Korstog mod slavehandlerne

Derfor har briterne lige siden skygget det spanske skib, og ved daggry sender Broughton et ultimatum.

“Hvis I ikke giver os lov til at inspicere skibet, skyder vi”, lyder beskeden, og svaret kommer prompte: “Gør bare det. Vi skyder igen”.

Den britiske kaptajn giver besætningen ordre til at sætte alle sejl og forfølge Veloz Pasagera. Da de to skibe ligger side om side, affyrer Primrose en bredside.

Mens krudtrøgen hænger over dækket, skærer flådeskibet sig ind foran Veloz Pasagera, så det spanske skibs bovspryd stikker ind over rælingen.

De britiske søfolk slår et reb om bovsprydet og klatrer over. 150 kampklare spanske søfolk kaster sig straks over dem. Den første slår kaptajn Broughton omkuld med en lanse.

Broughton falder hårdt såret om på dækket, men hans folk fortsætter. Mand mod mand kæmper de to besætninger med dolke, lanser og sværd, indtil briterne efter 15 lange minutter har overmandet spanierne.

Briterne flår lugerne til skibets lastrum op. Fra halvmørket under dæk stirrer 551 par øjne forskræmte tilbage.

Lasten er fyldt med afrikanske slaver tæt stuvet sammen og bestemt for et liv i trældom på den anden side af Atlanten. Styrkeprøven mellem Primrose og Veloz Pasagera kostede 43 spaniere og tre briter livet.

Konfrontationen var blot en af de mange, som i første halvdel af 1800-tallet fandt sted mellem britiske flådeskibe og slavehandlerne, for briterne havde erklæret slaveriet krig.

Kampen kom til at vare i 60 år og koste tusinder af britiske sømænd livet.

Storbritannien tjente tykt på slaver

Slavehandlernes indædte modstand burde ikke have undret briterne. Frem til 1807 havde Storbritannien været verdens førende transportør af afrikanske slaver – en handel, landet tjente formuer på.

Det anslås, at englænderne fra 1650 til begyndelsen af 1800-tallet transporterede svimlende tre millioner afrikanere over Atlanterhavet.

De europæiske slaveskibe forsynede plantager i den nye verden, fortrinsvis Caribien, Brasilien og Nordamerika, med slaver fra Afrika.

Men synet på slavehandlen ændrede sig med den franske revolution og udbredelsen af humanismen i slutningen af 1700-tallet.

Mange kristne, især i den britiske kvæker-bevægelse, havde længe været imod slaveriet, og humanismens fremmarch vendte stemningen til deres fordel. Et flertal af briterne betragtede nu slaveri som umenneskeligt.

“Jeg lover Dem, at da jeg begyndte at undersøge slavehandlen, indså jeg, at den i sin ondskab var så enorm, så forfærdelig og så uoprettelig, at jeg straks gik ind for dens afskaffelse”, erklærede det kristne parlamentsmedlem William Wilberforce i parlamentet i 1789.

Næsten 20 år senere havde fortalerne for slaveriets afskaffelse fået så stor indflydelse, at parlamentet den 25. marts 1807 indførte den såkaldte Abolition Act.

Loven forbød alle briter at handle med slaver samt at finansiere, udruste eller tage hyre på slaveskibe.

Og for at vise, at de mente det alvorligt, oprettede briterne den såkaldte vestafrikanske flådeeskadre, som skulle patruljere langs Afrikas­ Atlanterhavskyst.

Loven blev til midt under napoleonskrigene, men de britiske slaverimodstandere anså det for en selvfølge, at andre lande snart ville følge trop.

De blev dog slemt skuffede. Ganske vist fik briterne ved fredsforhandlingerne indføjet et par linjer, som fordømte slavehandlen, men passagen indeholdt ingen bestemmelser om, hvordan forbuddet skulle håndhæves og af hvem.

