En novemberdag i 1850 ankom skibet Collector fra Liverpool til havnen i Coquimbo på den chilenske stillehavskyst. Besætningen var udmattet efter fire måneders rejse fra England.
De havde mistet to mand undervejs, og flere af de øvrige led af skørbug efter at have levet af beskøjter og saltet kød. Så da ladningen af mursten og tørvebriketter var blevet losset, gav kaptajn David Cowans besked om, at der nu ventede et velfortjent hvil.
Coquimbo var ifølge kaptajnens dagbøger “et stakkels, fattigt sted med kun få bemærkelsesværdige bygninger”, men havnen lå perfekt. Herfra ventede nemlig kun en kort rejse til de peruvianske Chincha-øer, der var dækket af et tykt lag værdifulde fugleekskrementer.
Hvis fuglenes efterladenskaber får lov at ligge på et sted som Chincha-øerne, hvor særlige klimatiske forhold gør, at der aldrig falder regn, hober de sig gennem århundreder op og bliver til et kæmpemæssigt depot af førsteklasses gødning.
Inkaerne kaldte havfuglenes ekskrementer for “guano”, og britisk landbrug fik øje på guanoen i 1840. Den nye vare blev hurtigt genstand for en hektisk handelsaktivitet, der til tider var tæt på at føre til krig.
Alexander von Humboldt lagde navn til den havstrøm, som giver fuglene på Chincha-øerne ideelle livsbetingelser.
Havstrøm bevarede guanoen
En særlig havstrøm medfører et rigt fugleliv på Chincha-øerne, og i det ekstremt tørre klima skyller regn ikke fugleklatterne væk.
Den tyske biolog og naturforsker Friedrich Wilhelm Heinrich Alexander Freiherr von Humboldt (1769-1859) foretog fra 1799 til 1804 en lang opdagelsesrejse i Sydamerika.
Han beskrev og katalogiserede et stort antal dyre- og plantearter og påviste, at der er kontakt mellem den venezuelanske flod Orinoco og Amazonfloden. Og så lagde han navn til havstrømmen langs stillehavskysten.
Humboldtstrømmen, som den i dag hedder, har stor betydning for guanoforekomsterne på de peruvianske øer. Den fører koldt vand fra Antarktis op langs kysten, og ved Ækvator drejer den mod vest, hvor vandet langsomt bliver varmere.
Den kølige strøm giver ideelle betingelser for et rigt fiskeliv. Det er et af klodens rigeste økosystemer, og 18-20 pct. af verdens fiskefangst stammer herfra.
Af samme grund er kysten hjem for millioner af havfugle, der lever i store kolonier på øerne. Andre steder skyller regn fuglenes ekskrementer bort.
Men på øerne betyder den kølige havstrøm, at skydannelsen er minimal, og de skyer, som forekommer, afgiver først nedbør, når Andesbjergene længere inde i landet tvinger dem i vejret. På øerne ud for Perus kyst falder der derimod ingen regn, og guanoen bliver liggende i århundreder.
Humboldt besøgte Chincha-øerne i 1802 og tog guano-prøver med sig hjem. Han noterede sig også navnet “guano”, der på inkaernes sprog, quechua, betyder fugleklat.
Efter at have undersøgt Humboldts prøver skrev den engelske kemiker sir Humphry Davy i 1813, at guanoen “ifølge sin sammensætning må formodes at være særdeles righoldig gødning”.
Europas bønder skreg på guano
Peru var blevet selvstændigt i 1821. Men landet var dybt forarmet efter næsten 300 års spansk koloniherredømme, og den nye regering i hovedstaden Lima så guanoforekomsterne som en nationaløkonomisk redningsplanke.
Europæere havde allerede hentet prøver med hjem, og eksporten tegnede til at kunne blive en indbringende forretning for Peru. Men da handlen kom i gang, var det ikke Peru, men de europæiske handelshuse, der tjente flest penge.
Faktisk blev guanoen et økonomisk eventyr, der næsten levede op til de spanske conquistadorers drømme om rigdom, men indtægterne endte hos nogle få rigmænd, mens Perus befolkning fortsatte med at leve i armod.
Blandt dem, der tjente mange penge, var det britiske handelshus Gibbs & Company fra Liverpool. Det sikrede sig allerede i 1840 et handelsmonopol, der indebar, at det inden for seks år skulle aftage 120.000 tons guano.
Det var en gigantisk mængde, set i forhold til, at guanofragtskibes lasteevne dengang typisk lå på 150-250 tons, og at en returrejse til Chincha-øerne kunne vare et år.
I 1800-tallet søgte Europas bønder konstant efter næring til deres marker. Her henter bønder tang, som skal bruges til gødning.
