En enorm hollandsk handelsflåde på 250 skibe sejlede i august 1511 igennem Øresund.
Farvandet var langtfra ufarligt, for i et år har krigen om kontrollen over sundet raset mellem Sverige og Hanseforbundet på den ene side og Danmark på den anden.
Året forinden havde Hanseforbundet, en samling nordtyske handelsbyer med Lübeck i spidsen, kapret 11 hollandske handelsskibe og advaret om, at handel i Østersøen var på eget ansvar.
Men for hollænderne var Baltikum et livsvigtigt handelsområde, der leverede bl.a. korn, tjære og træ. Enhver lukning af Øresund resulterede i mangel på både mad og indtægter, så handlen i de farlige farvande måtte fortsætte.

Den danske kong Christian 2.s tætte forhold til den hollandske kvinde Sigbrit faldt mange for brystet. Bl.a. svenskerne krævede, at hun blev fjernet som kongens rådgiver.
For at beskytte handelsflåden havde de nederlandske provinser samlet penge sammen til en eskorte af krigsskibe, men pga. uenighed om betalingerne blev det kun til fire skibe i alt.
Den lille eskorte beskyttede de 250 handelsskibe, men på vej tilbage ramte katastrofen. Lübecks krigsflåde fandt de hollandske skibe ud for Polen, og hollænderne var chanceløse.
De fire krigsskibe havde held til at slippe væk og alarmere den danske flåde, der lå ved Bornholm, men da danskerne kom frem, var skaden sket. 50 skibe var enten blevet brændt, tvunget på grund eller erobret.
Med admiralskibet Englen, der ifølge en samtidig krønike var så stort, at “det lignede en høne blandt sine kyllinger”, fik danskerne jaget hansestædernes skibe væk og understreget deres overherredømme i Øresund.
Men for hollænderne var det en ringe trøst.
Deres tab var på mere end 120.000 hollandske gylden og var det værste, nogen nation havde oplevet i Østersøen i mere end 100 år.
Ingen hollandske skibe turde sejle igennem Øresund igen, før en fredsaftale blev underskrevet i 1514.
Men magtbalancen i Nordeuropa skiftede som tidevandet, og med tiden ville det være hollænderne, der dikterede, hvem der regerede vandene.
Et folk bygget på handel
Holland var egentlig kun navnet på den mægtigste og rigeste provins i det områder, der rettelig hedder Nederlandene. Nederlandene var ikke en samlet stat, men en sammenslutning af byer og provinser i nutidens Nederlandene og Belgien.
Området var under habsburgernes kontrol, men så længe de betalte deres skatter, beholdt provinserne en stor grad af selvstyre.
Det passede dem fint, da de så kunne fokusere på deres kerneområde – handel. Den foregik især med de baltiske lande samt Sverige, Norge og Finland, hvor der billigt kunne hentes korn og træ.
Men der var også andre, som var interesserede i den lukrative handel, ikke mindst Hanseforbundet, som i 1500-tallet var Nederlandenes største rival.
“Lukningen af Sundet har seriøse konsekvenser og forvolder os mere skade end en mindre krig”. Hollandsk statsmøde, 1565.
Problemerne fandt sted helt ned på gadeniveau, hvor der i den norske by Bergen fx var flere tilfælde af overfald og bryderier mellem hollandske købmænd og tyske handlende fra hansestæderne.
For at sejle til de baltiske lande måtte de nederlandske skibe igennem Øresund, som var under dansk kontrol.
Erik af Pommern indførte i 1429 Øresundstolden, så udenlandske skibe, der sejlede forbi Helsingør, skulle betale en afgift. I 1500 var 70 pct. af alle skibe, der sejlede gennem Øresund, nederlandske, og de stod for en stor del af den danske stats indtægter.
Samtidig havde det enorme økonomiske konsekvenser for Nederlandene, hvis Danmark eller en anden magt lukkede for stræderne.
