Engelske fabrikker udnyttede børn som slaver

Sammen med de andre syv-årige børn, som netop er ankommet fra børnehjemmet St. Pancras i London, skal han fjerne overskydende bomuld fra spindemaskinernes bevægelige dele – imens de kører! At stoppe maskinerne­ vil jo koste værdifuld produktion.

Inden han skal i gang med arbejdet, når Robert lige at kigge rundt i lokalet. Han er chokeret over, hvor beskidte og nedslidte de arbejdende børn ser ud.

“Mange havde mindst en finger, hvor huden var skrællet fuldkommen af, så man kunne se ind til knoglen”, berettede Robert Blincoe senere i en bog om sit ­rystende liv som børnearbejder.

Inden Roberts historie kunne for­tælles, skulle han igennem et arbejds­helvede, som gennem 14 år kom til at koste ham en afrevet finger, en tabt barndom og et skrantende helbred.

Det var ét langt mareridt, som begyndte denne augustdag i 1799, for børnehjemmet St. Pancras havde underskrevet en uopsigelig kontrakt, som bandt de syv-årige børn til fabrikken Lowdham Mill ved Nottingham.

Først når de blev myndige som 21-årige, kunne de forlade fabrikken.

Børnehjemsbørn arbejdede gratis

I begyndelsen af den industrielle revolution blev maskinerne drevet af vandkraft – dampmaskinen var endnu et ineffektivt skrummel, der trængte til forbedringer.

Fabrikker som Lowdham Mill var bygget over en å, der drev et skovlhjul rundt. Arbejdskraften var sparsom i den engelske provins – et problem, virksomhedsejerne løste ved at hente arbejdskraft udefra.

En indlysende mulighed var at ­rekvirere børn fra de offentlige børnehjem. Børnene her var vant til nøjsomhed og havde lært disciplin, og – bedst af alt – de ­skulle ikke have løn.

Kost og logi var betaling nok. Ved at rekruttere ­børnehjemsbørn havde en fabriksejer altså skaffet sig gratis arbejdskraft i 14 år.

På denne tid forsørgede de engelske sogne kun forældreløse børn, til de fyldte syv år. Derefter skulle børnene gøre nytte for føden.

Problemet var bare, at der var alt for mange forældreløse, så børne-hjemmene havde svært ved at beskæf­tige dem alle. Når en arbejdsgiver henvendte sig, blev han derfor modtaget med taknemmelighed.

Det faktum, at børnene ikke fik løn, udløste kraftig kritik allerede i 1800-tallets begyndelse. Systemet blev kaldt “hvidt slaveri” af engagerede samfundsborgere.

Ordvalget skabte visse problemer for myndighederne, fordi slaveri juridisk set var forbudt i England. ­Behændige embedsmænd fik dog formuleret sig ud af dilemmaet: Teknisk set var børnearbejderne ikke slaver, men ­“lærlinge” med 14 års ulønnet læretid.

At børnene ikke lærte noget, blandede myndighederne sig ikke i.

Nogle arbejdsgivere valgte på eget initiativ at ansætte en lærer, men det var et særsyn – som hovedregel fik børnene hverken lært at læse, skrive eller regne.

“Send to vognlæs børn!”

Den forældreløse Robert Blincoe levede sine første år i St. Pancras, der i 1800-tallets England blev betegnet som et “workhouse” (arbejdshus).

Her blev børn fra en tidlig alder trænet til deres fremtid som børnearbejdere i industrien. De blev hver dag sat til fx at samle tøj­klemmer eller putte varer i emballage.

Robert fik allerede som seks-årig arbejde hos en skorstensfejer, der sendte den lille dreng ned i skorstenene for at rense dem.

I 1799 skrev ejeren af Lowdham Mill til arbejdshuset St. Pancras i London for at bestille 30 børn til sit bomulds­spinderi.

Robert Blincoe var blandt de udvalgte, og det havde han intet imod. Andre af børnene var der­imod dybt ulykkelige. De kendte ikke noget andet hjem end St. Pancras, og udsigten til en uvis fremtid skræmte dem.

