge var ustyrligt populære.

Særligt elsket var dværgen General Tom Thumb, der siges at være blevet kysset af mere end én million ­kvinder.

Som 20-årig trak han sig tilbage som en rig mand og giftede sig med den eftertragtede Lavinia Warren, der også blev kurtiseret af rivalen Commodore Nutt. Alle parter i trekantsdramaet målte mindre end én meter, men havde samme proportioner som almindelige mennesker.

Romantik var også i luften hos Barnums- kæmpen Anna Haining Swan. Hun giftede sig med Kentucky-kæmpen Martin Van ­Buren Bates i 1871.

Ægteparret målte ­henholdsvis 227 og 241 centimeter.

Medicinsk forklaring: De fleste dværge lider af achondroplasi eller dværgvækst, der giver et større hoved og kortere ben i forhold til resten af kroppen.

Kæmper lider oftest af gigantisme, der skyldes overproduktion af væksthormon fra hypofysen.

Anna Swan ragede godt op over gennemsnitshøjden. Hun var gift med en anden kæmpe, kaptajn Bates. Tilsammen målte de næsten fem meter.

© Getty Images

Deformt kranium var et tilløbsstykke

Handikappede født med små, spidse ­kranier blev hurtigt døbt knappenåls­hoveder eller ­aztekerbørn. Mest berømt var Schlitzie.

Han var kun 122 cm høj, mentalt på samme stadium som en treårig, talte kun i enstavelsesord og gik med ble – men han elskede at danse, synge og være midtpunkt, så cirkuslivet passede ham godt.

Han havde heller ikke så meget valg, for ingen vidste, præcis hvor og hvornår han var født, eller hvem hans forældre var. Som spæd blev han efterladt til et omrejsende cirkus, og siden påtog skiftende kollegaer og chefer sig rollen som hans værge.

Medicinsk forklaring: Misdannelsen, kaldet mikrocefali, skyldes en genfejl eller forårsages af alkoholisme, diabetes eller skoldkopper under graviditeten.

De populære “knappenåls­hoveder” var på samme mentale stadium som en tre-årig.

© Kobal Collection

Umage par fandt hinanden

Jeanine, “den halve pige”, og Al, “den italienske kæmpe”, Tomaini blev gift i 1936. Og abekvinden Percilla fik ring af sin Emmit, “manden med alligatorhud”, i 1938.

Hver især var de stjerner – og da de blev forenet i deres umage ægteskaber, blev de endnu større trækplastre: verdens mærkeligste ægtepar, lød det på plakaterne.

Begge par mødte hinanden i cirkus, blev gift i cirkus og levede sammen i cirkus, indtil de gik på pension.

Læs endnu mere om de bizarre freakshows

Jeanine, der var født uden ben, og den 223 cm høje Al var lykkeligt gift i 26 år.