“Lukningen af Sundet har seriøse konsekvenser og forvolder os mere skade end en mindre krig”, som det blev udtrykt på et hollandsk statsmøde i 1565.
I starten af 1500-tallet blev Nederlandene især interessante for Danmark, da de kunne være en stærk allieret mod Sverige.
Svenskerne havde i årevis forsøgt at rive sig løs fra Kalmarunionen, den personalunion mellem Danmark, Sverige og Norge, som den danske konge siden 1397 havde været leder af.
Danmark spærrer sundet
Forholdet mellem Danmark og Nederlandene blev styrket af den danske kong Christian 2.s relation til den hollandske handelskvinde Sigbrit.
Hun var mor til kongens elskerinde, Dyveke, og blev en af kongens fortroligste rådgivere.
I 1519 fik Sigbrit endda ansvaret for Øresundstolden. Det var højst usædvanligt, at en kvinde fik så stor politisk indflydelse, men kongens tillid viste sig velplaceret, for indtægterne strømmende ind.
Sigbrit sørgede også for, at Danmark vendte sig mere imod Nederlandene og længere væk fra Hansestæderne, som ellers havde domineret handlen i Østersøen i mere end 150 år.
Christian 2. blev i 1515 gift med Elisabeth af Habsburg, søster til Karl 5., kejseren af Det Tysk-Romerske Rige og habsburgernes overhoved.
Sammen med giftermålet blev kongen lovet en enorm medgift på 250.000 gylden. Men pengene kom aldrig.
I samarbejde med Sigbrit konfiskerede Christian 2. i 1519 derfor alle nederlandske skibe i sit farvande og lukkede sundet for nederlandsk handel.
Hollænderne stod nu over for økonomisk ruin og potentiel hungersnød, da de ikke havde mulighed for at få korn fra de baltiske lande.
Selvom de nederlandske handelsmænd ikke havde haft noget at gøre med den enorme medgift, så de sig nu alligevel tvunget til at betale 100.000 gylden for at få Christian til at åbne for stræderne igen.
Som et tegn på deres gode vilje sendte de endda seks krigsskibe, der skulle hjælpe kongen under hans kommende felttog mod Sverige.

Hollands mange havnebyer bugnede af aktivitet, bl.a. på fiskemarkederne.
Holland blev en unik republik
Da Holland endelig fik sin selvstændighed, blev landet til en republik, men ikke én, som var særlig demokratisk.
Igennem størstedelen af middelalderen var det, vi i dag kender som Holland, ikke en samlet nation.
Landene her var styret af forskellige hertuger, og borgerne definerede sig typisk ud fra den by eller det hertugdømme, de boede i.
Det ændrede sig i 1400-tallet, da hertuger fra den burgundiske slægt samlede områderne igennem ægteskaber og erobringer.
Det burgundiske styre varede ikke længe. Efter hertugen Karl den Dristige døde i 1477, gik riget i opløsning, og igennem ægteskab fik de mægtige habsburgere kontrollen over nutidens Holland, Belgien og Luxembourg.
De betegnede de 17 provinser, som området bestod af, som “Landene her nede”. I hollandske dokumenter blev dette oversat til Nederlandene, hvilket blev den samlede betegnelse for alle provinserne.
I starten var Nederlandene ikke utilfredse med at være underlagt habsburgerne.
De havde en udbredt grad af selvstyre og blev et handelscentrum i Europa. Især den nordlige provins Holland blev rig og magtfuld pga. sine vigtige havnebyer Amsterdam og Rotterdam. Men i 1556 fik Filip 2., der også var konge af Spanien, magten over Nederlandene.
Han førte en så hård politik med beskatninger og religiøs forfølgelse, at det endte i åbent oprør. I 1581 havde de nordlige provinser held til at rive sig løs og skabe republikken De Forenede Nederlande.
Den nye republik bestod af syv provinser, heriblandt Holland, som var den mægtigste. Hver havde selvstyre og sendte en repræsentant til Generalstaterne, der var den nationale forsamling.
