Norsk is holdt London frisk

Som den eneste i London sælger Gatti sin flødeis i spiselige vafler. Andre is-sælgere serverer isen i små glas, som bag­efter skal leveres tilbage. Glassene bliver sjældent vasket, før de bruges igen.

Kunderne hos Gatti er også vilde med prisen. For få pence pr. fyldt vaffel, en nutidspris på 2-3 kr., kan selv Londons arbejdere købe og smage en dessert, som før har været forbeholdt overklassen.

For kunderne er Carlo Gatti intet mindre end Londons ukronede iskonge.

Indvandrer solgte billig dessert

Få i hans familie havde troet, at Carlo Gatti nogensinde ville blive til noget. Carlo blev født i 1817 i Ticino, en ­italiensk-talende kanton i Schweiz.

I ­skolen måtte læreren prygle den rastløse knægt med spanskrøret for at tvinge ham til bøgerne. Som 13-årig fik Carlo nok og stak af hjemmefra.

Med en flok handelsfolk fra Ticino vandrede han til Paris, en rejse på 970 km. I Paris havde Carlos far, Stefano Gatti, en konditor­butik.

Som mange andre mænd fra det ludfattige Ticino var Stefano udvandret for at tage arbejde i Europas storbyer. ­Ticino var berømt for kastanjer, som blev ristet og glaseret eller malet til mel og brugt i konditorvarer.

Med sig havde ­Stefano haft hjemegnens opskrifter på lækre kager, vafler og konfekt.

Hos faren lærte Gatti alt om konditorfaget, men han sugede også andre indtryk til sig, bl.a. fra Paris’ populære caféer med deres plyssæder, vægspejle og ­levende orkestre.

Konceptet var endnu ukendt i en af de fremgangsrigeste byer i Europa – London. Gatti vejrede en ­gylden mulighed, og med en lille op­sparing drog han som 30-årig i 1847 til London for at åbne sin egen parisiske café.

Han kunne stort set hverken læse eller skrive, og med sin grove og uslebne facon var han langt fra det finere borgerskab, som normalt besøgte den slags ­caféer. Men det passede Gatti fint, for han havde andre planer.

Som de fleste af Londons italiensk-­talende indvandrere slog Gatti sig ned i Holborn.

Kvarteret var en guldgrube, da ingen andre caféejere ønskede arbejderklassen som kunder, dels fordi de frygtede, at deres grovere tale og manerer ville skræmme finere kunder bort, dels fordi de mente, at arbejdere var fattigfolk uden råd til eller forstand på finere bagværk.

Uden konkurrenter blev Gattis café med den billige flødeis et ­tilløbsstykke.

Isen, kaldet “The Penny Ice” pga. prisen, var kendt over hele London.

“Åh, Penny Ice – du dæmpede ­sommerens skarpe eftermiddagshede… du forundrede og fornøjede tungen med dine parfumerede herligheder”, huskede journalisten Richard Dowling begejstret i sin bog “London Town” fra 1880.

Få af Gattis kunder vidste, at kilden til den billige is lå lige under deres fødder: I caféens kælder. Hver vinter skar Gattis ansatte isblokke fri af Londons tilfrosne Regent’s Canal.

Hvor andre blot havde set en frossen kanal, havde Gatti set en guldgrube, og som en af de første fik han tilladelse af Londons byråd til at hente is fra kanalen.

På hestevogn blev blokkene transporteret til caféen og gemt i kælderen, indtil de blev hakket i stykker og brugt til at køle beholderne med fløde under produktionen af flødeis.

Takket være sine blokke af køleis i kælderen kunne Gatti året rundt masseproducere lækker flødeis og sælge den i fyldte vafler for få pence stykket.

Uren is gav maveonde

Fidusen med at indsamle og opbevare is kendte Gatti hjemmefra. I århundreder havde italienere og folk i Ticino hugget is ud af frosne floder i de lokale bjerge.

På muldyrtrukne vogne blev isen fragtet ned til landsbyernes ishuse.

“Selv den ringeste person i Italien har i sit hus en hvælving eller kælder til is”, lød det fx i “Encyclopedia Britannicas” udgave fra 1771.

