Kaptajn Broughton på det britiske flådeskib HMS Primrose føler sig sikker: Det spanske handelsskib Veloz Pasagera, som om morgenen den 7. september 1830 sejler foran ham ud for Nigerflodens delta, er ikke, hvad det foregiver at være.
Dagen forinden aflagde Broughton et besøg på skibet, men trods flere anmodninger fik briterne ikke lov til at undersøge lasten.
“Hvis I ikke giver os lov til at inspicere skibet, skyder vi.” Kaptain Broughton
Derfor har briterne lige siden skygget det spanske skib, og ved daggry sender Broughton et ultimatum.
“Hvis I ikke giver os lov til at inspicere skibet, skyder vi”, lyder beskeden, og svaret kommer prompte: “Gør bare det. Vi skyder igen”.
Den britiske kaptajn giver besætningen ordre til at sætte alle sejl og forfølge Veloz Pasagera. Da de to skibe ligger side om side, affyrer Primrose en bredside.
Mens krudtrøgen hænger over dækket, skærer flådeskibet sig ind foran Veloz Pasagera, så det spanske skibs bovspryd stikker ind over rælingen.
Det britiske flådeskib Primrose angreb i september 1830 slaveskibet Veloz Pasagera.
De britiske søfolk slår et reb om bovsprydet og klatrer over. 150 kampklare spanske søfolk kaster sig straks over dem. Den første slår kaptajn Broughton omkuld med en lanse.
Broughton falder hårdt såret om på dækket, men hans folk fortsætter. Mand mod mand kæmper de to besætninger med dolke, lanser og sværd, indtil briterne efter 15 lange minutter har overmandet spanierne.
Briterne flår lugerne til skibets lastrum op. Fra halvmørket under dæk stirrer 551 par øjne forskræmte tilbage.
Lasten er fyldt med afrikanske slaver tæt stuvet sammen og bestemt for et liv i trældom på den anden side af Atlanten. Styrkeprøven mellem Primrose og Veloz Pasagera kostede 43 spaniere og tre briter livet.
Konfrontationen var blot en af de mange, som i første halvdel af 1800-tallet fandt sted mellem britiske flådeskibe og slavehandlerne, for briterne havde erklæret slaveriet krig.
Kampen kom til at vare i 60 år og koste tusinder af britiske sømænd livet.
Storbritannien tjente tykt på slaver
Slavehandlernes indædte modstand burde ikke have undret briterne. Frem til 1807 havde Storbritannien været verdens førende transportør af afrikanske slaver – en handel, landet tjente formuer på.
Det anslås, at englænderne fra 1650 til begyndelsen af 1800-tallet transporterede svimlende tre millioner afrikanere over Atlanterhavet.
De europæiske slaveskibe forsynede plantager i den nye verden, fortrinsvis Caribien, Brasilien og Nordamerika, med slaver fra Afrika.
Men synet på slavehandlen ændrede sig med den franske revolution og udbredelsen af humanismen i slutningen af 1700-tallet.
Mange kristne, især i den britiske kvæker-bevægelse, havde længe været imod slaveriet, og humanismens fremmarch vendte stemningen til deres fordel. Et flertal af briterne betragtede nu slaveri som umenneskeligt.
Karl 2. havde brug for enorme summer, da han i 1660 vendte tilbage til England fra sit eksil i Frankrig.
Borgerkrig satte gang i britisk slavehandel
Da Karl 2. i 1660 besteg den engelske trone efter ni års borgerkrig, manglede staten desperat penge. Sammen med sin bror, James, hertug af York, oprettede Karl derfor et handelskompagni.
Formålet var at udvinde guld i Vestafrika, men snart stod det klart, at slaver var langt mere indbringende. Handelskompagniet fik monopol på slavehandel og fik i 1672 navnet Royal African Company.
Kompagniets skibe stod under den engelske flådes beskyttelse, og mange af slaverne blev brændemærket med bogstaverne DY – Duke of York – så ingen skulle være i tvivl om tilhørsforholdet.