Denne styreform var unik i et Europa, hvor konger og hertuger sad på magten. Der var dog ikke tale om en reelt demokrati, da det altid var de gamle og rige handelsfamilier, som sad på de politiske poster.
Der blev også udpeget en såkaldt statholder for livstid, som havde magten over hæren og i krigstid var landets mægtigste mand.
Helt indtil republikkens sammenbrud i 1795 kom statholderen altid fra fyrstehuset Oranien. Med stor magt og en titel, der reelt gik i arv, mindede statholderen meget om en konge.
Eksil-konge skaber ravage
Med saltvandsindsprøjtningen i statskassen gik Christian 2. straks i gang med et stort felttog imod de svenske oprørere.
Stockholm overgav sig i 1520, og for at understrege sin magt gennemførte Christian det såkaldte stockholmske blodbad, hvor 82 svenske adelsfolk blev henrettet. Reaktionen kom prompte, men ikke som kongen havde forestillet sig.
Blodbadet udløste et nyt svensk oprør, og snart var Christian 2. også blevet så upopulær i Danmark, at han i 1523 måtte gå i eksil med bl.a. Sigbrit til Nederlandene.
Her fik kongen en noget lunken modtagelse, ikke mindst da han begyndte at kræve de resterende 150.000 gylden af sin medgift udbetalt.
Christian 2. var otte år i eksil, før han fik lokket 24.000 gylden ud af sin svoger, kejser Karl 5. Dem brugte han på 5.000 lejesoldater i den nederlandske provins Friesland, som marcherede imod Amsterdam og belejrede byen.
Kongen krævede, at hollænderne udbetalte den resterende medgift i form af en flåde, han kunne tage sit rige tilbage med.
Byens borgere gav efter og supplerede eksil-kongen med omkring 30 skibe. Som Amsterdams magistrat skrev til kejser Karl 5.:
“Hvis vi ikke giver kongen disse skibe frivilligt, så er det sandsynligt, at han tager dem med magt og vil sejle afsted i dårligt humør. Hvis han herefter generobrer sit kongerige, risikerer Holland at miste sine handelsmuligheder”.
Sådan gik det dog ikke. Christian 2. havde ikke styrken til at erobre sit land tilbage og endte i dansk fangenskab, hvor han sad indtil sin død.

Under habsburgerne bestod Nederlandene af 17 provinser. De syv nordligste rev sig løs i 1581.
Hollænderne får nok
De kaotiske tilstande, som Christian 2. var med til at sende Danmark ud i, skulle vise sig at være en fordel for hollænderne i det lange løb. Den mægtige Kalmarunion var opløst, og Sverige begyndte nu også at kæmpe om herredømmet i Øresund.
Danmark spillede dog stadig med musklerne og lukkede sundet for hollandske skibe under en krig med habsburgerne i 1542.
Efter et år gik det op for kejser Karl 5., at hans hollandske undersåtter pga. af lukningen hverken havde penge til at støtte ham i hans krige eller korn til at brødføde sig selv.
Herefter tvang han fredsforhandlinger igennem i den tyske by Speyer. De endte med, at danskerne skulle åbne Øresund for nederlandsk handel samt sænke tolden på nederlandske skibe.
Speyertraktaten skabte endelig ro og gode vilkår for de nederlandske handelsfolk, der nu sendte mere end 1.000 handelsskibe igennem Øresund årligt.
Hollænderne brugte bl.a. deres nye rigdom til at sikre sig en stående hær og flåde, der kunne beskytte deres handelsinteresser.
Den rige hollandske overklasse var på dette tidspunkt godt træt af at skulle betale for habsburgernes krige – ikke mindst fordi krigene ofte var imod deres vigtige handelspartnere.

Fløjten var skabt til last
Hollænderne opfandt det særlige handelsskib fløjten. Det dybe skrog havde plads til en stor last i forhold til skibets størrelse. Det var langsomt, men stabilt og blev også brugt til at krydse Atlanterhavet.
