Den gråhårede rytter ser sig ængsteligt tilbage. Nej, ingen følger efter ham. Han giver hesten sporerne og fortsætter op mellem bjergene. Vejen snor sig, men selvom det er dyb nat, kender han den ud og ind, for han har selv anlagt den.
Mandens navn er Kaspar Stockalper, og hans natlige ridt skal redde hans liv. Indbyggerne i hjembyen Brig i det sydlige Schweiz har truet ham med halshugning, og nu ser han ingen anden mulighed end at flygte til Italien.
En bitter beslutning, for den 70-årige Stockalper har brugt hele sit liv på at skabe et gigantisk forretningsimperium med minedrift, soldaterudlejning, handel med salt og monopol på trafikken på pasvejen. For bare et par måneder siden var han Schweiz’ rigeste mand med 5.000 mennesker i sit brød. I dag – den 11. oktober 1679 – er alt tabt.
Bitterheden koger i ham, mens vejen fører ham ud på en åben bjergslette. I det fjerne ser han lysene fra Alter Spittel – et syv etager højt herberg, han har bygget til de vejfarende købmænd og pilgrimmene, så de altid kan få et måltid mad og en seng at sove i.
Stockalper gør holdt for at hvile. Nyheden om hans flugt fra bedragerianklagerne i republikken Valais er åbenbart ikke nået op til herberget endnu.
Kort efter er Stockalper igen i sadlen. Forude ligger grænsen til Italien.

Republikken Valais var siden 1475 en del af Schweiz. Drei Bünde (Graubünden) blev først en del af Schweiz i 1803.
Alperne blev lukket under trediveårskrigen
Schweiz var et forbund af små republikker, der havde held til at undgå den altomfattende krig, der rasede i Europa i 1618-1648.
Det schweiziske område bestod i 1600-tallet af en række små stater, der var ved at vriste sig fri af Det TyskRomerske Rige. Staterne havde en gensidig forsvarsalliance – Edsforbundet.
Trediveårskrigen, der udbrød i 1618, var en religionskrig mellem katolikker og protestanter i Det Tysk-Romerske Rige, men kejserrigets naboer og konkurrenter var hurtige til at blande sig – blandt dem Spanien og Frankrig.
Spanierne havde besiddelser i Norditalien og Holland, mens franskmændene var allierede med Venedig. Alle skulle føre tropper og forsyninger over Alperne, men da området Drei Bünde blev hvirvlet ind i krigen, lukkede næsten alle pasveje over Alperne.
Simplon-passet var den eneste åbne passage, når forsyninger og tropper skulle over Alperne.
En ung mand med ambitioner
Slægten Stockalper nedstammede fra gudfrygtige bjergbønder, der havde søgt lykken i byen Brig. Den 14. juli 1609 kom Kaspar til verden – en modig og videbegærlig dreng, der fik en god uddannelse hos jesuitterne i Freiburg (i Sydtyskland). Ifølge skudsmålsbogen havde munkene “overordentlig store forhåbninger” til den unge mand, da de sendte ham hjem igen.
I Brig nedsatte han sig som notar. Allerede året efter blev han valgt ind i byrådet, men Stockalper havde større ambitioner – og tiderne var gunstige: Siden 1618 havde en brutal krig raset i det centrale Europa.
Krigen skulle få navn efter sin usædvanlige længde – trediveårskrigen – men det kunne ingen vide i 1633, da Kaspar Stockalper drog ud på en lang rejse til de hollandske købmænd i Antwerpen.
Stockalper vidste, at alle de store pasveje over Alperne var lukket som følge af krigen. Det betød, at ingen varer kunne udveksles mellem Nord- og Sydeuropa. Men Stockalper kunne tilbyde de handlingslammede købmænd hjælp, for lige præcis hans hjemby, Brig, var udgangspunkt for en overset pasvej.
Blandt de rejsende var ruten over Simplon-passet ikke populær, for stien var elendig, og de stejle slugter farlige. Men så længe krigen rasede, var ruten den eneste – og det bedste af det hele: Stockalper havde sikret sig eneretten til transport gennem passet.
Købmændene tog godt imod den veltalende schweizer, der beherskede seks sprog (tysk, fransk, spansk, italiensk, latin og græsk) og tilsyneladende kunne løse deres problemer, men de var skeptiske; Simplon skulle først bevise sit værd.
