Frederikke Reimer, Nationalmuseet
Danmark runeskrift

Gældsbevis skrevet i runer er endelig tydet

Unik indskrift med både runer og latinske bogstaver på en dansk kirkevæg afslører, at folk i små landsbysamfund brugte avanceret skrift i middelalderen – og sikrede sig, at skyldnere ikke løb fra deres gæld.

Siden 1909 har historikerne kendt til en ganske særlig inskription, skrevet på væggen i Sønder Asmindrup Kirke ved Holbæk.

Inskriptionens øverste linje er skrevet i runer og lyder: ”Toke tog sølv til låns af Ragnhild”, men den næste linje har indtil videre været umulig at afkode, fordi den er skrevet i en mystisk blanding af runer og latinske bogstaver.

Men så kastede Nationalmuseets skriftforsker og runolog Lisbeth Imer sig over teksten i samarbejde med Anders Leegaard Knudsen, der er seniorredaktør på Diplomatarium Danicum – Danmarks Riges Breve, som udgiver dokumenter fra middelalderen.

I fælleskab kom de frem til, at den sidste linje var en dato: “2. maj i det frelsens år 1210”.

Tilføjelsen af datoen gør inskriptionen til et gældsbevis og et juridisk dokument – der teknisk set er gyldigt den dag i dag.

Det er den blot fjerde juridiske inskription af sin slags, historikerne kender til på verdensplan og den første i Danmark. Gældsbeviset skiller sig også ud ved at omhandle en sag mellem to almindelige mennesker, frem for en fyrste.

Danmark runeskrift

Juridiske dokumenter skrevet ind i kirkevæggen kendes kun fra tre andre kirker: Fole Kirke på Gotland, Sankt Sophia-katedralen i Kiyv og Sankt Panteleimon-kirken i Galich, Rusland.

© Roberto Fortuna, Nationalmuseet.

Afslører højt uddannelsesniveau

Tilsvarende juridiske dokumenter er ellers typisk bevaret på pergament og fra de allerøverste samfundslag. Den nye opdagelse viser, at der i middelalderen var en udbredt skriftkultur.

”De har været dygtige og mestret to sprog, hvilket vidner om en vis form for dannelse. Derfor tror jeg ikke, forfatteren har været en almindelig bonde, men snarere sognepræsten eller en højere rangeret gejstlig”, forklarer Anders Leegaard Knudsen.

Ved hoffet blev der oftest skrevet på latin og med bogstaver, mens der i samfundet hovedsageligt blev skrevet på modersmålet og med runer.

”Indskriften i Sønder Asmindrup viser, at der blev indgået skriftlige aftaler blandt, hvad vi må tro var almindelige bønder, på et tidligt tidspunkt i middelalderen – det vidste vi simpelthen ikke før”, tilføjer Imer.