Som et edderkoppespind hænger hundredvis af lange reb på kryds og tværs ind over De Beers-minen i Sydafrikas indre.
I kurve hejses jord og klippestykker fra minens bund op mod overfladen i rebene. Hvert øjeblik kan et reb knække og sende kurvens indhold ned i hovedet på minearbejderne 50 meter længere nede – med død eller lem-
læstelse som resultat.
Nede i minen slider tusindvis af arbejdere i gangene. Med hakker, bor og skovle udhuler de undergrunden i jagten på diamanter. Fortjenesten på de kostbare sten ender sjældent i minearbejdernes egne lommer.
I stedet er formuerne fra verdens største diamantfund ved at gøre en nystiftet virksomhed til en altdominerende gigant.
De Beers hedder firmaet, som ingen midler skyer i jagten på profit.
Fra 1880 og 22 år frem opkøber firmaet systematisk jord fra fattige mineejere, truer konkurrenter, snyder med priserne og bliver styrtende rigt på sit verdensomspændende diamantmonopol.
Verdens tredje-største diamant er netop fundet i Botswana – se den her:
Afrikas Stjerne tiltrak lykkeriddere
Diamanteventyret tog sin begyndelse i 1866, da en bondedreng fandt en glimtende sten nær Orange River 300 km fra Sydafrikas kyst.
Stenklumpen nåede at skifte hænder adskillige gange for småbeløb, før den havnede hos en ekspert, som konkluderede, at der var tale om en diamant på 21,25 karat.
De første lykkeriddere drog straks mod Sydafrikas indre, og da diamanten Afrikas Stjerne på 82 karat tre år senere dukkede frem fra undergrunden nær Orange River, udløste fundet en lavine af invadrere med skovl, hakke og drømmen om hurtig rigdom.
I løbet af 10 år fik Sydafrika fordoblet sin hvide befolkning og tredoblet sine toldindtægter.
Overvåget af hvide kontrollanter kæmmede sorte arbejdere pulveriseret jord for diamanter.
Nær Orange River lå bonden Johannes Nicolaas De Beers farm. Han var en kristen og nøjsom mand, som med foragt så på de grådige diamantgravere.
Han og broren Diederik Arnoldus fandt dog også diamanter på deres jord, men de havde ikke tænkt sig at blive skyllet med af diamantbølgen. Brødrene solgte derfor deres jord.
Johannes fik 6.000 guineas, hvilket var under halvdelen af prisen på Afrikas Stjerne.
Efterhånden som diamanter i spandevis blev gravet op på De Beers tidligere ejendom, fortrød den ulykkelige sælger, som mente, at han burde have forlangt seks millioner guineas i stedet.
I 1880 begyndte briten Cecil Rhodes at opkøbe lod efter lod på De Beers tidligere farm.
Diamantpriserne var kollapset, fordi de sydafrikanske miner var så spækkede med ædelsten, at verdensmarkedet hvert år blev oversvømmet af over et halvt ton diamanter.
De Beers' guide til verdensherredømmet: Kæm jorden for ædelsten
Sydafrika rummede verdens største diamantfund. Det krævede imidlertid store ressourcer at finde de små, men kostbare ædelsten.
I 1880’erne foregik arbejdet med håndkraft. Nede i minerne hakkede arbejderne den porøse undergrund løs, skovlede jorden op i store kurve og hejste materialet op til overfladen.
Her stod andre arbejdere klar og pulveriserede med skovle og køller materialet. Pulveret blev kæmmet med en kam – under skarp overvågning af en forvalter.
Metoden var ikke særlig effektiv og kostede mineejerne dyrt i diamanter, som enten aldrig blev fundet eller blev stjålet af arbejderne.
De Beers’ modtræk var at tvinge sorte arbejdere til at være nøgne under kæmningen og udsætte dem for ubehagelige undersøgelser af alle kropsåbninger, før de fik lov at holde fyraften.
Hvide arbejdere nægtede at acceptere den slags ydmygelser.
De før så sjældne sten blev nu kun værdisat som en halvædelsten på linje med topas eller turkis.
Mange mine-ejere bukkede under for prisdykket, men 27-årige Rhodes øjnede chancen for rigdom og stiftede et selskab, som han opkaldte efter jordens tidligere ejere: De Beers Mining Company Limited.
Midlerne til at opkøbe lodder havde han tjent ved at sælge isblokke til svedende minearbejdere og pumpe vand ud af oversvømmede minegange.
Stykke for stykke satte Rhodes sig på De Beer-minen.
Rhodes stjal genial idé
Rhodes lå konstant i priskrig med et utal af konkurrenter, hvoraf mange var betydelig større og rigere end hans eget selskab, De Beers.
Da politikeren J.X. Merriman i 1886 henvendte sig til ham med et interessant forslag, var Rhodes derfor yderst lydhør.
Merriman foreslog, at alle Sydafrikas mineselskaber inden for diamantbranchen skulle gå sammen. Få uger senere indrykkede Rhodes store annoncer i Sydafrikas aviser.
Her beskrev han fordelene ved ét stort sydafrikansk diamantselskab til at sikre høje priser på ædelsten – og tog selv hele æren for idéen.
Merriman var både vred og skuffet og kaldte Rhodes for “listig, lunefuld og en person, han hellere ville have som modstander end som ven, for så vidste man, hvor man havde ham”.
De Beers' guide til verdensherredømmet: Spær dine ansatte inde
Sorte minearbejdere fik fire gange mindre i løn end deres hvide kolleger, så De Beers lavede en ufin aftale med det sydafrikanske politi:
Alle sorte mænd, som blev arresteret for at være dagdrivere, skulle spærres inde i lejre drevet af De Beers.
