Sønnike skulle have nye sko. Også selv om priserne var steget gevaldigt. Faderen hævede hele sin månedsløn og drog på indkøb i Berlin. Men ak, lønnen rakte ikke til børnesko, blot til en kop kaffe.
Sådan lyder én beretning fra Tyskland i begyndelsen af 1920'erne, da de almindelige økonomiske vilkår var sat ud af kraft.
Priserne rasede opad med prisstigninger op til 3,2 millioner procent om måneden, da det så værst ud. Hyperinflationen betød, at priserne blev fordoblet i løbet af blot 49 timer. Og fordoblet igen to døgn senere.
Prisstigningerne gav helt praktiske problemer. Butikkerne kunne ikke nøjes med at skrive nye prisskilte hver aften, men måtte også lukke til middag for at sætte priserne op.
Genbrug: Sedlerne blev hurtigt udskiftet af nye med højere pålydende værdi. Nationalbanken endte med at trykke 100.000.000.000.000-mark-sedler. De gamle sedler blev samlet, og papiret genanvendt.
Ellers blev hylderne flået for varer, og ejeren ville stå tilbage med penge, som ikke var det papir værd, de var trykt på. Og derfor ikke kunne bruges til nye varer.
For arbejderne var situationen også desperat. Ugelønnen blev udbetalt om fredagen, men der var ikke meget tid til at handle den dag, og om lørdagen var priserne steget igen, mens købekraften var faldet tilsvarende.
Nogle firmaer begyndte derfor at udbetale løn hver tredje dag, men det var vanskeligt at gennemtrumfe lønstigninger, som var store nok til, at folk kunne købe det mest nødvendige.
Ild i pengene: En bunke sedler havde mere værdi som brændsel end den mængde brænde, pengene kunne købe. Så masser af penge gik op i røg i 1922-23.
Fattigdommen bed. Nogle steder gik folkemængder amok og plyndrede butikkerne. Optøjerne gik fx hårdt ud over jødiske forretningsfolk i Berlin. De blev udplyndret, banket og fik deres tøj flået af.
4,2 billioner mark for en dollar
Hyperinflationen betød, at ingen ville have tyske penge liggende. Hverken i lommen eller i banken.
Investorerne styrede uden om langsigtede projekter og gik kun efter lynhurtig fortjeneste – eller forsøgte at skaffe sig varer, der i modsætning til opsparing beholdt deres værdi. Guld fx. Eller brændselsbriketter. Eller udenlandsk valuta.
Valuta på væggen: Under hyperinflationen mistede penge deres værdi som betalings-middel. De tyske mark kunne i stedet bruges som tapet.
I december 1914, lige efter udbruddet af 1. verdenskrig, kostede én dollar 4,5 mark. Ni år senere, 15. oktober 1923, var prisen steget til det eksorbitante beløb 3.760.000.000 mark, 3,7 milliarder mark for én dollar.
En måned senere, 20. november 1923, kostede 1 dollar 4.200.000.000.000 mark. Altså 4200 milliarder mark.
Valuta på væggen: Under hyperinflationen mistede penge deres værdi som betalings-middel. De tyske mark kunne i stedet bruges som tapet.
Forklaringen på prisernes himmelflugt er ikke enkel, men en af årsagerne var, at Tyskland opgav at binde sin valuta til guldet, da 1. verdenskrig brød ud.
Efter krigen blev Versaillestraktatens barske krav om tyske erstatninger også en del af forklaringen. De uhyre store krigsskadeerstatninger gav massivt underskud på statens finanser.
Efter krigen var landets import desuden langt større end eksporten, fordi tyskerne manglede varer i stor stil. Og endelig opstod de afsindige prisstigninger, fordi befolkningen totalt mistede tilliden til mark som gangbart betalingsmiddel.
Vagt om værdierne: Politiet fik nye opgaver under inflationen. I stedet for at beskytte pengetransporter måtte de stå vagt om de virkelige værdier – her en kartoffelmark, som ti betjente overvåger.
Hyperinflationen blev først bremset, da man vedtog en valutareform og indførte overgangsvalutaen rentenmark midt i november 1923. Vekselkursen var 1 rentenmark for 1000 milliarder gamle mark.
Herefter fik tyskerne gradvist tillid til penge igen, og priserne blev mere stabile. I 1924 blev overgangsvalutaen afløst af den nye reichsmark.
Men chokket over, at pengenes værdi kunne svinde så hastigt, sad i befolkningen i årtier efter.