Og for verdens andre store søfartsnationer – Frankrig, Spanien, Holland, Portugal og USA – var handlen med slaver alt for indbringende til, at de ville underlægge sig briternes selvudråbte rolle som verdenshavenes politibetjent.

Til sidst lykkedes det dog at få Spanien, Portugal og Holland til at indgå traktater, der tillod den britiske flåde at inspicere deres fartøjer og beslaglægge slaveskibe.

Søfolkene døde i hobetal

Da Storbritannien i 1808 sendte flådefartøjer til Afrikas vestkyst, var napoleonskrigene fortsat ikke endeligt afgjort.

Landet kunne derfor kun afse to skibe, den aldrende fregat Solebay og sluppen Derwent. Skibene skulle patruljere mere end 4.800 km kyst, dobbelt så langt som afstanden fra London til Athen.

Efter fredsslutningen i 1815 voksede flåden til seks skibe, men eskadren var fortsat utilstrækkelig til opgaven.

Dertil kom, at store dele af kysten slet ikke var kortlagt og fyldt med bugter, laguner og vandløb, hvor slaveskibe kunne gemme sig.

Alligevel kunne briterne hurtigt notere sig en række succeser. To af dem stod kaptajn Fisher på flådeskibet HMS Bann for.

Den 18. januar 1816 opdagede kaptajnen et skib ved Gallinas-floden i det nuværende Liberia. Han sendte en jolle ud for at undersøge det fremmede skib.

Søfolkene blev prompte mødt med kanonkugler og geværild. Briterne svarede igen, mens de stædigt roede nærmere med kuglerne hvislende om ørerne.

Da de bordede skibet, fandt de 276 slaver ombord på det amerikanske fartøj.

To måneder senere, i marts 1816, pågreb Fisher den portugisiske brig San Antonio på 120 t. Et grufuldt syn mødte de britiske søfolk, da de flåede lugerne op.

Ifølge den portugisiske flådes bestemmelser, som nøje udstak det tilladte antal slaver i forhold til skibsstørrelsen, måtte San Antonio højst medbringe 300 slaver.

Lasten indeholdt ca. 600. Følgerne af de sammenstuvede forhold var katastrofale.

“På en rejse, som strakte sig over lidt mere end 150 km, var mere end 30 døde, og lige så mange var så dårlige, at de ikke stod til at redde. Imellem de syge lå et rådnende lig. Stanken var så forfærdelig, at kaptajn Fisher frygtede, at en alvorlig sygdom ville bryde ud”, lød den officielle rapport.

Slaveskibe skulle ifølge flådens bestemmelser sejles til Storbritanniens vestafrikanske kronkoloni, Sierra Leone. Her skulle slaverne sættes fri og skibenes forhold undersøges.

Typisk forblev slaverne på transportskibet, men forholdene på San Antonio var så dårlige, at briterne måtte tage 150 af slaverne ombord på Bann på rejsen til Sierra Leone.

Rejsen blev et mareridt. Det meste af sejladsen foregik i næsten konstant regn. Da Fisher nåede frem, var en tredjedel af besætningen syge.

I det fugtige klima langs Afrikas vestkyst trivedes alt fra gul feber til malaria og denguefeber.

Dødsraten for søfolkene på patrulje ud for Vestafrika var derfor meget høj – 55 døde pr. 1.000 mand. Til sammenligning omkom kun 10 ud af 1.000 britiske søfolk på tjeneste i Middelhavet.

Deres tab var dog beskedne i forhold til overdødeligheden blandt slaverne. På Fishers rejse til Sierra Leone i 1816 omkom hele 43 ud af de 150 slaver ombord. Syv år senere var forholdene ikke bedre.

“Mange store hvaler og hajer følger os. Det sidste skyldes de mange stakler, som for nylig er blevet kastet over bord. Mange af vor egen besætning er syge, og dækkene er fyldte med sorte slaver, som dør overalt”, skrev sømanden Henry Binstead i sin dagbog i juli 1823.

