Aktiekurs går opad

Krydderier og hr. Børs skabte aktiemarkedet

B-aktien er ældre end A-aktien, inderne opfandt vekslen, og en hollandsk familie gav børsen navn. Værdipapirernes historie begynder langt tidligere, end du tror.

B-aktien er ældre end A-aktien, inderne opfandt vekslen, og en hollandsk familie gav børsen navn. Værdipapirernes historie begynder langt tidligere, end du tror.

Three Lions/Stringer/Getty Images

Spekulanter, optioner og B-aktier – værdipapirernes verden er fuld af begreber, hvis oprindelse kan spores til oldtiden og middelalderen.

Selv på korstogenes tid var der brug for et internationalt finansmarked, hvor store værdier kunne skifte hænder.

Vi dykker ned i de første aktier, de tidligste obligationer og en afrikansk konge med så meget guld på lommen, at han fik inflationen til at galopere i hele Mellemøsten.

Sådan blev aktier og alle de andre værdipapirer opfundet:

Aktie

Ostindiska kompaniet

VOC var en gigantisk virksomhed med eget skibsværft. Aktieselskabets hovedsæde i Amsterdam ses i baggrunden.

© Geheugen van Nederland

Hollændere udbød verdens første aktier

Allerede under Tangdynastiet (618-907) anvendte kineserne en form for værdipapir, der minder om aktier. Men de første aktier, der ligner dem, vi har i dag, blev udbudt i 1600-tallets Holland. Det skyldtes storm og pirater.

I løbet af 1500-tallet gjorde Portugal og Spanien gode forretninger med krydderier fra Fjernøsten, og dem ville hollænderne gerne blande sig i. De stiftede i 1602 Det Forenede Ostindiske Kompagni (Verenigde Oostindische Compagnie, VOC).

De to iberiske magter havde allerede 100 års erfaring med at sejle verden rundt efter krydderier, der var deres vægt værd i guld. Men hollænderne vidste, at skibene skulle ud på en lang og farefuld færd, hvor storm og pirater lurede på at sænke de kostbare fartøjer.

Ingen enkeltmand havde råd til at tage chancer i den størrelsesorden, og løsningen blev derfor at dele risikoen med flere.

Aktiens historie

VOC’s aktier, som de så ud i 1606. Denne aktie forblev i familien Jansz’ eje i fire generationer.

© Westfries Archief

VOC-aktierne blev handlet i Amsterdam, og enhver kunne købe aktier. Som det foregår i dag, gav hver aktie køberen (aktionæren) en andel i selskabet.

Aktionæren håbede naturligvis på, at VOC’s skibe vendte velbeholdne hjem med lasten fuld af krydderier, så selskabet kunne udbetale et overskud til ejerne. Men de håbede også på, at VOC’s succes ville få aktiens kurs til at stige, så den en dag kunne sælges med stor fortjeneste.

Hvis VOC’s skibe derimod havarerede, ville selskabet miste værdi og måske gå konkurs – og aktionærerne miste de investerede beløb. Heldigvis for hollænderne gik krydderihandlen over al forventning.

VOC blev stiftet med en aktiekapital på 6,4 mio. hollandske gylden, og 35 år senere viste regnskaberne en egenkapital på 78 mio. gylden – næsten 20 mia. nutidskroner.

I næsten to århundreder udbetalte selskabet et klækkeligt årligt udbytte på 18 pct. Festen sluttede først i 1796, da selskabet gik konkurs pga. korruption og kundernes nye ønsker om te og porcelæn – varer, som VOC ikke havde monopol på.

Shortselling

Tyr og bjørneskulptur i Frankfurt

For børsmæglere symboliserer bjørnen tilbagegang i markedet, mens tyren står for fremgang. Shortselling handler om at satse på bjørnen.

© Eva K.

Shortselling opstod kort efter aktiens opfindelse

1609: Mens de fleste kan se logikken i at købe aktier, i håbet om at de stiger i kurs, er det noget vanskeligere at forstå shortselling – altså at tjene penge på aktier, der mister værdi. Men allerede i 1609 opdagede en vred hollandsk købmand denne mulighed.

Efter at have tabt en retssag mod verdens første aktieselskab, VOC, svor hollænderen Isaac Le Maire (1558-1624), at han ville hævne sig på selskabet med en udspekuleret plan – og samtidig tjene en formue.