Men der var i høj grad økonomisk fornuft i handlen. I Storbritannien og andre europæiske lande havde landbruget i løbet af 1700- og 1800-tallet mangedoblet markernes udbytte og derved givet mulighed for en eksplosiv befolkningstilvækst.
Det intensive landbrug havde imidlertid brug for stadig mere gødning, og her kom guanoen som en gave fra himlen. Chincha-øernes fugleeskrementer var pga. det tørre klima ekstremt rige på kvælstof og fosforsyre, som fik afgrøderne til at give endnu bedre udbytte.
Guanoen blev derfor kaldt verdens bedste gødning, og Europas landmænd var villige til at betale dyrt for de ildelugtende laster, som fragtskibene bragte hjem fra det fjerne Peru.
Gibbs & Company tjente derfor formuer på det særdeles lukrative marked.
Millioner af fugle ynglede på Chincha-øerne. Her et billede taget i 1910.
For sælgeren i Sydamerika var handlen derimod langtfra en solstrålehistorie. Trods de store indtægter gik Peru fra den ene økonomiske krise til den anden.
Landet havde aldrig fået etableret en centralbank, der kunne investere indtægterne ordentligt, og i statskassen blev pengene hurtigt ædt op af store forsvarsudgifter. I 1860 opgjorde en amerikansk rapport det peruvianske statsbudget til 20 mio. dollars.
Guanoeksporten var det år nået op på 300.000 tons, hvilket indbragte 12 mio. dollars, men det var ikke nok til, at staten kunne dække sine udgifter.
Peru måtte låne penge af Storbritannien, der således skaffede sig høje renteindtægter og samtidig sikrede sig en endnu stærkere indflydelse på handlen med guano.
Stanken rev arbejderne i næsen
Kaptajn Cowans skrev ikke meget om arbejdet på Chincha, men det gjorde den amerikanske journalist George Washington Peck, der besøgte øerne i 1853 og mødte guvernøren på den største af øerne.
Denne mand tjente store penge på den bestikkelse, kaptajner betalte for at springe køen over og få lastet guanoen hurtigt. Handelshusene refunderede udlægget, for jo før et skib kom hjem med gødningen, jo før kunne det sendes af sted på en ny rejse.
Ifølge de skiftende kontrakter skulle de udenlandske handelshuse selv hyre mandskab til at bryde guanoen. Men lønnen var elendig, og peruanerne ville ikke tage det barske arbejde.
“Intet helvede er nogensinde blevet udtænkt, der kan sammenlignes med den heftige varme, den rædsomme stank”. Den britiske forfatter Alexander Duffield efter et besøg på Chincha-øerne.
En nådesløs sol bankede ned over guanoen, der udløste en sur stank af ammoniak, når arbejdssjakkene gravede i den.
“Intet helvede er nogensinde blevet udtænkt af den hebraiske, den irske, den italienske og end ikke af den skotske fantasi, der kan sammenlignes med den heftige varme, den rædsomme stank”, skrev den engelske forfatter Duffield efter et besøg på Chincha.
Peru afskaffede slaveriet i 1851, men de engelske handelshuse sørgede selv for at importere kinesiske kulier. Kineserne levede i usle hytter og arbejdede under slavelignende forhold.
De blev lokket med en kontrakt på fem år med velbetalt arbejde i guldminer på fastlandet, men endte på øerne. Peck berettede, at en gang om ugen sprang en kuli ud over øernes klippeskrænter for at gøre en ende på sine lidelser. Mange af de øvrige sled sig ihjel.
Chincha-øernes guanobjerge blev hugget væk i rasende tempo. Efter godt 30 år var øerne helt tømt.
Guano gav inkaerne deres guldskat
Som en historisk ironi var guanoen på en måde årsagen til den store peruvianske nedtur. Landet består stort set af en forholdsvis smal, knastør kystslette, og kun hvor små floder kommer ned fra de høje Andesbjerge, er det muligt at dyrke jorden.
Her havde inkaerne skabt grundlaget for deres civilisation. Guanoen satte dem i stand til at brødføde en befolkning på ca. 12 mio., og dermed var der arbejdere til guldminerne. På den måde var inkaernes legendariske guldskatte skabt.
Guldet lokkede de spanske conquistadorer til i 1531. De underlagde sig inkaernes rige, og så tog den peruvianske ulykke fart. Spanierne havde ingen sans for guanoen. De interesserede sig kun for guld og sølv, som blev sendt hjem til Madrid. Derfor gik inkaernes forfinede landbrug i forfald, og den oprindelige befolkning blev kraftigt reduceret.
Peru udviklede sig til et stærkt klassedelt samfund. “En syg by af rige snobber”, kaldte en samtidig kilde hovedstaden Lima, hvor en spansk overklasse levede i sorgløs dekadence.
Rejsen hjem til Europa fra Chincha-øerne førte skibene syd om det farlige Kap Horn.
