Holland var Skandinaviens dukkefører

For at beskytte handelsflåden havde de nederlandske provinser samlet penge sammen til en eskorte af krigsskibe, men pga. uenighed om betalingerne blev det kun til fire skibe i alt.

Den lille eskorte beskyttede de 250 handelsskibe, men på vej tilbage ramte katastrofen. Lübecks krigsflåde fandt de hollandske skibe ud for Polen, og hollænderne var chanceløse.

De fire krigsskibe havde held til at slippe væk og alarmere den danske flåde, der lå ved Bornholm, men da danskerne kom frem, var skaden sket. 50 skibe var enten blevet brændt, tvunget på grund eller erobret.

Med admiralskibet Englen, der ifølge en samtidig krønike var så stort, at “det lignede en høne blandt sine kyllinger”, fik danskerne jaget hansestædernes skibe væk og understreget deres overherredømme i Øresund.

Men for hollænderne var det en ringe trøst.

Deres tab var på mere end 120.000 hollandske gylden og var det værste, nogen nation havde oplevet i Østersøen i mere end 100 år.

Ingen hollandske skibe turde sejle igennem Øresund igen, før en fredsaftale blev underskrevet i 1514.

Men magtbalancen i Nordeuropa skiftede som tidevandet, og med tiden ville det være hollænderne, der dikterede, hvem der regerede vandene.

Et folk bygget på handel

Holland var egentlig kun navnet på den mægtigste og rigeste provins i det områder, der rettelig hedder Nederlandene. Nederlandene var ikke en samlet stat, men en sammenslutning af byer og provinser i nutidens Nederlandene og Belgien.

Området var under habsburgernes kontrol, men så længe de betalte deres skatter, beholdt provinserne en stor grad af selvstyre.

Det passede dem fint, da de så kunne fokusere på deres kerneområde – handel. Den foregik især med de baltiske lande samt Sverige, Norge og Finland, hvor der billigt kunne hentes korn og træ.

Men der var også andre, som var interesserede i den lukrative han­del, ikke mindst Hanseforbundet, som i 1500-tallet var Nederlandenes størs­te rival.

Problemerne fandt sted helt ned på gadeniveau, hvor der i den norske by Bergen fx var flere tilfælde af overfald og bryderier mellem hollandske købmænd og tyske handlende fra hansestæderne.

For at sejle til de baltiske lande måtte de nederlandske skibe igennem Øresund, som var under dansk kontrol.

Erik af Pommern indførte i 1429 Øresundstolden, så udenlandske skibe, der sejlede forbi Helsingør, skulle betale en afgift. I 1500 var 70 pct. af alle skibe, der sejlede gennem Øresund, nederlandske, og de stod for en stor del af den danske stats indtægter.

Samtidig havde det enorme økonomiske konsekvenser for Nederlandene, hvis Danmark eller en anden magt lukkede for stræderne.

“Lukningen af Sundet har seriøse konsekvenser og forvolder os mere skade end en mindre krig”, som det blev udtrykt på et hollandsk statsmøde i 1565.

I starten af 1500-tallet blev Nederlandene især interessante for Danmark, da de kunne være en stærk allieret mod Sverige.

Svenskerne havde i årevis forsøgt at rive sig løs fra Kalmarunionen, den personalunion mellem Danmark, Sverige og Norge, som den danske konge siden 1397 havde været leder af.

Danmark spærrer sundet

Forholdet mellem Danmark og Nederlandene blev styrket af den danske kong Christian 2.s relation til den hollandske handelskvinde Sigbrit.

Hun var mor til kongens elskerinde, Dyveke, og blev en af kongens fortroligste rådgivere.

I 1519 fik Sigbrit endda ansvaret for Øresundstolden. Det var højst usædvanligt, at en kvinde fik så stor politisk indflydelse, men kongens tillid viste sig velplaceret, for indtægterne strømmende ind.

Sigbrit sørgede også for, at Danmark vendte sig mere imod Nederlandene og længere væk fra Hansestæderne, som ­ellers havde domineret handlen i Østersøen i mere end 150 år.

Christian 2. blev i 1515 gift med Elisabeth af Habsburg, søster til Karl 5., kejseren af Det Tysk-Romerske Rige og habsburgernes overhoved.

Sammen med giftermålet blev kongen lovet en enorm medgift på 250.000 gylden. Men pengene kom aldrig.

I samarbejde med Sigbrit konfiskerede Christian 2. i 1519 derfor alle nederlandske skibe i sit farvande og lukkede sundet for nederlandsk handel.

Hollænderne stod nu over for økonomisk ruin og potentiel hungersnød, da de ikke havde mulighed for at få korn fra de baltiske lande.