Ud over italienere kendte bl.a. franskmænd også til brugen af naturlig is – fx til at køle en drink. Under Henrik 3., som regerede Frankrig fra 1574 til 1589, blev isen opbevaret i ishuse og serveret som en særlig luksus på varme dage.

“Sne og is blev placeret på bordet foran kongen, og han smed noget af det i sin vin”, fortæller den tyske forfatter Johann Beckmann om den franske konge.

Skikken kom først til England med kong Karl 2., der regerede i 1660-85. Under den engelske borgerkrig fra 1642 til 1649 havde han været i landflygtighed i det kontinentale Europa, hvor han havde lært fornøjelsen af bl.a. isafkølet vin.

Efter kongedømmets genindførelse i 1660 fik Karl 2. indrettet de første is­huse i det kongelige haveanlæg Green Park centralt i London.

Men ishuse og iskældre slog aldrig igennem i England, selvom bl.a. den ­engelske arkitekt John Papworth roste idéen til skyerne.

“Ishuset udgør et fremragende spisekammer for præservering af al slags mad, som kan blive skadet af varme hen over sommeren”, skrev Papworth i 1818.

Problemet var, at engelske floder ofte blev brugt som en åben kloak af ind­byggerne i de nærliggende byer. Det frosne vand var derfor fyldt med køkkenaffald og andre uhumskheder, som ingen havde lyst til at få ind i deres hjem.

I stedet holdt engelske husmødre fast i at salte og sylte maden for at konservere den. Kun Englands rige begyndte at bygge iskældre.

Efter dannelsesrejser til Italien tog eliten idéen med hjem og fik på deres godser indrettet kældre med is høstet fra godsets frosne søer.

På hede sommerdage blev isen knust og serveret i drinks under fine selskaber for at imponere gæsterne.

At tømme glasset var uklogt, for isen var sjældent ren og efterlod et grumset bundfald af jord og alger. Maveonder efter en sammenkomst med isafkølede drinks var ikke unormalt.

Gattis navn blev et kvalitetsstempel

Gattis is var heller ikke i topklasse pga. affald dumpet i Londons kanal fra bl.a. byens slagterier. Men der var ikke mange iskældre i London, så både restauranter, slagtere og fiskehandlere var stadig interesserede i isen for at holde deres mad­varer friske.

Alternativet til den knap så rene køleis var for de fleste butiksejere rådne madvarer i sommervarmen.

Fortjenesten brugte Gatti til at udvide sit spirende forretningsimperium med flere caféer, bl.a. i Hungerford Market, et butikscenter midt i London.

Til caféerne hyrede Gatti musikere, som spillede og underholdt gæsterne. Men bedst som Gattis lykke syntes gjort, opstod katastrofen.

Stort opsatte panoramaer – en historie fortalt på et rullende lærred med tilhørende lys og lyd – var meget populære på markedet. Men under en opførelse i 1854 væltede en olielampe og satte hele bygningen i brand.

“En tragisk begivenhed… glasvinduerne blev smadret, og det meste af taget brændte væk”, lød beskrivelsen bagefter i avisen The Illustrated London News.

Om morgenen var bygningen en ruin. Gatti var som en af de eneste butiksejere i Hungerford Market forsikret, og af ­forsikringssummen indrettede han ­restauranter med større underholdningsorkestre, hvor gæsterne strømmede til.

Gatti etablerede også endnu en iskælder, hvorfra han solgte is til bl.a. markedets ­fiskehandlere, og hentede endda sine to brødre, Giuseppe og Giovanni, til London.

Sammen etablerede de det familiedrevne chokoladefirma Gatti Bros.

Fra midten af 1850’erne var navnet Gatti blevet et kvalitetsstempel i London. Når tidligere ansatte åbnede egne ­konditorier eller caféer, satte de et skilt i vinduet, som fortalte, at ejeren havde været tidligere ansat hos Carlo Gatti.

Succesen fik ikke Gatti til at hvile på laurbærrene. Schweizeren var altid fuld af energi samt nye forretningsidéer, hvilket blev nødvendigt, da efterspørgslen på køleis kun voksede.