Kompagniet mistede sit monopol i 1697, men nåede at fragte flere slaver over Atlanten end noget andet handelsselskab.
“Jeg lover Dem, at da jeg begyndte at undersøge slavehandlen, indså jeg, at den i sin ondskab var så enorm, så forfærdelig og så uoprettelig, at jeg straks gik ind for dens afskaffelse”, erklærede det kristne parlamentsmedlem William Wilberforce i parlamentet i 1789.
Næsten 20 år senere havde fortalerne for slaveriets afskaffelse fået så stor indflydelse, at parlamentet den 25. marts 1807 indførte den såkaldte Abolition Act.
Loven forbød alle briter at handle med slaver samt at finansiere, udruste eller tage hyre på slaveskibe.
Og for at vise, at de mente det alvorligt, oprettede briterne den såkaldte vestafrikanske flådeeskadre, som skulle patruljere langs Afrikas Atlanterhavskyst.
“Aldrig, aldrig vil vi give op, før vi har vasket denne skamplet væk fra kristendommens navn!" William Wilberforce i det britiske parlament, 1791
Loven blev til midt under napoleonskrigene, men de britiske slaverimodstandere anså det for en selvfølge, at andre lande snart ville følge trop.
De blev dog slemt skuffede. Ganske vist fik briterne ved fredsforhandlingerne indføjet et par linjer, som fordømte slavehandlen, men passagen indeholdt ingen bestemmelser om, hvordan forbuddet skulle håndhæves og af hvem.
Og for verdens andre store søfartsnationer – Frankrig, Spanien, Holland, Portugal og USA – var handlen med slaver alt for indbringende til, at de ville underlægge sig briternes selvudråbte rolle som verdenshavenes politibetjent.
Til sidst lykkedes det dog at få Spanien, Portugal og Holland til at indgå traktater, der tillod den britiske flåde at inspicere deres fartøjer og beslaglægge slaveskibe.
Handelsmanden Edward Colston blev i 1680 en af de ledende kræfter i Royal African Company. Hans statue i Bristol er igen og igen blevet vandaliseret.
Søfolkene døde i hobetal
Da Storbritannien i 1808 sendte flådefartøjer til Afrikas vestkyst, var napoleonskrigene fortsat ikke endeligt afgjort.
Landet kunne derfor kun afse to skibe, den aldrende fregat Solebay og sluppen Derwent. Skibene skulle patruljere mere end 4.800 km kyst, dobbelt så langt som afstanden fra London til Athen.
Efter fredsslutningen i 1815 voksede flåden til seks skibe, men eskadren var fortsat utilstrækkelig til opgaven.
Dertil kom, at store dele af kysten slet ikke var kortlagt og fyldt med bugter, laguner og vandløb, hvor slaveskibe kunne gemme sig.
“Imellem de syge lå et rådnende lig.” Kaptajn Fisher på flådeskibet HMS Bann
Alligevel kunne briterne hurtigt notere sig en række succeser. To af dem stod kaptajn Fisher på flådeskibet HMS Bann for.
Den 18. januar 1816 opdagede kaptajnen et skib ved Gallinas-floden i det nuværende Liberia. Han sendte en jolle ud for at undersøge det fremmede skib.
Søfolkene blev prompte mødt med kanonkugler og geværild. Briterne svarede igen, mens de stædigt roede nærmere med kuglerne hvislende om ørerne.
Da de bordede skibet, fandt de 276 slaver ombord på det amerikanske fartøj.
Politikeren William Wilberforce bevidnede, hvordan slaver blev mishandlet, og blev derfor slaverimodstandernes talsmand.
Idealister pressede en ny moral igennem i England
Britiske slaverimodstandere samlede i slutningen af 1700-tallet beretninger om de uhyrlige forhold på engelske slaveskibe, så de kunne få slavehandlen forbudt.
Under en rejse fra Afrika til Jamaica i november 1781 opdagede Luke Collingwood, kaptajn på slaveskibet Zong, at vandbeholdningen var meget lav.