Muligheden kom året efter, da prinsessen af Savoyen, Marie de Bourbon Condé, skulle føres over Alperne. Opgaven var omfattende, for prinsessen rejste med et følge på 50 hoffolk og 100 heste.
Til alt held lykkedes projektet. Efter to dage var prinsessen nået sikkert over bjergene – og Stockalper blev fyrsteligt belønnet. Men vigtigst af alt spredte rygtet om den sikre alpevej sig til Europas fyrstehuse.

Kaspar Stockalper kunne kalde sig bl.a. landshøvding, speditør, salthandler og kirkemæcen.
Politiske poster gavnede den private forretning
1628
Kaspar Stockalper bliver notar.
1629
Vælges ind i Brigs byråd.
1633
Eneret til trafik over Simplon-passet.
1636
Erhverver sin første jernmalm-mine.
1641
Etablerer en hær af lejesoldater.
1648
Monopol på salthandel i Valais.
1652
Statsminister.
1670
Valgt til landshøvding i Valais.
1678
Faldet begynder.
Især den spanske konge havde brug for vejen, for han havde besiddelser i Italien og i Holland – og den eneste direkte vej over land førte gennem fjendelandet Frankrig. Omvendt kunne også Frankrig bruge en fri passage over bjergene for at holde kontakt med sin allierede, bystaten Venedig.
Vejen får fliser og herberger
Med diplomatisk snilde lykkedes det Stockalper at holde sin vej ude af alle konflikter, så slagmarkens fjender ikke overfaldt hinanden på Simplon.
I mellemtiden havde Stockalper giftet sig med den velhavende borgerdatter Magdalena, der bragte en anseelig medgift ind i ægteskabet.
Stockalper investerede hurtigt pengene i det, som på moderne dansk hedder “infrastruktur”: Først og fremmest skulle vejen have fast belægning.
Stockalper fik lagt klippeplader ud i to meters bredde. På hele ruten opførte han broer, så de rejsende kom tørskoede over de brusende bække, og med jævne mellemrum lå kroer parat, så rejsende kunne få et måltid mad og en seng at sove i.
På rutens nøglepunkter opførte han regulære højhuse, så alle kunne få overnatning og sikker opbevaring af deres gods, mens de ventede på bl.a. at blive fortoldet og skulle skifte pakdyr.
Transporten foregik med muldyr og æsler, der længe var ejet af uafhængige säumere – æseldrivere. For at få fuld kontrol med færdslen forhandlede Stockalper længe med säumernes lav, indtil æseldriverne opgav friheden og i stedet blev ansat hos ham.
I alt 200 mænd var beskæftiget med at transportere varer sikkert over bjergene – og Stockalper tjente på det hele: Æsel-leje, vejpenge og forplejning. Desuden opkrævede han told for biskoppen.

200 æseldrivere klarede varetrafikken på Simplon-passet. Allerede det første år (1634) bragte de 300 tons over bjergene.
Selv under vinterens voldsomme snefald fortsatte trafikken, for vejmænd havde ansvaret for at holde vejen ryddet. Deres løn kom fra et særligt vintertillæg, som Stockalper også opkrævede.
Bjergene omkring Simplon var rige på mineraler. Derfor kunne Stockalper åbne miner, der forsynede ham med guld, jern, bly og kobber. Sodsværtede kulsviere fældede bjergenes skov for at lave trækul til metaludvindingen, så metallerne kunne bringes ned i dalen.
KORT: Stockalper gjorde Simplon-passet til en pengemaskine









Pas-vejen var en fantastisk forretning
Udlejning af æsler, vejafgift, servering af mad og drikke. Kaspar Stockalper gjorde vejen mellem Schweiz og Italien til en ren pengemaskine. Og kunderne betalte, for i flere år var der ingen anden vej over Alperne.
Byen Brig havde i 1600-tallet ca. 900 indbyggere. Her ejede Kaspar Stockalper flere ejendomme, og i 1671 kunne han flytte ind i et nybygget slot. Kælderen fungerede som lagerrum, de øvrige etager var dels bolig for hans familie, dels hovedsæde for det omfattende forretningsimperium med 5.000 ansatte.
I 1636 fik Stockalper sin første mine, hvor hans folk hentede jernmalm.
Bjergkroer lå langs hele pasvejen. Her kunne de rejsende finde ly og få et måltid mad. Mest berømt var kroen ved Taferna-bækken, hvor den berygtede kromutter Johanna Fy var kendt for at fortynde vin med beskidt vand fra bækken.