Britiske søer og ­floder blev brugt til høst af køleis, men produktionen på et par tusind tons om året dækkede ikke det stigende behov.

Desuden blev denne is primært brugt til at køle madvarer, der blev transporteret i godstog fra havne og slagterier til stor­byernes ­grossister.

Med sin voksende millionformue gik Gatti derfor i gang med at realisere endnu et handelseventyr – at sælge endnu mere og bedre is til englænderne, denne gang hentet hos Europas største eksportør af køleis: Norge.

Klar is var en verdenssucces

Takket være kolde vintre og dybe fjorde og søer var Norge som en stor naturlig dybfryser. Hvert år kunne arbejdere høste tonsvis af krystalklar is i landets mange søer.

Isen blev skåret fri i blokke med store savklinger og på hestevogn fragtet til byer ved Norges sydkyst. ­Herfra blev isen ­skibet til hele verden – fra Tyskland til Australien.

Norsk is var verdenskendt for sin renhed og for ikke at afgive bismag til varen, den skulle holde frisk.

Ved at han brugte norsk is, smagte Gattis egne isprodukter pludselig meget bedre. Andre var også interesserede i den rene is, som endda kunne puttes ­direkte i en drink uden at efterlade grums, når den var smeltet.

Idéen om at hente norsk is til London var ikke ny, men det var første gang, den var en stor succes.

Forhandleren William Leftwich havde forsøgt i 1822, men toldmyndighederne havde aldrig set isblokke før og var i tvivl om, hvordan lasten på 300 tons skulle fortoldes.

Papirnusseriet trak ud, indtil afgørelsen lød på, at den skulle defineres som “tørvare”. På det tidspunkt var isen for længst smeltet.

Norge var ikke ene på verdens­markedet for køleis. Datidens største eksportør var USA med næsten 66.000 tons is om året. Isen var pakket i lærred for at ­beskytte mod varme, alligevel smeltede op mod 40 pct. undervejs.

Fordelen for Gatti ved at vælge norsk is var kortere transporttid og dermed mindre tab i form af smeltet is. Fra ­Kragerø, Norges største udskibningshavn for køleis, til London var der ca. 600 sømil (1.100 km).

Turen fra New York var på næsten 3.200 sømil (6.000 km). For at beskytte isen efter ankomsten opkøbte Gatti desuden en lagerbygning ved ­Regent’s Canal og fik udgravet iskældre under bygningen. I 1856 indgik Gatti en aftale med en af Norges største is-­eksportører, brødrene Dahll.

“Har haft kontakt med C. Gatti, is­forhandler, om leverance i februar, marts og april næste år af 400 tons is. Pris: 17 shilling pr. ton”, skrev Georg Dahll fra London hjem til broren Johan i Kragerø.

Prisen svarede til fire dagslønninger for en arbejder. I London kunne Gatti ­videresælge isen for ca. 30 shilling pr. ton. Første ladning kunne være på ét skib. Fra 1857 steg Gattis import til 50 skibe.

Den fattige indvandrer fra Ticino var nu Londons største is-importør.

Kompensation gjorde brødre rige

Mens ishandlen gik strygende, skrantede det genopbyggede Hungerford Market pga. svigtende besøg. I 1859 blev bygningerne solgt til et jernbaneselskab, så en togstation kunne anlægges.

Som ­kompensation for sine caféer og butikker på markedet modtog Gatti 7.750 pund, svarende til 4 mio. danske nutidskroner.

For pengene blev foretagendet udvidet yderligere, især med forlystelsessteder og koncertsale. Spisestedet Adelaide Gallery var fx populært blandt unge kærestepar, da maden blev indtaget under topmoderne lamper med elektrisk lys.

“Du kan tage din udkårne med op i galleriet på første sal og glæde hende med alle stedets delikatesser. Her er ingen piber tilladt”, lød beskrivelsen af stedet i bogen “London Town”.

Gatti åbnede også koncertsalen Gatti’s Music Hall, der var berømt for sin 76 meter lange billardsalon med 17 borde. Efter sigende var Gatti-brødrenes bil­lard­sa­lon verdens største.

