Lysmafia ødelagde din el-pære

Philips, Osram, General Electric – verdens største lyspære-producenter mødes i 1924 for at vedtage en skummel plan. Den skal halvere levetiden på glødepærer – og sikre dem en astronomisk gevinst.

Philips, Osram, General Electric – verdens største lyspære-producenter mødes i 1924 for at vedtage en skummel plan. Den skal halvere levetiden på glødepærer – og sikre dem en astronomisk gevinst.

Shutterstock

Juleudsmykningen stråler i Genèves gader den 24. december 1924. Små børn kaster forventningsfulde blikke på butiksvinduerne, hvor nisselandskaber og juletræer bliver lyst op af elektriske pærer. Alt virker eventyrligt. Ingen mennesker i gaderne tænker over, at lyspærer i virkeligheden er en benhård business.

Netop denne juleaftensdag mødes verdens otte største lyspære-producenter nemlig i Genève: Anton Philips fra den verdenskendte Philips-koncern er kørt fra Holland; Osram-direktøren William Meinhardt er kommet fra Tyskland; og repræsentanter fra General Electric er sejlet hele vejen fra USA. Selv mexicanske og japanske producenter møder op.

Det er ikke første gang, de ser hinanden. I måneder har de drøftet, hvordan deres fabrikker kan sikre sig den størst mulige indtægt. Denne juleaftensdag når de endelig til enighed. De otte selskaber, som producerer pærer til hele kloden, indgår et kartelsamarbejde, så de nøje kan kontrollere markedet.

Reklamerne for lyspærer i starten af 1900-tallet understregede ofte, hvordan der var tale om et næsten guddommeligt produkt.

© Imageselect

Mændene giver hinanden håndslag og opretter et selskab, som – proklamerer de – skal arbejde for at “sikre og fastholde en ensartet høj kvalitet og øge effektiviteten af elektrisk lys samt fremme brugen af lys til forbrugernes fordel”.

I virkeligheden vil de gøre det stik modsatte. Men udadtil lyder det så strålende, og de otte producenter kalder poetisk selskabet “Phoebus” – tilnavnet for Apollon, lysets gud i græsk mytologi.

Navnet afslører, hvordan de magtfulde kartel-medlemmer ser sig selv: Som guder, der kan tillade sig hvad som helst i profittens navn. Ikke bare er historiens første internationale kartel oprettet, men producenternes ønske om at forringe lyspæren for fortjenestens skyld vil for evigt sætte spor i den kapitalistiske verden.

Alt omkring Phoebus-kartellet er præget af hemmelighedskræmmeri. Men historikerne kender mindst fire personer, som var til stede ved mødet den 24. december 1924, da kartellet blev oprettet.

© GaHetNa (Nationaal Archief NL)

Anton Philips – direktør i Philips

Hollandske Frederik Philips begyndte sammen med sin søn Gerard at producere el-pærer i 1891. Lillebror Anton førte siden firmaet til international succes. I 1924 var han med til at grundlægge Phoebus-kartellet.

© German Federal Archives

William Meinhardt – bestyrelsesformand i Osram

Kartellet var især William Meinhardts fortjeneste. Han havde samlet den tyske lyspære-industri i firmaet Osram og iværksatte så Phoebus, hvor han også blev bestyrelsesformand.

© German Federal Archives

Owen D. Young – præsident i General Electric

Young var en af USA’s mest magtfulde forretningsmænd og bl.a. rådgiver for fem præsidenter. Han stod i spidsen for General Electric, der producerede bl.a. radioer, urer og lyspærer.

© History archive

Franjo Hanaman – opfinder

Hanaman opfandt en glødetråd af stoffet wolfram, som lyste kraftigere, men med en kortere levetid. Han repræsenterede ungarnske Tungsram, den tredjestørste lyspære-producent i Europa.

