Under den arabisk-israelske krig i slutningen af 1973 indførte det arabisk-dominerede OPEC, en organisation for de olieeksporterende lande, en embargo for at ramme Israels vestlige støtter.
Embargoen ramte hårdt, for både Europa og USA var afhængige af den billige energi. De berørte lande måtte derfor rationere, fx ved at begrænse fabrikkernes produktion og forbyde bilkørsel på bestemte dage.
I marts 1974 hævede OPEC embargoen, efter at USA havde tvunget Israel til forhandlingsbordet. Men følgerne i form af inflation og arbejdsløshed lagde en dæmper på Vestens økonomi i mange år fremover.
OPEC
Den transarabiske rørledning fra Saudi-Arabien var ved åbningen i 1950 verdens største med en kapacitet på 3 mio. tønder om dagen.
Araberne tog kontrollen med deres egen olie
Verdens olieproduktion var i 1950’erne kontrolleret af syv store britisk-amerikanske olieselskaber kaldet de syv søstre.
Selskaberne holdt olieprisen nede for at tækkes de vestlige regeringer, som til gengæld beskattede selskaberne lempeligt.
Men i 1960 udfordrede olielandene de internationale olieselskaber. Anført af Saudi-Arabien, som havde nogle af de største olieforekomster, dannede de deres egen organisation, OPEC.
I 1973 var OPEC blevet magtfuld nok til at sætte dagsordenen på verdensmarkedet og dermed presse de vestlige lande.
PALÆSTINENSERNE
Guerillaorganisationen PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) blev i 1968 en del af PLO.
Arabiske ledere frygtede militante palæstinensere
Siden Israels oprettelse i 1948 havde palæstinenserne håbet, at de arabiske lande ville kunne overvinde den jødiske stat militært.
Men arabernes nederlag i Seksdageskrigen i 1967 knuste håbet. Derfor tog palæstinenserne sagen i egen hånd. De sluttede sig i stort tal til PLO, Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, eller guerillabevægelsen PFLP.
De arabiske ledere frygtede militserne, som nød stor opbakning blandt de arabiske befolkninger. For at undgå folkelige opstande satsede de derfor på olie som et våben til at presse Vesten.
KRIG
Egyptiske soldater hejser flaget efter at have indtaget en stilling på den israelsk-besatte Sinai-halvø i 1973.
Olieembargo skulle presse Israels støtter
Den 6. oktober 1973 – på den jødiske helligdag yom kippur – angreb Egypten og Syrien ærkefjenden Israel. Støttet af en række andre arabiske lande vandt de flere sejre.
Men USA og andre vestlige lande hjalp Israel, og snart efter trængte israelske soldater araberne i defensiven.
Det fik OPEC’s arabiske medlemmer til at true med en olieembargo, hvis ikke Israel trak sig tilbage. Da israelerne nægtede, trådte embargoen i kraft.
Som konsekvens eksploderede olieprisen.
IMPORTAFHÆNGIGHED
En oliearbejder fra Texas poserer for kameraet i 1939. USA var dengang verdens førende leverandør af råolie.
Olieafhængighed gjorde Vesten sårbar
USA’s olieproduktion nåede sit højeste i 1970. Herefter kunne prisen på nyudvundet amerikansk olie ikke længere konkurrere med billig importeret olie.
Mellem 1970 og 1973 blev USA’s import af råolie næsten fordoblet. Det meste kom fra Mellemøsten, som i 1973 stod for 83 pct. af importen.
Prisen var så lav, at amerikanerne betalte mindre for en tønde olie i 1971 end i 1958. Afhængigheden af den billige olie gjorde imidlertid USA sårbar, da OPEC-landenes embargo satte ind.
ISOLATION
IEA har 31 medlemmer samt flere samarbejdslande. Lande markeret med mørkeblåt er fuldgyldige medlemmer.
Vestens institutioner var uforberedte
Mens OPEC-landene stod sammen om embargoen, besad industrilandenes organisation, OECD, ingen redskaber til fælles håndtering af krisen.
USA foreslog derfor et nyt agentur med repræsentanter fra USA, Japan og Europa.
Formålet var at fordele nødforsyninger af olie samt forske i forsyningssikkerhed. Resultatet blev Det Internationale Energiagentur (IEA), som blev grundlagt i 1974.
Krisen fik desuden de vestlige lande til at søge alternativer til olien.