Selvom de nederlandske handelsmænd ikke havde haft noget at gøre med den enorme medgift, så de sig nu alligevel tvunget til at betale 100.000 gylden for at få Christian til at åbne for stræderne igen.

Som et tegn på deres gode vilje sendte de endda seks krigsskibe, der skulle hjælpe kongen under hans kommende felttog mod Sverige.

Eksil-konge skaber ravage

Med saltvandsindsprøjtningen i statskassen gik Christian 2. straks i gang med et stort felttog imod de svenske oprørere.

Stockholm overgav sig i 1520, og for at understrege sin magt gennemførte Christian det såkaldte stockholmske blodbad, hvor 82 svenske adelsfolk blev henrettet. Reaktionen kom prompte, men ikke som kongen havde forestillet sig.

Blodbadet udløste et nyt svensk oprør, og snart var Christian 2. også blevet så upopulær i Danmark, at han i 1523 måtte gå i eksil med bl.a. Sigbrit til Nederlandene.

Her fik kongen en noget lunken modtagelse, ikke mindst da han begyndte at kræve de resterende 150.000 gylden af sin medgift udbetalt.

Christian 2. var otte år i eksil, før han fik lokket 24.000 gylden ud af sin svoger, kejser Karl 5. Dem brugte han på 5.000 lejesoldater i den nederlandske provins Friesland, som marcherede imod Amsterdam og belejrede byen.

Kongen krævede, at hollænderne udbetalte den resterende medgift i form af en flåde, han kunne tage sit rige tilbage med.

Byens borgere gav efter og supplerede eksil-kongen med omkring 30 skibe. Som Amsterdams ­magistrat skrev til kejser Karl 5.:

“Hvis vi ikke giver kongen disse skibe frivilligt, så er det sandsynligt, at han tager dem med magt og vil sejle afsted i dårligt humør. Hvis han herefter generobrer sit kongerige, risikerer Holland at miste sine handelsmuligheder”.

Sådan gik det dog ikke. Christian 2. havde ikke styrken til at erobre sit land tilbage og endte i dansk fangenskab, hvor han sad indtil sin død.

Hollænderne får nok

De kaotiske tilstande, som Christian 2. var med til at sende Danmark ud i, skulle vise sig at være en fordel for hollænderne i det lange løb. Den mægtige Kalmarunion var opløst, og Sverige begyndte nu også at kæmpe om herredømmet i Øresund.

Danmark spillede dog stadig med musklerne og lukkede sundet for hollandske skibe under en krig med habsburgerne i 1542.

Efter et år gik det op for kejser Karl 5., at hans hollandske undersåtter pga. af lukningen hverken havde penge til at støtte ham i hans krige eller korn til at brødføde sig selv.

Herefter tvang han fredsforhandlinger igennem i den tyske by Speyer. De endte med, at danskerne skulle åbne Øresund for nederlandsk handel samt sænke tolden på nederlandske skibe.

Speyertraktaten skabte endelig ro og gode vilkår for de nederlandske handelsfolk, der nu sendte mere end 1.000 handelsskibe igennem Øresund årligt.

Hollænderne brugte bl.a. deres nye rigdom til at sikre sig en stående hær og flåde, der kunne beskytte deres handelsinteresser.

Den rige hollandske overklasse var på dette tidspunkt godt træt af at skulle betale for habsburgernes krige – ikke mindst fordi krigene ofte var imod deres vigtige handelspartnere.

Problemerne blev kun værre fra 1555, hvor en svækket Karl 5. lod sine besiddelser overgå til sønnen Filip 2. Han var stærkt troende katolik og gjorde det til sin mission at samle kristendommen under den katolske kirke.

Den nye konge var derfor stærkt utilfreds med protestantismens fremgang i Nederlandene.

Da en gruppe calvinister begik oprør i 1566, svarede Filip 2. igen med hård hånd, og snart var hele Nederlandene i åben krig mod Spanien.

Krigen bølgede frem og tilbage i mere end 40 år, og historikerne anslår, at den kostede omkring 100.000 mennesker i Nederlandene livet – ud af en befolkning på ca. 1,5 million.

Men Spanien kæmpede på mange fronter og var især svækket efter den spanske armadas katastrofale nederlag til en samlet engelsk og hollandsk flåde i 1588.

Da der blev indgået fred i 1609, fik det nordlige Nederlandene deres selvstændighed og var ikke længere en løs sammenslutning af byer og hertugdømmer, men en sammenhængende republik under navnet De Forenede Nederlande.

Landet bestod af syv provinser, der tilsammen ikke bare havde betydelige økonomiske ressourcer, men også den politiske frihed til altid at handle præcis i deres egne interesser. Hollands guldalder var begyndt.

