Fortidens ideal: En sund sjæl i en doven krop

Nutidens fitness-guruer ville korse sig, hvis de skulle leve efter fortidens skønhedsidealer: Bleg hud og deller. Farveløse kinder og lidt ekstra på sidebenene blev set som tegn på sundhed og rigdom.

Nutidens fitness-guruer ville korse sig, hvis de skulle leve efter fortidens skønhedsidealer: Bleg hud og deller. Farveløse kinder og lidt ekstra på sidebenene blev set som tegn på sundhed og rigdom.

Scan Google Books; Painting Henry Fuseli

Indbyggerne i Stebbing glaner efter begravelsesoptoget, der langsomt bevæger sig gennem landsbyen nord for London. Den lokale slagter, Jacob Powell, er død, og hans kiste tiltrækker sig stor opmærksomhed. Slagterens døde krop måler over fire meter om livet, og ikke færre end 16 mand må nu slæbe den enorme kiste til kirkegården.

Begravelsen finder sted i 1754 – og på dette tidspunkt er en fed slagter på ingen måde unormal. Tværtimod. Lugten fra kød og blod fra arbejdet med at slagte og partere dyr bliver ifølge folkevisdommen betragtet som “fed luft”, der sætter sig på kroppen.

“Er det denne her, som får jer til at grine?” Sokrates om sin store mave.

At Powell nåede en vægt på 230 kg, var altså et arbejdsgode og et tegn på, at slagteren havde været driftig og myreflittig.

Men synet på overvægt har ændret sig radikalt gennem historien. Oldtidens grækere mente således, at fedme var et tegn på dumhed – og i middelalderen blev deller fordømt som ugudelige.

“Den, som er slave af sin mave, tilbeder sjældent Gud”, påpegede den iranske digter Saadi i 1200-tallet.

I 1700-tallet kom svulmende korpusser igen på mode, men det sidste ord var langtfra sagt i konflikten om kroppens form.

Egypternes idealvægt gik op og ned

I oldtidens Egypten var det langtfra altid tynde kvinder, der var eftertragtede. Arkæologerne har nemlig fundet ældgamle terrakottafigurer med enorme barme og fyldige hofter.

Da Egypten blev samlet under én farao i ca. 3200 f.Kr., skiftede moden dog til den slanke linje. På stenrelieffer fremstillet efter dette årstal fremstår mænd og kvinder som ganske tynde – men skinnet bedrager.

Egyptisk figur

En tynd statur var i lange perioder idealet i oldtidens Egypten, men langtfra alle levede op til det.

© Richard Maschmeyer/Imageselect

Undersøgelser af mumierne af Amenophis 3. fra 1300-tallet f.Kr. og Ramses 3. fra 1100-tallet f.Kr. afslører, at de udtørrede kroppe har adskillige slappe hudlag, hvilket er tegn på overvægt ved faraoernes død.

Idealet om den slanke linje synes dog at have ændret sig flere gange i oldtidens Egypten. En statue fra 2500-tallet f.Kr. af arkitekten bag Giza-pyramiden, vesiren prins Hemiunu, viser både deller og dobbelthage. Overvægt kan i denne epoke have signaleret velstand i et land, hvor den jævne befolkning risikerede at sulte, hvis høsten slog fejl.

Læge kaldte Sokrates tyk og dum

Mens egypterne ad flere omgange værdsatte fyldighed, var oldtidens grækere direkte fedtforskrækkede. Statuer af guder, helte og lærde var slanke og havde regelmæssige træk. Ifølge grækerne var tynde mennesker nemlig smukke og ædle.

Denne kropsopfattelse var uheldig for den berømte filosof Sokrates (469-399 f.Kr.), der var lav af vækst, tykmavet og havde opstoppernæse. Selv hans venner sammenlignede ham med den grimme, fordrukne satyr Papposilenos. Da Sokrates under et drikkegilde erklærede, at han ville lære at danse for at tabe sig, brast vennerne i latter.

“Er det denne her, som får jer til at grine?” spurgte filosoffen og pegede på sin vom.

“Jeg vil ikke have en tynd kvinde, hvis arme kan være i mine fingerringe. Og som prikker mig med sine knæ”. Martial, romersk digter.

Alene ud fra Sokrates’ udseende erklærede lægen Zopyrus fra Alexandria i 100-tallet f.Kr., ca. 300 år efter filosoffens død, at Sokrates måtte have været “dum og tykskallet” og “besat af kvinder”. Kort sagt en ubegavet lidderbuks.

Heldigvis for Sokrates var overvægt ikke strafbar i Athen, hvor han levede. I filosoffens samtid blev tykke slaver i Sparta derimod henrettet offentligt – og ejeren straffet med piskeslag for ikke at passe ordenligt på sin ejendom.

Kvinder uden ekstra sul var usexede

Romerne var mindre strikse end grækerne, når det gjaldt den slanke linje. Faktisk måtte Romerrigets kvinder helst ikke blive for magre.

“Jeg vil ikke have en tynd kvinde, hvis arme kan være i mine fingerringe. Og som prikker mig med sine knæ”, skrev den romerske digter Martial i bogen “Epigrammer” fra ca. 90 e.Kr.