Han lovede flere hundrede investorer VOC-aktier. Betalingen på 145 gylden pr. aktie (ca. 18.000 nutidskroner) skulle falde med det samme, men investorerne ville først få aktierne i hænderne året efter. Sådan kunne Le Maire sikre sig et stort beløb for aktier, som han endnu ikke ejede.

Før han begyndte at købe aktierne, spredte han rygter om, at VOC’s skibe sank på stribe, og at selskabet vaklede på randen af en konkurs. Le Maires falske rygter virkede: Kursen på VOC-aktier begyndte at falde.

Van Isaac Le Maire

Isaac Le Maire grundlagde firmaet Groote Compagnie i 1609. Sammen med 14 andre hollandske rigmænd ville han spekulere mod VOC-aktien.

© Public domain

Le Maires snedige plan gik ud på at købe VOC-aktier, når prisen var helt i bund – fx 45 gylden – så kunne han levere de bestilte aktier til investorerne og selv tjene 100 gylden på hver eneste af dem.

Tricket kaldes i dag shorting eller shortselling, men desværre for trickets ophavsmand fik VOC de hollandske myndigheder til at forbyde salg af aktier, som man ikke personligt ejede, og Le Maire tabte derfor en formue.

B-aktie

Hongzhong Gamle Kinesere

Kinesere kunne købe B-aktier for 1.400 år siden.

© History archive

B-aktier stammer fra kejsertidens Kina

I dag findes der A-, B- og sågar C-aktier. Bogstavet angiver, hvor meget indflydelse aktionæren har i selskabet. A-aktier giver stemmeret til selskabets generalforsamling, mens ejere af B- og C-aktier oftest står udenfor. Idéen med passive investorer går helt tilbage til kejsertidens Kina.

Under Tangdynastiet (år 618-907) drev købmænd handelsvirksomhed med hjælp fra et antal passive investorer, som stort set kun havde krav på at få en andel af overskuddet.

Aktie Kreuger

Den svenske finansmand Ivar Kreuger (1880-1932) solgte B-aktier. De gav kun 1/1.000 stemme i hans selskaber.

© Scan vom EDHAC e.V.

Det senere Songdynasti (år 960-1279) forbedrede systemet og gav købmænd næsten helt frie tøjler til at drive deres virksomhed. Lovene sikrede, at ejerskab og drift var adskilt, og skabte en helt ny type købmænd, der i realiteten drev virksomhed på andres vegne.

Investorer købte sig ind i en virksomhed, så de omrejsende købmænd ikke behøvede at have nogen egenkapital, men bare en god idé for at komme i gang.

Inflation

Mansa Musa

Mansa Musa regerede Mali-imperiet i 25 år. Med indtægter fra slavehandel, guldminer og saltudvinding opførte han bl.a. den berømte Djinguereber-moské.

© Bridgeman Images

Ødsel konge skabte hyperinflation

Høj inflation ødelægger befolkningens købekraft, fordi der skal flere penge til at købe fx fødevarer og tjenesteydelser. Og de fattige rammes altid hårdest. Sådan var det også, da historiens første dokumenterede tilfælde af hyperinflation udspillede sig i Egypten.

I 1324 drog Malis konge, Mansa Musa, på pilgrimsrejse, og den stenrige monarks ødselhed skabte en voldsom inflation hele vejen fra Vestafrika til Mekka.

Ifølge datidens kilder rejste kongen med et følge på hele 60.000 personer – heraf ca. 12.000 slaver, som alle bar på en 1,8 kg tung guldbarre. Hver af karavanens 80 kameler slæbte desuden på sække med 100 kg guldstøv.

Mansa Musa

På dette spanske landkort fra 1375 afbildes Mansa Musa på sin trone med et stort forgyldt rigsæble i hånden.

© Gallica Digital Library

Mansa Musa delte rundhåndet ud af sin formue under rejsen hen over Nordafrika, og særligt Cairo i Egypten mærkede hans ankomst. Her brugte Malis konge så meget guld, at værdien af det ædle metal styrtdykkede.

Da guld udgjorde den betalingsstandard, som alle priser blev udregnet efter, steg prisen på korn og andre fødevarer eksplosivt. Og hyperinflationen kunne mærkes i hele Mellemøsten, for Cairo var en vigtig handelsby.

Hvis inflationen var forduftet, så snart Mansa Musa drog videre, havde krisen været let at overvinde, men de næste 12 år blev guld ved med at være kun det halve værd i Mellemøsten.