Markedet havde mistet gløden

Glødepæren var kommet til verden, adskillige årtier før Phoebus-kartellet blev dannet. Allerede i 1850’erne stod den tyskfødte urmager Heinrich Göbel på sit værksted i New York og lavede vellykkede forsøg med at sende strøm gennem en forkullet bambustråd, som lyste op i en lufttom glaskolbe. Men det blev amerikanske Thomas Edison, der løb med æren som det elektriske lys’ fader, da han sikrede sig patent på opfindelsen i 1879.

Fra 1910’erne blev el-nettet udbygget, og el-pærerne holdt deres indtog – først i de velstillede hjem, der uden sorg opgav stearinlys og gaslamper til fordel for det skarpere lys.

Paris kaldes ofte Lysets By, og i 1878 var byen da også det første sted med elektrisk gadebelysning i verden. Tre år senere var der 4.000 elektriske gadelamper i Paris.

© New York Public Library

I begyndelsen af 1920’erne var lyspæren en særdeles lukrativ forretning. Firmaer som General Electric, Osram og Philips skovlede penge ind på at sælge elektriske pærer til belysning, opvarmning og medicinsk brug.

Osrams direktør, William Meinhardt, kunne således i 1922 sidde på sit kontor i München og nyde årets salgstal gennem sine runde briller. 63 millioner lyspærer havde den tyske gigant solgt. Men året efter dalede salget til 28 millioner, og da nedturen fortsatte i 1924, tog Meinhardt kontakt til de andre store producenter i verden. Phoebus blev en realitet.

Kartellet skulle vende krisen ved at minimere konkurrencen og maksimere profitten. Det første skete på klassisk vis ved at sætte en fast pris på virksomhedernes pærer. Samtidig fik kartellets medlemmer aftalt markedsandele af salget i alverdens lande. Sådan eliminerede kartellet dyre priskrige.

Andelen af markedet blev fastlagt ud fra den enkelte producents salg de foregående år. Virksomhederne delte desuden knowhow og gjorde det muligt at udveksle patenter med hinanden, så kartellet kunne ensarte deres produkter.

“Vi kunne lave glødelamper, så de virker i tusind år, men ingen af os ønsker det”. Internt notat i Phoebus-kartellet.

Kartel-medlemmerne var dog ikke i tvivl om hovedårsagen til deres dalende salg. De elektriske pærer holdt ganske enkelt for længe. I årtier havde fabrikkernes ingeniører nørklet med at optimere pærerne og øge deres levetid. Derfor kunne de i 1924 lyse i mere end 2.500 timer, før de sprang.

“Vi kunne lave glødelamper, så de virker i tusind år, men ingen af os ønsker det”, hed det i en intern Phoebus-kommunikation.

Kartellets medlemmer besluttede i stedet at fremstille pærer med kortere levetid og skabte dermed historiens første eksempel på såkaldt planlagt forældelse. Forbrugerne fik et dårligere produkt, mens producenterne tjente godt på, at kunderne hyppigere måtte købe nye pærer.

Chaillets lyspære blev produceret af amerikanske Shelby Electric Company. Flere andre lyspærer, som firmaet producerede i starten af 1900-tallet, kan stadig lyse i dag.

© Shutterstock

Lyspære har været tændt i 120 år

Mens Phoebus-kartellet dæmpede lyspærens levetid, kunne andre producere pærer, der holdt i årevis. En af dem har lyst i en californisk brandstation i 120 år.

Inden Phoebus-kartellets oprettelse satte opfindere og ingeniører en ære i at få glødelampen til at brænde så længe som muligt. En af dem var elektrikergeniet Adolphe Chaillet.

Chaillets pærer var så gode, at én af dem stadig lyser. Den blev sat i fatningen i 1901 på en brandstation i byen Livermore, Californien. Den såkaldte Centennial Light har på forunderlig vis brændt i mere end 120 år.

Pæren, der har været tændt i næsten en million timer, er blevet så berømt, at den har fået sin egen hjemmeside, hvor et webkamera konstant filmer vidunderet. Ironisk nok har evighedspæren allerede overlevet to webkameraer.