Længde:
28-36 meter
Bredde:
6 meter
Lasteevne:
150-400 tons
Besætning:
8-22 mand
Problemerne blev kun værre fra 1555, hvor en svækket Karl 5. lod sine besiddelser overgå til sønnen Filip 2. Han var stærkt troende katolik og gjorde det til sin mission at samle kristendommen under den katolske kirke.
Den nye konge var derfor stærkt utilfreds med protestantismens fremgang i Nederlandene.
Da en gruppe calvinister begik oprør i 1566, svarede Filip 2. igen med hård hånd, og snart var hele Nederlandene i åben krig mod Spanien.
Krigen bølgede frem og tilbage i mere end 40 år, og historikerne anslår, at den kostede omkring 100.000 mennesker i Nederlandene livet – ud af en befolkning på ca. 1,5 million.
Men Spanien kæmpede på mange fronter og var især svækket efter den spanske armadas katastrofale nederlag til en samlet engelsk og hollandsk flåde i 1588.
Da der blev indgået fred i 1609, fik det nordlige Nederlandene deres selvstændighed og var ikke længere en løs sammenslutning af byer og hertugdømmer, men en sammenhængende republik under navnet De Forenede Nederlande.
Landet bestod af syv provinser, der tilsammen ikke bare havde betydelige økonomiske ressourcer, men også den politiske frihed til altid at handle præcis i deres egne interesser. Hollands guldalder var begyndt.
Skibe strømmede gennem Øresund
Nederlandene dominerede Øresundshandlen, hvor de afleverede og hentede utallige varer og fyldte den danske konges lommer med toldpenge.
De Forenede Nederlande blev et af verdens rigeste lande på grund af handel med det meste af den kendte verden.
I hundredvis af år var Baltikum dog deres vigtigste handelsområde, for her var alle de mest essentielle varer, som hollænderne byggede deres rigdom på.
Nederlandske skibe ankom med sild, vin, salt og silke og sejlede tilbage med bl.a. korn, tjære og tømmer. Tømmer og tjære var især vigtigt, fordi det skulle bruges i Nederlandenes omfattende skibsbyggeri.
De mange varer fra de baltiske lande var ikke kun til eget forbrug, men blev solgt med god fortjeneste til resten af Europa.
Selvom omkring en halv million hollændere i midten af 1600-tallet levede af korn fra de baltiske områder, så blev meget også solgt videre og endte bl.a. i Portugal. Hollænderne tjente så mange penge på korn, at de døbte varen “Moderen til al handel”.
Pga. den baltiske handel sejlede flere tusind nederlandske handelsskibe årligt igennem Øresund i midten af 1600-tallet.
Derfor var købmændene nødt til at betale tusindvis af gylden i Øresundstold til den danske konge.
Tolden blev både pålagt hvert skib og mængden af dets last. Det var heller ikke ualmindeligt, at kongen fandt på nye beskatninger, fx ekstra told på salt, vin og kobber.
Hollænderne protesterede over toldafgifterne, som ofte var med til at gøre forholdet mellem de to lande dårligt. Men Nederlandene tjente altid godt på handlen, som fortsatte indtil slutningen af 1700-tallet.




De vigtigste varer kom fra Baltikum
Hollands økonomi var tæt bundet op på en stor mængde essentielle resourcer fra de baltiske lande.
Her hentede hollænderne bl.a.:
- Korn
- Tjære
- Tømmer
- Hør
- Uld
- Kobber
- Jern
Skibe rejste 3.500 km for at hente kaviar
Den længste rute gik fra den russiske by Arkhangelsk. Her blev bl.a. hentet korn, læder og kaviar. Men Hvidehavet frøs ofte over i vintermånederne, hvilket stoppede handlen.