Boble

Tulipan Mani

Tulipanmanien var så altomsiggribende, at adskillige hollandske guldaldermalere portrætterede den risikable spekulation.

© PTYX

Bristet boble ruinerede tulipan-spekulanter

Velstand skaber investeringslyst. I 1600-tallets Holland blev blomsterløg det store spekulationsobjekt, men jagten på gevinst var farlig, viste det sig.

Den succesrige krydderihandel gjorde hollænderne rige. Og med velstanden fulgte en stigende efterspørgsel på luksusvarer og statussymboler, som rigmænd kunne prale med, fx tulipaner.

Blomsten med de stærke farver var først for nylig kommet til Europa fra Osmannerriget, og handlen med den gik amok. I 1636 var tulipaner Hollands fjerdestørste eksportvare – kun overgået af brændevin, salte sild og ost.

Hvert år, når tulipanerne var afblomstret, blev løgene gravet op og solgt videre. Prisen steg og steg – snart kunne en kurvfuld tulipanløg indbringe så store summer, at sælgeren kunne købe et hus i Amsterdam.

Allegory of tulip

Jan Brueghel den Yngre (1601-1678) var øjenvidne, da Hollands tulipanboble bristede. I hans maleri “Tulipanmaniens allegori” portrætteres spekulanterne som aber.

© Dorotheum

Investorerne kunne ikke vente på at få de fysiske blomsterløg i hånden, i stedet investerede hollænderne i retten til at købe løg i fremtiden – i dag kaldes dette futures, altså en aftale, hvor sælger lovede at levere et antal tulipanløg om nogle måneder.

Tulipan-futures blev ofte handlet fire-fem gange til en højere og højere pris, uden at køberne så et eneste løg.

Galskaben kunne ikke fortsætte i længden, og i februar 1637 kollapsede tulipanmarkedet. Rygterne om, at prisen var på vej ned, fik alle ejere af futures til at forsøge at sælge, men ingen ville købe, og formuer gik tabt, da historiens første investeringsboble bristede.

Obligation

Obligation Mesopotamia

I oldtiden blev love og aftaler blev ridset ind i bløde lertavler, hvorefter tavlen blev brændt i ovnen, så teksten ikke kunne viskes ud.

© Imageselect

Obligationer frelste bondes økonomi

Obligationen er en form for gældsbrev, der kan sælges til tredjepart. Idéen kom babylonierne til gode i oldtiden.

Mellemøsten er obligationernes ophav, og idéen har 4.400 år på bagen. Verdens ældste kendte obligation er en lertavle fundet i byen Nippur i Babylonien – et magtfuldt rige, der lå mellem floderne Eufrat og Tigris i nutidens Irak.

Teksten på tavlen fortæller, at en bonde blev indkaldt til hæren og fik brug for en afløser til at dyrke sin jord. En nabo tilbød at overtage gården midlertidigt, og de to aftalte at dele gårdens indtægter, mens ejeren drog på felttog.

Lertavlen pålagde naboen at betale gårdejeren efter krigen. Dermed er lertavlen dog endnu ingen obligation, men en sidste inskription ændrer alt:

Som garant for aftalen er en købmand skrevet ind i kontrakten. Han lovede at overtage naboens forpligtelser, hvis den hjemvendte soldat ikke kunne få sine penge.

Obligation

Obligationer finansierede USA’s krig mod Mexico fra 1846 til 1848. Den amerikanske statskasse tilbød 6 pct. i rente over obligationens 20-årige løbetid.

© JHerbstman

Med tiden er obligationer oftest blevet udstedt af virksomheder eller stater med behov for at få finansieret særlig dyre projekter.

Den engelsk-franske Hundredårskrig, der rasede fra 1337 til 1453, blev holdt i gang ved udstedelsen af såkaldte krigsobligationer.

Blandt investorer betragtes statsobligationer som meget sikre investeringer. Staten og dermed dens indbyggere garanterer, at investorerne får den lovede årlige rente og det investerede beløb (hovedstolen) udbetalt, når obligationen udløber 5-20 år senere.

Veksel

Korsriddere

Tempelriddere forsvarede ikke kun Jerusalem mod muslimske hære. De var også hæveautomat for pilgrimme og andre korsriddere.