På afrejsedagen kom det til hjerte­gribende scener, hvor børnene græd som piskede. Nogle klamrede sig til husets ansatte, mens de tiggede og bad:

Men her var ingen kære mor. Børnene blev læsset på to hestevogne, og afsted gik det. Rejsen varede tre døgn, og der blev ikke gjort ophold undervejs. Børnene var derfor fuldkommen udmattede, da de endelig nåede frem til Lowdham Mill.

En del lokale var dukket op for at se deres ankomst. Robert Blincoe hørte to af dem udveksle bemærkninger.

“Sikke en fin samling børn. Lidet aner de, hvilket liv i slaveri der venter dem”, sagde den ene af dem.

“Gud se i nåde til dem”, lød svaret.

“Hm. Nåde finder de næppe her”, ­bemærkede den første.

Børnene fra London blev installeret i fabrikkens eget børnehus, hvor der i forvejen boede godt et halvt hundrede børn.

Her var to sovesale, en for drenge og en for piger. To børn delte hver seng. Huset rummede også en spisesal, hvor børnene fik dagens tre usle måltider.

Ved ­ankomsten fik børnene serveret nogle humpler rugbrød, som var så tørre, at de næsten ikke var til at synke.

Det var deres første indtryk af Lowdham Mill. Hvad morgendagen ville bringe, anede de ikke. De vidste kun, at de ville blive vækket klokken fem.

Tæsk skulle drive børnene frem

På britiske fabrikker hørte vold til dagens orden, og Robert Blincoe behø­vede ikke at vente længe på sit første lag tæsk.

Alle­rede efter et par uger gav hans arbejdsformand, der gik under navnet mr. Smith, ham nogle læsterlige stryg.

Det var helt normalt, at børnearbejderne blev straffet med pisk og spanskrør. Mr. Smith foretrak dog, at opdrage børnene med velrettede spark og knytnæveslag.

“Efter de første par uger var jeg plettet som en leopard af slagene”, huskede Robert Blincoe mange år senere.

Mr. Smith var ikke en enkeltstående psykopat. Arbejdsformændene var voldelige af den simple grund, at de fik resultat­løn.

Hvis fabrikken nåede den månedlige produktionskvote, fik de en bonus. Blev kvoten ikke nået, blev de trukket i løn og risikerede at blive fyret.

Ligesom volden var alvorlige arbejds­ulykker hverdag på fabrikken. En dag i 1801 gik det galt for 10-årige Mary Richards, som Robert var vokset op sammen med på St. Pancras.

Denne for­færdelige dag stod Mary og Robert side om side og arbejdede. Pludselig sad Marys finger fast i maskinen, og så gik det rivende galt.

Maskinen nøjedes ikke med at rive fingeren af; den tog ­hånden, dernæst armen og så hele kroppen.

Mary skreg hjerteskærende, og Robert styrtede frem for at stoppe maskinen, men det hele gik ufattelig hurtigt, og han kom for sent. Blodet sprøjtede, da pigens krop blev kvast i det hurtig­tkørende maskineri.

“Stop maskinen! Stop maskinen!” råbte Robert til arbejds­formanden. Men det hjalp ikke. Synet af Marys knuste kranie var det sidste, Robert sansede, inden han besvimede af ­rædsel og faldt om på fabriksgulvet.

Ulykker blev mødt med hån

Dødeligheden på Lowdham Mill var meget høj – et faktum, ejeren forsøgte at skjule. I lokalsamfundet løb der rygter om, at han smuglede døde børn til andre sogne for i hemmelighed at begrave dem dér.

Histori­kere har siden, ved at studere kirkebøgerne fra egnens sogne, kunnet bekræfte rygtet. 27 børn omkom på Lowdham Mill i årene 1783-1802. I sam­me periode omkom “kun” seks børn på nabofabrikken Cressbrook ­Cotton Mill.

Robert overlevede, men kom ikke uskadt igennem de 14 år med hårdt slid. Kort efter ankomsten til Lowdham Mill blev han sat til at erstatte en voksen, ­faglært arbejder ved en avanceret maskine.

Den var bygget, så den kunne betjenes af en ­voksen mand – med sine korte ben kunne Robert slet ikke nå op og betjene håndtagene.