Han gav derfor sine folk ordre til at kaste 130 syge slaver over bord, så de ikke skulle tære på de sparsomme reserver. Tabet betød intet, for slaverne var forsikret.
Da Collingwood nåede i havn, henvendte skibets ejere sig til forsikringsselskabet for at få erstatning.
Den brutale historie skabte stor forargelse, da den nåede England, og hændelsen var en medvirkende årsag til, at 12 briter i 1787 ved et møde i London dannede foreningen Society for Effecting the Abolition of the Slave Trade – Selskabet til Slavehandlens Afskaffelse.
Foreningens ledelse bestod hovedsageligt af stærkt religiøse mænd fra bl.a. kvæker-sekten, som lagde stor vægt på medmenneskelighed og tolerance.
Men også ikke-religiøse tilsluttede sig, inspireret af tidens tanker om frihed og lighed.
Fremtrædende medlemmer som fx Thomas Clarkson rejste rundt i landet og samlede beviser for slavernes uhyrlige forhold. Og det var også ham, der fik overbevist den dybt kristne politiker William Wilberforce om, at han skulle hjælpe.
Bevægelsens idealisme gjorde den især populær hos borgerskabet, og i august 1788 abonnerede 2.000 mennesker på selskabets udgivelser.
Blandt støtterne var pottemageren Josiah Wedgwood, ejer af Englands førende keramikfabrik. Wedgwood fremstillede bevægelsens emblem, et relief, som viser en lænket slave.
Modstanderne af slavehandlen havde ikke nogen let opgave, for de var oppe imod stærke økonomiske interesser, men den idealistiske og religiøse ildhu gav dem vægt.
Det gjaldt også i parlamentet, hvor William Wilberforce, der blev bevægelsens talsmand, pressede på for at få slavehandlen forbudt.
“Aldrig, aldrig vil vi give op, før vi har vasket denne skamplet væk fra kristendommens navn og befriet os selv fra den tunge skyld”, tordnede han i parlamentet i 1791.
I 1807 fik Wilberforce endelig heldet med sig, da Storbritanniens parlament til resten af verdens forbløffelse indførte et totalforbud mod slavetransporterne.
To måneder senere, i marts 1816, pågreb Fisher den portugisiske brig San Antonio på 120 t. Et grufuldt syn mødte de britiske søfolk, da de flåede lugerne op.
Ifølge den portugisiske flådes bestemmelser, som nøje udstak det tilladte antal slaver i forhold til skibsstørrelsen, måtte San Antonio højst medbringe 300 slaver.
Lasten indeholdt ca. 600. Følgerne af de sammenstuvede forhold var katastrofale.
“På en rejse, som strakte sig over lidt mere end 150 km, var mere end 30 døde, og lige så mange var så dårlige, at de ikke stod til at redde. Imellem de syge lå et rådnende lig. Stanken var så forfærdelig, at kaptajn Fisher frygtede, at en alvorlig sygdom ville bryde ud”, lød den officielle rapport.
Slaveskibe skulle ifølge flådens bestemmelser sejles til Storbritanniens vestafrikanske kronkoloni, Sierra Leone. Her skulle slaverne sættes fri og skibenes forhold undersøges.
Typisk forblev slaverne på transportskibet, men forholdene på San Antonio var så dårlige, at briterne måtte tage 150 af slaverne ombord på Bann på rejsen til Sierra Leone.
Rejsen blev et mareridt. Det meste af sejladsen foregik i næsten konstant regn. Da Fisher nåede frem, var en tredjedel af besætningen syge.
I det fugtige klima langs Afrikas vestkyst trivedes alt fra gul feber til malaria og denguefeber.
Dødsraten for søfolkene på patrulje ud for Vestafrika var derfor meget høj – 55 døde pr. 1.000 mand. Til sammenligning omkom kun 10 ud af 1.000 britiske søfolk på tjeneste i Middelhavet.