Domstolene lod skyldige slippe

Sygdom var ikke briternes eneste frustration. Straffen for slaveskibenes kaptajner og ejere var ofte en bøde samt konfiskation af skib og slaver.

I aftaleteksten med de andre lande stod der imidlertid en klausul, der betød, at kaptajner og ejere kun kunne stilles til ansvar, hvis briterne rent faktisk fandt slaver i deres fartøjer.

Slaveskibe var ellers letgenkendelige. De havde typisk et ekstra dæk for at gøre plads til flere mennesker.

Lugerne til lasten var erstattet med riste, så luft kunne nå skibets indre, og så fandtes der typisk lænker og fodjern ombord. Men uden fundet af slaver kunne ingen dømmes.

Selv når patruljerne fandt slaver ombord på et skib, lykkedes det til tider kaptajnerne at sno sig udenom.

Briterne havde i 1816 oprettet tre domstole i samarbejde med Spanien, Portugal og Holland – en for hvert samarbejdsland.

Domstolene lå i Sierra Leone og afgjorde skyldsspørgsmålet, når briterne opbragte et skib. Kommissærerne, som repræsenterede de øvrige lande, gjorde imidlertid alt for at sabotere rettergangen.

Det gjaldt fx i retssagen mod det hollandske fartøj Eliza. Skibet blev i oktober 1819 opdaget af det britiske flådeskib HMS Thistle ud for det nuværende Liberias kyst.

Da fartøjet opdagede briterne, så den britiske løjtnant Robert Hagan, hvordan joller fra det hollandske skib i al hast roede slaver i land.

Briterne bordede kort efter skibet og fandt en enkelt slave, som var blevet glemt i skyndingen.

Under rettergangen indrømmede den hollandske kommissær, at skibet havde transporteret slaver, men han påpegede, at det i ju­ri­disk for­­­stand ikke var en sla­ve­trans­port, da det blev bor­­det.

Traktaten omtalte slaver i flertal, og bri­ter­ne havde kun fundet en en­­kelt. Sagen måtte derfor opgives.

Briterne kom ingen vegne

Endnu værre var de menneskelige konsekvenser af aftale-bestemmelserne, når slaveskibenes kaptajner af frygt for en dom smed den levende last i havet – ofte stadig iført lænker og fodjern.

Selv deres eget skib var kaptajnerne villige til at ødelægge for at undgå at blive fanget.

Ved juletid i 1819 fik løjtnant Belcher fra sit patruljeskib øje på et stort slaveskib i det fjerne. Han gav besætningen ordre til at indlede jagten.

Da han nåede på skudhold, hejste fartøjet det spanske flag og affyrede en bredside mod briterne.

Bedst som Belcher forberedte sig på at skyde igen, pløjede det spanske skib sig i stor fart ind på stranden, hvorefter slaverne sprang fra borde og forsvandt.

“Det glæder mig at sige, at skibet blev fuldstændig ødelagt”, noterede den forbløffede løjtnant Belcher.

Efter flere års patruljering måtte briterne erkende, at de ikke havde opnået en brøkdel af, hvad de havde håbet.

“Trafikken med slaver er ikke aftaget. Jeg kan heller ikke forestille mig, at det sker, så længe europæerne åbent og helhjertet beskytter den”, erkendte den øverstkommanderende på Owen Glendower, Robert Mends, bittert i 1822.

Ifølge Mends skulle de britiske flå­de­kap­taj­ner have langt friere hænder, for så ville slavetrafikken blive så besværlig, at det ikke længere var risikoen værd.

“Indtil da må vi udholde den ydmygelse at se vort lands forhåbninger i denne sag forblive uopfyldte og vor flådes bestræbelser uden virkning”.

Briterne strammer skruen

Hjemme i England var også politikerne begyndt at blive bekymrede – indsatsen kostede statskassen dyrt. Alligevel blev de enige om at fortsætte.