Det problem blev løst, ved at han fik en kasse at stå på. Men ­Roberts arme var også for korte, så han skulle strække sig langt for at nå håndtagene. Derfor kunne han ikke følge med i maskinens ­hæs­blæsende tempo.

Mr. Smith hundsede med Robert og tævede ham flere gange, men lige meget hjalp det – dreng­ens arme var stadigvæk for korte. Det måtte naturligvis ende galt.

En dag, da Robert havde svært ved at holde koncentrationen efter flere timers hårdt slid, klippede maskinen pludseligt det yderste led af hans pegefinger. ­

Skrigende af smerte og med blodet sprøjtende ud over gulvet råbte han på hjælp. Men der var ingen medlidenhed at hente hos de voksne – kun en hånlig bemærkning om, at han var en klodsmajor.

Robert måtte selv løbe afsted til landsbyen og finde ud af, hvor lægen boede. Det lykkedes heldigvis.

Lægen syede fingeren sammen, så blødningen stoppede. Han var en ekspert i disse arbejds­­skader, for der lå flere tekstilfabrikker omkring den lille landsby.

Behandlingen foregik uden bedøvelse, da lægen ikke havde andre midler end opium. Han tænkte, at det ville være uklogt, hvis drengen vendte opiums­påvirket tilbage til arbejdet ved den farlige maskine.

Og det var netop, hvad Robert skulle. Hans finger gjorde forfærdelig ondt, men han bed smerterne i sig. Ellers ville mr. Smith bare blive vred.

Børnene fik aldrig mad nok

Ved ankomsten til fabrikkerne var ­børnehjemsbørnene generelt sunde og raske, men det ­ænd­­rede sig dramatisk i løbet af få mån­e­der.

Luften i fabrikken var noget af det, der tærrede mest på børnenes helbred. Den var fuld af bomuldsfibre, som med tiden gik i lungerne.

Børnene endte derfor næsten altid med at få luftvejssygdomme som astma, kronisk bronkitis og lungekræft. Sygdommene fulgte de tidligere børnearbejdere resten af livet og endte ofte med at tage livet af dem.

En anden vigtig årsag var noget så basalt som maden. Børnene i industrien fik simpelthen for lidt at spise: Morgenmaden bestod af havregrød kogt på vand.

Til frokost fik børnene havrekiks, og til aftensmad fik de flere kiks og evt. kogte ­kartofler og rugbrødshumpler. Det var stort set menuen dag ud og dag ind.

Kød og friske grøntsager så børnene praktisk taget aldrig. Undtagelserne var så få, at Robert Blincoe stadig kunne huske dem mere end 20 år senere, fx den dag, hvor de fik serveret en hel skive bacon hver!

Den elendige ernæring kombineret med lange, hårde arbejdsdage og for lidt nattesøvn fik hurtigt børnene til at ­skrante og vise tegn på mistrivsel – de blev hæmmet i deres vækst og opnåede sjældent samme højde som andre børn.

De store drenge på Lowdham Mill havde allerede som 15-årige furede ansigter og lignede små, gamle mænd.

Robert besluttede at stikke af

Som syv-årig anede Robert Blincoe naturlig­vis intet om lovens bogstav, men han havde en medfødt retfærdighedssans, som sagde ham, at det, der skete på fabrikken, ikke kunne være rigtigt.

Derfor besluttede han at tage affære. Hans plan var at stikke af fra fabrikken. Ikke for blot at redde sig selv – men for at redde alle. Han ville til fods tilbagelægge de flere hundrede kilometer tilbage til St. Pancras.

Dér ville han fortælle de ­voksne, hvordan børnehjemsbørnene blev ­behandlet på fabrikken. I sin barnlige ­naivitet troede Robert fuldt og fast, at hvis bare de voksne kendte sandheden, ville de gøre et eller andet.

Næste morgen satte han planen i værk. I et ubevogtet øjeblik sneg han sig hen til fabriksporten, kiggede sig hastigt omkring og spænede så ­afsted.

Han nåede næsten fem km væk, men han var for synlig i landskabet – han lignede et ­fabriksbarn på flugt.