Ruten var livsfarlig
Rejsen til Chincha-øerne var lang og kostede mange søfolk livet. Specielt turen syd om Kap Horn var frygtet. Her var næsten altid stiv vestenvind og enorme bølger.
Sejlskibene kunne ikke gå direkte op mod vinden, men måtte fortsætte sydvestover, mens kæmpebølgerne bragede mod skibssiden, og så vende mod nordvest.
Det gjorde turen 1300 sømil længere, og bare denne del af rejsen tog typisk fire uger. Rigningen skulle være bemandet døgnet rundt, og det skete ofte, at et besætningsmedlem blev slynget af og forsvandt i de iskolde bølger.
Landet havde rigeligt med problemer, men blev i midten af 1800-tallet kastet ud i et politisk magtspil. Også de amerikanske landmænd havde efterhånden opdaget den vidunderlige guano, og forbruget steg hurtigt, da Gibbs & Companys monopolkontrakt med den peruvianske stat udløb i 1846.
Men amerikanerne var utilfredse med, at guanoen kostede hele 50 dollars pr. ton. Handelshusene var imødekommende over for kritikken, men ønskede ikke at skære i deres egen avance, og det blev begyndelsen på en ny epoke i guanohandlen.
Den dynamiske leder af det britiske landbrugsselskab Royal Agricultural Society, sir Thomas Wentworth Buller, mente at have en løsning på guanoproblemet.
Peru blev snydt for nyt guano-fund
Buller havde fået øje på Lobos-øerne, som han påstod lå 40 sømil fra Perus kyst og dermed uden for Perus havterritorium.
I virkeligheden ligger kun én af øerne så fjernt fra kysten, men for Buller var sandheden klar: Lobos var “uopdagede”, og dermed kunne øernes guanoforekomster frit udnyttes – uden at Peru havde krav på en del af udbyttet. På den måde ville handelshusene kunne levere billig guano og stadig tjene penge.
Perus generalkonsul i London protesterede. Siden inkaernes tid havde de lokale hentet guano på øerne, og selv om de var ubeboede, var de peruviansk territorium.
Mange britiske politikere var samtidig godsejere og så stort på protesten. Det blev besluttet, at de britiske guanoskibe havde krav på den britiske flådes beskyttelse.
“Jeg kunne laste tusinde skibe”. Kaptajn Dixon efter at have fundet guano på Lobos-øerne.
I USA gik tankerne i samme retning. Her vedtog kongressen i august 1856 “the Guano Islands Act”, der den dag i dag forpligter den amerikanske flåde til at beskytte udvindingen af enhver guanoforekomst, der ikke hører under nogen anden stat. Men englænderne var hurtigst. I december 1851 anløb kaptajn Dixon Lobos-øerne.
“Jeg kunne laste tusinde skibe”, rapporterede kaptajnen tilbage til London. Han havde taget en prøveladning fra Lobos uden Perus tilladelse, og han var sluppet af sted med det. Det fik flere skibe til at begive sig ud på rejsen, og Peru sendte en større flådestyrke ud for at bevogte øerne.
Regeringen i London fik i sidste ende kolde fødder og tilbageholdt den lovede flådebeskyttelse. Men amerikanerne sendte orlogsfartøjer til farvandet ud for Peru, uden at det kom til en egentlig konfrontation.
Det trak ellers op til konflikt, da guanoskibet Manlius i oktober 1852 afsejlede fra Boston. Kort efter fulgte 20 andre skibe, der havde en klar aftale med den amerikanske udenrigsminister Daniel Webster om beskyttelse.
Men inden de nåede frem, var Manlius blevet beslaglagt af peruanerne, og da den amerikanske flåde ikke ville skride ind, vendte de 20 skibe om og sejlede hjem igen.
Da Chinchas-øerne var blevet tømt, fortsatte guano-jagten på Perus andre øer, fx Ballestas-øerne, hvor dette billede er taget i 1910.
Aktionen blev i sidste ende særdeles bekostelig for Peru. Landet måtte ud og låne flere penge – igen af briterne. Og som ekstra salt i såret tvang den amerikanske regering Peru til at betale ejerne af Manlius fuld erstatning samt dække alle udgifter i forbindelse med den lange, forgæves rejse.
I 1872 sluttede eventyret. Gennem årene havde arbejdere udvundet hen ved 10 mio. tons guano fra Chincha, og nu var lagrene udtømte. Guanohandlen tørrede dermed ud af sig selv, mens forskellige former for kunstgødning dukkede op på markederne.
Salget af guanoen kunne have været Perus store velsignelse. Men i stedet for bringe rigdom til landet blev de enorme bjerge af fugleekskrementer i stedet en forbandelse, der blot forgældede landet yderligere.