Deres tab var dog beskedne i forhold til overdødeligheden blandt slaverne. På Fishers rejse til Sierra Leone i 1816 omkom hele 43 ud af de 150 slaver ombord. Syv år senere var forholdene ikke bedre.
“Mange store hvaler og hajer følger os. Det sidste skyldes de mange stakler, som for nylig er blevet kastet over bord. Mange af vor egen besætning er syge, og dækkene er fyldte med sorte slaver, som dør overalt”, skrev sømanden Henry Binstead i sin dagbog i juli 1823.
Under rejsen fra Afrika til Den Nye Verden sad slaverne stuvet tæt sammen med lænker omkring arme og ben. Forholdene var så forfærdelige, at over én million slaver døde under overfarten.
Kolonimagter nægtede at opgive slaverne
Europas andre kolonimagter kæmpede af al magt imod briternes forsøg på at standse slavetransporterne. Kolonimagterne tjente nemlig formuer på at sejle millioner af slaver til kolonierne i Amerika.
Slavehandel og slaveri var fra begyndelsen en fast bestanddel af livet i europæernes besiddelser i den nye verden. I de tidlige år fragtede slavehandlerne kun få afrikanere over Atlanten.
Først da portugiserne i Brasilien i midten af 1550’erne begyndte at udvinde sukker af sukkerrør, tog handlen til.
Andre kolonimagter som fx Frankrig og England efterlignede portugisernes metoder og gav sig til at dyrke tobak, sukker, kaffe og ris i stordrift med slaver som arbejdskraft.
Snart blev den såkaldte trekantshandel skabt, hvor skibe fra Europa sejlede våben og tekstiler til Vestafrika. I bytte fik europæerne slaver, som blev sejlet til plantagerne i den nye verden.
Plantagernes produkter blev sejlet til Europa og solgt. Her steg efterspørgslen efter de eksotiske varer, og koloniernes behov for slaver fulgte med.
De fleste afrikanere blev sendt til Caribien eller Brasilien, som var de største importører af slaver.
Det store behov skyldtes bl.a., at afrikanerne i Caribien og Sydamerika blev sat til at dyrke sukker og ris. Arbejdet var ekstremt hårdt, så mange døde.
Historikere skønner, at lidt over 10 mio. afrikanere blev sejlet over Atlanten i de 366 år, som den transatlantiske handel foregik. Af de 10 mio. slaver omkom ca. 1,3 mio. under skibsoverfarten.
Domstolene lod skyldige slippe
Sygdom var ikke briternes eneste frustration. Straffen for slaveskibenes kaptajner og ejere var ofte en bøde samt konfiskation af skib og slaver.
I aftaleteksten med de andre lande stod der imidlertid en klausul, der betød, at kaptajner og ejere kun kunne stilles til ansvar, hvis briterne rent faktisk fandt slaver i deres fartøjer.
Slaveskibe var ellers letgenkendelige. De havde typisk et ekstra dæk for at gøre plads til flere mennesker.
Lugerne til lasten var erstattet med riste, så luft kunne nå skibets indre, og så fandtes der typisk lænker og fodjern ombord. Men uden fundet af slaver kunne ingen dømmes.
Selv når patruljerne fandt slaver ombord på et skib, lykkedes det til tider kaptajnerne at sno sig udenom.
Briterne havde i 1816 oprettet tre domstole i samarbejde med Spanien, Portugal og Holland – en for hvert samarbejdsland.
Domstolene lå i Sierra Leone og afgjorde skyldsspørgsmålet, når briterne opbragte et skib. Kommissærerne, som repræsenterede de øvrige lande, gjorde imidlertid alt for at sabotere rettergangen.
På slaverimodstandernes emblem stod der: “Er jeg ikke et menneske og en bror?”
Det gjaldt fx i retssagen mod det hollandske fartøj Eliza. Skibet blev i oktober 1819 opdaget af det britiske flådeskib HMS Thistle ud for det nuværende Liberias kyst.
Da fartøjet opdagede briterne, så den britiske løjtnant Robert Hagan, hvordan joller fra det hollandske skib i al hast roede slaver i land.
