Public domain

Forskere afkræfter myte om hvornår jægere blev bønder

Stort genetisk studie afslører, hvor de tidligste landbrugssamfund opstod, og hvordan de spredte sig.

I de fleste bøger om menneskets tidligste historie står der skrevet, at landbruget opstod i Mellemøsten for omkring 11.000 år siden. Men et nyt studie sætter nu spørgsmålstegn ved den teori.

I 10 år har forskere fra en række tyske og schweiziske universiteter forsket i genetisk materiale fra stenalderen. Konklusionen lyder nu, at jægersamlere blev til bønder omtrent samtidig i Mellemøsten og Europa.

“Vi har opdaget, at de første bønder i Anatolien (Tyrkiet, red.) og Europa udviklede sig fra en befolkning blandet af jæger-samlere fra Europa og Nærøsten (Nutidens Israel, Libanon og Syrien. red.)”, forklarer Nina Marchi fra Universitetet i Bern.

Samtidig lader det også til, at processen begyndte langt tidligere end hidtil antaget. Nemlig for hele 14.000 år siden.

De første bønder indvandrede ikke fra Mellemøsten, men stammede fra Balkan og Levanten.

© Shutterstock

Balkanbønder spredte ideen

Mens hidtidige teorier hovedsageligt var baseret på arkæologiske fund, bygger forskernes nye konklusion på et nært samarbejde mellem biologer, genetikere, arkæologer og antropologer.

Maxine Brami fra Johannes Gutenberg Universitetet, der deltog i studiet, forklarer:

“Europa’s første bønder lader til at nedstamme fra jæger-samler-befolkninger, der boede hele vejen fra Nærøsten til Balkan-området. Det kunne man ikke have forudset arkæologisk”.