Korn var den vigtigste vare
Kornet, som mange hollændere levede af, kom især fra Polen og blev hentet i bl.a. Königsberg, Riga og Danzig.
Træ og metal blev hentet i Skandinavien
Hollænderne handlede ikke kun i Østeuropa, men også med de skandinaviske lande. Tømmer til bådbyggeri blev hentet i Norge og tjære til samme formål fik hollænderne fra Finland. Metal til bl.a. våben levede Sverige til gengæld.
En ny supermagt
Det nye selvstændige Nederlandene oplevede en eksplosionsagtig vækst og overtog definitivt den dominerende position i østersøhandlen, som tidligere havde tilhørt hansestæderne.
Nederlandene var snart i stand til at udkonkurrere alle andre nationer i Europa, når det gjaldt handel til søs. En af deres største fordele var overlegen skibsteknologi.
I modsætning til andre maritime stormagter begyndte hollænderne at specialisere deres handelsskibe ud fra et mantra om økonomisk profit over alt andet.
Det resulterede i den særlige skibstype fløjten, som blev introduceret i 1595. Skibet havde ingen våben ombord og kunne i modsætning til traditionelle handelsskibe ikke konverteres til krig, når det var nødvendigt.
Til gengæld kostede det næsten kun det halve at bygge, da det blev lavet med fyrretræ i stedet for egetræ.
Skibet krævede også et mindre mandskab og havde pga. sin flade bund en dobbelt så stor lasteevne som et typisk handelsskib fra 1600-tallet.
Fløjten gjorde det muligt at fragte meget større mængder varer end konkurrenterne. Skibets største ulempe var dets sårbarhed, men det blev opvejet ved at sejle igennem farlige farvande med handelsflåder beskyttet af krigsskibe.
“Gennem vores sparsommelige og snu ledelse har vi sejlet alle nationer ud af havene”. Hollandske købmænd, 1637.
I starten af 1600-tallet begyndte de nederlandske handelsskibe i stigende grad også at krydse de store oceaner.
Det Nederlandske Ostindiske Kompagni blev stiftet i 1602 og udviklede sig hurtigt til et enormt konglomerat, der hentede bl.a. krydderier, silke og te i Asien og Sydamerika, hvorefter varerne blev solgt i Europa.
Kompagniet var verdens første aktieselskab og primært ejet af købmænd fra provinsen Holland.
Det Nederlandske Ostindiske Kompagni er det største selskab i verdenshistorien og er blevet vurderet til at være omkring 54 billioner værd i nutidskroner på sit højdepunkt i 1637.
Kompagniet blev symbolet på den enorme økonomiske magt, De Forenede Nederlande nu besad.
Hollænderne var meget selvbevidste om deres nye status som stormagt, som ikke var kommet igennem traditionel magt og erobringer, men smarte handelsbeslutninger.
I 1629 erklærede en gruppe af købmænd i Amsterdam endda:
“Gennem vores sparsommelige og snu ledelse har vi sejlet alle nationer ud af havene, trukket næsten al handel fra andre lande til os og tjent hele Europa med vores skibe”.

Bønderne holdt fast i deres sorte og røde folkedragt, som stadig kan ses på Amager under særlige lejligheder.
Nederlandske bønder leverede grøntsager til det danske hof
Den danske konge Christian 2. inviterede i 1521 i alt 184 dygtige nederlandske bønder til Danmark og lod dem slå sig ned på Amager.
Kongens plan var sandsynligvis, at bønderne skulle hjælpe med at reformere det danske landbrug efter hollandsk model. Men da Christian 2. blev afsat to år senere, blev planen aldrig ført ud i livet.
Nederlænderne var ikke populære blandt lokalbefolkningen, som i starten ville have dem sendt hjem, men til sidst blev der indgået et kompromis, hvor de fik deres eget område på det sydlige Amager at bo på.
Her havde de mange privilegier i forhold til danske bønder og var hverken tvunget til at arbejde for adelen eller betale tiende til kirken.
