Farveblind romance er mere fantasi end fakta

“Bridgerton” er Jane Austen uden hæmninger, hvor sex og sladder fylder alt hos de rige og berømte i 1810’ernes London – men det har ikke meget at gøre med virkeligheden.

“Bridgerton” er Jane Austen uden hæmninger, hvor sex og sladder fylder alt hos de rige og berømte i 1810’ernes London – men det har ikke meget at gøre med virkeligheden.

Pictorial Press Ltd/Imageselect

I begyndelsen af 1800-tallet befinder Storbritannien sig midt i en seksuel revolution. Tidligere tiders undertrykkende puritanisme er blevet afløst af en mere frigjort livsstil. Sex uden for ægteskabet er ikke længere strafbart, og drifterne får frit løb – ikke mindst hos landets regent, prinsen af Wales, der er berømt for sin hedonistiske livsstil og sine mange elskerinder.

TV-serien “Bridgerton” skildrer den skelsættende periode med fokus på overklassens kærlighedsliv. I modsætning til fx Jane Austens berømte kærlighedsromaner fra samme periode er “Bridgerton” dog ikke bange for at komme med ind under de hvide lagner.

I den forstand er serien mere tro mod virkeligheden end Austens romaner, men for det meste er TV-serien, hvis anden sæson netop har ramt Netflix, dog mere en kulørt fantasi end et troværdigt tidsbillede.

Se traileren til “Bridgerton”

Kostumer og musik låner fra nutiden

“Bridgerton” følger den unge adelskvinde Daphne Bridgerton, der ligesom mange andre af overklassen giftemodne piger er på jagt efter en ægtemand, der kan sikre hendes familie økonomisk.

Under den årlige balsæson bliver hun udvalgt som dronningens kæledægge og drages samtidig mod den mystiske, mørke hertug af Hastings, Simon Basset. Snart skaber det celebre par overskrifter i sladderpressen.

Serien er lige dele skamløs sæbeopera og storslået kostumedrama frit efter Jane Austens drejebog – tilsat erotik og et moderne persongalleri bestående af hvide og farvede skuespillere.

© Liam Daniel/Netflix

Serien: Sladderblad hænger de rige ud

Under pseudonymet “Lady Whistledown” rapporterer en adelskvinde om overklassens intriger og seksuelle eskapader i sladderbladet “Society Papers” – med navns nævnelse.

© The Metropolitan Museum of Art

Virkeligheden: Aviser var fyldt med sladder

I 1769 udkom magasinet “Town and Country” med sladderklummen Tête-à-Tête om Londons overklasse. Den blev en stor succes og snart kopieret af aviserne. De implicerede blev dog aldrig nævnt ved navn.

Det er forfriskende at se nuancer af sort og brun i de notorisk hvide kostumedramaer. Og helt grebet ud af luften er grebet ikke: Det anslås, at op mod 20.000 sorte levede i England i begyndelsen af 1800-tallet, men hovedparten var nuværende eller tidligere slaver.

Når serien postulerer, at sorte mænd og kvinder gik på dansegulvet med den hvide overklasse, er det revisionistisk historiefortælling nærmest uden noget hold i virkeligheden.

Der findes nogle få eksempler på sorte, der havde held til at kravle op ad samfundets rangstige. Mest berømt er den tidligere slave og senere professionelle bokser Bill Richmond, der var venner med lord Byron og levede en tilværelse i luksus. Richmond, der har tjent som inspiration for bokseren Will Mondrich i serien, var dog undtagelsen. Hovedparten af de sorte befandt sig på samfundets bund.

© Liam Daniel/Netflix

Serien: Den vordende brud aner intet om sex

Daphne Bridgerton har aldrig lært om sex, og hvad den fører med sig. Da hendes partner stopper i akten for ikke at gøre hende gravid, er hun ét stort spørgsmålstegn.

© Library of Congress

Virkeligheden: Overklassen holdt sandheden om elskov skjult

Seksualundervisning eksisterede ikke før langt op i 1800-tallet, og overklassen blev skærmet for viden om sex. For mange kvinder var bryllupsnatten et chokerende overgreb.

I “Bridgerton” forklares tilstedeværelsen af sorte hertuger med, at den sindssyge konge George 3.s kone, dronning Charlotte, er sort. For at gøre overklassen mere mangfoldig uddeler hun grev- og hertugskaber til sorte mennesker. Det er meget usandsynligt – men dog ikke fuldstændig umuligt – at dronning Charlotte havde sorte aner i virkeligheden. Men der var ingen sorte slaver, der blev slået til adelsmænd.

Så meget indrømmer seriens skaber Chris Van Dusen da også selv.

“Det er en verden skabt i et nyt billede. Vores mål med serien var at blande historie og fantasi på spændende måder”, udtalte han i et interview efter premieren på første sæson.

Denne blanding af fiktion og fakta afspejles også i seriens visuelle udtryk. Kostumeafdelingens 238 ansatte har med egne ord givet de riges kjoler og klæder et “ungt og sexet” look, der får 1813 til at minde lidt om nutiden. Og adelsparrene indtager dansegulvet til strygerudgaver af moderne popmusik. Når der spilles op til dans, står det altså for alvor klart, hvor meget den kunstneriske frihed overtrumfer fakta.

© Liam Daniel/Netflix

Serien: Dronningen er sort

“Bridgerton” kan bryste sig af TV-historiens første sorte engelske dronning. George 3.s hustru spilles af Golda Rosheuvel med et gigantisk afrohår og hvide dreadlocks.

© Royal Collection

Virkeligheden: Dronningens hudfarve debatteres

Dronningens læge beskrev hende som “et ægte mulat-ansigt”, og den skotske forfatter sir Walter Scott kaldte hende “dårligt farvet”. De fleste historikere afviser dog, at Charlotte ikke var hvid.

Glamour er langt fra virkeligheden

“Bridgerton” sparker det britiske periodedrama ind i en ny tidsalder med et moderne galleri af hvide og sorte skuespillere og lagengymnastik nok til at få Jane Austen til at rødme. Som glamourøst eventyr om de rige og berømtes kærlighedskvaler fungerer serien upåklageligt.

Som historisk dokument over en skelsættende tidsperiode i Storbritanniens historie er “Bridgerton” omtrent lige så usund som de fede flødeskumskager, karaktererne mæsker sig i.

HISTORIES DOM: 2/6