Ligeledes var det acceptabelt for mænd at have en smule pondus, fordi den signalerede velstand. Men en mand måtte aldrig have for meget “overskydende flæsk”, som den græske læge Soranus af Efesos formulerede det.

Afbildninger af Buddha er forskellige fra land til land. Mens inderne hyldede den magre Buddha som en asket uden jordiske behov, ville kinesere have en tyk, glad mand, for fedme var symbol på lykke.

Tynd Buddha
© Tevaprapas Makklay

Den magre asket

  • Under sine rejser i Indien i 500-tallet f.Kr. levede Buddha angiveligt af ét riskorn dagligt. Faste giver åndelig indsigt, og derfor er indiske buddha-figurer tynde.

  • Fra Indien bredte buddhismen sig til Thailand, Tibet og Korea, hvor et roligt, seriøst buddha-ansigt signalerede en åndelig, oplyst person uden jordiske behov.

  • Når Buddha i fx Indien og Thailand vises iført simpel påklædning, symboliserer det for buddhisterne, at askese og det enkle liv er værd at stræbe efter.

Tyk Buddha
© Krzysztof Nahlik/Alamy

Fedme var lykken

  • Via handelsruter som Silkevejen nåede buddhismen til Kina i 100-tallet e.Kr. For kineserne var deller lig med lykke, og de fremstillede Buddha som smældfed.

  • Modsat deres naboer var kinesere ikke blege for at give buddha-figurer et bredt grin. At være glad betyder, at en person har fundet livsglæden, mente de.

  • Kinesiske buddha-figurer sidder nogle gange på en symbolsk pengebarre – et gammelt kinesisk betalingsmiddel. Ejeren håbede, at Buddha ville skænke rigdom.

Soranus praktiserede i Rom i 200-tallet e.Kr. og så kritisk på fede romere i byens gadebillede.

“Unormalt og overskydende fedt, som buler synligt ud, er grimt og skammeligt”, advarede Soranus i skriftet “Om akut og kronisk sygdom”.

At blive alt for tyk var en moralsk brist, mente romerne og skelede forargede til Mellemøsten, hvor eliten førte en lad livsstil og svælgede i fede retter med fløde. Når de rige romere selv slog sig løs i ædegilder, handlede det primært om at imponere gæsterne med eksotiske retter – fx giraf-steg.

Muskelmænd byggede samfundet

Kristendommen blev indført i Romerriget i 300-tallet e.Kr., og med den nye religion fulgte et strengt syn på overvægt i Europa. Hang sulet ud over livremmen, var det tegn på fråseri og en synd mod Gud, mente Bernhard af Clairvaux, der i 1100-tallet grundlagde klosterordenen cistercienserne. Selv spiste den asketiske munk kun 300 g tørt brød om dagen.

For Henri de Mondeville, livlæge for Frankrigs Ludvig 10. i 1300-tallet, var samfundet skabt af muskuløse og solbrændte bønder, soldater og søfolk, der alle bestred et hårdt fysisk arbejde.

“Nogle af kvinderne vejer 200 kg, og de er kongernes og herskernes favoritter. Man tror næppe sine øjne og ører”. Adolphe Burdo, belgisk geograf, under en rejse til Nigerdeltaet i Afrika i 1870’erne.

I modsætning hertil var “kvinder, eunukker, flegmatikere og kvindagtige mænd”, der ifølge Mondevilles fagbog “Kirurgien” fra 1306 var lade mennesker.

I denne gruppe var også munke, lærde og borgere, “der tilbringer det meste af deres tid i skyggen i et stille, mageligt liv”.

Men opfattelsen af det sunde menneske skulle ændre sig endnu en gang – og forandringen kom fra en noget uventet side.

Luthers deller udstrålede livsenergi

I sine unge dage fremstod reformatoren Martin Luther slank. Luther var dog af den overbevisning, at rigelige mængder mad og drikke forhindrede melankoli, og på sine ældre dage var teologen blevet voldsomt overvægtig.

Et faktum, som Luther selv var bevidst om. Kort før sin død i 1546 udtalte han angiveligt: “Jeg vil lægge mig i min kiste og give ormene noget at spise”.

For Luther var overvægt ikke kun af det onde. Det gode fedt var fast og solidt, mens det dårlige var blævret, påstod han. Luthers fedt-teori blev spredt i Europa, og med den opstod en ny mode: Blege deller.

Da den flamske maler Peter Paul Rubens satte penslen til lærredet i 1635 for at male “De tre gratier”, skulle kvinderne således “stråle af livsenergi”, som Rubens kaldte det: De tre blege kvinder blev malet “runde, delikate og smidige” og med “store og rigelige” hofter og lår.

Tre fyldige kvinder

Peter Paul Rubens’ maleri “De tre gratier” blev købt af Spaniens kong Filip 4. og hænger i dag på Pradomuseet i Madrid.

© Museo del Prado

1600-tallets borgerskab hoppede med på fedmebølgen og viste med store maver sin gryende velstand fra slave- og krydderihandlen.