De havde også deres eget juridiske system, som danskere i området endda kunne blive dømt ud fra.
Til gengæld leverede de grøntsager direkte til det danske hof. I hundredvis af år holdt det nederlandske minisamfund sig for sig selv i sin egen parallelkultur. Først i 1800-tallet blev deres selvstyre taget fra dem.
Hollænderne bestemmer i Øresund
Nederlandenes mange interesser i Asien og Sydamerika gjorde ikke betydningen af handlen i Østersøen mindre.
De enorme mængder træ og tjære, som her blev hentet, var essentielle for den nederlandske skibsproduktion, som den unge republik byggede på. De store mængder korn blev også ved med at være livsnødvendige for Nederlandene, der boede i et område, hvor jorden ikke egnede sig til dyrkning.
Selvom den lille supermagt også importerede korn fra bl.a. Tyskland, var det slet ikke nok til at dække det store behov, især da meget af kornet også blev solgt til andre lande.
Selv da pesten ramte de baltiske lande fra 1709 til 1715, og det blev forbudt at importere bl.a. uld og skind, var der aldrig restriktioner på handlen med korn.
Nederlandene dominerede fuldkommen handlen i Øresund. I starten af 1600-tallet sejlede ca. 3.000 nederlandske skibe årligt igennem sundet. Efter hollænderne lå englænderne med kun 200 skibe.
Øresundstolden betød, at de betalte enorme summer til den danske statskasse. Men den danske konge Christian 4. ville tjene endnu mere.
I 1638 besluttede han at hæve Øresundstolden og regulerede toldsatserne for bl.a. korn og sild, hvilket kraftigt forøgede de nederlandske toldudgifter.
Christian tjente styrtende på sin aggressive handelspolitik, og Danmark gik fra at indkassere 229.000 rigsdaler på Øresundstolden i 1637 til 616.000 i 1639.

Ordenen “Den Væbnede Arm” blev indstiftet af Christian 4. i 1616 til minde om Kalmarkrigen.
Nederlandene var langtfra tilfredse, men presset af krige imod Spanien og Portugal og oprør i landets kolonier havde de ikke mulighed for at reagere.
Men Danmarks lykke vendte under Torstenssonfejden i 1643, hvor svenskerne indledte med et overraskelsesangreb. Nederlandene støttede Sverige med bl.a. skibe og besluttede i 1645 at understrege sin magt.
En stor handelsflåde læsset med sild og støttet af krigsskibe sejlede demonstrativt igennem Øresund og nægtede at betale told.
Kong Christian iagttog personligt den store konvoj fra Kronborg, men kunne intet gøre, da han godt var klar over, at Nederlandene var en overlegen sømagt.
Det endte med en ny aftale med Nederlandene, hvor tolden i Øresund igen blev sat ned og endda erstattet af en årlig betaling, så de nederlandske skibe undgik forsinkelsen ved at lægge til i Helsingør.
At Danmark 100 år forinden havde været i stand til at lukke Sundet og tvinge Holland i knæ, var nu et meget fjernt minde.









Holland skiftede side som vinden blæste
Danmark og Sverige udkæmpede syv krige i 1611-1720, og Holland havde altid en finger med i spillet. Handelsinteresserne i Østersøen skulle beskyttes, og derfor måtte ingen af de to lande blive for stærke.
Krig tvinges til afslutning uden klar vinder
Kalmarkrigen starter som en succes for Danmark, der erobrer to vigtige svenske forter. Men Nederlandene frygter et stærkt Danmark og presser de to parter til fredsforhandlinger, som sikrer, at krigen ikke får en klar vinder. Stridighederne fortsætter i de næste 100 år.
Alliancepartner får ingen hjælp
Den 12. december 1643 starter Torstenssonfejden med et svensk overraskelsesangreb på Danmark. Nederlandene er i alliance med Sverige, men holder sig i starten af krigen neutralt og hjælper ingen af parterne.