I 1822 indgik Holland og Storbritannien omsider en traktat, som betød, at et skib kunne dømmes, hvis det var indrettet på en måde, der tydeligt viste, at det var beregnet til slavehandel.

Traktaten gjorde det muligt for briterne at opbringe og dømme en lang række hollandske fartøjer. Kort tid efter forsvandt hollandske slaveskibe fuldstændig fra Atlanten.

Briterne begyndte derefter at presse andre nationer til at acceptere samme regel, og i slutningen af 1830’erne gav også Spanien og Portugal sig.

I 1839 vedtog parlamentet desuden den såkaldte Palmerston Act, som gjorde, at portugisiske skibe fremover skulle behandles ved en rent britisk domstol.

To år senere, i 1841, var hele 65 portugisiske skibskaptajner dømt ved briternes domstole.

Samtidig blev flådeeskadrillen forstærket med flere og hurtigere skibe. Omkring 1840 opererede ca. 25 skibe langs Vestafrikas kyst.

Skibene var bemandet med 2.000 britiske søfolk samt 1.000 mand fra kru-folket, et vestafrikansk folkeslag med grundigt kendskab til områdets kystlinje.

Trods oprustningen fortsatte slaveskibene deres modstand. Den 1. november 1839 ved daggry fik løjtnant Matson ombord på flådeskibet Waterwitch øje på en brig ud for det nuværende Ghana.

Han satte efter skibet, og kl. 9 var han så tæt på, at Waterwitch kunne affyre et varselsskud. Briggen forsøgte at lette lasten ved at smide ankre, kanoner og andet udstyr i vandet.

Matson fortsatte stædigt jagten. Kl. 12 hejste skibet det portugisiske flag.

Matson sejlede ufortrødent op på siden af fartøjet, som viste sig at være slaveskibet Fortuna, og affyrede flere bredsider mod briggen, indtil den omsider overgav sig. Da havde jagten taget ni lange timer.

Blokade blev en bragende succes

Mange andre slaveskibe slap væk på trods af briternes konstante patruljering. Det problem besluttede Joseph Denham, øverstkommanderende for den nordlige del af slavekysten, at gøre noget ved.

I stedet for at lade skibene krydse frem og tilbage langs kysten gav han flåden ordre om at blokere de vigtigste havne, så transporterne ikke kunne slippe ud.

Da blokaden havde stået på i 10 måneder, fik Denham en stor chance. To britiske statsborgere var blevet taget til fange af kongen over gallinas-folket, som boede ved Gallinas-floden i Liberia.

Guvernøren i Sierra Leone bad Denham om at sende flåden til undsætning. Dermed havde Denham endelig et påskud for at trænge ind i landet og slå til mod selve slavehandlens kilde.

Afrikanske slavehandlere og deres lokale agenter hentede slaverne i landets indre og tvang dem mod kysten.

Tæt ved kysten, men stadig et stykke inde i landet spærrede de slaverne inde i de såkaldte barracoons – store træhytter, hvor slaverne ventede på et skib, der kunne fragte dem over Atlanten.

Med en flåde af småbåde fra adskillige britiske krigsskibe sejlede Denham og hans folk op ad floden. Her indtog han hytterne, der var pakket til bristepunktet med slaver.

Dernæst henvendte han sig til kongen med en klar ordre: Foruden at løslade de to britiske borgere skulle kongen underskrive en traktat, der afskaffede slavehandlen. Makkede han ikke ret, ville de britiske kanoner brage.

Kongen havde intet andet valg end at gå ind på aftalen. Denham og hans folk gik derfor straks i gang med at ødelægge hytterne med raketter.

Operationen tog tre dage. Imens blev de 841 frigivne slaver og en gruppe tilfangetagne spanske slavehandlere sendt til Sierra Leone.