Nær Simplon-passet byggede Stockalper i 1650 herberget “Alte Spittel” på imponerende syv etager. Øverst havde familien Stockalper sin sommerresidens. I tårnet indrettede han et kapel. “Alte Spittel” tjener i dag som logi for schweiziske soldater på øvelse.
I landsbyen Simplon nær passet byggede Stockalper et flere etager højt hus, der tjente som lagerbygning for de rejsende. Tårnet styrtede sammen i 1892.
I 1660 åbnede Stockalper en guldmine ved Gondo. Inden stenene gav slip på guldet, skulle de opvarmes og knuses, så tilsatte arbejderne kviksølv. Når det var fordampet, lå det rene guld tilbage.
I Gondo nær grænsen opførte Stockalper i 1666 en syvetagers bygning til overnatning og lagerplads. Her sad også kontorfolk, der forvaltde Stockalpers besiddelser og forretninger. I dag fungerer højhuset som hotel.
Pas-vejen førte ned til den norditalienske by Domodossola, hvor Stockalper ejede et palæ. Her levede han i eksil, efter at han i 1679 var blevet tvunget på flugt af sine bysbørn i Brig.
Alt var dog ikke lykke for den unge forretningsmand. Efter bare tre års ægteskab døde hustruen, Magdalena, men den attraktive enkemand havde ingen vanskeligheder ved at finde en ny.
38 dage efter Magdalenas død blev Stockalper forlovet med 18-årige Cäcilia, der også havde en yppig medgift og de følgende år skulle skænke ham 13 børn.
Kongen af Simplon bygger et slot
Selvom Martin Luthers lære bredte sig langt ind i Schweiz, og protestantismen også vandt tilhængere i republikken Valais, holdt Stockalper fast ved katolicismen og sørgede for at styrke troen ved at bygge nye kirker og åbne klostre, skoler samt et hospital – ikke kun for at vise Gud taknemmelighed.
Den selvbevidste forretningsmand mente, at hans rigdom var fuldt berettiget. “Sospes lucra carpat” lød hans valgsprog – Guds favorit kan skumme overskuddet. Ordene skrev han gerne på forsiden af sine regnskabsbøger.
Stockalper var overbevist om, at jordisk rigdom var beviset på Guds påskønnelse, og at den, der brugte sine evner på Jorden, ville blive belønnet i Himlen. “Sospes lucra carpat” er i øvrigt også et anagram for “Casparus Stockalper”.
Sideløbende med alpevejen og de øvrige virksomheder fortsatte Stockalper sin politiske karriere – for længst havde han opdaget fordelen ved at kombinere de offentlige hverv med privat foretagsomhed.
I Valais’ landdag (parlament) fik han højere og højere tillidsposter og var i 18 år republikkens skriver – det vil sige landshøvdingens højre hånd og statsminister. I 1670 kunne han krone sin stræben med posten som republikkens landshøvding. Valget var enstemmigt, og medlemmerne af landdagen lod lovordene regne ned over hædersmanden.
Året efter flyttede familien Stockalper ind i et nybygget slot i hjembyen Brig. Slottet fik tre tårne navngivet efter de hellige tre konger – Kasper, Melchior og Balthasar.

Stockalpers efterkommere solgte i 1948 slottet til Brigs kommune. I dag fungerer det som museum og rådhus. Vejen over Simplon er en populær vandrerute.
Slottet var en konge værdigt, og i Frankrig kaldte Ludvig 14. ligefrem Stockalper for “Simplons konge” – og det var ingen overdrivelse. Han var Valais’ hersker økonomisk, politisk og juridisk.
Intet kunne ske, uden at han havde bestemt det. “Den, der mangler penge, savner argumenter”, som Stockalper sagde.
Soldater til hver en krig
Solkongens respekt skyldtes en speciel del af Stockalpers forretningsimperium: 1.200 veltrænede soldater, som forretningsmanden rådede over og mod passende betaling lejede ud til de krige, som Europas herskere konstant udkæmpede med hinanden.
Solkongen havde sikret sig førsteretten til at leje Stockalpers regiment og gjorde flittigt brug af det, og hvis ikke Frankrig skulle bruge soldaterne, stod andre aftagere klar.