Briterne bordede kort efter skibet og fandt en enkelt slave, som var blevet glemt i skyndingen.
Under rettergangen indrømmede den hollandske kommissær, at skibet havde transporteret slaver, men han påpegede, at det i juridisk forstand ikke var en slavetransport, da det blev bordet.
Traktaten omtalte slaver i flertal, og briterne havde kun fundet en enkelt. Sagen måtte derfor opgives.
Briterne kom ingen vegne
Endnu værre var de menneskelige konsekvenser af aftale-bestemmelserne, når slaveskibenes kaptajner af frygt for en dom smed den levende last i havet – ofte stadig iført lænker og fodjern.
Selv deres eget skib var kaptajnerne villige til at ødelægge for at undgå at blive fanget.
Ved juletid i 1819 fik løjtnant Belcher fra sit patruljeskib øje på et stort slaveskib i det fjerne. Han gav besætningen ordre til at indlede jagten.
Da han nåede på skudhold, hejste fartøjet det spanske flag og affyrede en bredside mod briterne.
Bedst som Belcher forberedte sig på at skyde igen, pløjede det spanske skib sig i stor fart ind på stranden, hvorefter slaverne sprang fra borde og forsvandt.
“Det glæder mig at sige, at skibet blev fuldstændig ødelagt”, noterede den forbløffede løjtnant Belcher.
Efter flere års patruljering måtte briterne erkende, at de ikke havde opnået en brøkdel af, hvad de havde håbet.
“Trafikken med slaver er ikke aftaget. Jeg kan heller ikke forestille mig, at det sker, så længe europæerne åbent og helhjertet beskytter den”, erkendte den øverstkommanderende på Owen Glendower, Robert Mends, bittert i 1822.
Ifølge Mends skulle de britiske flådekaptajner have langt friere hænder, for så ville slavetrafikken blive så besværlig, at det ikke længere var risikoen værd.
“Indtil da må vi udholde den ydmygelse at se vort lands forhåbninger i denne sag forblive uopfyldte og vor flådes bestræbelser uden virkning”.
Briterne strammer skruen
Hjemme i England var også politikerne begyndt at blive bekymrede – indsatsen kostede statskassen dyrt. Alligevel blev de enige om at fortsætte.
I 1822 indgik Holland og Storbritannien omsider en traktat, som betød, at et skib kunne dømmes, hvis det var indrettet på en måde, der tydeligt viste, at det var beregnet til slavehandel.
Traktaten gjorde det muligt for briterne at opbringe og dømme en lang række hollandske fartøjer. Kort tid efter forsvandt hollandske slaveskibe fuldstændig fra Atlanten.
Briterne begyndte derefter at presse andre nationer til at acceptere samme regel, og i slutningen af 1830’erne gav også Spanien og Portugal sig.
I 1839 vedtog parlamentet desuden den såkaldte Palmerston Act, som gjorde, at portugisiske skibe fremover skulle behandles ved en rent britisk domstol.
To år senere, i 1841, var hele 65 portugisiske skibskaptajner dømt ved briternes domstole.
Samtidig blev flådeeskadrillen forstærket med flere og hurtigere skibe. Omkring 1840 opererede ca. 25 skibe langs Vestafrikas kyst.
Skibene var bemandet med 2.000 britiske søfolk samt 1.000 mand fra kru-folket, et vestafrikansk folkeslag med grundigt kendskab til områdets kystlinje.
Trods oprustningen fortsatte slaveskibene deres modstand. Den 1. november 1839 ved daggry fik løjtnant Matson ombord på flådeskibet Waterwitch øje på en brig ud for det nuværende Ghana.
Han satte efter skibet, og kl. 9 var han så tæt på, at Waterwitch kunne affyre et varselsskud. Briggen forsøgte at lette lasten ved at smide ankre, kanoner og andet udstyr i vandet.
Matson fortsatte stædigt jagten. Kl. 12 hejste skibet det portugisiske flag.