Her blev de tvunget til at underskrive en kontrakt på 6-12 måneder.
De sorte skulle arbejde i diamantminen dagen lang og måtte ikke forlade lejren, før deres kontrakt var udløbet.
Rhodes kunne dog også være mere udspekuleret: Da han på et tidspunkt manglede rede penge, solgte han en stor kasse diamanter til sin ærkerival Barney Barnato.
De to mænd skrev under på aftalen, og Barnato glædede sig allerede til at oversvømme markedet med disse diamanter og dermed tvinge Rhodes i knæ.
Men da Rhodes rakte ud for at trykke Barnatos hånd, væltede han kassen med sirligt sorterede diamanter.
Rhodes fik det til at ligne et uheld, og tricket sikrede ham seks uger til at sælge sine egne diamanter til høj pris og tjene en formue – så lang tid ville Barnatos ansatte være om at sortere kassens indhold på ny.
Før miner begyndte at skyde op i Sydafrika, var diamanter uhyre sjældne. Verdensproduktionen lå helt nede omkring et par kg om året, og prisen var tårnhøj. Kun kongelige havde råd til ædelstenen, som blev fisket op af floder i Indien og Brasilien. Sayajirao, fra 1875 til 1939 maharaja af den indiske stat Baroda, ejede fx en diamant på 262 karat (vægt: 52 g).
De Beers' guide til verdensherredømmet: Knus alle konkurrenter
Hvis andre miner eller diamantgrossister nægtede at sælge deres diamanter gennem De Beers, fik de grovfilen at føle.
Et af De Beers’ mest effektive midler var at oversvømme verdensmarkedet med lige nøjagtig den type diamanter, som den genstridige konkurrent solgte.
Prisen styrtdykkede derfor og truede konkurrentens eksistens. De Beers mærkede til gengæld ikke meget til prisfaldet, da firmaet solgte et væld af forskellige typer diamanter.
I 1888 lykkedes Rhodes’ plan, og Sydafrikas fire største diamantvirksomheder slog sig sammen i firmaet De Beers Consolidated Mines.
Rhodes fik det overordnede ansvar, og med ufine metoder skrabte han formuer sammen til sig selv og de andre ejere.
For at kontrollere udbuddet af diamanter oprettede Rhodes fingerede selskaber, så det udefra lignede, at det frie marked styrede prisen.
I virkeligheden holdt Rhodes som en anden dukkefører udbuddet i ave og priserne kunstigt oppe. Blev prisen på en bestemt type diamanter for lav, lod han i en periode blot være med at sætte denne type diamanter til salg.
Derfor blev diamanter snart igen en sjælden og eksklusiv vare set med forbrugernes øjne.
En reklamekampagne gjorde diamanter til kærlighedens ædelsten. Efterspørgslen steg dramatisk.
De Beers' guide til verdensherredømmet: Reklamer gør sten til et tegn på kærlighed
Diamanter kæmpede med rubiner, smaragder og andre ædelsten om at være de mest eftertragtede.
Da reklamens magt i 1900-tallet voksede, lancerede De Beers en annoncekampagne, der gjorde diamanter til noget særligt.
I 1947 fandt det amerikanske reklamebureau N. W. Ayer på et fængende slogan til De Beers: a diamond is forever – en diamant varer evigt.
Sloganet blev ledsaget af billeder af forlovelsesringe, og snart kunne ingen amerikansk ungersvend drømme om at give sin udkårne andet end en diamant – for hans kærlighed ville jo vare evigt, præcis som diamanten.
I 1999 blev a diamond is forever kåret til århundredets bedste reklameslogan.
De Beers’ monopol kostede også arbejdspladser, for Rhodes fyrede i tusindvis af minearbejdere for at sænke firmaets omkostninger.
De arbejdsløse minearbejdere gik i protestmarch til De Beers’ hovedkontor i Kimberley. Her brændte de en dukke, der lignede Rhodes, og en af arrangørerne holdt en hadefuld tale:
“Flammerne vil nu fortære de sidste dødelige rester af Cecil Rhodes – fusionernes general og diamanternes konge. Lad os udbringe et trefoldigt hurra for grådighedens villige redskab. Må Gud fortære ham”.
Herefter rejste Rhodes som regel med en betydelig politieskorte, når han skulle ind og ud af Sydafrikas minebyer.
Rhodes fik også minebyernes butiksejere på nakken, da han spærrede alle De Beers’ sorte arbejdere inde bag pigtrådshegn i store lejre.
Fremover måtte de kun opholde sig nede i minerne og inde i lejrene. Og deres mad og andre forsyninger var de tvunget til at købe i De Beers-forretninger inden for hegnet.
'A Diamonds is Forever' – Se en De Beers reklame fra 90'erne:
De Beers styrede Sydafrika
I 1890 sad De Beers på 90 procent af verdens diamantproduktion. Indtægterne gjorde firmaet til en politisk magtfaktor.
Da et nyt stort diamantfund året efter blev gjort i Sydafrika, var den høje pris på diamanter dog atter truet. De Beers ville derfor købe minen, mens arbejdsløse minearbejdere krævede forkøbsret.
Sydafrikas premierminister nedsatte en kommission, som skulle finde ud af, hvilken køber landet var bedst tjent med. Kommissionen anbefalede De Beers.
Valget var ikke overraskende, da Sydafrikas premierminister hed Cecil Rhodes.