Da Robert passerede en landsby, blev han set af den lokale skrædder, der greb ham i kraven og slæbte ham tilbage til fabrikken.

Robert vidste godt, hvad der ventede. Han bad derfor skrædderen om at sige til mr. Smith, at han ikke måtte slå alt for hårdt.

Det gjorde skrædderen faktisk, men lige lidt hjalp det. Så snart de var alene, tæskede mr. Smith drengen gul og blå og smed ham derefter i seng.

Da Robert næste morgen kom ind i spisesalen med sit forslåede ansigt, stirrede de andre børn på ham med store, beundrende øjne. Tænk, at han havde turdet! Stolt satte Robert sig ved bordet.

“Jeg må indrømme, at jeg føler en vis stolthed ved tanken om, at jeg allerede som syv-årig havde modet til at sige fra over for undertrykkelse”, sagde Blincoe mange år senere.

En arbejdsretsforkæmper blev født

Allerede da Robert og de andre børn fra St. Pancras kom til Lowdham Mill i 1799, var det en fabrik i økonomiske problemer.

I 1802 endte det med, at Lowdham Mill måtte lukke. Det betød dog ikke, at Robert og de andre børne­arbejdere kunne ånde lettet op – tvært­imod.

Der var stadig brug for billig arbejdskraft, så de blev overtaget af fabrikanten Ellis Need­ham, der ejede tekstilfabrikken ­Litton Mill i Derbyshire.

Det skulle hurtigt vise sig, at livet på den nye fabrik næsten kunne få børnene til at længes efter mr. Smith. Med Blincoes egne ord virkede årene på Lowdham Mill “nærmest behagelige”, når han tænkte på, hvad der var i vente.

For Ellis Needham handlede fabriksdriften kun om profit, og han havde regnet sig frem til, at børnenes kost var en af de største udgifter. Derfor var der på Litton Mill sparet så meget på maden, at børnene konstant var på sultegrænsen og ofte var tvunget til at spise blade, grisefoder, og hvad de ellers kunne finde. ­

Arbejdsformændene bestod bl.a. af Need­hams sadistiske sønner, som jævnligt tæskede børnene med bælter og reb.

Hvis børnene arbejdede for langsomt, fik de spændt metalvægte i ørerne som straf. Når formændene kedede sig, arrangerede de “lege”, hvor de fx morede sig med at narre børnene til at spise tjære.

Robert klarede sig med nød og næppe igennem dette nye arbejdshelvede, men efter en usædvanlig hård omgang tæsk besluttede han sig i 1812 for at flygte og gå til myndighederne.

Selv efter mange års konstant prygl og underernæring havde Robert ikke mistet sin stærke retfær­­dig­hedssans.

Han anede ikke, om det, der foregik på fabrikken, var ulovligt, men han troede på, at hvis de rette personer fik besked, ville de kunne hjælpe.

Robert løb så hurtigt væk fra fabrikken, som hans trætte ben kunne bære ham, og efter næsten en dags udmat­tende vandring fandt han omsider den lokale magistrat mr. Thornhill, som invite­rede den slemt tilredte unge mand til en åben høring den følgende dag.

Her blev der lyttet til Roberts uhygge­lige beretning. Selvom embedsmændene ikke kunne gøre det store for at hjælpe, gav de dog alligevel den unge mand et brev med til fabriksejer Ellis Need­ham, hvori de understregede, at han skulle huske at holde sig inden for loven.

Brevet gjorde ikke noget stort indtryk på Needham – han fandt en stok frem og gennemtæskede den ulydige arbejder, da han kom tilbage til fabrikken. Men ­Robert betragtede brevet som “en ­magisk talisman”.

Endelig havde han fået bevis for, at der fandtes mennesker i denne verden, som sagde fra over for den ­åbenlyse uretfærdighed.

I det øjeblik fødtes en af Storbritan­niens mest bemærkelsesværdige arbejderrettigheds­forkæmpere.

Endnu lå det flere år ude i fremtiden, men en dag ville Robert ­Blincoe træde ind på den historiske scene og kæmpe for bedre arbejdsvilkår i England. Ham skulle de ­aldrig få ned med nakken!