Selv paven i Rom hyrede Stockalpers soldater. Hans mænd kendte hinanden hjemmefra og havde kæmpet sammen i årevis. Derfor var de langt mere effektive end andre europæiske lejehære, der typisk bestod af løst sammenrystede lykkeriddere med lav kampmoral og en uforudsigelig loyalitet.
Grunden til almindelige lejesoldaters manglende troskab under trediveårskrigen var, at hærførerne ofte undlod at betale deres sold.
Sådan var det ikke hos schweizerne: “Ingen penge, ingen schweizere”, lød en talemåde blandt Europas herskere. Hvis de ville have de gode soldater fra de schweiziske republikker, skulle betalingen falde som aftalt.

De schweiziske lejesoldater var veltrænede og kendte hinanden hjemmefra.
Alle konger ville have schweiziske soldater
I 300 år var lejesoldater Schweiz’ største eksportvare. Alle frygtede at møde en schweizer på slagmarken, for han gav aldrig op.
I det krigshærgede Europa skulle de kronede hoveder jævnligt bruge soldater, men deres kvalitet var svingende. Hvis en konge ville være sikker på sejr, hyrede han schweiziske lansebærere, der gik for at være uovervindelige – og selv i en håbløs kamp veg de ikke tilbage.
Det havde de allerede bevist under slaget ved Morgarten (1315), hvor 1.500 bjergbønder massakrerede en habsburgsk hær på 9.000 mand.
De schweiziske lejesoldaters kampteknik var bogstavelig talt antik – de havde afluret den fra kong Filip, der var konge i Makedonien i 300-tallet f.Kr. Filip anvendte veldisciplinerede fodfolk udrustet med lange lanser. Når angrebet satte ind, sænkede makedonerne lanserne og gik frem i sluttede rækker.
Befolkningen i Schweiz var fattig, og derfor meldte op mod 30.000 unge mænd sig hvert år for at kæmpe. Soldaterne blev lejet ud som regimenter og var yderst succesrige – frem til 1800-tallet led de kun få nederlag.
Kaspar Stockalper fik pengene direkte fra fyrsten, og når soldaterne havde fået deres, var der altid en betragtelig sum tilbage.
Da trediveårskrigen omsider sluttede i 1648, og efterspørgslen efter lejesoldater for en stund løjede af, trådte Stockalper ind i et nyt forretningsområde – salt.
Det var lykkedes ham at erhverve monopolet på handlen med salt i det saltfattige Valais, der hvert år måtte importere ca. 1.000 tons. Saltet var uundværligt i kosten og blev desuden brugt til konservering og i osteproduktionen.
Udvindingen af mineralet var billig, men muligheden for at lægge told og afgifter på netop denne vare var uden ende. Før saltet nåede fra udvindingsstedet til forbrugeren, var prisen gerne steget til det fyrredobbelte – og Stockalper var den, der profiterede mest.
Gælden blev hans skæbne
De mange penge, som “Guds favorit” samlede, blev ført over i hans private bank, der lånte penge ud til bl.a. Europas kronede hoveder. Og kunne de ikke betale tilbage, tog han gerne imod jord eller gunstbevisninger i stedet.
“Intet er bestandigt – kun jord og fast ejendom”, som Stockalper sagde. Også privatpersoner hjemme i Valais kunne regne med Stockalpers hjælp, hvis høsten slog fejl, eller de manglede penge til en medgift.
Stockalper lånte især til magtfulde mænd som fx biskoppen og medlemmerne af Valais’ landdag, der på grund af gælden blev afhængige af ham. Således var det heller ikke noget problem at blive genvalgt til posten som landshøvding tre gange.
I i alt otte år fungerede lånene som et effektivt regeringsredskab, men for første gang i sin imponerende karriere havde Kaspar Stockalper alligevel forregnet sig.
Ud af de 110 medlemmer af landdagen skyldte 87 ham efterhånden så mange penge, at de var ude af stand til at betale ham tilbage. I denne udsigtsløse situation besluttede landdagens medlemmer at skaffe sig af med långiveren.
“Ligesom skyggen følger kroppen, følges det gode ry af misundelsen”. Et af Kaspar Stockalpers efterladte visdomsord
Hans umådelige rigdom og det overdimensionerede slot i Brig havde i forvejen vakt en farlig misundelse. Borgersønnen Kaspar Stockalper førte sig frem som en konge – og dét vakte vrede i republikken Valais, der satte pris på at være sluppet af med den tysk-romerske kejser.