Det er usikkert, hvorfor Chaillets glødetråd har holdt så mange år. En del af forklaringen synes at være, at pæren er håndblæst og indeholder en kulbaseret glødetråd, som er lidt tykkere end normalt. I stedet for at den springer, bliver lyset langsomt svagere. Pæren havde i begyndelsen en effekt på 30 watt, i dag svarer dens lys til en 4-wattspære.

Nye pærer skulle dø hurtigere

Med Osram-chefen Meinhardt i formandssædet besluttede Phoebus-kartellet under et nyt møde i Genève i 1925, at fremtidens el-pærer skulle have en levetid, der var under det halve af den tid, pærerne på markedet havde.

“Den gennemsnitlige levetid for glødelamper må ikke garanteres, produceres eller udbydes til en anden værdi end 1.000 timer”, nedskrev kartellet i et tophemmeligt dokument, som først så dagens lys 80 år senere, da den tyske historiker Markus Krajewski begyndte at grave i sagen.

Presset af kartellet gik ingeniørerne nu i gang med at lave et produkt, der skulle brænde ud hurtigere. Ved at fæstne glødetråden anderledes og justere på materialets sammensætning kunne de nedbringe lyspærens levetid. I virksomhedernes testlokaler placerede ingeniørerne pærerne på lange rækker for at se, hvor præcist de kom på 1.000 timer.

De mest nøjagtige pærer endte som prototyper for den kommende produktion. Da arbejdet var færdigt, lancerede kartel-medlemmerne deres nye pærer som revolutionerende lyskilder, der havde et skarpere lys end tidligere. Forbrugerne anede intet om den forkortede levetid og begyndte at købe pærer som aldrig før.

“Fra et kommercielt synspunkt betyder det enormt meget, at brændetiden på 1.000 timer overskrides så lidt som muligt”. Phoebus-kartellets advarsel til dets medlemmer.

Kartellets kontrol af medlemmernes produkter var grundig, og virksomhederne måtte hele tiden sende eksemplarer til et testlaboratorium i Schweiz, hvor kartellets tekniske afdeling grundigt efterprøvede pærerne, for – som det hed i kartellets advarsel til virksomhederne – enhver unøjagtighed var en kostbar affære:

“Fra et kommercielt synspunkt betyder det uhyre meget, at brændetiden på 1.000 timer overskrides så lidt som muligt, da en overskridelse på bare 10 timer betyder et tab på verdensbasis på 1 pct. – svarende til omkring 4.000.000 enheder”.

Lyspæren var på mange måder symbolet på den industrielle verden, hvor teknologien jagede fortidens mørke væk.

© Geheugen van Nederland

Kartellet anvendte mafiametoder

Lige fra Phoebus’ grundlæggelse vidste kartel-medlemmerne, at de måtte sætte hårdt ind over for kolleger, der ikke levede op til de nye standarder. Derfor indførte de et bødesystem, der blev taget i anvendelse, hvis testlaboratoriet i Schweiz tog selskaberne i at producere glødelamper med for lang levetid.

Blev en pære afsløret i at lyse i mere end 2.000 timer, skulle producenten betale 50 schweizerfranc i bøde pr. tusind solgte enheder. Virkede glødelampen i over 2.500 timer, lød bøden på 100 franc, mens 3.000 timers lys nærmest blev betragtet som helligbrøde og kostede virksomhederne 200 franc.

I Phoebus’ dokumenter er en unavngiven producent registreret for at skulle betale sammenlagt 118.000 franc i bøde i 1929, fordi synderen ikke havde overholdt kartellets krav – et betydeligt beløb svarende til prisen på 500 splinternye Harley-Davidson-motorcykler.

Lyspærer var en gigantisk industri i første halvdel af 1900-tallet, hvor flere hundrede millioner pærer blev solgt hvert år.

© Siemens Historical Institute

Kartellet langede også bøder ud, hvis firmaerne solgte mere, end deres fastlagte kvoter tillod. De mange og høje strafgebyrer kunne mærkes hos Tokyo Electric. Japanerne havde i 1927 femdoblet deres indtægt takket være reduceringen af pærernes levetid, men alligevel følte ledelsen behov for at råbe op:

“Hvis stigningen af vores indtjening blot bliver ædt op af store strafgebyrer, giver det ingen mening, og det vil tage modet fra os”.