Matson sejlede ufortrødent op på siden af fartøjet, som viste sig at være slaveskibet Fortuna, og affyrede flere bredsider mod briggen, indtil den omsider overgav sig. Da havde jagten taget ni lange timer.
Blokade blev en bragende succes
Mange andre slaveskibe slap væk på trods af briternes konstante patruljering. Det problem besluttede Joseph Denham, øverstkommanderende for den nordlige del af slavekysten, at gøre noget ved.
I stedet for at lade skibene krydse frem og tilbage langs kysten gav han flåden ordre om at blokere de vigtigste havne, så transporterne ikke kunne slippe ud.
Da blokaden havde stået på i 10 måneder, fik Denham en stor chance. To britiske statsborgere var blevet taget til fange af kongen over gallinas-folket, som boede ved Gallinas-floden i Liberia.
Guvernøren i Sierra Leone bad Denham om at sende flåden til undsætning. Dermed havde Denham endelig et påskud for at trænge ind i landet og slå til mod selve slavehandlens kilde.
Afrikanske slavehandlere og deres lokale agenter hentede slaverne i landets indre og tvang dem mod kysten.
Tæt ved kysten, men stadig et stykke inde i landet spærrede de slaverne inde i de såkaldte barracoons – store træhytter, hvor slaverne ventede på et skib, der kunne fragte dem over Atlanten.
“Operationen havde så stor en virkning på slavehandlerne på Afrikas kyst, at de lod de lokale høvdinge forstå, at de ikke længere ville fortsætte handlen.” Den britiske kaptajn Matson
Med en flåde af småbåde fra adskillige britiske krigsskibe sejlede Denham og hans folk op ad floden. Her indtog han hytterne, der var pakket til bristepunktet med slaver.
Dernæst henvendte han sig til kongen med en klar ordre: Foruden at løslade de to britiske borgere skulle kongen underskrive en traktat, der afskaffede slavehandlen. Makkede han ikke ret, ville de britiske kanoner brage.
Kongen havde intet andet valg end at gå ind på aftalen. Denham og hans folk gik derfor straks i gang med at ødelægge hytterne med raketter.
Operationen tog tre dage. Imens blev de 841 frigivne slaver og en gruppe tilfangetagne spanske slavehandlere sendt til Sierra Leone.
Spanierne hævdede, at operationen havde påført dem et tab på mellem 100.000 og 500.000 pund, og at de desuden gik glip af 13.000 slaver, som de allerede havde betalt de lokale for.
“Operationen havde så stor en virkning på slavehandlerne på Afrikas kyst, at de lod de lokale høvdinge forstå, at de ikke længere ville fortsætte handlen. De opfordrede desuden høvdingene til at indgå traktater med os”, skrev den britiske kaptajn Matson til London.
Den britiske flåde jagtede arabiske slaveskibe i 30 år.
Araberne overtog de lukrative transporter
Da de europæiske slavetransporter i midten af 1800-tallet ebbede ud, vendte briterne i stedet blikket mod arabernes transporter.
Afrikanerne slap ikke for brutale og grådige slavehandlere, blot fordi europæerne opgav transporterne. Europæerne var nemlig langtfra de eneste menneskehandlere på kontinentet.
Araberne begyndte at opkøbe afrikanere allerede i 700-tallet, da islam fik fodfæste i Nordafrika. Herfra sendte arabiske forretningsfolk slaver til Mellemøsten for at arbejde på markerne, i saltminer eller som husslaver.
Fra 1600-tallet og frem var handlen koncentreret på øen Zanzibar, som blev det største slavemarked i Østafrika.
Mens den europæiske slavehandel i Vestafrika kollapsede i løbet af 1860’erne, mangedobledes den arabiske transport af slaver fra Østafrika.
Nogle historikere vurderer, at arabiske slavehandlere i løbet af århundrederne totalt stod for handel med op mod 12 mio. afrikanske slaver.