Fra kolonierne i Asien kom bl.a. peber og muskat, og kogebøger med de nye ingredienser blev populære. Ofte dikterede opskrifterne rigelig brug af olie, smør og sukker. I 1700-tallet blev magerhed ligefrem set som et tegn på, at en person var ved at blive “ædt op af bekymring”, som man sagde.

Men ikke alle var med på fedme-bølgen. Da den tyske historiker Johann Winckelmann i 1755 tog til Rom for at se de antikke statuer, priste han deres former: “Deres flade maver er som hos en person efter en god nats søvn og med god fordøjelse”.

Koblingen mellem fedme og en usund livsstil fik i 1800-tallet yderligere støtte af lægevidenskaben og de spirende sundhedsbevægelser. Nu skulle folk på slankekur.

Læger tordnede mod dovenkroppe

Med den vestlige verdens gryende indsigt i, at en sund livsstil gav et bedre helbred, begyndte indbyggerne at leve sundere og tage på kurophold, hvis de tog meget på. At andre civilisationer fortsat fandt fedme attråværdig, rystede datidens europæiske opdagelsesrejsende:

“Nogle af kvinderne vejer 200 kg, og de er kongernes og herskernes favoritter. Man tror næppe sine øjne og ører”, gøs den belgiske geograf Adolphe Burdo i sine rejseberetninger fra Niger-deltaet i 1870’erne.

Samfundets rigeste åd og drak, som de lystede, men frås med mad og drikke kunne sætte sig faretruende om livet. Nogle af historiens største herskere døde som følge af massiv overvægt.

Farao Ptolemæus 8. på mønt
© American Numismatic Society

Farao var lænket til lænestol

Faraoen Ptolemæus 8. var så glad for de våde varer, at han fik tilnavnet Fyskon (ølvommen). Da faraoen i 139 f.Kr. modtog udsendinge fra Rom, måtte han bæres omkring i en lænestol, da han ikke kunne gå selv.

Zhu Gaochi
© Museum National Palace

Kejser trøstespiste sig ihjel

Kinas kejser Zhu Gaochi var så træt af kedelige statsaffærer, at mad blev hans store trøst. Kejseren væltede ofte over sine egne ben pga. fedme, og op til sin død af et hjerteanfald i 1425 måtte han støttes af to tjenere.

Henrik 8.
© Google Arts & Culture

Lansesår øgede vægten

Under en ridderturnering fik briternes Henrik 8. et sår i benet, som plagede ham livet igennem. Det betændte sår gjorde kongen immobil, og hans vægt voksede. Ved sin død i 1547 vejede Henrik op mod 145 kg.

George 4.
© Library of Congress

Dagen begyndte med bøf og vin

En af 1800-tallets store grovædere var Englands George 4. Hver morgen indtog han to ristede duer, tre bøffer og en flaske hvidvin. Kongen vejede 130 kg og sov oprejst i en stol for at kunne trække vejret.

Fed mad og dovenskab gav forstoppelse og højt blodtryk, mente bl.a. den amerikanske læge John Harvey Kellogg, grundlægger af morgenmadsfirmaet Kellog’s. Sidst i 1800-tallet udbredte sundhedsguruen begrebet “biologisk livsstil” – en cocktail af motion, kildevand og vegetarisk kost.

Folk strømmede til helsepaladser som Kellogg’s Battle Creek Sanatorium i Michigan. Her kunne op mod 5.000 forstoppede gæster dagligt gumle på groft brød, drikke kildevand og benytte træningsmaskiner. I en af Kelloggs maskiner blev gæsten banket på maven af små træplader for at sætte gang i fordøjelsen.

Blegheden stod for fald

Blandt gæsterne på kurstederne var hyppigt amerikanske filmstjerner, og helsetrenden fandt hurtigt vej til Hollywood. På det store lærred og i ugebladene kunne millioner af mennesker kloden rundt beundre de slanke skuespillere.

Bleghed var dog stadig attråværdig – lige indtil den franske modeskaber Coco Chanel i 1920’erne vendte solbrændt hjem fra en ferie. Chanel affejede al forargelse med, at brun hud var tegn på et aktivt fritidsliv.

Runde former og sågar voldsom overvægt er blevet set som sexede statussymboler op gennem historien.

© Scan Google Books; Painting Henry Fuseli

Snart blev solbadning populær blandt de vestlige feriegæster, men den slanke, trænede krop måtte ikke glemmes.

“En krop uden bevægelse er som en stillestående pøl: Den opsamler sygdommens grøde, hvilket ender med at slå den ihjel”, erklærede en tysk gymnastikmanual fra 1920.

Fra 1950’erne smeltede tanken om krop og sind sammen i begrebet wellness. Nu var et sundt sind i en slank, solbrændt krop idealet, et ideal, som stadig hersker i dag – og som dagligt udfordres af vor tids livsstil, nem adgang til sukker og stillesiddende arbejde.

Hvem tør spå om, hvornår en fed, bleg krop bliver betragtet som udtryk for et velbetalt job bag en computerskærm?

LÆS MERE OM KROPSIDEALETS HISTORIE:

  • Christopher E. Forth: Fat: A Cultural History of the Stuff of Life, Reaktion Books, 2019