Tokyo Electric vidste dog, som alle de øvrige producenter, at omkostningerne ville være langt større ved at melde sig ud af kartellet. Salgstallene i 1920’erne talte deres tydelige sprog: I 1926 solgte kartellets producenter 336 millioner lyspærer, fire år senere var salget steget til 421 millioner.

Men succesen fik en ende.

I de sidste 80 år har mange virksomheder bevidst fremstillet deres produkter, så de skal udskiftes hurtigere end nødvendigt. I en tysk undersøgelse er det anslået, at såkaldt planlagt forældelse øger vores forbrug unødvendigt med 6-14 pct.

© Erik Liljeroth, Nordiska museet

Nylonstrømper blev svage

I 1939 lancerede virksomheden DuPont nylonstrømpen, der var mere robust og holdbar end alle andre strømper. DuPont bad dog sine kemikere om at gøre nylon-fibrene ringere, så strømperne hurtigere løb, og der kunne sælges flere.

© Blaine Murphy

Plastikken ødelægger levetiden

Mange metaldele i husholdningsmaskiner er blevet udskiftet med plastik, som nemmere går i stykker. Firmaet Bosch bruger bl.a. billige plastedele i deres blendere, hvor en udskiftning koster det samme som en ny maskine.

© Shutterstock

Lim komplicerer reparationer

I slutningen af 1900-tallet begyndte virksomheder at lime vigtige komponenter til hinanden i elektriske apparater. På denne måde kunne enkeltdele ikke repareres eller udskiftes, uden at andre blev ødelagt.

© Shutterstock

Printerne stopper af sig selv

Printerbranchen har måttet indgå flere forlig ved retssager, når det er kommet frem, at maskiner er blevet udstyret med chips, som lammede udprintningen efter et vist antal gange.

© Shutterstock

Opdateringer sløver iPhonen

Ældre iPhones bliver ofte langsomme pga. software-opdateringer – angiveligt for at presse ejerne til at købe en ny model. Apples forklaring er, at gamle modeller bliver gjort sløvere, så de sparer på strømmen.

Kartellet tabte priskampen

Allerede i 1930’erne begyndte Phoebus at miste indflydelse. For at styrke profitten holdt kartellet fast i de høje priser, selvom produktionsomkostningerne var faldet. Det betød, at nye virksomheder kunne sælge deres lyspærer meget billigere, og at forbrugerne begyndte at svigte de gamle giganter.

Selvom Tokyo Electric var et kartel-medlem, havde firmaet ingen kontrol over de hundredvis af familieejede fabrikker, der skød op i Japan og spyttede pærer ud. Snart strømmede de billige alternativer ud på verdensmarkedet, og Phoebus-medlemmerne kunne intet stille op.

Kartellet forsøgte at true sine konkurrenter med retssager, men fordi kartellets patenter var begyndt at løbe ud i begyndelsen af 1930’erne, var truslerne nytteløse.

Dokumentaren “The Light Bulb Conspiracy” fortæller mere om den skjulte historie bag Phoebus-kartellet

I årene 1930-1933 faldt kartellets salg med mere end 20 pct., selvom markedet på verdensplan steg på grund af den øgede elektrificering i fabrikker og almindelige hjem. Da 2. verdenskrig brød ud i 1939, besluttede Meinhardt og hans medsammensvorne at slukke for Phoebus. Den gennemsnitlige levetid på en almindelig glødetrådspære fortsatte dog med at være 1.000 timer, og er det stadig i dag.

Idéen om planlagt forældelse, hvor et produkt med vilje fremstilles til at gå hurtigere i stykker, kom desuden til at spille en stor rolle i industriens verden, siden Phoebus lancerede den i 1925.

“Enhver producent af et kvalitetsprodukt vil påpege, at produktet, som nægter at lade sig slide op, er en forretningstragedie”, skrev det amerikanske reklametidsskrift Printers’ Ink i 1928.

Det mantra synes at have været gældende for virksomheder lige siden.