I 1870’erne gik den britiske flåde derfor til angreb på arabernes slavetransporter og nåede i løbet af 30 år at opbringe ca. 1.000 slaveskibe.
Handlen ophørte dog først med koloniseringen af Afrika i begyndelsen af 1900-tallet.
Traktater, der gav briterne ret til at ødelægge barracoons og kongerne påbud om at forbyde slavehandel i deres områder, blev siden fast praksis.
Alene i 1841 indgik flåden traktater med otte høvdinge. I slutningen af 1840’erne dækkede traktaterne store dele af kysten og næsten alle større udskibningssteder nord for ækvator.
Resultatet viste sig hurtigt: Tilbage i 1839 var antallet af slaver importeret til Cuba 19.900 og til Brasilien 54.000. Tre år efter var tallene faldet til henholdsvis 4.100 og 20.000.
Slaverimodstander blev sat på tronen
Omkring 1850 var byen Lagos det eneste større udskibningssted nord for ækvator. Lagos lå i en labyrint af vandløb og laguner, som strakte sig over mere end 240 km – et perfekt skjulested for slaveskibe.
Beliggenheden gjorde det svært for briterne at stoppe transporterne. I november 1851 begav 306 britiske søfolk i både sig derfor op ad floden mod byen.
Kong Kosoko var dog forberedt. Fra flodbredden beskød hans folk briterne med gevær- og kanonild. Briterne besvarede ilden, men måtte opgive, da beskydningen dræbte og sårede flere.
En måned senere vendte de tilbage – denne gang med 400 soldater og to fladbundede flådeskibe, damperne Bloodhound og Teazer samt den britiske konsuls jernskib, Victoria.
Kosoko var klar. Hans folk havde gravet grøfter og bygget barrikader. De steder, hvor vandet var dybt nok til, at briternes skibe kunne nå land, havde kongens folk banket bambusstager ned i flodbunden, så skibene ikke kunne nå ind.
Flådeskibene gik på grund den første dag, men den følgende dag bombarderede briterne byen med kanoner. Da de kort efter gik ind i Lagos, var Kosoko stukket af.
Briterne indsatte i stedet en konge, som var villig til at stoppe transporterne. Dermed var Afrikas sidste store slaveudskibningshavn lukket.
Så sent som i 1907, hvor dette billede er taget, befriede den britiske flåde slaver fra skibe ud for Østafrikas kyst.
Transatlantisk slavehandel døde ud
I den nye verden havde slaveriet længe trivedes i Brasilien, USA og Cuba. Men da England i 1850 gav landets flådeskibe lov til at opbringe slaveskibe i brasilianske farvande, forbød Brasiliens kejser omsider slaveimporten.
USA havde allerede i 1808 forbudt handel med slaver, men trods forbuddet blev slaver i stor stil smuglet fra Cuba til Sydstaterne.
I 1861 blev Abraham Lincoln imidlertid præsident, og han lagde ud med at slå ned på smuglerkaptajnerne.
Og efter borgerkrigens afslutning i 1865 ratificerede den amerikanske regering en forfatningsændring, der endeligt satte punktum for slaveriet i USA.
“Jeg kender ikke noget mere ædelt eller strålende kapitel i vort lands historie.” Britisk koloniminister, 1865
Begivenhederne knuste også slavemarkedet på Cuba, hvor briternes flådeindsats havde mangedoblet slavepriserne.
Dermed døde den transatlantiske slavehandel ud – og den største del af æren tilfaldt den britiske flåde. “Jeg kender ikke noget mere ædelt eller strålende kapitel i vort lands historie”, erklærede den britiske koloniminister i 1865.
To år senere ophørte den vestafrikanske flådeeskadre som selvstændig enhed. Den 60 år lange krig havde da kostet ca. 2.500 britiske søfolk livet.
Til gengæld var det lykkedes at stoppe 1.600 slavefartøjer og redde 160.000 afrikanere fra trældom. Det var en brøkdel af det antal, briterne i sin tid selv havde transporteret, men trods alt et lys i mørket.