Da landdagen i 1678 skulle stemme om at forny Stockalpers saltmonopol, slog de folkevalgte til: “Lige siden sin ungdom har hr. Stockalper været vant til at angribe uden at tænke eller spørge. Han mener, at han har ret til alt”, hed det i en rasende udtalelse, der beskyldte ham for “grovheder og ondskabsfuldheder, hvis lige ikke er kendt i vort land”.
Landdagen præsenterede ham for et anklageskrift med 18 forbrydelser – bl.a. embedsmisbrug, bedrageri mod lejesoldaterne, svindel med toldopkrævninger og fusk med salthandlen.
Under dødstrusler tvang de landshøvdingen til at erklære sig skyldig. Samtidig skulle han aflevere al sin ejendom, og for at øge presset på ham blev han sat i husarrest i Valais’ hovedstad, Sion.
Imperiet synker i grus
I juni 1678 kom Stockalper på fri fod og kunne vende hjem til slottet i Brig. Han fandt landdagens kommissærer travlt beskæftiget med at opgøre hans formue.
Det fortælles, at Stockalper – for at redde en del af sin ejendom – tilbød at lægge alt frem på alteret i slottets kapel. Da han havde båret skøder, pantebreve, guld og sølv ned, sørgede han for at skjule halvdelen under alteret.
Dermed kunne den gudfrygtige forretningsmand uden at sværge falsk sige: “Under mine hænder ligger alt, jeg ejer!” Ifølge overleveringen lykkedes hans list – for en stund. Kommissærerne fortsatte uforstyrret med arbejdet og opgjorde værdierne til 2 mio. valais-pund – beløbet rakte i 1600-tallet til at købe 122.233 malkekøer.
Og så indeholdt opgørelsen end ikke værdierne uden for Valais – fx et palæ i Domodossola i den italienske ende af pasvejen eller slottet i Brig, som han fik lov at beholde og bo i.

Pave Urban 8. gjorde ham til Ridder af Den Gyldne Spore – en særlig orden givet af den katolske kirke.
Stockalper var kongernes ven
- Den tyske kejser Ferdinand 3. slog Stockalper til ridder og gav ham adelsnavnet “zum Turm”.
- Savoyens hertug, Karl Emanuel 2., gav ham baroniet Duingt i det østlige Frankrig.
- Spaniens Karl 2. gav ham borgerrettigheder i Milano.
- Frankrigs Ludvig 14. gav ham flere ordener, slog ham til ridder og hædrede ham med titlen “Le Roi du Simplon” – kongen af Simplon.
Men fremtiden tegnede mørk. Stockalpers modstandere gik i gang med at splitte forretningsimperiet ad – blandt dem var hans ærkefjende Adrian In-Albon, som nærede et personligt had til Stockalper.
Landshøvdingen havde nemlig nægtet In-Albon sin datters hånd, og nu beskyldte den forsmåede ham for majestætsfornærmelse mod den tysk-romerske kejser. Omsider måtte Kaspar Stockalper erkende, at hans modstandere aldrig ville helme, før han blev halshugget. Eneste mulighed var at opgive alt og flygte ud af landet.
Slottets tjenere gjorde en hest klar, og Stockalper forsvandt ud i natten med nogle få loyale mænd. Målet var palæet i Domodossola på den anden side af grænsen.
Tilbage på slottet stod bl.a. hans omfattende bibliotek og notesbogen med de mange visdomsord, han havde udledt af at studere bøgerne – bl.a. denne: “Ligesom skyggen følger kroppen, følges det gode ry af misundelsen”.
Efterskrift:
Kaspar Stockalpers eksil i Domodossola kom til at vare fem år, før vreden i Valais havde lagt sig. Den 75-årige flygtning skulle offentligt bede om forladelse, inden han kunne vende hjem. Frem til sin død den 29. april 1691 levede han som en bitter mand på sit slot.
Slægten Stockalper uddøde i 1975, da den sidste efterkommer sov ind i Brig.
De lukkede pasveje under trediveårskrigen betød, at Europas stormagter indså Schweiz’ store betydning for de rejsende og den frie handel. Under fredsforhandlingerne opnåede republikkerne i Det Schweiziske Edsforbund fuldstændig selvstændighed fra Det Tysk-Romerske Rige. Fremover skulle alpelandenes neutralitet sikre de åbne pasveje.