Freakshows var de vanskabtes vej til succes
I 1800-tallet var et af de helt store tilløbsstykker freakshows – omrejsende cirkusser, hvor skæggede damer og siamesiske tvillinger blev vist frem til publikums frygt og fryd. I dag virker showene anstødelige, men for de fleste “freaks” var cirkuslivet et indbringende alternativ til livet som udstødte.
Laloo, “Den glade hindu” (længst til venstre), kunne fremvise ben og arme fra en ufødt tvillingebror.
I 1829 drog de siamesiske tvillingebrødre Chang og Eng ud på en verdensturné, der omgående blev en kæmpesucces – folk strømmede til for at se de to drenge, der på mystisk vis var smeltet sammen ved brystbenet.
Brødrene var nogle år tidligere blevet opdaget i Siam (i dag Thailand) af en britisk forretningsmand, der havde tilbudt deres mor et større pengebeløb for at tage dem med til USA og udstille dem.
Og hun havde hurtigt indvilget, eftersom de to drenge ikke ellers havde mange chancer for at tjene til dagen og vejen.
Chang og Eng turnerede først i USA og senere hele verden rundt med deres impresario Captain Coffin.
Kun i Frankrig brød de ikke igennem. Her blev de forbudt, fordi myndighederne frygtede, at gravide kvinder, der så Chang og Eng, selv ville føde siamesiske tvillinger.
Brødrene Chang og Eng fra Siam indledte freakshowets æra i 1830'erne.
Slave blev Washingtons barnepige
Chang og Engs gennembrud kom til at indvarsle “freakshowets” æra, hvor handikappede og ofre for diverse genetiske sygdomme blev vist frem.
En af pionererne var den unge amerikanske entreprenør Phineas Taylor Barnum.
I 1834 købte han en gammel, blind og lam slave ved navn Joice Heth, tog hende med til New York og udstillede hende med stor opfindsomhed som George Washingtons 161 år gamle barnepige.
Joice Heth spillede med, det bedste hun havde lært, og sang vuggeviser og fortalte lange historier om “sin kære lille George”.
Heth var en stor succes, og da hun døde i 1836, måtte Barnum finde på noget nyt. I 1841 grundlagde han derfor Barnum's American Museum, verdens første såkaldte “dime museum” (1 dime = 10 cent).
Her kunne arbejderklassen for små penge lade sig underholde af fx udstoppede piratfisk, misdannede fostre i formaldehyd og levende vanskabninger.
Barnum lod lyskeglen fra fra en fyrtårnslampe vandre op og ned ad Broadway natten lang for at tiltrække opmærksomhed til museet, og om dagen kunne gæsterne flyve en tur i varmluftballon, der lettede fra parken på museets tag.
Løgnehistorier var millioner værd
Barnum var ikke bange for at smøre tykt på i sin markedsføring. For eksempel proklamerede han frejdigt, at den abnormt behårede pige Krao var Darwins Missing Link, stadiet mellem abe og menneske.
På plakaten stod, at hun havde dræbt ti mænd, inden hun blev taget til fange i Afrika. I virkeligheden kom hun fra Laos, hvor hendes mor arbejdede ved kongens hof.
Den behårede “hundedreng” Jo-Jo havde heller ikke levet som vild i de centralrussiske skove, som Barnum med sans for det dramatiske ellers påstod.
Jo-Jo var døbt Fedor Jeftichew og opvokset i et fransk cirkus. Han led ligesom sin far af den arvelige sygdom hypertrichose, der giver hårvækst i hele ansigtet.
Selv sagde Barnum, når han blev afsløret, at han ikke var ude på at snyde folk, men blot i at underholde dem. Og det gjorde han.
Publikum strømmede til, og Barnum blev den første millionær i underholdningsbranchen.
Succesen gik ikke upåagtet hen. Snart konkurrerede museer, teatre, forlystelsesparker og omrejsende cirkusser i særligt USA, men også Europa, om at have de mest groteske vanskabninger på plakaten: siamesiske tvillinger, kæmper og dværge, skæggede damer og vildmænd, pingvinpiger og sældrenge, der kappedes om publikums gunst.
Barnum fusionerede i 1881 med Baileys cirkus og kaldte sig ubeskedent: det største show på Jorden.
De vanskabtes by
Enkelte blev ydmyget og mishandlet i cirkus, som fx engelske Joseph Merrick, kendt som Elefantmanden.
Men for mange blev cirkus-verdenen et fristed, hvor de kunne møde ligesindede. Nogle blev venner, andre rivaler, og ikke så få forelskede sig i hinanden.
Hele familier med arvelige lidelser turnerede rundt sammen, fx “hummerfamilien” Stiles, der alle havde deforme arme og ben på grund af en arvelig genetisk lidelse.
Uden for sæsonen søgte Stiles-familien og mange andre af freakshowenes stjerner mod byen Gibsonton i Florida, der bød på lempelige regler for cirkusfolket.
Blandt andet tillod bystyret at holde elefanter, dressere bjørne på plænen og parkere cirkusvogne på gaden.
Her voksede et helt “freak-samfund” op. Besøgende kunne besøge restauranten Giants Place, der blev drevet af kæmpen Al og hans benløse kone, Jeanine. Frugt kunne købes hos de siamesiske tvillingsøstre.
Og på baren kunne Trebenede Frank ses sludre med Abepigen, mens posthuset – som landets eneste – havde en skranke i dværgstørrelse.
Freaks blev arbejdsløse
I 1908 fremførte tidsskriftet Scientific American ideen om, at det var inhumant og barbarisk at udstille folks handikap og sygdomme.
Og i de følgende årtier begyndte aviser og blade at skrive om de virkelige årsager til de forskellige misdannelser.
Misdannelserne blev afmystificerede, og folkestemningen vendte sig gradvist mod de traditionelle freakshows og “dime cirkus”, der i 1950'erne blev anset for så smagløse, at de sidste måtte dreje nøglen om.
De nye humane toner fik paradoksalt nok fatale konsekvenser for mange “freaks”, der nu måtte stille op i arbejdsløshedskøen, bede om socialhjælp eller lade sig indlægge på institutioner.