Isen strømmer ud af Norge

Handlen med køleis gik også strygende i Norge.

Nabolandet Sverige prøvede at komme ind på markedet, men svenske havne var først isfri, så skibene kunne sejle ud, sidst på foråret, hvor eksporten fra Norge var godt i gang.

Succesen ­byggede også på, at lastrummet i norske skibe havde hulrum foret med træflis fra den norske tømmerindustri. Takket være foringen smeltede blot 5-10 pct. af den norske køleis under overfarten.

Amerikanerne havde siden 1840’erne siddet på importen af is til England, hvor især is fra søen Wenham Lake i Massachusetts var kendt for sin høje kvalitet.

Men nordmændene mente, at de sagtens kunne levere bedre og billigere is end amerikanerne, og da den amerikanske borgerkrig brød ud i 1861, fik de chancen.

Krigen hæmmede den amerikanske eksport af is, og Gjersøen i Oppegård blev endda omdøbt til Wenham Lake for at snyde briterne til at tro, at de stadig fik deres velkendte amerikanske is.

I tæt samarbejde med bl.a. Gatti fik nordmændene en større del af det engelske marked. I 1869 ankom hele 100.000 tons norsk is til de britiske havnebyer.

Nordmændenes succes var ikke kun Gattis fortjeneste. Is var en kæmpe dille. Fx havde alle restauranter med ­respekt for sig selv nu isskabe til at holde deres varer kolde.

Skabene var også ­populære hos velhavende familier.

I det hede Indien begyndte britiske læger at lægge feberpatienter i isvand, som de også mente kunne kurere leverproblemer.

Fra 1870 begyndte selv den britiske flåde at benytte køleis. Under skudvekslinger blev isen brugt til at nedkøle kanonløb, så strålevarmen ikke ­antændte krudtbeholdningen.

Mangemillionær faldt ned fra høloft

Isimportør var et særdeles lukrativt ­erhverv, men på trods af succesen overlod Carlo Gatti i 1870 store dele af sin forretning til datteren Rosa.

Efter datidens stive kønsroller var Gattis valg usædvanligt, men Rosa havde fra barnsben vist interesse i at drive forretning og havde arvet farens forretningstalent.

Med forretningen i sikre hænder tog Gatti tilbage og nød livet på hjemegnen i Schweiz.

Her gav de lokale ham den fine titel “figlio delle sue opere” – en søn skabt af sit arbejde. Der var stor respekt for den fattige entreprenør, som havde arbejdet sig op på samfundets tinde. Gatti fik endda plads i byrådet.

Den hjemvendte mangemillionær havde masser af planer, bl.a. om at ­udvikle landbruget i sin fattige hjemegn.

Han købte landbrugsjord og testede nye opfindelser som fx mejetærskeren. Ifølge øjenvidner havde pengene ikke ­forandret Gatti, der fulgte arbejdet “klædt som en bonde”.

Til det sidste knoklede entreprenøren, men alderen gjorde ham usikker på be­nene. I 1878 faldt han ned fra et høloft, og skaderne var så alvorlige, at han døde få dage senere.

Nyheden kunne mærkes helt i London, hvor alle Gattis caféer og restauranter lukkede for én dag.

Begravelsen i hans hjemegn Ticino blev et enormt tilløbsstykke, hvor mere end 2.000 deltog. Gatti blev lagt til hvile i en udsmykket sarkofag, som blev båret af byens brandmænd.

Rosende taler fulgte hele dagen, der bl.a. fortalte, hvordan Gatti, på trods af sin enorme succes, ­“aldrig glemte den ydmyge lille landsby, hvor han var født”.

Efterskrift

Efter 1878 overtog familien Gattis forretninger. I mange år gik det strygende, men fra starten af 1900-tallet vendte lykken.

*Én for én lukkede ­ca­fé­er­ne, da billig flødeis nu kunne fås mange steder.

I køleis-branchen var Gatti-­navnet længe et tegn på kvalitet. Her over­levede familiefirmaet helt frem til 1981, hvor Carlo Gattis efterkommere ­endegyldigt solgte firmaet videre.