Danskerne bliver slået med udlejede skibe
Da det står klart, at Danmark har slået det svenske overraskelsesangreb i Torstenssonfejden tilbage, går Nederlandene ind i krigen. De udlejer en række skibe til den svenske flåde og blander sig i fredsforhandlingerne på Sveriges side for at presse Øresundstolden ned.
København reddes af hollænderne
Under Karl Gustav-krigene belejrer Sverige København, og alt håb synes ude for danskerne. Men frygten for det stærke Sverige får Nederlandene til at sende 2.000 soldater og 50 orlogsskibe. De hjælper danskerne og er bl.a. med til at afvise et stort svensk stormangreb i februar 1659.
Sverige vil lokke Nederlandene væk fra Danmark
I 1668 indgår Sverige, Nederlandene og England den såkaldte Tripel-alliance imod Frankrig. Sverige er en del af alliancen i et forsøg på at få Holland til at svække sin støtte til Danmark. Men de tre lande følger hver deres interesser, og alliancen falder hurtigt fra hinanden.
Samlet flåde slår svenskerne
I Den Skånske Krig går Nederlandene med Danmark og imod Sverige, der er i alliance med Frankrig. En dansk-hollandsk flåde vinder bl.a. en stor sejr under slaget ved Øland i 1676. Efter fire års blodige kampe ender Nederlandene og Frankrig med at diktere fredsaftalen, så forholdene er stort set status quo.
København bombes til overgivelse
Danmark indgår i 1700 en stærk antisvensk alliance med Polen og Rusland og starter Store Nordiske Krig. Dette får Nederlandene til at reagere prompte. En krigsflåde sendes til Øresund og bombarderer København sammen med svenskerne. Danmark må hurtigt opgive kampen og underskrive en fredsaftale.
Nederlandenes magt er svækket
Store Nordiske Krig fortsætter mellem Danmark og Sverige fra 1709. I England er der stemning for en aktion imod Danmark ligesom i 1700, men Nederlandene vender briterne væk fra idéen af frygt for deres handelsinteresser. Lige meget hjalp det dog, da de fjendtlige flåder i Østersøen stortset paralyserer al handel.
Ingen måtte blive for stærke
12 år senere var situationen vendt om. Nederlandene iagttog nervøst, da svenskerne gik over et frossent Lille- og Storebælt i 1658 og belejrede København.
Og det var med skræk, at de modtog nyheden om Roskildefreden samme år, hvor Danmark mistede Skåne, Halland og Blekinge. I Holland lød reaktionen:
“Alle her er bestyrtede, bedrøvede og stille. De fleste griber det dybt i sjælen”.
Det var ikke ren medfølelse, der lå bag hollændernes reaktion. Et led i aftalen lød på, at Danmark i fremtiden på svensk diktat var forpligtet til at spærre Øresund for “fremmede fjendtlige orlogsflåder”, hvilket også gjaldt de nederlandske.
Svenskerne belejrede København igen i 1658. Hvis byen faldt, ville resultatet være en svensk supermagt med total kontrol af Øresund, hvilket ville være en katastrofe for Nederlandene.
I vinteren 1658 sendte Holland derfor en redningsaktion til København, der var ved at løbe tør for mad og drikke på grund af svenskernes belejring.
Senere assisterede hollænderne de danske tropper til sejr i slaget ved Nyborg i november 1659.
I de senere fredsforhandlinger var Nederlandene dog ikke indstillet på at give Danmark Skåne, Halland og Blekinge tilbage. Det vigtigste for dem var at bevare en usikker magtbalance mellem Danmark og Sverige, så ingen kunne dominere Øresund.
Igennem 1600-tallet var handlen i Østersøen så vigtig for De Forenede Nederlande, at de konstant prægede skandinavisk politik og styrede magtkampene mellem Sverige og Danmark.

Den svenske hær, ledet af Karl 10. Gustav, har i 1658 erobret Kronborg. Fra dansk jord kan de se den hollandske flåde komme deres arvefjender til undsætning.