En ny supermagt

Det nye selvstændige Nederlandene oplevede en eksplosionsagtig vækst og overtog definitivt den dominerende position i østersøhandlen, som tidligere havde tilhørt hansestæderne.

Nederlandene var snart i stand til at udkonkurrere alle andre nationer i Europa, når det gjaldt handel til søs. En af deres største fordele var overlegen skibsteknologi.

I modsætning til andre maritime stormagter begyndte hollænderne at specialisere deres handelsskibe ud fra et mantra om økonomisk profit over alt andet.

Det resulterede i den særlige skibstype fløjten, som blev introduceret i 1595. Skibet havde ingen våben ombord og kunne i modsætning til traditionelle handelsskibe ikke konverteres til krig, når det var nødvendigt.

Til gengæld kos­tede det næsten kun det halve at bygge, da det blev lavet med fyrretræ i stedet for egetræ.

Skibet krævede også et mindre mandskab og havde pga. sin flade bund en dobbelt så stor lasteevne som et typisk handelsskib fra 1600-tallet.

Fløjten gjorde det muligt at fragte meget større mængder varer end konkurrenterne. Skibets største ulempe var dets sårbarhed, men det blev opvejet ved at sejle igennem farlige farvande med handels­flåder beskyttet af krigsskibe.

I starten af 1600-tallet begyndte de nederlandske handelsskibe i stigende grad også at krydse de store oceaner.

Det Nederlandske Ostindiske Kompagni blev stiftet i 1602 og udviklede sig hurtigt til et enormt konglomerat, der hentede bl.a. krydderier, silke og te i Asien og Sydamerika, hvorefter varerne blev solgt i Europa.

Kompagniet var verdens første aktieselskab og primært ejet af købmænd fra provinsen Holland.

Det Nederlandske Ostindiske Kompagni er det største selskab i verdenshistorien og er blevet vurderet til at være omkring 54 billioner værd i nutidskroner på sit højdepunkt i 1637.

Kompagniet blev symbolet på den enorme økonomiske magt, De Forenede Nederlande nu besad.

Hollænderne var meget selvbevidste om deres nye status som stormagt, som ikke var kommet igennem traditionel magt og erobringer, men smarte handelsbeslutninger.

I 1629 erklærede en gruppe af købmænd i ­Amsterdam endda:

“Gennem vores sparsommelige og snu ledelse har vi sejlet alle nationer ud af havene, trukket næsten al handel fra andre lande til os og tjent hele Europa med vores skibe”.

Hollænderne bestemmer i Øresund

Nederlandenes mange interesser i Asien og Sydamerika gjorde ikke betydningen af handlen i Østersøen mindre.

De enorme mængder træ og tjære, som her blev hentet, var essentielle for den nederlandske skibsproduktion, som den unge republik byggede på. De store mængder korn blev også ved med at være livsnødvendige for Nederlandene, der boede i et område, hvor jorden ikke egnede sig til dyrkning.

Selvom den lille supermagt også importerede korn fra bl.a. Tyskland, var det slet ikke nok til at dække det store behov, især da meget af kornet også blev solgt til andre lande.

Selv da pesten ramte de baltiske lande fra 1709 til 1715, og det blev forbudt at importere bl.a. uld og skind, var der aldrig ­restriktioner på handlen med korn.

Nederlandene dominerede fuldkommen handlen i Øresund. I starten af 1600-tallet sejlede ca. 3.000 nederlandske skibe årligt igennem sundet. Efter hollænderne lå englænderne med kun 200 skibe.

Øresundstolden betød, at de betalte enorme summer til den danske statskasse. Men den danske konge Christian 4. ville tjene endnu mere.

I 1638 besluttede han at hæve Øresundstolden og regulerede toldsatserne for bl.a. korn og sild, hvilket kraftigt forøgede de nederlandske toldudgifter.

Christian tjente styrtende på sin aggressive handelspolitik, og Danmark gik fra at indkassere 229.000 rigsdaler på Øresundstolden i 1637 til 616.000 i 1639.

Nederlandene var langtfra tilfredse, men presset af krige imod Spanien og Portugal og oprør i landets kolonier havde de ikke mulighed for at reagere.

Men Danmarks lykke vendte under Torstenssonfejden i 1643, hvor svens­ker­ne indledte med et overraskelsesangreb. Nederlandene støttede Sverige med bl.a. skibe og besluttede i 1645 at understrege sin magt.

En stor handelsflåde læsset med sild og støttet af krigsskibe sejlede demonstrativt igennem Øresund og nægtede at betale told.

Kong Christian iagttog personligt den store konvoj fra Kronborg, men kunne intet gøre, da han godt var klar over, at Nederlandene var en overlegen sømagt.

