Krydderi og potensmiddel: 300 års krig om muskatnødderne

Men for 400 år siden var Ai, Run og syv naboøer på tilsammen 44 km² gjort af det samme stof som drømme, for de havde noget, ingen andre steder i verden havde: Muskatnødder.

Krydderiet var kendt i Europa allerede i 1200-tallet, men før de store opdagelsesrejser anede europæerne ikke, hvor det kom fra.

De købte nødderne af arabiske købmænd og kendte ikke den lange vej fra plantagerne på Krydderiøerne – i dag Bandaøerne – hvor nødderne blev plukket og via Malaccastrædet sejlet til markederne på Indiens Malabarkyst.

Her blev de solgt til arabiske købmænd, der bragte dem til Den Persiske Golf eller Det Røde Hav.

Den videre rejse gik med kamelkaravane gennem ørkenen til Middelhavets kyst, og først her kom muskatnødderne i hænderne på europæiske opkøbere, der bragte dem videre til Lissabon, Madrid, Paris og London.

Den lange rejse og de mange mellemmænd betød, at nødderne blev solgt til de europæiske kunder for flere hundrede gange den pris, de oprindeligt blev købt for. Det gav de europæiske kongehuse drømme om rige imperier med kolonier fulde af krydderier.

For Columbus, Vasco da Gama og Magellan var jagten på værdifulde krydderier som muskatnødden en af de vigtigste grunde til, at de drog ud på deres rejser.

Columbus rejste ud fire gange og kom stadig mere desperat hjem til Spanien med prøver af krydderier, som hver gang viste sig at være ganske almindelig bark. Hans besætning hævdede, at de havde set et muskatnøddetræ inde i junglen, men at der desværre endnu ikke var nødder på det!

De nye kolonier i Amerika gav Spanien store skatte, men de første mange år var det til stor frustration, at der ikke var et eneste krydderi. Selv Cortez, der sendte armadaer med lastrummene fulde af guldbarrer hjem til Spanien, beklagede dybt, at han ikke var i stand til at finde muskatnødder.

I 1526 lovede han i et brev kongen, at “jeg vil sørge for at finde en rute til Krydderiøerne, og hvis det ikke lykkes, må Deres Majestæt straffe mig som én, der ikke fortæller sandheden”.

Hvor Columbus og Cortez ledte det helt forkerte sted, fik Portugals Vasco da Gama straks succes. Han erobrede Malabarkysten i Indien og skaffede dermed sit land kontrol over krydderihandlen.

I de følgende år nåede portugiserne stadig længere østpå, og i 1511 kunne de, som de første europæere nogensinde, gå i land på Krydderiøerne.

Stor tvivl om ejerskabet

Snart begyndte skibe, lastet med formuer i muskatnødder, at nå hjem til Lissabon. Sejladserne var omgærdet med stort hemmelighedskræmmeri. Søkort, der viste Bandaøernes position, blev klassificeret som statshemmeligheder.

Portugiserne frygtede nemlig, at Spanien kunne gøre krav på de dyrebare Krydderiøer. I 1493 havde Spanien og Portugal med pavens velsignelse indgået Tordesillas-traktaten og delt verden imellem sig.

Spanien skulle have Den Nye Verden vestpå, og Portugal den anden halvdel østpå.

Krydderiøerne lå ganske vist østpå, men sejlturen havde været overraskende lang. Det stod klart, at det eneste, der adskilte øerne fra spaniernes Nye Verden i Amerika, var Stillehavet.

Efter datidens opfattelse kunne det krydses på et par dage, og dermed lå øerne måske i virkeligheden i Spaniens verdensdel.

Den portugisiske adelsmand Fernão de Magalhães – også kendt som Magellan – besluttede at opklare sagen. Han ville sejle til øerne ad det, han mente måtte være den korteste rute – vestpå, rundt om Sydamerika og så lige et par dage over Stillehavet.

Den portugisiske konge nægtede at finansiere ekspeditionen. Han ønskede slet ikke at kende sandheden.

I stedet gik Magellan til den spanske konge, som hjertens gerne ville støtte ekspeditionen. I september 1519 afsejlede Magellan med fem skibe. Det skete under frådende portugisiske protester.

Rejsen over Stillehavet blev en ubehagelig åbenbaring: Oceanet var langt større end beregnet, og krydset tog 14 uger. Magellan overlevede turen over Stillehavet, men kun for at blive dræbt i en unødvendig konfrontation med en filippinsk stamme.

Da de få overlevende efter to års sejlads endelig fik Krydderiøerne i sigte, stod det klart, at de næppe lå i den spanske del af verden.

England og Holland i kamp

Portugiserne fik dog ikke lov at have muskatnødderne i fred. Hollænderne havde store planer om et krydderi-imperium. De dannede verdens første aktieselskab, Vereenigde Oost-Indische Compagnie, VOC, som parlamentet gav monopol på al handel i Asien.

Også hollænderne så muskatnødden som den store gevinst, og i 1599 nåede den første hollandske flåde til Bandaøerne.

Den portugisiske garnison var for lille til at kunne forhindre de ubudne gæster i at erobre de vigtigste forter og fylde lastrummene med muskatnødder. Selv om 8 af de 22 hollandske skibe gik ned på den lange rejse, fik investorerne alligevel et afkast på 400 pct.

Det ville Englands dronning Elizabeth 1. ikke bare sidde og se på. I 1603 gik en engelsk ekspeditionsstyrke i land på to af de centrale øer.

Og derfor kunne Elizabeths arvtager – Jakob 1. – i de følgende år stolt kalde sig “konge over England, Skotland, Irland, Frankrig, Puloway og Puloroon”.

Men det skulle ikke vare længe, mente VOC, der hurtigt voksede til at blive den rigeste private virksomhed nogensinde. Den rådede over 150 handelsskibe, 40 krigsskibe samt 50.000 soldater og civilt ansatte.

Muskatnødderne gav i 1600-tallet VOC et afkast på 2.000 pct., og det skulle englænderne ikke pille ved. En række blodige kampe kulminerede i 1619, hvor englænderne blev drevet bort.

I de følgende år vogtede VOC nidkært sit monopol. Den mindste mistanke om ulmende oprør blandt de indfødte på Bandaøerne udløste rene massakrer. Og hjemme i Amsterdam sørgede selskabets ledelse for, at krydderiet forblev så sjældent, at den ublu pris kunne opretholdes.

Et dokument fra 1734 beretter, hvordan VOC alene i dette år afbrændte 600 tons muskatnødder i Amsterdam, så olien fra de brændende nødder bogstavelig talt løb hen over byens brosten.

En enkelt borger kunne ikke dy sig for at snuppe en håndfuld nødder, når de nu alligevel bare skulle destrueres. Han blev hængt et par dage senere.

England havde svært ved at acceptere, at Holland sad på alle verdens muskatnødder, og blev ved med at kræve, at hollænderne tilbageleverede øen Run.

Efter en række militære sammenstød og lange forhandlinger indgik de to lande i 1667 en traktat med et kompromis, hvori englænderne nødtvungent accepterede, at alle Krydderiøerne tilhørte Holland for stedse.

Men England tog sig godt betalt. De fik, hvad der i dag er verdens måske mest værdifulde jordbesiddelse: Prisen var, at hollænderne gav England fuld ret til en handelsstation i Nordamerika.

Hollænderne kaldte den Nieuw Amsterdam, men englænderne omdøbte den straks til New York.