© Pictorial Press Ltd/Imageselect

Veksler gjorde tempelridderne stenrige

Allerede i oldtidens Indien medbragte købmænd sjældent kontanter. I stedet havde de en såkaldt veksel med på lange og farefulde rejser. Kristne riddere lånte fidusen og væltede sig i penge.

En veksel er populært sagt fortidens check, som kunne veksles til rede penge ved ankomsten til en fjern destination.

300 år f.Kr. afleverede indiske købmænd en sum penge til en slags bankmand, der gav dem en kvittering på indbetalingen. I en fjerntliggende egn kunne købmanden få udbetalt beløbet hos bankmandens kollega ved at aflevere kvitteringen.

Veksler kostede et salær, men de sikrede til gengæld ejeren mod at miste en formue undervejs, da røvere næppe turde forsøge at indløse vekslen.

Rangoon 1939 veksler

I 1939 udstedte den indiske automobil-importør Narbheram & Co. denne veksel på 1.000 rupier – ca. 48.000 nutidskroner.

© Central Bank of India

I Europa tog den kristne tempelridderorden systemet til sig. I deres borge lå pengene sikkert opbevaret, og da ridderne havde fæstninger i store dele af Europa og Mellemøsten, kunne vekslen indløses til rede penge mange steder.

Ifølge kirken måtte ingen god kristen imidlertid opkræve renter i middelalderen, og det gjorde tempelridderne officielt heller ikke. Ligesom inderne forlangte de i stedet et salær, før korsriddere og pilgrimme drog afsted mod Det Hellige Land med deres veksler.

Værdipapiret forblev populært til langt op i 1900-tallet. Først da kreditkort og hæveautomater blev almindelige, forsvandt de.

Option

Thales

Thales fra Milet regnes for en af antikkens syv vise mænd. Olivenolie havde han i hvert fald forstand på.

© New York Public Library Science Source

Optioner beviste filosofiens værd

En option er en finansiel kontrakt, der giver en investor ret til at købe fx en aktie til en aftalt pris. Begrebet stammer fra 635 f.Kr., da den græske filosof Thales ville rense sit navn.

Historiens ældste eksempel på en option stammer fra antikkens Grækenland. Her skal filosoffen Thales (ca. 623-545 f.Kr.) have satset på, at olivenhøsten ville blive særlig god et år.

Derfor erhvervede han retten til at bruge alle olivenpressere i bystaten Milet, der lå i nutidens Tyrkiet.

Optioner Pressoir

Græske olivenpressere bestod af en stenplade med en afløbsrende. Oliven i sække blev lagt oven på pladen og mast med fx tunge sten, så olien sivede ud.

© Jebulon

Thales fik presserne til en rimelig pris og kunne senere leje dem ud til en langt større sum, da han fik ret i sin antagelse om, at olivenhøsten ville slå alle rekorder.

Beretningen stammer fra filosoffen Aristoteles, der anfører, at Thales ikke gjorde brug af optionerne for at blive rig, men for at bevise, hvor nyttig filosofi var. En af Milets indbyggere havde været så flabet at sige, at han ikke kunne forstå, hvorfor så klog en mand som Thales var så fattig.

Børs

Boersen

På middelalderens børser blev der ikke solgt værdipapirer, men fx uld i store baller og vin på tønder.

© History archive

Hr. Børs lagde navn til bygningen

Når varer skulle handles, skete det på en handelsplads, der senere blev kaldt en børs. Dermed er børsen langt ældre end aktierne.

I middelalderen var havnebyen Brugge en central handelsplads, hvor købmænd fra hele Europa mødtes.

I 1200-tallet drev familien van der Beurze et gæstgiveri i byen, og ved at lytte til samtalerne ved bordene fik familiemedlemmerne en god forståelse af udbud, efterspørgsel og prisdannelse i den internationale handel.

Familien van der Beurze kunne med tiden bistå købmændene med gode råd og fungerede sågar som mellemmænd i store handler. Til sidst opgav familien hotelbranchen.

Huis ter beurze

Van der Beurzernes palæ og verdens første børs ligger stadig på adressen Vlamingstraat nr. 35 i Brugges gamle bydel.

© Chivista

I stedet lagde de hus til en handelsplads, hvor købmænd kunne mødes og udveksle varer under ordnede forhold. Den moderne (vare)børs var født.

Navnet Beurze blev synonymt med handel, og deres hus blev kendt som børsen. Idéen spredte sig til mange andre byer i Europa.