Det endte med en ny aftale med Nederlandene, hvor tolden i Øresund igen blev sat ned og endda erstattet af en årlig betaling, så de nederlandske skibe undgik forsinkelsen ved at lægge til i Helsingør.

At Danmark 100 år forinden havde været i stand til at lukke Sundet og tvinge Holland i knæ, var nu et meget fjernt minde.

Ingen måtte blive for stærke

12 år senere var situationen vendt om. Nederlandene iagttog nervøst, da svens­ker­ne gik over et frossent Lille- og Storebælt i 1658 og belejrede København.

Og det var med skræk, at de modtog nyheden om Roskildefreden samme år, hvor Danmark mistede Skåne, Halland og Blekinge. I Holland lød reaktionen:

“Alle her er bestyrtede, bedrøvede og stille. De fleste griber det dybt i sjælen”.

Det var ikke ren medfølelse, der lå bag hollændernes reaktion. Et led i aftalen lød på, at Danmark i fremtiden på svensk diktat var forpligtet til at spærre Øresund for “fremmede fjendtlige orlogsflåder”, hvilket også gjaldt de nederlandske.

Svenskerne belejrede København igen i 1658. Hvis byen faldt, ville resultatet være en svensk supermagt med total kontrol af Øresund, hvilket ville være en katastrofe for Nederlandene.

I vinteren 1658 sendte Holland derfor en redningsaktion til København, der var ved at løbe tør for mad og drikke på grund af svens­ker­nes belejring.

Senere assisterede hollænderne de danske tropper til sejr i slaget ved Nyborg i november 1659.

I de senere fredsforhandlinger var Nederlandene dog ikke indstillet på at give Danmark Skåne, Halland og Blekinge tilbage. Det vigtigste for dem var at bevare en usikker magtbalance mellem Danmark og Sverige, så ingen kunne dominere Øresund.

Igennem 1600-tallet var handlen i Østersøen så vigtig for De Forenede Nederlande, at de konstant prægede skandinavisk politik og styrede magtkampene mellem Sverige og Danmark.

Vejen imod enden

Nederlandene var på magtens tinde i slutningen af 1600-tallet, men sorte skyer kunne ses over det lille land med den eksplosive vækst. Mange andre lande var begyndt at kopiere og indhente hollændernes teknologiske og organisatoriske fordele.

“De midler, hvormed de har fremskaffet sig disse rigdomme, efterlignes af de fleste andre nationer”, udtalte Josiah Child om Nederlandene i 1693.

Han var tidligere guvernør i Det Britiske Ostindiske Kompagni, der var skabt med det nederlandske kompagni som forbillede.

Fra starten af 1700-tallet blev det tydeligt, at Nederlandene ikke havde ressourcerne til at holde sin førerposition, fordi de andre stormagter havde en langt større befolkning og landbrug at basere deres magt på.

Især Frankrigs og Storbritanniens mange kolonier i Amerika gav dem adgang til rigdomme, som Nederlandene aldrig fik en stor del af.

Positionen som stormagt førte også konstant Nederlandene ud i krige imod især Frankrig og Storbritannien.

Selvom hollænderne oftest stod som sejrherre pga. deres overlegne flåde og økonomiske ressourcer, tærede krigene på et land, som grundlæggende var bygget til handel og ikke krig. Især den spanske arvefølgekrig fra 1701 til 1714 blev et hårdt slag.

Her kastede De Forenede Nederlande så mange mænd og ressourcer ind i kampen imod Frankrig og Spanien, at landet til sidst var stort set bankerot.

Fra 1709 rasede også Store Nordiske Krig, hvor bl.a. Danmark og Rusland forsøgte at nedkæmpe det svenske imperium.

Østersøen var fra 1709 til 1720 så fyldt med både krigsflåder og kapere, at hollænderne stort set opgav at sende handelsskibe til markederne i Baltikum.

Hvor Nederlandene tidligere havde kunnet diktere magt­for­hol­de­ne i Østersøen, var de nu ikke længere i stand til at tvinge de aftaler igennem, de ønskede.

Da en hollandsk krigsflåde endelig blev sendt til Øresund i 1715, var det ikke for at demonstrere landets magt, men for at eskortere den nederlandske handelsflåde hjem i sikkerhed.

At handlen igennem Østersøen var som paralyseret i årevis, var et kæmpe slag for Nederlandene. Selvom de genoptog deres ruter i starten af 1720’erne, kom hollænderne aldrig op på deres tidligere magtposition.

Landet havde ikke længere styrken til at definere forholdene i Norden, og igennem 1700-tallet faldt hollændernes handel generelt, selv med landets vigtigste varer, korn, træ og tjære.

Nederlandene måtte nu, ligesom Danmark, affinde sig med, at det var de nye stormagter, England, Preussen og Rusland, der definerede ­situationen i Nordeuropa.