Vejen imod enden
Nederlandene var på magtens tinde i slutningen af 1600-tallet, men sorte skyer kunne ses over det lille land med den eksplosive vækst. Mange andre lande var begyndt at kopiere og indhente hollændernes teknologiske og organisatoriske fordele.
“De midler, hvormed de har fremskaffet sig disse rigdomme, efterlignes af de fleste andre nationer”, udtalte Josiah Child om Nederlandene i 1693.
Han var tidligere guvernør i Det Britiske Ostindiske Kompagni, der var skabt med det nederlandske kompagni som forbillede.
Fra starten af 1700-tallet blev det tydeligt, at Nederlandene ikke havde ressourcerne til at holde sin førerposition, fordi de andre stormagter havde en langt større befolkning og landbrug at basere deres magt på.
Især Frankrigs og Storbritanniens mange kolonier i Amerika gav dem adgang til rigdomme, som Nederlandene aldrig fik en stor del af.

Øresundstolden blev betalt ved Kronborg Slot, som ligger, præcis hvor Øresund er smallest.
Danmark var Øresunds hersker
For at understrege Danmarks overherredømme i Øresund skulle skibe affyre en kanonsalut i retning af Kronborg, når de sejlede forbi.
Christian 4. gav endda Kronborg ordre til at sende en kanonkugle efter alle, som ikke gav salut, og en regning for kuglen bagefter.
Efter Danmarks totale nederlag i den første Karl Gustav-krig i 1658 var det svenskernes plan, at den gamle lov skulle fjernes – nu, hvor Danmark ikke længere var den stærkeste magt i Øresund.
Men fredsforhandlingerne gik så stærkt, at de svenske forhandlere sandsynligvis glemte at få det lille krav med.
Dette var med til at sikre opfattelsen af Danmark som Øresunds hersker i flere hundrede år på trods af landets svækkede magt.
Officielt skulle skibe salutere, når de sejlede forbi Kronborg helt frem til Øresundstoldens afvikling i 1857.
Positionen som stormagt førte også konstant Nederlandene ud i krige imod især Frankrig og Storbritannien.
Selvom hollænderne oftest stod som sejrherre pga. deres overlegne flåde og økonomiske ressourcer, tærede krigene på et land, som grundlæggende var bygget til handel og ikke krig. Især den spanske arvefølgekrig fra 1701 til 1714 blev et hårdt slag.
Her kastede De Forenede Nederlande så mange mænd og ressourcer ind i kampen imod Frankrig og Spanien, at landet til sidst var stort set bankerot.
Fra 1709 rasede også Store Nordiske Krig, hvor bl.a. Danmark og Rusland forsøgte at nedkæmpe det svenske imperium.
Østersøen var fra 1709 til 1720 så fyldt med både krigsflåder og kapere, at hollænderne stort set opgav at sende handelsskibe til markederne i Baltikum.
Hvor Nederlandene tidligere havde kunnet diktere magtforholdene i Østersøen, var de nu ikke længere i stand til at tvinge de aftaler igennem, de ønskede.
Da en hollandsk krigsflåde endelig blev sendt til Øresund i 1715, var det ikke for at demonstrere landets magt, men for at eskortere den nederlandske handelsflåde hjem i sikkerhed.
At handlen igennem Østersøen var som paralyseret i årevis, var et kæmpe slag for Nederlandene. Selvom de genoptog deres ruter i starten af 1720’erne, kom hollænderne aldrig op på deres tidligere magtposition.
Landet havde ikke længere styrken til at definere forholdene i Norden, og igennem 1700-tallet faldt hollændernes handel generelt, selv med landets vigtigste varer, korn, træ og tjære.
Nederlandene måtte nu, ligesom Danmark, affinde sig med, at det var de nye stormagter, England, Preussen og Rusland, der definerede situationen i Nordeuropa.