Spanierne hævdede, at operationen havde påført dem et tab på mellem 100.000 og 500.000 pund, og at de desuden gik glip af 13.000 slaver, som de allerede havde betalt de lokale for.

“Operationen havde så stor en virkning på slavehandlerne på Afrikas kyst, at de lod de lokale høvdinge forstå, at de ikke længere ville fortsætte handlen. De opfordrede desuden høvdingene til at indgå traktater med os”, skrev den britiske kaptajn Matson til London.

Traktater, der gav briterne ret til at ødelægge barracoons og kongerne påbud om at forbyde slavehandel i deres områder, blev siden fast praksis.

Alene i 1841 indgik flåden traktater med otte høvdinge. I slutningen af 1840’erne dækkede traktaterne store dele af kysten og næsten alle større udskibningssteder nord for ækvator.

Resultatet viste sig hurtigt: Tilbage i 1839 var antallet af slaver importeret til Cuba 19.900 og til Brasilien 54.000. Tre år efter var tallene faldet til henholdsvis 4.100 og 20.000.

Slaverimodstander blev sat på tronen

Omkring 1850 var byen Lagos det eneste større udskibningssted nord for ækvator. Lagos lå i en labyrint af vandløb og laguner, som strakte sig over mere end 240 km – et perfekt skjulested for slaveskibe.

Beliggenheden gjorde det svært for briterne at stoppe transporterne. I november 1851 begav 306 britiske søfolk i både sig derfor op ad floden mod byen.

Kong Kosoko var dog forberedt. Fra flodbredden beskød hans folk briterne med gevær- og kanonild. Briterne besvarede ilden, men måtte opgive, da beskydningen dræbte og sårede flere.

En måned senere vendte de tilbage – denne gang med 400 soldater og to fladbundede flådeskibe, damperne Bloodhound og Teazer samt den britiske konsuls jernskib, Victoria.

Kosoko var klar. Hans folk havde gravet grøfter og bygget barrikader. De steder, hvor vandet var dybt nok til, at briternes skibe kunne nå land, havde kongens folk banket bambusstager ned i flodbunden, så skibene ikke kunne nå ind.

Flådeskibene gik på grund den første dag, men den følgende dag bombarderede briterne byen med kanoner. Da de kort efter gik ind i Lagos, var Kosoko stukket af.

Briterne indsatte i stedet en konge, som var villig til at stoppe transporterne. Dermed var Afrikas sidste store slaveudskibningshavn lukket.

Transatlantisk slavehandel døde ud

I den nye verden havde slaveriet længe trivedes i Brasilien, USA og Cuba. Men da England i 1850 gav landets flådeskibe lov til at opbringe slaveskibe i brasilianske farvande, forbød Brasiliens kejser omsider slaveimporten.

USA havde allerede i 1808 forbudt handel med slaver, men trods forbuddet blev slaver i stor stil smuglet fra Cuba til Sydstaterne.

I 1861 blev Abraham Lincoln imidlertid præsident, og han lagde ud med at slå ned på smuglerkaptajnerne.

Og efter borgerkrigens afslutning i 1865 ratificerede den amerikanske regering en forfatningsændring, der endeligt satte punktum for slaveriet i USA.

Begivenhederne knuste også slavemarkedet på Cuba, hvor briternes flådeindsats havde mangedoblet slavepriserne.

Dermed døde den transatlantiske slavehandel ud – og den største del af æren tilfaldt den britiske flåde. “Jeg kender ikke noget mere ædelt eller strålende kapitel i vort lands historie”, erklærede den britiske koloniminister i 1865.

To år senere ophørte den vestafrikanske flådeeskadre som selvstændig enhed. Den 60 år lange krig havde da kostet ca. 2.500 britiske søfolk livet.

Til gengæld var det lykkedes at stoppe 1.600 slavefartøjer og redde 160.000 afrikanere fra trældom. Det var en brøkdel af det antal, briterne i sin tid selv havde transporteret, men trods alt et lys i mørket.